Englen og dæmonen

Megan er en normal skolepige på 16år, eller det troede hun i hvert fald. Hun begynder at kunne gøre ting, ingen normale mennesker kan. To nye drenge begynder i hendes klasse, og de har begge en interesse for Megan. Problemet er bare, at de ikke er normale drenge. Følg med i hvordan Megan's liv tager en uforventet drejning.

20Likes
70Kommentarer
4310Visninger
AA

14. Kapitel 14

 

Jeg var omringet af mørke. Hele min krop føltes følelsesløs. To stemmer blev ved med at tigge mig om at vågne op, men at ligge her i mørket var overraskende behageligt. Alt virkede fredeligt og stille. Ingen af mine bekymringer kunne forstyrre mig her. Hvis jeg bare blev her, kunne ingen skade mig eller få til at føle som en parasit. Men du er en parasit, Megan. Du klæber dig til Cole og Jake. Tror du ikke, at de hellere vil være fri for dig? Du er ikke andet end en byrde for dem. Hvis du giver slip på dit liv nu, vil du gøre dem begge glade. Faktisk vil du gøre alle glade. Giv slip. Dø. GØR ALLE GLADE! Jake og Cole havde ikke gjort andet end at være flinke og hjælpsomme overfor mig, men nu var det vist på tide at give slip. Der ville ikke være nogen, som ville savne mig. De ville blive glad ikke sandt? De ville ikke komme til at savne mig vel? Nej. Alle ville komme til at glemme mig efter to dage. Selvom mine tanker var sådan, håbede jeg inderst inde, at enten Jake eller Cole holdte af mig og ikke tænkte mig som en byrde. Det  var desværre kun i mine drømme. I forhold til pigerne på Coniuncta, så var mit udseende langt fra storslået. Jeg hørte ikke til her! Langsomt begyndte alt at blive koldt. Mit hjerte bankede langsommere og langsommere. Det blev svære at trække vejret. Alt var smertefuldt. Tiden var inde.

Cole’s SV

 

Dage var gået siden Megan blev angrebet af Jasmine, en af mine såkaldte venner. Alt virkede tomt uden hende. Uden hendes engleagtig varme stemme og grin, virkede alting uvigtigt for mig. Tydeligvis også for min tvillingebror. Vi var som levende zombier, når vi gik udenfor. Ingen turde at nærme os, når vi sådan her ud. Røde øjne med kæmpe sorte poser under dem. Hår som virkede uvasket og klistret. Man kunne sagtens kalde os omvandrende skraldespande. Vi blev undgået, som var vi den sorte pest. Det var nok også bedst. Jeg havde det som om, at jeg snart skulle eksplodere, hvis en forkert ting blev sagt. Jake og jeg sad nyvasket på to sorte og behagelig lænestole ved siden af Megan’s seng. Hendes regelmæssige vejrtrækninger beroligede mig og mine rodede tanker. Mine kolde fingrespidser kærtegnede hendes blege kinder og i et splitsekund troede jeg, at jeg så hende smile. Et skuffet smil spredte sig på mine tørre røde læber. ”Megan? Vil du ikke nok vågne op?” hviskede jeg trist og holdte begge mine hænder rundt om hendes. Alt farve forsvandt fra hendes hud. Hendes vejrtrækninger var begyndt at blive uregelmæssige. I panik trykkede jeg på nødknappen. Fem sekunder efter var rummet helt kaotisk. Jake og jeg blev skubbet ud og menneske med hvide kitler sværmede rundt om min lille engel. Jeg gik fraværende frem og tilbage foran døren. Men da døren blev åbnet og en mistænkelig ung læge trådte ud med et beklagende ansigtsudtryk, kunne jeg ikke længere holde på mine vrede. Jeg stormede ud og hen til den pige der var skyld i Megan’s død. Hun ville med sikkerhed ikke vide, hvad den næste dag ville bringe. Uden Megan var mit hjerte iskoldt og følelsesløs. Fra i dag vil jeg aldrig have noget med kærlighed at gøre.

”Du er vågnet… Megan”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...