Your world - is my world ◇ JDB

Alana Aimee Stevens er lige fyldt de sytten år. Hun lever sit liv i USA, hvor hun bor med hendes storebror, far og hendes mor fra Hawaii, hvor hun også selv er fra. Alana havde en tvillingesøster, Alika, som var hende meget tæt, men hun døde i en bilulykke, hvor føren var deres storebror Kale. Derfor er Kale nu blevet meget overbeskyttende overfor Alana, som kalder sig Aimee, men det tænker hun ikke så meget over. Det eneste hun tænker på er hendes sangskrivning, som hun bruger meget lang tid på.

129Likes
507Kommentarer
17629Visninger
AA

4. Aimees synsvinkel

Efter en dejlig middag med hele familien, havde de fleste sat sig ind i stuen. Min mors side af familien var ikke taget hjem endnu, så huset var stadig fuld af liv, selvom det nu altid var det. Min mor og mormor stod i køkkenet og vaskede gryderne efter maden op, og vi andre sad og hyggesnakkede. Da det ikke var så tit, at jeg så dem alle på én gang, udnyttede jeg det selvfølgelig, og prøvede at snakke med dem alle, og de ville alligevel tage hjem til Hawaii i morgen alle sammen.

"Så blev du endelig 17 år, hva min pige?" sagde min moster. Vi sad ved siden af hinanden, i en af vores to sofaer, der dannede en retvinkel, foran fjernsynet, der stod tændt. Jeg nikkede smilende. At være 17, var for mig ikke nødvendigvis en god ting. Det betød mere fokus på fremtiden, flere beslutninger, og et større ansvar. Til tider ville jeg egentig helst bare være lille igen. det hele var bare nemmere, når man fjollede rundt i børnehaven og havde hele dagen til at lave ingenting. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville i de senere år. Det eneste jeg havde lyst til, var at leve af mit musik, og skrive sange, men det var urrealistisk, og jeg blev nød til at finde en ny vej, men så nødvendigvis ikke den vej jeg selv ville gå. 

"Du er godt nok blevet stor. Jeg husker tydeligt den gang du var mindre. Du gik rundt og sang hele tiden" sagde hun med et smil. Godt nok var jeg ikke den bedste sanger, men det holdt mig ikke tilbage fra at synge. Det var den måde jeg udtrykte mine inderste følelser på, og frembrang mine tanker. 

".. og det sjove er, at du ikke sang noget andre havde lavet. Du gik rundt og sang ting du selv fandt på" konstaterede hun med et nik. 

"Det vidste jeg ikke" sagde jeg grinende. Tænk at jeg som lille gik og sang mine egne sange. Det virkede underligt, for jeg huskede det ikke selv. Måske havde sangskrivning altid bare ligget til mig? Der var ikke så mange der kendte til min passion, men dem der gjorde, havde tit fortalt mig, at jeg bare skulle tro på det. Det bedste, der nogensinde ville kunne ske for mig, ville være hvis mine sange kom ud. Ikke at jeg selv ville synge dem, men jeg ville have folk til at lytte til mine tekster.

"Alle var meget imponeret over dig, da i boede i Wailuku." Jeg kiggede ned, da hun nævnte byen. Det mindede mig om Alika. Jeg prøvede at skubbe de triste tanker væk, og ikke lade det påvirke mig, og ødelægge denne aften, men det var svært. Hun betød så meget, hun var min bedre halvdel. Jeg svarede ikke min moster, men gik ovenpå. Selvfølgelig skulle Alika lige nævnes. Alle vidste da, at jeg hadede når det skete. 

Mit værelse var det sted, jeg bedst kunne lide at skrive og synge mine sange. Det havde været 'mit sted' siden vi flyttede, og det var det sted jeg følte at jeg kunne slippe mine tanker fri. Jeg tog min guitar ned fra krogen, der var skruet ind i væggen. 

”Do you hear me, or am I just one in billions?” sang jeg igen, og lod mine fingre glide hen over strengene. Jeg havde været for doven til at hente en plektar. Jeg havde aldrig taget guitar timer. Det var bare kommet til mig. Da jeg havde fået interessen for det, havde jeg forhørt mig rundt omkring til hvordan man lavede de forskellige akkorder. Så havde internettet også været en stor hjælp, og nu havde jeg så lært det. Det bankede på døren, og jeg stoppede brat. 

"Kom ind?" sagde jeg afventede, og undret over at personen ikke bare var gået ind. Døren blev åbnet på klem, og Kale stak hovedet ind. Jeg smilede lettet, da jeg havde håbet at det var ham, og ikke en af de mange andre, der sad nede i stuen. 

"Hvad laver du heroppe?" spurgte han, mens han gik ind og lukkede døren efter sig. Kale havde kommet til at betyde så ufatteligt meget for mig, efter Alika døde. Vi var kommet tættere ind på hinanden. Før, var han bare den møg irriterednde åndsvage storebror, men nu var han nærmest en ven.

"Skulle bare lige lidt væk fra det hele" sagde jeg med et lille smil.

"Du tænker på hende, ikke?" sagde han, og hentydede til Alika. Jeg nikkede stille. Han smilede varmt til mig, og gav mig et blidt klem. 

"Kom nu med ned igen. De tager jo hjem i morgen" sagde han. Jeg hang guitaren op, og gik med ham ned. En bedre storebror, kunne man ikke få.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...