Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
268988Visninger
AA

289. Kap. 289

284
Dagene gik. Jeg snakkede ikke helt så meget med Justin eller Crystal. Hver gang de kom hjem, så lods jeg bare, som om jeg sov eller trængte til at være alene, selvom jeg havde været alene hele dagen. Men det var også hårdt det her. Jeg kunne ikke se på Crystal uden at få tårer i øjnene. Min datter. Jeg kunne ikke huske min egen datter. Det var så forfærdeligt.
Og jeg sov ikke en gang sammen med Justin. Ham havde jeg skubbet ned i stuen, da jeg slet ikke følte mig klar til at sove sammen med ham. Og vi havde ikke en gang kysset. Han havde prøvet at kysse mig et par gange, men jeg havde bare skubbet ham væk med hånden, eller vendt mig om for at lade som om, jeg skulle noget andet. Og det sårede ham, vidste jeg godt. Men det hele føltes bare så forkert...
”Kat?”
Åh nej. Nu kom han.
Døren til vores enorme værelse blev åbnet, og Justin stak hovedet ind af døren. Jeg så forsigtig på ham.
”Mm?”
Han sukkede.
”Mike kontaktede mig. Du ved Mike.. din producer.”
Jeg nikkede, da jeg godt vidste, hvem Mike var.
”Han har prøvet at ringe til dig, men du tager ikke telefonen, når han ringer.”
Hov, så er det måske ham, der ringer med hemmeligt nummer.
”Hov,” mumlede jeg kort. Justin løftede øjenbrynene.
”Jeg.. har ikke hørt det,” løj jeg. Han nikkede kort.
Tavshed.
”Vil du slet ikke tilbringe noget tid sammen med Crystal..?” spurgte han lige pludseligt. Jeg så op på ham. Hans øjne borede sig ind i mine.
”Hun savner dig..” mumlede han og kom hen til mig. Han satte sig ned på sengen og tog mine hænder.
”Det kunne måske hjælpe dig med at huske...”
Jeg svarede ikke. Nej, jeg ville ikke! Jeg kunne ikke se på hende, uden at tude!
”J.. jeg kan ikke,” mumlede jeg.
”Hvorfor ikke?”
Han slap mine hænder og så en smule irriteret på mig. Jeg sank en klump. Havde jeg gjort ham sur nu?
”Justin, det er svært,” svarede jeg. Han sukkede af mig.
”Prøv at hør, måske kan det få dig til at huske.. Du har ikke været uden for den..”
Han kiggede hen på værelsesdøren.
”...dør, siden du kom herhjem. Jeg.. laver nærmest alting for at få alting til at fungere, men det er bare som om, du prøver at undgå både Crystal og mig...!”
Jep, han var sur. Hvordan er det så, jeg plejer at reagere? Har jeg ikke en manual til det her..? Nej, jeg måtte bare reagere, som jeg gjorde lige nu. Om jeg så var anderledes eller ej..
”Justin, ved du, hvor svært det er? Jeg kan ikke huske noget som helst fra de sidste to år. Jeg kan ikke huske min bryllupsdag, den dag, der skulle ha' været min bedste dag! Jeg kan ikke huske, at jeg sagde 'ja' til dig. Jeg kan ikke huske min kjole, min buket, mine sko, INTET! Jeg kan ikke huske, hvordan du friede til mig!
Og værre endnu. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg blev gravid, hvordan min graviditet var, eller hvordan jeg fødte. JEG KAN IKKE HUSKE MIT EGET BARN! Hvorfor tror du, jeg vil undgå jer? Jeg kan ikke klare at se på jer, fordi jeg ikke kan huske noget. De...”
”Stop med at råbe!” afbrød Justin mig. Jeg stoppede med at tale. Råbe vil jeg ikke sige, jeg havde gjort..
Årh, selvfølgelig stod jeg også og tudede hysterisk.
Jeg så lidt på ham. Han sukkede.
”Hvad sukker du af? Du kan godt huske alting fra dit liv,” sagde jeg.
”Det er for helvede ikke dét, det handler om! Jeg kan ikke huske alting fra mit liv. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik til aftensmad i sidste uge, men jeg lægger det bag mig og kommer videre. Det burde du også prøve. Gå ned til din datter og sig hej til hende, lær hende dog at kende, i stedet for at være så f*cking indelukket og ligeglad med alt og alle. Jeg prøver at hjælpe, men du skubber mig bare væk o..”
”Far?”
Begge vores opmærksomheder blev afbrudt af en stemme henne fra døren af. Vi kiggede begge derhen. Der stod hun. Crystal. Hun så forskrækket på os begge.
”Ikke lige nu,” sagde Justin til hende og henvendte sig til mig igen.
Jeg kiggede såret på ham.
”Er jeg indelukket og ligeglad?” spurgte jeg og tørrede mig vredt under øjnene.
”Ja, du er. Du gider ikke en gang komme ned og sige hej til os. Du..
”Far?”
”Hold kæft, Crystal!” råbte Justin pludseligt vredt og så rasende hen på hende. Hun begyndte selvfølgelig at græde.
Og jeg sagde intet til det. Som om det ikke ragede mig en skid... Jeg blev bare stående som en idiot og kiggede ud i luften.
Jeg lagde mærke til, at Justin kiggede på mig. Han så virkelig indbrændende på mig. Gjorde han sådan noget ofte, for det virkede... uhyggeligt.
”Lad være med at kigge på mig sådan,” hulkede jeg og skyndte mig forbi ham og ud fra værelset.
”Mor!” råbte en grædefærdig stemme. Jeg ignorerede den og gik videre. Min fod gjorde forfærdelig ondt på grund af forstuvningen, men jeg lod det bare være og gik videre. Jeg havde brug for at komme væk. Bare væk fra det her.
Jeg tog hurtigt et par ballerinaer på og smuttede ud ad døren, da jeg havde grebet Justins bilnøgler. Så måtte han blive sur.
Jeg satte mig hurtigt ud i hans bil, satte nøglen i tændingen og startede den. Jeg skulle til at køre ud, da hoveddøren blev åbent til Justins hus. Han råbte vist mit navn. Jeg kun overhovedet ikke tænke, så jeg gik nærmest bare i panik. Min fod landede automatisk på speederen, så man kunne høre de hvinende hjul. Jeg kørte som en sindssyg ud ad indkørslen, imens jeg så på Justin i bakspejlet. Han var væk...?
Jeg rystede på hovedet og begyndte bare at hyle højlydt. Alle mine tårer strømmede virkelig bare ud. Jeg kunne ikke holde dem inde mere, de skulle bare ud. Jeg lukkede mine øjne, da jeg hørte en bil dytte. F*ck. Jeg spærrede dem op igen og opdagede, at jeg havde kørt over for rødt. Der var kun en bil, men...
”For helvede,” sagde jeg opgivende og bremsede hårdt op og holdte lidt ind til siden. Og der brød jeg så fuldstændigt sammen. Jeg slukkede bilen og begravede ansigtet i hænderne, så alle mine tårer røg derned.
WTF?!
Jeg fik et chok, da døren til bilen blev revet op.
”Er du fuldkommen sindssyg?!” lød det fra en oprevet Justin. Jeg så forskrækket på ham.
”Du kører uden sele, overfor rødt, og du har intet kørekort!” råbte han. Jeg kiggede ned i jorden og lod bare tårerne løbe frit. Jeg ville seriøst dø lige nu.
Han sukkede og satte sig ned på hug foran mig.
”Skat...”
Jeg kiggede forsigtigt på ham.
”Kom her.”
Før jeg anede af det, havde jeg kastet mig hen i hans arme. Hans dejlige arme landede omkring mig. Jeg græd bare ned i hans skulder. Jeg sagde intet, men kunne bare mærke ham være hos mig. Det føltes trygt. Men bare underligt.

Vi kom hjem. Eller, Justin kørte mig hjem med Crystal, og så var han gået hen for at få den anden bil hjem, fordi jeg absolut skulle køre af sted. Vi havde holdt i hånden hele vejen hjem. Han viste virkelig mig, at han var der for mig, og det gjorde på faktisk glad indeni. Men det hjalp stadigvæk ikke på min hukommelse. Lige nu sad jeg sammen med Crystal i stuen. Hun så tegnefilm. Jeg stirrede bare på hende. Jeg var en smule bange for, at hun ville spørge mig om noget, som jeg ikke kunne svare på.
Hun begyndte at grine af et eller andet. Hendes grin var så sødt, men samtidig sørgeligt. Hun var sådan en køn pige. Lignede Justin og... mig. Jeg sukkede og tørrede mine øjne, med det lommetørklæde jeg sad med i hånden. Jeg lignede ligeud sagt et uheld.
”Mor, jeg er tørstig,” kom det fra Crystal af. Jeg kiggede kort på hende og nikkede stille. Så rejste jeg mig og gik ud i det gigantiske køkken. Det skræmte mig stadigvæk, at alting var så stort, men jeg skulle vel bare vende mig til at bo her... igen.
Jeg fandt et glas og hældte noget saftevand op i og blandede det med vand. Så gik jeg ind i stuen og gav det til Crystal. Hun smilede til mig og tog glasset.
”Jeg alsker dig!” sagde hun og ville kramme mig, men jeg trak mig hurtigt væk.
”Kram?” spurgte hun trist. Jeg svarede ikke, men så bare ud i luften. Så hørte jeg hoveddøren gå op. Justin kom lynhurtigt ind i stuen. Han kom hen til mig og tog min hånd.
”Crystal, mor og jeg går lige ovenpå og snakker,” sagde han. Crystal svarede ikke. Jeg rejste mig og fulgte med Justin ovenpå. En nervepirrende nervøsitet ramte mig. Jeg var bange for, at han ville blive sur på mig igen...
Vi gik ind på vores værelse og satte os i sengen. Justin slap ikke mine hænder, holdt dem bare stramt ind til sig.
Jeg så stille på ham. Han så allerede på mig. Jeg var ved at fjerne blikket fra hans, men tog mig sammen til at holde øjenkontakten.
Der var lidt stilhed, men for hvert sekund følte jeg mig bare mere.. hjemme. Men så tog Justin ordet:
”Jeg ved godt, at det hele er svært for dig. Du skal vende dig til, at du er gift, har et barn, og du ikke kan huske særlig meget.. Og det er ikke særlig fedt, sjovt nok. Men du bør bare deltage mere hos Crystal og jeg. Det vil hjælpe. Det sagde lægen også...”
Jeg bed mig lidt i læben.
”Skal jeg nok,” mumlede jeg og kiggede ned i sengen.
”Kat, jeg vil ikke tvinge dig. Men jeg har virkelig også brug for din hjælp nogle gange...”
Jeg nikkede kort. Okay, han skulle heller ikke være enlig far i en alder af 20.
”Jeg lover, at jeg skal tage mig sammen,” sagde jeg. Han så fortvivlet på mig.
”Hvad er det der piner dig så meget?” spurgte han seriøst. Jeg svarede ikke med det samme.
”Det er bare.. når jeg ser på Crystal.”
Tårerne begyndte at prikke i mine øjne.
”Jeg har det forfærdeligt med, at jeg har glemt en af de vigtigste personer i hele mit liv,” fortsatte jeg.
”Og så når jeg ser på dig. Jeg har glemt næsten alt om os, Justin.”
Jeg så op på ham, imens mine tårer rendte ned af kinderne.
”Jeg kan ikke huske en ting, overhovedet. Jeg kan ikke huske, hvad vi plejer at snakke om, hvordan vores hverdag plejer at foregå, jeg kan ikke en gang huske, hvornår eller hvordan vi plejer at kysse.”
”Såå, søde, rolig,” sagde Justin. Han lød som en, der talte til et dyr, men det gjorde mig sjovt nok roligere...
”Prøv at hør. Bare gør hvad du har lyst til. Lad som om, at det er det, du plejer at lave. Og vi skal nok få fixet det med kyssene...”
Han smilede svagt.
”Kan du ikke prøve.. at fortælle mig, hvad jeg rigtig lavede i min hverdag?” spurgte jeg. Han tænkte lidt.
”Du plejer at starte med at stå op, når jeg gør. Så plejer vi at snakke, indtil Crystal vågner. Så spiser vi alle tre morgenmad sammen. Så kører jeg på arbejde. Du afleverer Crystal til Michelle, barenepigen, og så kører du i fitness og er i en time, tror jeg. Derefter køber du ind og sådan og henter Crystal igen. Så kører du hjem og er bare sammen med hende, indtil jeg kommer. Så laver vi mad sammen, imens Crystal ser tv. Derefter spiser vi, du lægger Crystal til at sove, og så hygger vi lidt og går derefter i seng...”
Jeg nikkede kort. Hvad vi 'hygge' sige?
”Og hvor meget.. kærlighed plejer vi, at give hinanden?”
Han så forvirret på mig.
”Du ved, kys, kram, jeg elsker dig...”
Jeg rødmede lidt, og han smilede bredt.
”Altså, du plejer at kysse mig, hver gang jeg går eller kommer hjem. Så krammer vi ret ofte. Og jeg elsker dig, siger vi også ret ofte. Og... s*x har vi nok...”
Han tænkte lidt. Har vi SÅ meget s*x?!
”Måske 2-3 gange om ugen,” endte han med at sige. Okay, det er fint.
”Når Crystal ikke er hjemme, selvfølgelig,” tilføjede han. Jeg nikkede.
”Katrine, du kan virkelig bare spørge mig om alt.”
Jeg så på ham.
”Hvis du vil have noget at vide, spørg. Jeg ved næsten alt om dig. Spørg, det hjælper måske. Jeg vil gøre alt for, at du huske, men hvis det ikke lykkes, så bliv bare ved med at kæmpe. Du har en venner, et barn, og en mand, der elsker dig ufatteligt højt, og vi vil hjælpe dig med det hele, okay?”
”Skal jeg nok,” svarede jeg kort. Vi kiggede lidt på hinanden.
Mit blik faldt over hans flotte læber. De så så dejlige velkendte ud...
”Du må gerne..” lød det fra Justin. Jeg så op på ham.
”Ehm, hvad plejer jeg at gøre?” spurgte jeg dumt. Han smilede.
”Bare gør som du vil, så kommer det hele nok til dig.”
Før jeg vidste af det, havde jeg lagt mine læber på Justins. Det var virkelig rart. Det var trygt. Det var rigtigt. Og bedre endnu; det var det første kys, vi havde haft, siden jeg vågnede, og jeg følte mig endda godt tilpas med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...