Helten = Kameraet

Den 14-årige Megan Caine forsvinder sporløst fra hendes hjemby Miami. Eller næsten, for hun efterlader sig hendes kamera som det eneste spor af hende. Hun fik kameraet i gave 3 mdr. før sin forsvinden og FBI skal nu finde hende, og det eneste de har er kameraet og hendes hund.

2Likes
2Kommentarer
1095Visninger
AA

1. Følelserne overtager arbejdet - næsten!

"Hvorfor skulle jeg komme så hurtigt?" vrissede Mrs. Caine og kastede et blik hen på resten af familien, som snakkede i munden på hinanden, og man kunne tydeligt se at alle var forvirrede. "Jeg vil gerne bede dig om at stille dig over til de andre," sagde jeg og gabte. Hun kiggede underligt på mig og traskede over til resten af Megans familie med tunge skridt. Jeg havde planlagt i 20 min. hvad jeg ord for ord skulle sige til dem, men lige meget hvad jeg gjorde, lød det virkelig dumt. Måske fordi jeg var den nyeste på holdet, var jeg blevet sat til at sætte Megans familie ind i sagen.  "Hvor er Megan?" spurgte en af mændende, højst sandsynligt hendes far. "Megan Caine?" sagde han lidt efter. Måske havde de flere i familien der hed Megan? Hvorfor skulle han ellers gentage hendes navn med efternavnet? "Undskyld, men vil du være sød at svare på mit spørgsmål?" snerrede han. Jeg fik den sure mine på, traskede hen til den forvirrede flok af mennesker, og bad alle om at tie stille. Ingenting. Folk blev ved med at snakke. Jeg gad ikke mere nu. Jeg var så træt og jeg skulle bare have det overstået. "Knyt fjæset!" skreg jeg, og så blev der stille. Jeg stod og nød et øjebliks stilhed, og så gik jeg ellers til sagen.  "I er her fordi at jeg skal fortælle jer nogle sørgelige nyheder," sagde jeg og fortsatte. "Megan Caine er forsvundet sporløst og vi er lige nu i færd med at prøve at finde ud af hvor hun er!" Folk gispede rundt omkring, der faldt et par tårer hos nogle, og så begyndte snakken ellers igen. "Ti sille," sagde jeg og ingen reagerede på det. "Ti stille," sagde jeg igen, lidt højere, og da nogle få reagerede på det, var der snart helt stille. "Det eneste vi har at gå efter lige nu er et kamera og vi har derfor brug for jeres hjælp. Hvis i har noget der kan hjælpe os videre, bør i venligst kontakte os! Det var det." Nu da jeg ikke sagde mere, var folk, sjovt nok, helt stille. Jeg drejede om på foden og gik over til nogle af mine kolleger. "Hvordan var reaktionerne?" spurgte Natalie uden at vende sig om mod mig. Jeg overvejede spørgsmålet en ekstra gang og svarede så: "Jeg tror de tog det lidt pænere end jeg havde forestillet mig," svarede jeg og kiggede hende fortsat i nakken. "Godt så," sagde hun, tog kameraet og gik over til Tony. Hun plejede ikke at være sådan. Kun når hun stod med noget meget vigtigt i hænderne. Jeg gik over til computen i det åbne bagagerum, kiggede på skærmen, og fik mig noget af et chok da jeg fik kigget ordentligt efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...