Brevduen

Historien handler om den 14. årige Møjs, som får besøg af en brevdue med en vigtig besked.

0Likes
0Kommentarer
933Visninger

1. Brevduen

Møjs sad og kiggede ud igennem vinduet på sit lille loftværelse. Det var en diset søndag morgen, og man kunne lige akkurat ane solen ude i horisonten. Hun forsøgte at se det pæretræ der stod nede i forhaven, da hun fik øje på en lille sort prik som bevægede sig. Prikken kom nærmere, og nærmere, indtil den var helt tæt på hendes vindue. Hun kunne se at det var den due som sad ude i pæretræet, og at den meget gerne ville ind. Hun åbnede vinduet, og den lille fugl hoppede taknemligt ind over vindueskarmen. Hun kunne se at duen havde fløjet langt, for det så ud som om dens fjerdragt var vendt på vrangen. Hun efterlod fuglen på sit skrivebord, og skyndte sig ned i køkkenet for at hente noget brød til den. Da hun kom tilbage så hun at fuglen strittede med det ene ben, hvorom der var bundet et lille stykke sammenrullet papir. Hun gik hen til duen og løsnede det lyseblå bånd der holdt papiret fast til benet. Så snart fuglen registrerede, at brevet var væk hoppede den glad hen til det brød, som Møjs havde efterladt på bordet. Møjs rullede papiret ud, og læste de 2 ord som der stod: Hjælp mig! Resten af brevet så ud til at være revet i stykker. Hun sad noget tid og fundrede over hvorfor en aller anden, ville lave sådan et mærkeligt brev, også sende det til hende. Hun viste ikke helt hvad hun skulle gøre, så hun besluttede sig for at lægge brevet til side, og begynde på hendes dansk lektier.  

Det var først da der var gået omkring en time at hun huskede på fuglen, og det var kun fordi den hakkede utålmodigt med sit næb mod viduet. Hun gik hende og lukkede den ud, for så at fortsætte med sine lektier. De næste par dage kunne hun næsten ikke tænke på andet end duen, og hun fik skældud i skolen for at være uopmærkssom.  

Et stykke tid efter havde hun næsten glemt alt om brevet, indtil hun en dag kom hjem fra skole. Hun skyndte sig op på sit værelse for at stille sin taske, da hun fik øje på duen igen. Hun lukkede den ind og tog brevet fra den, hvorefter duen fløj af det åbne vindue. Hun rullede papiret ud og læste: Er fanget i grotte.  

Møjs blev på samme tid afklaret men også mere forvirret. Nu viste hun at personen var fanget i en grotte, og havde brug for hjælp. Men hvad kunne hun gøre. Hun besluttede sig efter lidt tid at fortælle om brevene til sine forældre. Hun skyndte sig ned af træ vinkeltrappen, igennem køkkenet, videre ud i stuen, hvor hendes forældre sad. Hun begyndte straks at fortælle dem om duen, og de mystiske breve, men det af ren og skær iver kom hun til at snakke for hurtigt så, hendes forældre kun fattede: due, brev, person, hjælpe. Da hun havde gentaget det igen, rystede hendes forældre bare på hovedet, og sagde at det var altså ikke noget og spøge med, og om hun ikke godt ville lade være med at opføre sig så barnligt, hun var trods alt 14 år. Hun gik trodsigt op på hendes værelse, og satte sig skuffet ned. Hvis hun ville hjælpe ham eller hende som sendte brevene, blev hun nødt til at tage sagen i egen hånd. Opfyldt af følelsen af at have en mission, begyndte hun at finde papir og blyant frem, så hun kunne skrive de ting ned som hun havde at gå efter, ligesom hun havde set på film. Men den dejlige følelse gik hurtigt over da hun indså hvor lidt hun havde at gå efter. Hun gav ligeså stille op, og glemte alt om brevene. En måned senere kom duen igen. Denne gang havde den ikke noget brev med, men en underlig blomst. Da duen var fløjet sin vej igen, kiggede hun nærmere på blomsten. Den var rødblå og meget fugtig. Det lignede til forveksling en lille åkande, syntes hun. Men det var desværre ikke en blomst hun havde set før, selvom hun var sikker på at, hvis hun fandt det sted hvor blomsten groede, ville hun også finde hen til grotten, og duens ejermand. Hun besluttede sig for at gå over på biblioteket i weekenden, for at se om hun kunne finde blomsten i en bog der ovre. Resten af ugen var hun opfyldt af den sære følelse af at gøre noget, uden nogen viste hvad det var. Da det endelig blev lørdag, skyndte hun sig hen på biblioteket. Da hun kom der hen, gik hun op til disken hvor der stod en ældgammel dame. Hun var pukkelrygget og havde krøllet gråt hår. Møjs trykkede på den lille klokke som stod på disken, men bibliotekaren hørte hende ikke. Møjs trykkede igen, og igen, og igen. Til sidst larmede det så meget at de andre folk på biblioteket begyndte at tysse på hende, og der var endda nogen som smækkede deres bog hårdt i, og gik forarget ud af døren. Møjs indså at hun blev nødt til at finde blomster afdelingen på egen hånd. Hun gik hen mod de loft høje reoler der alle sammen var fulde af bøger. Hun forsøgte at se om der var noget med blomster, men det eneste hun fandt under B var en hel masse forfattere, hvis efternavn startede med B, og så hvidt hun kunne se var der ingen som havde skrevet en bog om blomster. Hun gik i lang tid, og endelig fandt hun blomsterafdelingen. Hun tog nogle bøger ned fra de hylder hun kunne nå, og begyndte at gå hen mod læseafdelingen. Nu var det bare sådan at, hun havde gået så meget rundt i alt forlang, og da det var første gang hun var på biblioteket, kunne hun ikke finde ud. Der gik ca. en time hvor hun bare gik rundt, men så, så hun et skilt hvor som viste hen til læseafdelingen. Hun skyndte sig derhen, og satte sig ned. Hun kunne se af den døve bibliotekar var faldet i søvn bag disken.  

Hun åbnede de bøger hun havde taget med, og begyndte at bladre i dem. Da biblioteket skulle til at lukke, havde hun stadig ikke fundet noget der bare lignede, den blomst hun søgte. Slukøret måtte gå hun hjem. Før hun gik i seng besluttede hun sig for at forsøge igen i morgen. Den næste dag gik hun hen til biblioteket endnu tidligere end dagen før, og hun så til hendes store glæde at, det var en anden bibliotekar, der stod bag disken. Hun gik hen og ringede på den lille klokke som hun havde gjort dagen før, og denne gang svarede manden bag disken. Hun fortalte ham at hun ledte efter en blomst, og da han spurgte hvilken, viste hun ham den åkande lignende blomst. Han bad hende følge med ned en af de korridorer, som hun ikke havde fulgt dagen forinden. Han fandt en bog frem, hvori blomsten var, og fortalte hende at den kun groede i en den sorte grotte. Hun lånte bogen med hjem og sagde tak for hjælpen. Dagen efter valgte hun at pjække fra skole, for at tage ud til Den Sorte Grotte. Hun tog bussen der ud. Da hun nåede frem, blev hun lidt i tvivl om hvad hun skulle gøre, men besluttede sig til sidst for at smutte ind i grotten. Da hun kom der ind var der så mørkt at hun ikke kunne se noget som helst. Der var klamt, fugtig, og inde lukket. Der faldt nogle dråber vand ned fra loftet af grotten, som landede i hovedet på hende. Hun følte sig forsigtigt frem, og da hun var kommet lidt ind i grotten begyndte hun at kalde ud, om der var nogen. Hun kunne høre nogle svage råb et stykke derfra, og skyndte sig efter lyden, stadig uden at kunne se noget. Pludselig var hele grotten oplyst af et lille bål. Det havde dejlige varme flammer, der gjorde grotten varm. Hun kunne se en dreng på omkring hendes alder sidde på den anden side af bålet. Han var båndet. Hun skyndte sig hen og hjalp ham fri, hvorefter hun kunne se at det var ham drengen der havde været efterlyst i snart et halvt år nu. Da hun fik kniplen fjernet fra hans mund, begyndte han straks, at fortælle hvad der var sket. Han havde været alene hjemme, på et af de store palæer som hans forældre ejede, da nogen havde ringet på døren. Han havde skyndt sig ud for at åbne op, og pludselig var alt blevet sort. Han havde råbt og skreget, med blev slået i hovedet med et eller andet. Da han senere vågnede op, var han inde i grotten. Der havde siddet en mand overfor ham, og bedt ham om at skrive det han sagde. Manden havde dikteret et trussel brev om løsepenge. Han fortalte også at manden havde givet ham mad, men kun usselt brød, og vand. Efter et halvt år, havde der fløjet en fugl ind i grotten. Han havde set sit snit til at skrive et brev, men manden opdagede det og havde revet det i stykker, så der kun var "Hjælp mig" tilbage. Han havde sendt det af sted med duen, der senere havde vendt tilbage uden brevet. Han havde sendt det næste af sted, i håb om at nogen havde fået det første brev. Da han var færdig med at fortælle, gik det op for dem at de måtte skynde sig ud så manden ikke fik øje på Møjs. Da de kom ud af grotten, skyndte de sig at ringe til politiet fra Møjs mobil. Da politiet nåede frem 10min. senere, evakuerede de først grotten, hvorefter nogle politimænd løb ind, for at hente manden ud.  

Han kom til syne, kæmpende og skrigene, men politimændene holdt godt fast. Da han var blevet lukket inde i politibilen, kom drengens forældre til syne. De skyndte sig hen for at omfavne deres søn, og bagefter takkede de Møjs flere gange, og insisterede på at give hende en dusør. Næste dag stod der i avisen: 14 ÅRIG PIGE FINDER FORSVUNDEN DRENG: Møjs på 14, fandt i går helt alene frem til rigmandsdrengen, Jacob der har været forsvundet i lidt over et halvt år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...