Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
317Kommentarer
265559Visninger
AA

288. Kap. 288

283
Det var næste morgen. Jeg lå og så tv. Der var House lige nu, men jeg koncentrerede mig ikke rigtig om at se det. Jeg var stadigvæk frustreret og ked af det. Lægen havde afleveret min taske til mig. Jeg havde tjekket min iPhone, hvor der lå over 200 beskeder på. Jeg havde ikke orket at tjekke dem endnu, da jeg var ret træt. Jeg lænede mig om på siden og lagde mærke til, en person kom ind af døren – Justin. Det gjorde mig nervøs, at han var her.
”Hej,” sagde han og kom hen til mig.
”Hej,” svarede jeg kort. Han gav mig et kys på kinden.
”Hvordan går det?” spurgte han, som om intet var hændt. Jeg svarede ikke, men så bare ned.
”Hvordan tror du?” svarede jeg lidt efter. Han sukkede.
”Kan du virkelig ikke huske noget som helst?”
Jeg rystede på hovedet, selvom det gjorde lidt ondt. Han sagde intet.
”Du kan prøve at give mig nogle fif,” sagde jeg lidt efter. Han så mærkeligt på mig, men nikkede.
”Vi er som sagt gift... Vi har et barn, der hedder Crystal. Du synger ikke så meget mere, me...”
”Hvad?” afbrød jeg, da han sagde det med at synge. Det var da mit job og min drøm?!
”Efter vi fik Crystal opgav du lidt din karriere,” sagde han. Jeg stirrede lidt på ham.
”Det ville jeg da aldrig gøre!” fastslog jeg.
”Men det gjorde du,” svarede han. Jeg så forvirret på ham.
”Men... det var jo min drøm,” sagde jeg for mig selv.
”Ja, og det var Crystal også.”
Jeg så på ham.
”Er det hendes skyld, jeg ikke synger mere?” spurgte jeg stille. Han nikkede. Jeg sank en klump. Jeg var nødt til at sluge det hele; Jeg er mor, gift, har ingen karriere... Åh gud, nu er jeg da klar til at dø.
Mine tanker blev afbrudt, da Justin tog mine hænder.
”Kat, du elsker virkelig Crystal. Du behandler hende som om, hun var det bedste, der var sket dig,” sagde han. Var hun? Det var da min karriere, der var det bedste for mig.
Jeg svarede ikke, så nu var der bare en kort tavshed.
”Kan du ikke fortælle lidt om vores... bryllup? Hvordan friede du?”
Han smilede lidt for sig selv, men samtidig var han ked af det.
”Jeg friede til dig på din fødselsdag... Det var den nat, du blev gravid.”
Jeg sank en klump. Gravid... Det ord kunne jeg ikke helt sluge.
”Vi holdte bryllup på Plaza. Alle vores venner og familie var med. Vi var begge overlykkelige..”
Han begyndte at snakke om hele vores bryllup, imens nogle tårer begyndte at samle sig i hans øjenkroge. Det samme gjorde der også i mine. Jeg havde virkelig glemt meget. Det hele lød fantastisk. Men det virkede bare ikke som mit liv. Det virkede helt forkert...

1 uge efter
Det var i dag, det hele skulle ske. Jeg skulle hjem igen. Hjem til en normal dag – i kørestol/på krykker. Justin var lige kommet for at hente mig. Han virkede på en måde glad for at få mig hjem, men samtidig virkede han, som om det hele ville være uoverskueligt. Men jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville prøve at være udsynlig.
”Hvor er Crystal?” spurgte jeg. Justin så på mig.
”Hjemme hos vores barnepige, Michelle. Jeg skal hente hende senere,” svarede han og smilede svagt. Jeg nikkede. Han kørte videre.. forbi afkørslen til motorvejen?
”Justin, vi skal da dreje,” sagde jeg højt. Han så forvirret hen på mig.
”Hvorfor det?” spurgte han usikkert.
”Vi skal da hjem... Til New York?”
Han sukkede af sig selv, som om han havde glemt at fortælle mig noget.
”Kat.. vi er flyttet til Atlanta. Vi bor lige herhenne...”
Jeg spærrede øjnene op og så på ham.
”Hvad er vi?” spurgte jeg forvirret.
”Vi er flyttet her til Atlanta,” svarede han. Jeg sagde intet, men lænede mig bare opgivende op ad ruden. Jeg var forvirret lige nu. Jeg kunne slet ikke styre mit liv. Jeg var gået glip af så meget. Det var underligt og svært.
Efter noget tid, kom vi til en enorm port, som Justin låste op. Det var nok her, hende Michelle boede. Virkelig et fedt hus!
Justin parkerede bilen, imens jeg stirrede ud af vinduet på den virkelig flotte hus.
”Velkommen hjem,” sagde han lidt efter.
What?
Boede jeg her?!
Jeg så hen på ham.
”Æhm, tak,” svarede jeg. Han smilede svagt og steg ud af bilen. Ditto gjorde jeg. Jeg fik med besvær krykket op til den enorme hoveddør, som Justin låste op. Han åbnede døren og ventede på, jeg trådte ind, men jeg stod ligesom forstenet.
”Kat, bare gå...” sagde han forsigtigt. Jeg glippede lidt med øjnene, men rykkede så fremad. Det her var virkelig underligt. Det var et alt for fint hus til alt for ufine mig! Jeg kiggede rundt og så billeder af... os. Justin, jeg.. Crystal. Jeg sank en klump.
”Er du okay?” lød det fra Justin. Jeg så langsomt hen på ham.
”Det.. er ret mærkeligt det her,” mumlede jeg. Han nikkede forstående.
”Kom, lad os gå ovenpå, så du kan hvile dig.”
Jeg svarede ikke, men krykkede roligt efter ham. Gud hvor føltes det dog akavet!
Vi kom til et enormt værelse! Det var VIRKELIG flot! Jeg undrede mig ret så meget over, hvordan vi egentlig havde råd til at bo her... Så meget tjente jeg jo ikke.
”Du kan bare sætte dig i sengen,” sagde Justin til mig. Jeg nikkede og gjorde, som han sagde. Jeg stillede krykkerne op ad et sengebord, der stod ved siden af sengen.
”Så...” lød det langsomt fra Justin af. Jeg drejede hovedet, så jeg så på ham. Han havde også sat sig i sengen.
”Hvad.. er det sidste, du kan huske?”
Hans ansigt så forpint ud, da han begyndte at nævne det, og der samlede sig stille en knude i min mave. Jeg så ned i den dynen, der var flot og cremefarvet, lidt som et kongeligt tema...
”Noget med stoffer...” mumlede jeg hæst.
”Det rygte,” sagde han til sig selv. Jeg nikkede stille.
”Og hvad så?” spurgte han.
Jeg sank en klump.
”Så... kørte jeg. Og så er der noget med, at jeg stod ud af en bil. Og så gik jeg over mod en.. tank, tror jeg. Og så er alt bare... sort.”
Jeg lukkede øjnene, da jeg fik et dårligt indblik på det hele.
Jeg så op og hen på Justin, forsigtigt. Han tænkte, kunne jeg se. Helt klart på noget dårligt..!
”Det er lang tid siden,” mumlede han kort og sukkede. Jeg sagde intet, men stirrede tomt ud i luften.
”Kan du virkelig ikke huske noget som helst andet?”
Jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, så stille rystede jeg på hovedet. Han svarede ikke, men jeg kunne se, at han havde set det.
Jeg kom til at tænke på, at jeg jo havde set mig selv i spejlet på hospitalet...
”Justin?” spurgte jeg tøvende. Han så op på mig, som om han troede, at jeg var kommet i tanke om noget.
”Ja?” sagde han. Jeg sank en klump.
”Ehm, har jeg fået nogen form for.. plastikkirurgi? Jeg...”
Jeg stoppede med at tale, da han fik et alt for forkert ansigtsudtryk.
”Nej, det har du bestemt ikke,” svarede han lidt skarpt.
”Har jeg ikke?!” røg det ud af munden på mig. Han så chokeret på mig.
”Hvorfor tror du, du har fået det?” udbrød han lidt hårdt. Jeg blev lidt forskrækkelt over hans tonefald, så jeg sank lidt ned i sengen uden at svare.
”Undskyld Kat, men hvorfor fanden tror du, at du har fået plastikkirurgi?” spurgte han. Jeg så op på ham.
”Jeg.. ligner bare ikke mig selv,” mumlede jeg kort.
”Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Hør her, der er gået to år. Og på de to år, er du blevet meget smukkere og dejligere. Jeg elsker dig...”
Jeg burde føle mig glad. Jeg burde blive varm indeni. Men der var... ingenting.
”I lige måde,” svarede jeg, lidt som en tvungen.
Hans hoved nærmede sig mit, og jeg vidste, at han var ved at kysse ham. Jeg lænede mig frem mod ham for at kysse ham, men.. det føltes ikke rigtig.
Før jeg vidste af det, havde jeg skubbet ham væk.
”Undskyld, jeg er ikke rigtig klar,” mumlede jeg, da han så såret på mig.
”Det er fint...” mumlede han trist. Jeg kiggede ud af vinduet.
”Jeg.. smutter hen og henter Crystal,” sagde han og rejste sig så. Jeg svarede ikke, men hørte ham blot forlade soveværelset. Jeg sukkede og smed mig ned i sengen, så det gjorde ondt i hele min krop.
Jeg følte mig ekstremt dum. Jeg havde lige skubbet min kæres.. mand væk, da han prøvede at kysse mig. Det virkede VIRKELIG dumt alt det her.

En time efter, kunne jeg høre døren gå op nedenunder. Jeg satte mig op og lyttede lidt. Der var en lys pigestemme nede fra stuen af. Jeg kunne mærke en klump samle sig i min mave. Det var hende. Min datter.
”Moaar?” kunne jeg høre hende råbe. Straks blev jeg nervøs. Jeg sagde intet, men lagde mig bare ned, og lod som om jeg sov. Det ville måske bare gøre det hele nemmere!
Jeg kunne ligeså stille høre fodtrin ude på gangen, og lidt efter gik døren op. Jeg lukkede hurtigt øjnene og trak vejret tung.
”Mooar!”
”Shh, skat, mor sover,” kunne jeg høre Justin sige. Der blev helt stille, og jeg kunne bare mærke blikke, der borede sig ind i min ryg.
”Mor?” blev pigen ved.
”Mor sover. Kom vi går ned i stuen,” mumlede Justin. Jeg kunne høre, at de begyndte at gå ud.
”Faaar? Alsker du moar?” lød det fra hende pigen. Normalt ville jeg virkelig sprutte af grin, men lige nu var det til at få tårer i øjnene af.
”Ja, skat. Jeg elsker mor meget højt. Nok nærmere, over alt på jorden. Og jeg håber virkelig, at hun snart kommer sig igen, ellers ved jeg ikke, hvad vi skal gøre.”
Med de ord, forlod de begge soveværelset, med døren lukket. Jeg kunne mærke tårerne samle sig i øjenkrogene, så jeg satte mig op for at få lidt styr på mig selv.
Jeg prøvede at lukke øjnene for at huske, men intet kom frem. Jeg bed mig hårdt i læben, bare for at få et eller andet frem. Men det f*cking lort ville ikke komme frem. Jeg åbnede øjnene, da der intet skete. Ikke andet end et forpint sort billede, som med garanti ville dukke op, hver gang jeg tænke på de sidste to år.
Lige nu har jeg virkelig bare lyst til at dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...