Your world - is my world ◇ JDB

Alana Aimee Stevens er lige fyldt de sytten år. Hun lever sit liv i USA, hvor hun bor med hendes storebror, far og hendes mor fra Hawaii, hvor hun også selv er fra. Alana havde en tvillingesøster, Alika, som var hende meget tæt, men hun døde i en bilulykke, hvor føren var deres storebror Kale. Derfor er Kale nu blevet meget overbeskyttende overfor Alana, som kalder sig Aimee, men det tænker hun ikke så meget over. Det eneste hun tænker på er hendes sangskrivning, som hun bruger meget lang tid på.

129Likes
507Kommentarer
17599Visninger
AA

16. Aimees synsvinkel

Det kunne ikke passe. Der var sket så utrolig meget på ingen tid overhovedet. Jeg kunne knapt nok selv holde styr på det. Min sang var blevet valgt. Min sang skulle synges af en sanger. Den skulle ud i verden, og så ville folk måske tænke; "Wow, den var da god. Gad vide hvem der har skrevet den?" Jeg tog min cykel hvor jeg havde sat den, og steg op på den. Selvom det med sangen, virkede vildt nok i sig selv, var der noget andet, der sad klæbet til min hukommelse. Det, der skete lige inden, at jeg gik.  Jeg så det hele for mig. Da jeg ved et uheld kiggede på Justins læber, og hvordan han hovede nærmede sig mit. Jeg kunne ikke lade ham kysse mig, for jeg kender ham jo ikke. Hvad var det, der fik Justin til det? Han kan da umuligt have fået følelser for mig på så kort tid. Jeg kunne da godt lide ham, men lige frem at ende i et kys, havde jeg ikke set komme. 

Jeg stillede cyklen, hvor jeg tog den, da jeg var kommet hjem, og løb med blanede følelser ind. Det hele havde været en utrolig underlig oplvelse. Jeg var lykkelig over det der var sket, men både det der var hændt inden og efter, fik mig til at se tingene på en anden måde.

"Aimee?" kunne jeg høre min mor råbe, samt nogle fodtrin, der kom nærmere. Forhåbningsfuldt, stillede hun sig foran mig, mens jeg hang min jakke op. 

"Fortæl!" sagde hun spændt. Jeg tænkte på at narre hende lidt, så jeg lavede mine øjne triste, og skubbede håret, der hang ned i mit ansigt, om bag øret.

"Altå.. de" fik jeg sagt en trist tone, mens min mors håb, stille sivede ud af øjnene på hende.

"VALGTE MIN SANG!" råbte jeg, og med det samme, så jeg min mor stå og skrige, som var hun en teenager, der mødte sit størte idol. Først kiggede jeg en anelse skræmt på hende, men deltog lidt efter i skrigeriget, og så startede vi med at hoppe rundt i stuen. 

"Tænk at de valgte dig! Det er helt utroligt! Hvem var sangeren?" spurgte min mor, da vi var faldet lidt ned igen, og sad på sofaen. Kale og min far var ikke hjemme, men kom det nok snart. Jeg glædede mig til at fortælle dem den gode nyhed.

"Ja, jeg kan slet ikke tro det .. Ehm, sangeren hedder Justin. Kender du sangeren Justin Bieber?" spurgte jeg. Inden jeg så ham, vidste jeg naturligvis godt at han fandtes, og at han havde udgivet et par gode sange, men en fan havde jeg aldrig været. Om min mor så kendte ham, var jo så det store spørgsmål. Hun lavede noget underligt med læberne og kiggede ned, som om hun tænkte sig om. Dog endte det med, at hun fik sagt 'nej.' Men da hverken Alika.. Kale eller jeg, havde været fan af ham, eller snakket om ham, kunne jeg da ikke bebrejde hende det. 

"Nåh, men så prøv og vent lidt" sagde jeg og rejste mig. Da jeg heller ikke havde hørt så mange af hans sange, kunne det da være lidt spændende, at se hvad han havde lavet, og hvilken type musiker, der skulle bruge mine sange. Jeg tog min bærbare computer under armen, og gik ned til min mor, fra mit værelse, hvor jeg havde hentet den. Jeg satte mig ned ved siden af hende igen, men den opstartende computer i skødet. 

Da ikonerne kom frem, på min baggrund af et familiebillede, gik jeg ind på Youtube, og skrev 'Justin Bieber' i søgefeltet. Min  mor kiggede nysgerrigt med, da jeg kiggede ned af de foreslag den havde fundet frem. 

"Hvad men den der?" spurgte min mor, og trykkede sin finger ind mod skærmen. Jeg klikkede hurtigt på videoen, og den begyndte at gå igang. Jeg havde slet ikke troet at Justin lavede den form for musik. Videoen i sig selv var fantastisk, og det hele var så rørende. I close my eyes, and i can see a better day, sang han. MIn mor sad med et helt fraværende udtryk i ansigtet, som om hun var helt opslugt af det.

"Er det virkelig ham?" spurgte hun, da jeg klappede skærmen i, efter at videoen var forbi. Jeg kunne ikke tro det. Han sang jo ikke bare godt, men også om ting vi alle kunne realitere til.

"Ja, det er ham" fik jeg sagt, og gik op på mit værelse. Min drøm var på vej til at gå i opfyldelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...