Sig jeg er Okay, selvom jeg er anderledes end dig...

Hvorfor er det så svært at være det man kalder anderledes, jeg forstår det ikke, hvorfor kan jeg bare ikke sige at jeg er anderledes, og de ville acceptere det. Men selv jeg ved at det er umuligt, selvom jeg er toppen af det sociale liv. Jeg ved hvis jeg siger det, er alt anderledes. Jeg bliver stemplede 'anderledes'. Jeg mister alt jeg har kært. Jeg vælger det letteste vej ud, løgn, skuespil

1Likes
6Kommentarer
1405Visninger
AA

2. Kapitel 1: Tankerne - Mai

Jeg stirrede smilene ind i spejlet, en af de mange spejlede der spillede i vores omkældningsrummet, jeg rettede smilene på mit hår. Mit fine, smukke hår, det fine mørkeblond spillede så fint i lyset af en af de gamle lamper der hang i løftede. Sædvanlig sad mit hår perfekt som det næsten altid gjorde, og så til min perfekte brune krop.

 

 

Folk mener altid jeg er perfekt, som en dreng alle pige vil give deres ene arm for bare at komme i kontakt med. Et stort ord, til en person som mig. Jeg ligner rigtig nok en perfekt fyr, men sådan ville jeg aldrig se mig selv som. Jeg ved godt jeg er smuk, men ligefrem ”perfekt” er en stort ord.

 

Jeg havde altid den tanke at det godt kunne passe, noget jeg troede jeg var, da alle sagde det. Men selve den dag det hele viste sig at være løgn har jeg aldrig følt mig perfekt. Noget jeg viste jeg ikke var længer den ”perfekte dreng”, vis de bare kendte den rigtige dreng bag den ellers så fine facade, mon de så ser mig som den samme, jeg ville ønske det. Det ville være uvirkeligt at ikke være den samme, selvom de viste det. Hvis de bare virkelig viste hvem jeg virkelig var, er. Hvis de gad interesser sig mere for mig, ind bare piger, patter, fodbold og sex. En dreng der havde følelser, som de ikke selv kunne sætte ord på. Det viste jeg. Jeg ved jeg er populær, lækker, anføre på skolens fantastiske fodboldhold. Havde en krop som en model, hvad mere at be’ om. Måske at jeg kunne fortælle mit sande jeg, men selv jeg viste det bare var en uendelig drøm som aldrig ville blive til noget.

 

 

”Christopher kommer du? Vi har en kamp af vinde” grinede en af mine venner, og daskede kort til mig, imens han lavede et lalleglad fjæs. Og ventede på min næste reaktion, men intet var anderledes. Samme skuespil, samme naive venner, samme sociale stige. Jeg sukkede kort, og nikkede derefter og traskede med raske skridt over mod de andre der bare ventede på mig. ”er i parat guys” grinede jeg, imens et smil banede sig vej frem, med mine markante kindben kunne det ikke se bedre ud. ”Vi er sku da født klar, spørgsmålet er bare er du klar?” grinede de imens vi traskede med raske skridt ud mod fodboldbanen, i en kort men alligevel ret rakke.

 

Jeg sukkede kort, og rullede derefter kort med mine lyseblå øjne. Hvorfor skal de også lige være så belastende lige nu. ”Woow, dude. Relax” mumlede en af hold markkerne. Imens de vendte deres blik imod mig. ”Jaer okay, jeg overdrev måske lidt” mumlede jeg kort, imens jeg sendte en af mine mange charme smil. Selvom jeg ikke orkede det, måtte jeg gøre det. Jeg ville bare gerne være sammen med min dejlige bedste veninde, Alexandra. Selv hun viste intet om mig, intet om min seksualitet.

Vi nåede hurtig ud på banen og kunne tydelig høre de andre elevers skrig. Skrig på os, vores vigtigste kamp, kampen der ville vise om vi var gode nok til at komme videre i fodbold turneringen. Jeg smilede hurtig op til tilskuerne, imens mit blik prøvede at falde på Alexandra, hendes smil hun sendte mig inden jeg skulle spille var en dope for mig. Som om jeg så kunne alt, selvom det var langt fra. Ude på var jeg selvsikker, lækker, charmere. Men indeni var jeg meget anderledes. 

Vi begynder stille at starte kampen, kampen mod en anden skole. Jeg må sige de spillede godt, og vi fik kamp til strengen. Men ikke at det gjorde noget, det var en dejlig følelse, at tænke på noget andet, ind det der stille går mig på.

 

Vi var endelig blevet færdig, og vi var gået sammen hen til omklædningsrummet, imens en masse snakken summede rundt. Og jeg var selvfølgelig med inde i samtalen, som altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...