Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4136Visninger
AA

7. 7.

"Føler du dig tryg nu?" spurgte han, efter vi havde sat os på sengen og bare været der i et par kvarter.

"Nej," sagde jeg ærligt, for det gjorde jeg ikke. Det var ikke hans skyld, men mørket, der hurtigt blev lagt på himlen, selvom det ikke var sommer, træerne, der så så tomme ud uden deres blade og så blæsten, der piskede mod vinduet.

"Nu?" spurgte han og rykkede tættere hen til mig. Jeg var forvirrede og forstod ham ikke, men sagde allivevel: "Nej, ikke endnu." Det mindede mig om Staen, hvor kvinder gik rundt med store kjole og paraplyer, selvom det ikke regnede. De gik hen til deres mand eller kæreste, men kyssede dem ikke, kun på hver kind, uden at ramme. Det lignede mere, at de satte kind mod kind på hver side og sagde kysselyde.

Hans øjne havde stadig ikke ændret sig - selvfølgelig. De var stadig så sorte, at alt føltes sort omkring mig. Jeg kunne se ud til skove i øjenkrogen, og alle træer blev sorte og flød sammen til ét stort, sort træ og en sort skygge røg over os.

Jeg syntes, at jeg så noget hvidt mellem det store træ. Noget virkelig hvidt og skinnede i mørket, men da jeg kiggede derover og væk fra Lorens blik, var der intet og det store træ blev til flere tusinde.

Jeg kiggede mod ham igen. Han kiggede opmærksomt og betragtende på mig. Jeg trak ikke vejret, da hans læber kort strejfede mine. Hans søde ånde, der duftede af roser var mod mine læber, varmt og trygt. Nu forstod jeg, hvad han mente. Han brugte denne måde, for at knytte sig med mig.

Så strejfede de for anden gang mine læber. Lige i det de ramte mine, lød der et højt skrig. Et menneske skrig fra en kvinde.

Jeg fór op fra sengen og hen til vinduet med et bankende hjerte. Jeg forstillede mig der værste; en ung kvinde, der havde fået bidt arm og ben af af en varulv. Jeg nåede kun se en ligbleg hånd på en gren og så styrtede jeg ned af trappen. Jeg tænkte mig ikke om, og jeg var ligeglad med, om jeg blev angrebet af et monster. Jeg åbnede døren med det samme, men der var intet. Slet ikke noget. Ingen fodspor, intet blod, ingen kvinde. Jeg gik længere ind i skoven. Jeg løftede op i den sorte, lange kjole, jeg havde taget på, så den ikke blev beskidt og gik langt ind i skoven. Eller ikke langt, men det troede jeg, men så opdagede jeg, at jeg løb i ring om huset. Der var stadig ingen fodspor af noget som helst. Jeg kunne bare ikke fatte det ...

"Rosie," sagde Loren bag mig. Jeg reagerede ikke på mit navn, men stirrede bare ind i et træ.

"Hvem skreg?" spurgte jeg, da han kom nærmere.

"Det ved jeg ikke," sagde han. "Det var nok en længere væk."

"Nej, Loren. Det var lige her, hvor skriget var. Ulven tog hende helt sikkert," sagde jeg og vendte mig imod ham. Jeg lagde blidt hånden på hans brystkasse og mærkede hans hjerte banke langsomt.

"Du bekymre dig for meget," sagde han og kærtegnede min hals. Det føltes mærkeligt, men alligevel rigtigt. Det var underligt, men jeg gad ikke at tænke over det, da han tog hånden op til min kæbe.

"Jeg er bare bange, ikke andet," mumlede jeg.

"Det skal du ikke være," sagde han og trak hånden til sig. "Skal vi tage ned til Staen?"

 

 

Jeg kunne bedst lige at være i hestevognen og føle mig kongelig, men gåturen tilbage var hård. Han havde fået mig ind i en salon, hvor man fik klipper hår, renset ansigt, plukket øjenbryn og en masse andet. Jeg fik lagt plukket øjenbryn, fået pudder i hovedet, som Cing - den venlige, unge dame, der gjorde mig en den kønnere - sagde jeg burde kende og fik derfor det i ansigtet. Hun var venlig at snakke med, især da hun sad og klippede spidserne i mit hår. Da jeg trådte ud af salonen, efter at betale hende med de penge, jeg havde fået af Loren, stod han der ude med en hestevogn bag sig og brune heste.

Vi snakkede ikke meget vejen hjem. Vi blev ikke kørt hele vejen hjem, da der var alt for mange træer, så vi stod af lidt længere væk fra mit gamle hus.

"Hvad lavede du, mens jeg var i salonen?" spurgte jeg og afbrød den ellers så rolige og dejlige stilhed imellem os.

"Kiggede rundt omkring." Hans hånd fandt min og lagde noget ned i. Jeg løftede min hånd og så en sort rose. Jeg vidste ikke meget om roser, men nok til, at jeg vidste, der ikke fandtes sorte roser.

"Tak," sagde jeg og duftede til den. Sød med en stærk duft af roser, præcist som Loren. "Hvor fandt du den?" spurgte jeg.

"Jeg købte den," smilede han og stoppede mig, ved at træde ind foran mig. Han snooede mig en enkelt gang rundt, så den mørkelilla kjole svingede sig rundt i luften. Han begravede sig ansigt i mit hår og hals. "Jeg tænkte på dit navn, da jeg så den. Den dufter ligesom dig." Han mente sikkert ham selv. Jeg havde kun kigget på roser, da de var så utrolig dyrer. Jeg syntes ikke, at jeg duftede af roser, men kun de blomster som mor altid gnuppede vilde blomster mod min hud, når hun havde tid og kedede sig. Jeg måtte ikke selv, da jeg altid fandt giftige blomster.

"Hvad tænker du på?" spurgte han efter noget tid, hvor vi bare havde stået sådan her. Han pillede ved mit hår og kyssede min hals. Jeg sank en klump og mærkede på hans pulsåre på hans hals.

"Roser." Han kyssede min hals igen. Jeg lagde armene om hans hals og strammede dem mere og mere jo længere hans læber kom op til mine læber. Jeg legede med hans bløde, glatte lokker. Hans hår kunne ikke engang den bedste frisør lave.

Jeg mistede tålmodigheden, da han kun var nået under min kæbe. Jeg trak mig væk og pressede mine læber mod hans. Alt omkring os blev til ét sort baggrund og jeg følte mig pludselig svimmel. Mine ben knækkede under mig og han faldt ned oven på mig. Han føltes altid kold og stærk, især da jeg skubbede ham og han ikke flyttede sig dengang, hvor han havde løget den lille løgn, men nu føltes han slap og varm. Han var slap nok til, at han ikke kunne holde sin vægt over sig, da han lå oven på mig. Jeg skulle kun skubbe blidt til ham, før han røg om på ryggen og jeg lå oven på ham, uden at afbryde kysset. Små grene og blade satte sig i min lange hår, men jeg tænkte ikke over det.

Jeg havde altid sagt til mig selv, at jeg aldrig ville kysse nogle. Eller, jeg havde ikke helt tænkt på det, men havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville kysse nogle, fordi det var for underligt. Det jeg mindst ville nu, var at afbrøde dette øjeblik.

Mine hænder rystede, da de allerede var ved første knap på hans skjorte. Jeg bed mine tænder hårdt i og prøvede ikke at være for nevøs. Lorens læber var helt nede ved mit kraveben og havde elegant fået snorerne op bag min kjole og skulle lige til at lade den falde ned, da han trak sig væk. Jeg opgav hans skjorte, da jeg simpenhen ikke kunne finde ud af det.

Han kyssede mig kort på læberne. "Rosie," hviskede han mod mine læber. "Det er ved at blive mørkt."

Jeg vidste ikke, hvor længe vi havde ligget her eller hvad klokken var. Mørket havde lagt sig over himlen og her var ret mørkt.

Jeg holdte min kjole oppe, mens jeg satte mig på hans skød med ryggen til. Han bandt snorerne igen bag min ryg helt uden problemer. Jeg havde brugt over et minut for at åbne én knap og han bandt hele kjolen sammen på ryggen på under et halvt minut. Jeg følte mig virkelig elendig, især sammen med ham.

Jeg kiggede stift ned i jorden, indtil han vendte mig om imod ham og kiggede ind i mine øjne.

"Det er okay," sagde han. Han kyssede mig igen og tog fat i min hånd. Han førte min hånd op til den første knap og fik mine spinkle fingre til at åbne knappen. Så hjalp han mig ned til den nederste knap. Jeg kunne mærke mine kinder blusse op og blive helt røde. Han vidste godt, at jeg var elendig, og det var endnu mere pinligt, at han hjalp mig.

Han trak sig ud af kysset og kiggede på mig. Jeg skyndte mig at gemme mit hoved under hans hals og nød synet af hans slanke, men muskuløse krop. Han lagde armene under mine ben og ryg og rejste sig op. Han begyndte at gå med hurtige skridt hjem, da det blev mere og mere mørkt.

"Jeg er ikke tung, vel?" spurgte jeg.

"Du vejer intet," sagde han og lød slet ikke forpustet. Han kyssede mig i håret.

"Du kan da umulgt bære mig hele vejen derover," mumlede jeg mod hans hals. Han var begyndt af gå op af bakke; vi var tæt på huset.

"Der er ikke så langt." Jeg kunne høre smilet i hans stemme, da jeg kyssede hans hals. Jeg kyssede ham igen og ned af halsen til skulderen.

Pludselig var hans arme ikke under mig mere. Han nåede lige at svinge sine arme om mig, inden jeg ville ramme jorden.

"Lad være med at kysse mig," sagde han og grinte. Det var første gang, at jeg hørte ham grine. Det var så sødt og lød ligesom et barn. Hans stærke krop og bevægelser virkede som en på atten, men hans grin og ansigt lignede og lød som en, der var yngre end mig. "Jeg kan ikke koncentrere mig." Jeg kunne stadig ikke lade være med at smile af hans grin. Det fyldte stadig mit hoved og jeg ville så gerne høre det igen. Det klædte ham at være glad og ikke, når han var kold.

Han bar mig op i sine stærke arme igen og gik mod huset. Jeg tænkte ikke på mørket, der havde omringet os og skovens uhyggelige lyde, men kun mørket i Lorens øjne. Jeg følte mig mere tryg i mørket i hans øjne.

Jeg kunne se huset her fra. Det kom tættere og tættere på og endelig stod vi foran porten. Han satte mig ned og kyssede mig. Jeg tænkte ikke skoven bag os og de uhyggelige lyde, der pludselig kom frem, men kun på Loren.

"Kom, du træt," sagde han pludselig. Jeg følte mig slet ikke træt, men da han åbnede døren og jeg så den store trappe foran mig, følte jeg mig pludselig helt træt. "Skal jeg ikke hurtigt lave noget mad?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet, for jeg var stadig svimmel, efter han kyssede mig og havde ikke lyst til mad.

Han trak mig alligevel ud i køkkenet og rakte mig et stykke frugt jeg ikke kendte. Den var rød og smagte sødt. Han proppede en til i munden på mig og smilede skævt.

"Det kaldes jordbær."

Jeg tyggede den færdig og han lagde et lille jordbær på min tunge.

"Kan du lide at fodre mig?" spurgte jeg, da jeg sank den. Han nikkede bare og gav mit et jordbær til. Sådan fodrede han med forskellige frugte jeg ikke kendte resten af aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...