Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
317Kommentarer
265564Visninger
AA

285. Kap. 285

Justins synsvinkel
Hjulene hvinede lidt, da jeg stoppede bilen i indkørslen. Jeg kiggede mig hurtigt i bakspejlet. Aldrig i hele mit liv, havde jeg troet, at Crystal skulle se mig sådan her. Jeg tørrede hurtigt mine øjne, men det hjalp næsten ikke. Jeg sukkede blot og steg så ud af bilen. Jeg gik op til huset og låste døren op. Jeg åbnede døren og gik ind. Lidt efter kom Crystal kravlende.
"Faaar!" råbte hun glad. Michelle kom også ud i gangen. Jeg tog mine sko af og tog Crystal op i min arme.
"Hej skat," sagde jeg stille. Hun krammede mig. Jeg så hen på Michelle.
"Du kan bare tage hjem."
Hun nikkede og tog sko på. Jeg tog hurtigt min pung op af lommen og fandt et bundt penge. Jeg vidste ikke, hvor mange der var, men der i hvert fald nogle. Michelle så på mig, og jeg rakte hende dem. Hun så lidt på dem.
"Dem... kan jeg ikke tage imod," sagde hun.
"Er der for lidt?" spurgte jeg, lettere forvirret.
"Mr. Bieber, der er 5000 $," svarede hun.
"Bare tag dem, jeg får ikke brug for dem alligevel."
Hun tøvede, men tog dem så i lommen.
"Jamen, så vil jeg gå," sagde hun. Jeg nikkede.
"Tak for hjælpen."
Hun smilede.
"Det var så lidt. Jeg håber... det går. Ellers bare ring, hvis jeg skal komme og passe Crystal noget mere."
Hun så på min datter og smilede til hende. Crystal smilede igen. De havde vist fået et ret tæt forhold.
"Nå, men, hej hej," sagde hun og gik ud af døren. Jeg låste den efter hende og så på Crystal.
"Mor?" spurgte hun. Hendes søde stemme fik mig næsten til at græde igen.
"Mor er henne hos... en veninde. Hun kommer snart hjem."
Crystal så trist på mig. Hun savnede Kat. Det gjorde jeg også for den sags skyld.
"A drat," gabede hun. Jeg smilede svagt til hende.
"Skal vi sove?" spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg gik ovenpå med hende. Jeg gik ind på Kats og mit værelse, selvom jeg straks fortrød det. Det gjorde så ondt at se alle de ting, der minder om hende. Jeg sukkede, sank en klump og gik hen i vores seng.
"Vil du sove herinde?" sagde jeg til Crystal. Hun tog sin tommelfinger ud af munden.
"A."
Jeg satte hende på sengen og gik hen og trak gardinerne for, så der blev mørkt. Så gik jeg hen til sengen og tog mit tøj af. Jeg fandt Crystals sut og gav hende den. Så lagde vi os begge ned. Ikke kort efter sov Crystal. Jeg lå tværtimod bare og stirrede op i luften. Ventede på en opringning fra Caitlin om, at Kat var ved at vågne. Men den kom aldrig, før jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede, da min telefon ringede. Jeg sprang hurtigt op af sengen og tog den.
”Hallo?!” sagde jeg højt, da jeg huskede på, at Crystal lå og sov, så jeg gik hurtigt ud på gangen.
”Justin, rolig nu,” svarede Caitlin. Jeg sukkede lydløst.
”Noget nyt?” spurgte jeg hurtigt.
”Nej... Ellers havde jeg kimet dig ned. Jeg ville bare høre, om du har det bedre..?” svarede hun.
”Jeg har lige sovet...” mumlede jeg.
”Hvad med Crystal?” spurgte han.
”Hun sover,” sagde jeg.
”Hvad med.. når hun vågner, så kan du komme herhen? Så bytter vi. Så kan jeg være sammen med hende, og du med Kat?”
Skulle hun absolut lige nævne hendes navn?
”Jo. Jo det kan vi godt,” mumlede jeg kort.
”Okay. Så ses vi.”
”Hej.”
Jeg lagde på og sukkede. Jeg så på min iPhone og så på klokken. Den var halv ti. Om formiddagen?! Det vil sige, at Crystal og jeg har sovet siden i går, eftermiddag. Skulle Caitlin absolut nævne Kats navn, så jeg lige...
”Far?” kom det inde fra værelset af. Jeg skyndte mig ind til Crystal, der lå i sengen og rullede lidt rundt.
”Jeg er her, skat,” sagde jeg og gik hen til hende. Hun kravlede op i mine arme og så morgentræt på mig. Jeg smilede svagt til hende.
”Har du sovet godt?” spurgte jeg. Hun svarede ikke, men så bare underlig på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile af hende, når hun gjorde det. Hun smilede til mig, dét smil, der mindede så forfærdelig meget om Kats... Jeg sukkede lidt.
”Maad!” hylede hun pludselig. Jeg rejste mig hurtigt op med hende i armene og gik så nedenunder. Så fandt jeg hurtigt noget mad til hende i køkkenet. Der var efterhånden lidt tomt derude, da jeg ikke havde købt ind i flere dage.
Da Crystal endelig havde spist, og vi havde gjort os klar, var vi kørt hen mod hospitalet. Jeg var ikke meget for, at min datter skulle se alt dette, men forhåbentlig ville hun bare glemme det.
Vi kom til hospitalet og gik hurtigt indenfor. Jeg gik med det samme hen til elevatoren. Crystal fik stolt lov til at trykke på knappen. Hun virkede så glad...
Vi kom op til etagen, hvor Kat lå og gik hen til stuen, hvor hun var. Jeg bankede hurtigt på døren, for at få Caitlins opmærksomhed, så hun kunne komme herud, da Crystal absolut ikke skulle se Kat sådan der! Hurtigt så Caitlin og og kom ud.
”Hej,” sagde hun og smilede lidt. Jeg nikkede.
”Hej, Crystal!”
Crystal fægtede glad med armene, imens hun ville over til Caitlin. De så begge på mig.
”Jeg smutter i nogle timer, og så kommer vi tilbage,” sagde Caitlin til mig. Jeg nikkede kort.
”Vi ses, skat,” mumlede jeg til Crystal og kyssede hende hurtigt på panden. Så gik de. Jeg tøvede, men gik så ind til Kat. Hun lå stadigvæk bare dér, på den klamme seng. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne hjælpe hende, men hvad kunne jeg gøre? Ikke en skid.
Jeg satte mig ned, der hvor Caitlin havde siddet, og tog så Kats hånd og aede den varm.
Det bankede på lidt efterfølgende, og en læge kom ind. Hun begyndte at skifte Kats drop og alt muligt, hvilket fik mig til at få kvalme. Lægen så op på mig.
”Hun skal nok få det bedre,” forsikrede hun mig og kom med et varmt smil. Jeg svarede ikke, men smilede bare svagt. Hun gik ud igen og lod mig være alene... Helt alene.

1 måned efter
”Nej, Crystal, bliv her!” råbte jeg, da hun var på ned af legetøjgangen i Toys''R''Us. Hendes grin lød højt i butikken, da jeg løb efter hende. Hun stoppede som sædvanlig så ved Peter Plys afdelingen. Hun tog en bamse i hånden af Grisling og kom begejstret hen til mig.
”Nej, ikke i dag!” sagde jeg strengt.
”Grisling?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet og prøvede at tage bamsen fra hende. Men det dumme var så, at hun ikke gad at give mig den...
”Miiiin!” råbte hun surt.
”Crystal, nej!” svarede jeg og tog fat i den arm, hun fægtede med, for at få mig væk. Hendes vrede øjne sagde, at hun ville skrige om lidt. Og selvfølgelig gjorde hun også det.
”Jeg vil haaa!!!” skreg hun.
”Crystal, ti stille!” sagde jeg hurtigt og løftede hende op. Hun begyndte at græde virkelig højt. Hvilken far tror folk ikke, jeg er?!
”Du har masser af Grislinger derhjemme,” sagde jeg og gik hen mod udgangen. Selvfølgelig pegede folks opmærksomhed hen mod mig. Jeg kunne endda høre folk, der tog billeder, imens de sagde: er det ikke Justin Bieber?
Vi gik ud i bilen, og jeg spændte Crystal fast.
”Neeej!” hylede hun.
”Crystal, stop det der! Du har allerede fået en masse ting i dag, så ikke mere!”
Hun kiggede lidt vredt på mig, men hylede bare videre. Jeg sukkede og smækkede døren i. Så satte jeg mig ind i bilen. Jeg tændte bilen og begyndte at køre, imens min hjerne blev fyldt med Crystals gråden. Hvor var det typisk hende at sætte dramaet i gang. Det har hun præcis efter sin mor... jeg sukkede stille. Hvorfor var hun ikke vågnet? Jeg mener, der er gået over en måned, hun burde da... Nej. Lægerne sagde, at der ikke var særlig stor chance for, at hun overhovedet vågnede. Og så tænker du nok: hvad laver du så her? Skal du ikke være hos hende? Og de spørgsmål har jeg også stillet mig selv utallige gange. Men Caitlin havde ret... Jeg skulle være hos min datter. Jeg var nødt til at prøve at komme videre, hvis hun nu... går bort. Selvom jeg virkelig ikke ville kunne forestille mig en verden uden hende. Det ville i hvert fald være den mest lortede verden! Og så savner jeg hende mere end noget andet. Det er ikke et liv uden hende.
”Jag vil ha mooooor!” hylede Crystal for 10000 gang. Det havde hun skreg, sagt osv. hver dag. Men hvad kan jeg sige?
Pludselig brummede min iPhone med ukendt nummer. Et kort øjeblik ville jeg ikke tage den, hvis det nu var en eller anden sindssyg fan, men så besluttede jeg mig for det alligevel.
”Hallo?” sagde jeg.
”Hej, Mr. Bieber,” svarede en dame. Øh?
”Hvem er det?” spurgte jeg.
”Det er Dr. Jasleen,” svarede hun. NYHEDER?!
”Ja?!” sagde jeg forventningsfuldt.
”Jeg vil gerne meddele dem om, at din kone desværre har fået et hjertestop...”
Nej, nej, nej?! Hvad?!
Jeg skyndte mig at holde ind til siden.
”Hvad mener du?” spurgte jeg, imens mine øjne fyldtes med vand.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det... men jeg tror desværre ikke, at hun overlever.”
Hvad?
”Det mener du ikke,” sagde jeg skingert, imens tårerne trillede ned af mine kinder.
”Det er jeg bange for. Du bør komme hen på hospitalet, hvis nu alting ikke går, som det skal,” svarede hun.
”Jeg.. kommer,” mumlede jeg og lagde på. Jeg smed min iPhone ned på gulvet og lænede mig op af s*det.
”LORT!” råbte jeg, så Crystal begyndte at græde endnu mere. Jeg rystede på hovedet, imens mine tårer bare trillede ned af kinderne. Jeg kunne intet gøre for at stoppe dem. Det var umuligt.

Lidt efter satte jeg sømmet i bund, så hjulene hvinede og kørte så hen mod Michelles hus. Jeg kunne ikke tage Crystal med på hospitalet, så det var lidt den eneste mulighed, jeg havde. Jeg kørte næsten som en spritbillist, men i denne her situation følte jeg ligesom, at det var nødvendigt. Jeg kom til Michelles hun og parkerede bilen. Så skyndte jeg mig hen og tage Crystal ud. Jeg nærmest løb hen til døren til Michelles hus og ringede på. Den blev åbnet lidt efter.
”Justin?” sagde Michelle.
”Kan du ikke please passe Crystal? Kat har fået...”
Hun nikkede med det samme. Jeg rakte Crystal frem mod Michelle, som hurtigt tog imod hende. ”Hej,” sagde Michelle, idet jeg bare vendte mig om og løb min vej. Hen til bilen, imens jeg kunne høre, Crystal råbe: Faaar! Jeg havde det enormt dårligt med at aflevere hende sådan, men hvis Kat.. går bort, vil jeg hellere havde, at Crystal græder sådan, end jeg ikke når at se hende...
Jeg satte mig ind i bilen, startede den og satte kurs mod hospitalet!

Som den første gang, jeg var her, løb jeg op til Kats stue. Der var tomt derinde. Jeg sukkede og tørrede mine øjne, imens jeg lænede mig op ad døren. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg satte mig ned og begravede ansigtet i hænderne, imens tårerne faldt ned af mine kinder. Det her var det mest forfærdelige, der nogensinde var sket i mit liv. Det var min skyld. Hvorfor lod jeg hende tage af sted? Hvorfor?

”Mr. Bieber?” hørte jeg pludseligt. Jeg rettede mig op og så op på hende lægen, jeg mødte for noget tid siden.
”Er der nyt?” spurgte jeg og sprang op. Hun sukkede. Det betød ikke noget godt.
”Katrine overlevede hjertestoppet. Men hvis hun ikke snart vågner, kan det godt hen at blive mest farligt. Hendes nyrer og lever vil begynde at svigte. Og så er der ikke meget ved det hele,” sagde hun. Jeg kneb øjnene hårdt i og bed mig i læben, så det med det samme begyndte at svide.
”Mr. Bieber, hun... jeg tror ikke, hun klarer det,” sagde hun så. Jeg åbnede øjnene igen og rystede på hovedet.
”Kom med,” sagde hun. Vi gik hen til venteværelset og satte os ind i to stole.
”Det er svært, jeg kan godt følge dig,” sagde hun varmt til mig. Jeg stirrede bare ud i luften, imens jeg så Kats ansigt for mig. Hendes smil. Hendes øjne. Hendes varme latter, der gennemborede mit hjerte. Alle de problemer vi havde haft, men alligevel har vi altid fundet en løsning på det, og er kommet videre. Sammen. Dengang jeg sagde: os to for altid.
Jeg smilede lidt, som om det hele var en grim joke.
”Kærlighed...” mumlede jeg.
”Ja, kærlighed kan ødelægge meget,” sagde lægen. Jeg så opmærksomt på hende igen.
”Mm,” mumlede jeg.
”Men kærlighed er samtidig noget af det bedste, der findes.”
Jeg så hende i øjnene og nikkede. Indenunder den venlige facade, kunne jeg se et menneske, der ligesom mig var blevet såret en eller anden gang. Det gjorde ondt på hende. Hun sukkede.
”Jeg må tilbage,” sagde hun og rejste sig. Hun forlod venteværelse og lod mig blive alene. Jeg lænede mig tungt op af væggen, imens mit hjerte bare hamrede derud af. Jeg var så nervøs. Så nervøs for, at Kat ville forlade mig for alvor, nu.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...