Your world - is my world ◇ JDB

Alana Aimee Stevens er lige fyldt de sytten år. Hun lever sit liv i USA, hvor hun bor med hendes storebror, far og hendes mor fra Hawaii, hvor hun også selv er fra. Alana havde en tvillingesøster, Alika, som var hende meget tæt, men hun døde i en bilulykke, hvor føren var deres storebror Kale. Derfor er Kale nu blevet meget overbeskyttende overfor Alana, som kalder sig Aimee, men det tænker hun ikke så meget over. Det eneste hun tænker på er hendes sangskrivning, som hun bruger meget lang tid på.

129Likes
507Kommentarer
17635Visninger
AA

14. Aimees synsvinkel

Lige som jeg skulle til at åbne munden, og spørge om jeg måtte gå hjem, og droppe det her, afbrød Scooter mig;

”Vi, eller Justin har besluttet sig, så i vil nu få at vide, hvem som er valgt” sagde Scooter hurtigt og kiggede en sidste gang på Justin, inden han skrev videre på nogle papirer, som lå foran ham på skrivebordet. Jeg kiggede stille hen på Justin, som spændt kiggede på os alle tre, selv om det var ham, der vidste hvem der blev valgt. Stille kiggede jeg på Phillip og Patrick, som så meget mere spændte ud end mig. De ville sikkert også det her en del mere end mig, så jeg forstod hvis de blev valgt. Mine tekster var bare til min døde søster, hvad specielt var der ved det?

”Jeg vil starte med at sige, som man altid gør i de her situationer, men jeg mener det stadig, at i alle er gode. I skriver alle tre specielt, på hver jeres måde, som jeg godt kan lide. Men jeg må som sagt kun vælge én, og det har været en del svært. Min beslutningen fik jeg for kun ti minutter siden, så det har været svært. Igen vil jeg sige, at det har været hyggeligt at snakke med jer derude, selv om det gik lidt galt med dig Aimee, men det er forståeligt” startede han ud i en lang køre, og stoppede mens hans forsigtigt kiggede over på mig. Jeg nikkede stille, da jeg var glad for, at han havde forstået det, selv om jeg slet ikke havde åbnet op overfor ham.

Efter kort tid, forsatte han igen; ”Men i starten vil jeg sige, Phillip du skriver helt formidabelt, men du har bare ikke rigtigt det, som jeg leder efter – desværre. Du må venligst forlade rummet” sagde Justin trist, og jeg følte, at han ikke havde lyst til, at sende to af os hjem, men det blev han nødt til. I det de gav hinanden hånden, og Phillip forlod os, fangede jeg mig selv i at smile. Ville jeg det her, siden at jeg smilede? Det ville jeg vel, for nu var vi kun to, så der var nu 50% chance for, at det blev mig i stedet for de 33,33% Igen kiggede Justin stift på Patrick og jeg. Det her blev spændende, men Patrick fortjente det nok mere end jeg. Dog havde jeg ikke læst hans tekster, men jeg havde på fornemmelsen, at han havde mere potentiale end jeg.  

”I to. I skriver begge virkelig fantastisk, og jeg kan lide begge jeres tekster. Det er sådan noget, som jeg selv synger og leder efter, så derfor er i, i top to.  Men jeg har dog valgt en, som jeg føler har noget, som vi sammen kunne lave til en hel speciel sang, og det er dig Aimee” sagde Justin til sidst med et lille smil. I starten da han sagde mit navn, forstod jeg det ikke. Men da jeg så Justin og Patrick give hinanden og Patrick forlod os, gik det op for mig, at jeg faktisk var blevet valgt! Jeg skulle skrive til Justin Bieber, det var godt nok stort. Men det at jeg havde vundet, på grund af min søster, ved at det var hende jeg havde skrevet til, følte jeg, at jeg måtte takke hende lige nu.

”Tak, Alika” hviskede jeg og kiggede op mod loftet, selv om jeg så lige igennem det, op mod himlen. Jeg smilede for mig selv, og fandt – da jeg igen kiggede ned – en smilende Justin. De minutter vi havde inde i rummet, der havde han faktisk været meget sød. Og at jeg havde grædt foran ham, det var ikke særlig tit, foran fremmede.

”Det her skal nok blive et godt samarbejde” startede Justin en samtale med. Jeg ville for alt i verden gerne snakke med ham, men jeg havde svært ved at åbne op. Det var bare ikke noget jeg var god til.  

”Ja” var det eneste jeg fik frem, men sådan måtte det være lige nu.

”Men, vil du så ikke fortælle mig lidt om din søster?” spurgte han stille og straks blev jeg glad. Aldrig havde nogen spurgt, om jeg ville fortælle om min søster. For hvis de virkelig ville vide det, kunne jeg sige en masse gode ting om hende.

”Vil du virkelig vide det?” spurgte jeg med et smil, og rettede mig op på stolen. Justin nikkede spændt, og så ud til at være glad over, at han havde fået et smil frem på mine læber.

”Altså hun hedder Alika, og er min tvilling. Hun er der altid for mig, og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Alt ved hende er fantastisk og jeg beundre hende meget” sagde jeg stærkt og satte så farten lidt ned til sidst. Justin sad og fulgte godt med, men egentlig var det meget svært for mig, at snakke om hende. ”Men, ja.. Hun er død, så derfor er jeg ikke særlig åben” græd jeg nu, og tog hænderne op for ansigtet. Hun fik mig altid til at græde – altid. Men sådan var det, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

”Det er jeg virkelig ked af at høre” sagde Justin stille, og satte sig så i sofaen ved siden af mig. Han tog en arm rundt om mig og trykkede mig ind til sig, så jeg følte mig tryg. Det gjorde jeg ikke altid, men lige nu, gjorde jeg faktisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...