Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
267417Visninger
AA

273. Kap. 273

Det var nat. Helt mørkt.
Jeg lå inde på Justins værelse helt alene i den store seng. Ryan havde lige hentet mig og afleveret mig hos Pattie og Jazmyn. Det var kun Pattie der var oppe, for at vente på mig, da det var nat, men ligeså snart jeg var kommet, havde vi sagt godnat og var gået i seng. Jeg kunne bare ikke sove. Jeg tænkte alt for meget på Justin. Jeg savnede ham. Jeg havde hjemmeve. Det pinte mig.
Jeg ville ligge mig på maven, men kunne ikke da maven var så meget i vejen. Jeg lagde mig derfor i stedet for på siden. Jeg lukkede øjnene og prøvede at drømme mig selv i søvn, men i stedet for kom Justin bare i tankerne. Jeg sukkede trist. Hvorfor skulle han også på tour? Jeg satte mig op og tændte natlampen på natbordet. Så tog jeg min iPhone derfra og tjekkede klokken. Kvart over tre. Men det vil så sige, at hvis Justin var i London, ville han være længere fremme i tiden. Er det ikke ca. 5 timer? Så ville klokken være omkring otte. Så var han nok stået op. Måske kunne jeg nå, at snakke lidt med ham og så falde i søvn. Jeg fandt hurtigt hans nummer og ringede op. Heldigvis tog han den.
”Det' Justin?” sagde hans dejlige stemme. Det gik op for mig, hvor meget jeg savnede ham. Jeg fik helt tårer i øjnene.
”Hej,” mumlede jeg.
”Kat?”
Han lød meget friskere.
”Mm,” sagde jeg. En enkelt tåre løb ned af min kind. Jeg gjorde intet ved det. Jeg lod den bare falde ned og ramme min mundvige, indtil den ramte dynen.
”Burde du ikke sove?” spurgte han bekymret.
”Jeg kan ikke,” svarede jeg lavt.
”Græder du?” spurgte han. Jeg svarede ikke, men begyndte at græde meget.
”Jeg savner dig bare så meget,” sagde jeg og græd nede i hovedpuden. Han svarede ikke.
”Jeg savner også dig,” svarede han stille. Han havde skyldfølelse, det kunne jeg høre på hans stemme, at han havde.
”Jeg kan spørge Scooter, om jeg kan af...”
”Nej, det må du ikke Justin! Du skal ikke miste fans, fordi jeg... du må ikke...”
Han svarede ikke.
”Justin?”
Intet svar.
”Hallo?”
”Justin?”
Jeg tog min iPhone væk fra øret og så, at vi slet ikke talte sammen. Havde han lagt på? Jeg prøvede at ringe op igen, men han tog den ikke. Det gjorde mig endnu mere ked af det. Jeg lagde stille min mobil på natbordet igen, slukkede lyset og lagde mig under dynen. Ligeså stille græd jeg ned i hovedpuden. Det gjorde bare virkelig ondt, at Justin ikke var her. Og nu ville han garanteret ikke snakke med mig, fordi jeg hele tiden græd. Jeg hørte min mobil vibrere og tog den hurtigt. En sms fra Justin!
Søde, kan ikke snakke i telefon nu
men se at få sovet. Lover at ringe
senere. Jeg savner også dig rigtig
meget, men hvor end du er, kan jeg
føle du er hos mig! Jeg elsker dig
rigtig højt, ville ønske du var lige
her – lige ved min side.
Love u! <3

Sms'en gjorde mig både glad og trist. Den viste, hvor meget han elskede mig og savnede mig. Men den gjorde også sådan, så jeg bare savnede ham endnu mere. Jeg svarede ikke, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive. Jeg lagde bare min iPhone ved siden af mig, lukkede øjnene og så måtte jeg ha' faldt i søvn, for jeg kan ikke rigtig huske mere...

Dagene gik. Det var et mareridt at være her. Pattie og Jazmyn var næsten altid væk, dog blev jeg tilbudt at tage forskellige steder hen med dem, men jeg havde slet ikke lyst. Jeg var overhovedet ikke snakkesaglig eller noget. Jeg lå bare derhjemme i sengen og ventede på, at det blev september. Jeg kunne ikke en gang være sammen med Ryan eller Chris, for de var begge på fere sammen. Så jeg havde kun mig selv. Jeg havde kigget godt og grundigt igennem min kalender og fandt ud af, at jeg faktisk var i 20 uge. Man kunne tydeligt se, at jeg var gravid. Ingen tvivl om det! Jeg havde også fået snakket mere med en jordemoder og læger og alt sådan noget.
Jeg satte mi lidt bedre til rette i sengen og tændte for fjernsynet. Det var på kanalen E!, og der var tilfældigvis E! News. Jeg blev lidt hængene.
”Og nu skal vi til at se billeder af Justin og Katrine Biebers kommende hus i Atlanta.”
Jeg så på nogle af billederne af vores hus, og WOW! Det var mega pænt indtil videre! Det manlgede at blive malet og sådan lidt, men formen var enorm pæn, dog kunne man ikke se det hele, da der var hæk rundt om. Jeg orkede ikke at se mere af det, så jeg skurede om på en anden kanal og så en film i stedet for.
Da filmen var ved at slutte, ringede min iPhone. Jeg tog den hurtigt.
”Hallo?” sagde jeg træt.
”Hvorfor siger du altid hallo?” spurgte en stemme, der fik mig til at smile – det første ægte smil i denne uge.
”Er hej skat bedre?” spurgte jeg. Justin grinede en varm latter.
”Meget.”
Jeg smilede.
”Hvordan går det?” spurgte han.
”Fint nok,” svarede jeg og prøvede at lyde overbesvisende. Det gik da fint nok... gjorde det ikke?
”Er du nu sikker på det?”
Han lød ikke overbesvist.
”Ja,” mumlede jeg bare.
”Kat...”
Han sukkede.
”Jeg vil ikke have, du lyver overfor mig. Min mor ringer hele tiden og siger, at du er så ked af det og nede,” sagde han. Jeg svarede ikke.
”Kat.”
Selvfølgelig ville han have, at jeg skulle sige et eller andet.
”Mm,” sagde jeg bare. Han sukkede.
”Hvad skal jeg gøre, for at du er glad?” spurgte han.
”Du kan ikke gøre noget,” mumlede jeg.
”Du vil have, jeg skal komme hjem, ikke?”
”Jo,” svarede jeg stille. Der var lidt stilhed.
”Jeg ville virkelig gerne komme hjem. Men jeg kan ikke bare tage hj...”
”Det skal du heller ikke. Jeg savner dig bare Justin. Jeg ville så meget ønske, at vi skulle være sammen igennem hele graviditeten,” afbrød jeg.
”Du aner heller ikke, hvor meget jeg ville ønske, at jeg var med til den. Men jeg kan ikke gøre noget,” sagde han.
”Jeg ved det godt!” sagde jeg irriteret. Han sukkede, ditto gjorde jeg.
”Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede han.
”Okay,” svarede jeg stille.
”Ses.”
”Hej.”
Han lagde på. Jeg sukkede irriteret og nærmest smed min iPhone ned i sengen. Jeg havde gjort ham sur, tror jeg. Men han blev ved med at fable om, at han gerne ville være her og bla, bla, bla, men han kunne jo ikke gøre noget, så det irriterede mig!
Jeg slukkede for det tændte fjernsyn og rejste mig. Så gik jeg ud på badeværelset. Jeg tog mig et langt bad, som gjorde mig lidt friskere. Bagefter gik jeg ind på værelset. Jeg ledte min kuffert igennem for noget løst tøj. Men alt var bare for småt. Det endte med, at jeg gik hen til Justins gamle kommode og fandt et par joggingbukser og en stor t-shirt deri. Det kunne jeg seriøst tude over. Jeg havde taget så meget på, at jeg var nødt til at låne min mands tøj? Det var sq da for dumt. Jeg satte mig deprimeret på sengen og tog min iPhone op i hænderne. Jeg var nødt til at give Justin en undskyldning for at blive sur på ham. Jeg tastede hurtigt hans nummer ind og ringede op.
”Hey,” sagde han stemme, den var helt stille.
”Undskyld,” mumlede jeg. Han svarede ikke rigtigt.
”Jeg vil bare have, at du er glad,” sagde han.
”Jeg ved det godt. Jeg.... jeg savner dig bare,” svarede jeg stille.
”For 1000 gang, jeg savner også dig Kat. Men sådan er det vel bare.. Desværre.”
Jeg nikkede for mig selv.
”Ja,” mumlede jeg.
”Vil du ikke godt love mig, at du er mere glad? Bare for min skyld. Og din egen. Hvis du er glad, går tiden hurtigere, og så er der ikke nær så lang tid, til jeg kommer,” sagde han. Jeg bed mig i læben.
”For din skyld, jo,” svarede jeg opgivende. Han åndede lettet op.
”Justin?” spurgte jeg.
”Ja?”
”Jeg har altså lånt noget af dit tøj,” sagde jeg.
”Mit andet er for småt,” mumlede jeg. Han grinede.
”Hvad med at komme ud og købe noget?” spurgte han. Hans latter fik mig i godt humør.
”Det var vel nok en god idé,” grinede jeg. Han stoppede med at grine, hvilket jeg så også gjorde.
”Nej, bliv ved,” sagde han hurtigt. Jeg gloede dumt ud i luften, som om jeg gloede på ham.
”Øh, hvorfor det?”
”Fordi du ikke har grinet i næsten uge?!”
Jeg grinede igen.
”Undskyld, men prøv at gå fed rundt derhjemme, din mand er ikke hjemme og dit humør stinker,” sagde jeg, imens latteren forsvandt. Han svarede ikke.
”Du er ikke fed, det ved du godt, ikke?” sagde han så.
”Du er den smukkeste gravide kvinde i hele verden. Og når du har født, er du den smukkeste, dejligste og skønneste pige.”
Hans 'tale' fik mig til at rødme, selvom han ikke var her.
”Tak,” sagde jeg. Han grinede sødt.
”Kat, jeg skal ud og spise nu, men jeg skriver senere...”
Jeg sukkede.
”Men så ses vi,” sagde jeg.
”Ja,” svarede han. Jeg nikkede for mig selv.
”Jeg elsker dig!” sagde han hurtigt. Jeg smilede.
”I lige måde.”
Han grinede.
”Ses skatter.”
”Vi ses dejlige.”
Jeg lagde på og smilede for mig selv.
Selvom Justin ikke var her, kunne jeg ligesom ham, mærke ham hos mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...