Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
3993Visninger
AA

1. 1.

Tågen sneg sig tættere og tættere på vores hus. Tung, kold og hemmelighedsfuld lå den over træerne bag de beskidte vinduer.Ederkopperne lagde et kort lag edderspind i hjørnerne og fangede støven.

Mor klagede, igen og igen, at der var koldt. Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Eller jo, det kunne jeg. Jeg kunne gå ud og hente noget brænde til pejsen, men den tunge tåge, buskene, der ruskede og skikkelser, der gik rundt skræmte livet af mig. Selvom mor sad ovre i sengen og stønnede af smerte kunne jeg ikke få mig selv til det.

Jeg gav hende et stykke kød, men det så alt for gammelt ud, men min mor var gravid og hun skulle have et eller andet. Jeg var nød til at sulte mig selv, for at fodre to personer.

Mor og jeg delte en seng, der bestod af to tæpper og en pude med hø i som vi var nød til at dele. Desværre var min mor så fuld af smerte og var blevet dobbelt så stor, så jeg var nød til at sove på gulvet. Mor havde det ikke så godt med at se mig nede på gulvet og ryste af kulde, men kunne intet gøre ved det.

"Rosie," hviskede hun. "Vil du ikke nok hente noget brænde? J-j-jeg fr-fryser." Hun lukkede øjnene. Hendes læber havde fået en blå farve, hendes fingre var røde og hævet og hun rystede af kulde. Jeg tog det ene tæppe og lagde det om hende.

"Mor ..." hviskede jeg bange. Godt nok havde jeg levet her i seksten år, men jeg kunne ikke gå ud. Jeg turde aldrig. Kun med mor, men aldrig alene.

"Hvor mange gange skal jeg sige det?" spurgte hun. "Der er ikke noget. De findes kun i mareridt." Hun aede mig kind, men hendes hånd faldt hurtigt slapt ned igen. Ikke nok med, at hun var højgravid, så var hun også syg. Rigtig syg. Hun brækkede sig, hostede, var svimmel, træt, kunne ikke noget og smerter i hele kroppen. "Kig på din venstre arm."

Min venstre arm bested af et brændmærke med flotte farver min mor engang fandt på at sætte på. Mor lavede brændmærkede på mig, tog kold vand på og så nogle flotte farver for nogle år siden. Farverne var stadig ikke faldet af. Det var en smuk , fremmed blomst, der var der ved min albue. Den havde en smuk, lyserød farve - ligesom en solnedgangs farve. Den havde en lang stilk, der snoede sig hele vejen ned til håndledet med en smuk, mørkegrøn farve og røde, spidse pigge på.

"Det står for modighed. Du har den på din arm; du har den i dit hjerte. Du er den eneste, der har den." Hun smilede til mig, men smerterne tog over hendes smil.

"Det hjælper ikke, mor. Du er den eneste, der har lavet et brændmærke på en, og det blev så mig."

"Nej, elskede." Hun tog slapt min hånd. "Du er den eneste, der kender den. Det skal du kun være glad for. Og ikke nok med det ..." Hun nikkede svagt mod min kind. Jeg kunne ikke forklare det brændmærke, der var der. Det var smukt, virkelig smukt. Det betød virkelig meget, at jeg måtte have det på kinden. Den havde alle de smukkeste farver, der kunne skjule sorg og smerte. De var blandet sammen til én stor skønhed i tynde streger på min ene kind. "Det står for kærlighed." Hendes hånd var så kold, at jeg vidste, jeg var nød til at gå ud nu. Jeg turde godt. Jeg kunne godt. For mors skyld, som jeg ikke ville miste.

"Jeg elsker dig, mor," sagde jeg.

"Jeg elsker dig også, datter." Hun lukkede øjnene og faldt langsomt i søvn. Hendes hånd var stadig kold, så jeg løb ud af døren og mødte mørket med et skrig. Jeg klaskede en hånd for min mund, for ikke at vække mor. Jeg lokkede mig selv ind i tågen og måtte passe på med ikke at gå ind i træer.

Himlen var sort og kun månen gav en smule lys. Det gav træerne et gråt skær og tågen mere tydelig. Der var ikke ligeså mange træer her som den store skov længere nede. Der var masser af kviste som jeg kunne bruge og måske også tykke grene, men jeg turde bare ikke gå så langt. Jeg måtte lede her, hvor der var høje, men ikke mange træer. Jeg vidste, at jeg ikke skulle knække friske grene af, men jeg overvejede det. Der var ingen grene her, kun blade.

Jeg nægtede at ryste af skræk, så jeg fortsatte længere ind i skoven. En ugle tudede til højre, en kvist knækkede foran mig og en skygge gled over stedet.

Der er ikke noget. Det findes kun i mareridt. Jeg lyttede til mors stemme i hovedet. Der var ikke noget. Det var der ikke. Jeg var modig. Jeg kendte den modige, smukke blomst og havde den både på armen og hjertet.

Stjernerne var det eneste smukke i nat. Skoven var også smuk, men ikke for mig. Alle ville se denne flotte skov, men de ville ikke være i den. Månen var også smuk, men uhyggelig. Som den stod der på himlen, stor og smuk, men også skræmmende, tænkte jeg på varulve.

Så lød der er hyl - en varulv. Jeg vidste det. De var i mine mareridt. Dem alle snakkede om. Dem alle frygtede.

Jeg skulle ikke være gået så langt ind i skoven og især ikke, når jeg vidste, at jeg nemt kunne gå i panik. Jeg løb, men vidste ikke hvorhen. Jeg kunne ikke se vores hus nogensteder. Jeg var væk midt i en stor skov. Jeg var i den skov, hvor jeg aldrig havde været. Den skov, jeg ikke turde være i. Der var proppet med træer, der både var tynde, høje og tykke.

Et hyl kom igen og jeg kravlede ned under en stor rod fra et træ. Jeg trak ikke vejret, da jeg hørte et hyl til, der var så højt, at mine ører sagde en bibbende lyd.

Jeg kunne høre fodspor bag mig. Langsomt, snigende og havde fire poter. Jeg trak stadig ikke vejret. Tårer trillede ned af mine kinder. Jeg var ikke modig. Jeg var en taber, der ikke kunne komme hjem til mor. De fandtes og var lige bag mit gemmested. Den kunne høre mit bankende hjerte.

Jeg maste mig lydløst ned i jorden og kunne lige se gennem to roder. Jeg så på et blad, der dansede i den milde vind. Indtil den blev trådt ned. Af en kæmpe pote. Den lagde langsomt vægten ned i det ene ben og jeg kunne se dens muskler, inden den anden pote kom frem. Den måtte være på højde med mig. Måske havde min mor bare ikke ret. Måske fandtes alt det jeg troede på. Spøgelser, hekse, vampyrer, varulve, alt.

Jeg kunne høre den knurre højt og vendte langsomt hovedet mod mig. Jeg tvang mig selv ikke til at trække vejret og ikke sluge den store klump jeg havde i halsen.

Dens gule øjne mødte mine. Store, selvlysende og gule øjne kiggede direkte i mine. Jeg rystede af skræk og havde mest lyst til at skrige, hvilket jeg gjorde. Jeg skreg, vidste min chance var væk og måtte se, hvad håbet bragte. Jeg sprang ud af gemmestedet og så varulven med yndefulde bevægelser løbe mod mig. Den sprang elegant over alle grene og sten der spændte ben for den, selv da den skulle spring to meter op i luften. Jorden rystede, da den landt på jorden og jordklumper og grene fløj ud over det hele.

Så sad jeg fast. Noget hårdt blev lagt over mit ben og jeg landte oven på en flad klippesten. Jeg skreg stadig, men mit skrig blev kvalt, da den stod ansigt til ansigt til mig. Dens ånde lugtede af blod og fisk og havde tænder på længde med en flad hånd.

Jeg stirrede på den, vidste det var ude med mig og bad en kort bøn til mor, at hun nok skulle klare den alene, da varulven blev flået væk. Den røg en meter og og direkte ind i tre træer længere væk. En sort skikkelse løb i mod den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...