Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
317Kommentarer
265582Visninger
AA

266. Kap. 266

Jeg sad derhjemme i sofaen med dunkende hovedpine. Det var virkelig ikke til at holde ud. Jeg havde også rigtig mange smerter i underlivet, og jeg sværger, at jeg kunne dræbe mig selv. Jeg havde ringet til lægen, men hun havde bare sagt, at det var normalt. Så jeg tog en panodil i håb om, at det ville hjælpe. Men det hjalp ikke en skid. Klokken var syv, og jeg var lidt bekymret for, hvor Justin var. Men egentlig sad jeg mere koncentreret om min smerte. Jeg lagde mig ned på maven i stedet for, og heldigvis hjalp det en smule. Jeg lukkede øjnene, og kort efter hørte jeg en dør smække. Jeg kiggede op og så Justin komme ind i stuen. Han så sur og skuffet ud.
”Hey,” sagde han og sendte mig et svagt smil. Ikke et særlig godt smil, og jeg havde ingen anelse hvorfor.
”Hej,” mumlede jeg. Han så bekymret på mig.
”Er du okay?” spurgte han med en anelse bitterhed i stemmen.
Han satte sig ned på sofakanten og aede min ryg. Hans bevægelser virkede anspændte.
”Nej,” svarede jeg kort og lagde hovedet ned i sofaen igen.
”Hvor gør det ondt?” spurgte han og begyndte at massere mine skulder. Det var dejligt afslappende.
”Und... maven og hovedet,” mumlede jeg. Han sagde ikke noget, men masserede bare videre. Jeg satte mig langsomt op og tog mig langsomt til maven.
”Skal jeg ringe efter en læ..”
”Det har jeg gjort,” afbrød jeg irriteret på grund af smerten. Han nikkede.
”Og hvad er der så galt med dig?” spurgte jeg. Han så uforstående på mig, men han vidste godt, hvad jeg mente.
”Justin, jeg er ikke dum.”
Jeg tog en dyb indånding og pustede ud. Han svarede ikke.
”Ikke noget.. bare... noget.”
Han ville ikke fortælle det. Jeg nikkede, da jeg ikke ville tage situationen op. Så tog jeg mig sammen og rejste mig op. Jeg gik langsomt ovenpå og ud på badeværelset, hvor jeg satte mig på gulvet på grund af gulvvarmen. Den gjorde mig så rolig. Og min mave fik det bedre.
”Hvad laver du?”
Jeg kiggede op på Justin.
”Ikke noget,” svarede jeg og rejste mig op, så hovedet dunkede. Jeg var lidt irriteret over, at han ikke ville fortælle mig, hvad det var, han var sur over. Jeg fortsatte ind på soveværelset. Justin fulgte efter. Jeg lagde mig ind på sengen og lukkede mine øjne. Justin trak gardinerne for og slukkede lyset. Jeg tog stille mit tøj af og lagde mig under dynen.
”Jeg gider altså ikke at gå i seng endnu en gang, hvor vi er uvenner,” sagde Justin og rykkede tættere på mig. Han viklede et ben om mig, tog fat i min arm og vendte mig om mod ham. Jeg så på ham.
”Så sig, hvad du er sur over,” sagde jeg bestemt. Han sukkede.
”Kat, det er lige meget,” mumlede han.
”Nej, Justin! Det er ikke lige meget. Jeg er din kone, jeg har ret til at vide, hvad du går og grubler over?!”
Han fnøs misfornøjet.
”Ja, du er min kone, men du behøver ikke ligefrem at snage i mit liv,” svarede han irriteret.
”Snage i dit liv?!” gentog jeg surt.
”Nej, du snager ikke... men.. Kat, du skal ikke bekymre dig om det. Det er bare noget mellem mig og en anden,” sagde han i en lidt blidere tone. Jeg sukkede.
”Jeg vil bare hjælpe,” mumlede jeg.
”Jeg ved det godt. Men du kan ikke hjælpe lige nu,” svarede han sødt. Jeg nikkede.
”Jeg elsker dig,” sagde han og kyssede mig på kinden.
”I lige måde.”
Jeg vendte hovedet lidt, så han kyssede mig på munden i stedet for. Da vi havde kysset lidt, trak vi os væk fra hinanden.
”Godnat,” sagde jeg lavt.
”Nat. Sov godt. Og væk mig, hvis der er noget.”
Han smilede, så hans tænder lyste op i mørket. Jeg lagde mig helt ind til ham og faldt stille i søvn til takten af hans hjerteslag.

Jeg vågnede, da en person ruskede i mig. Jeg åbnede øjnene. Selvfølgelig var det Justin.
”Vi skal op nu, skat,” sagde han lavt og aede min kind. Vi skulle til det store pressemøde i dag, hvor vi skulle sige til folk, at jeg var gravid. Jeg var måske lidt nervøs.
”Okay,” mumlede jeg.
”Har du det bedre?” spurgte han og rejste sig op.
”Ja,” svarede jeg og gabede. Jeg satte mig op. Hovedpinen var heldigvis forsvundet. Det var smerten underlivet også. Jeg rejste mig op og gik ud på badeværelset, hvor jeg tog mig et varmt bad. Derefter tog jeg et par leggins-jeans på og en lidt løs top, så man ikke kunne se min mave. Derefter gjorde jeg mig helt i stand. Justin var allerede gået nedenunder for at spise morgenmad, så jeg gik ned til ham. Jeg tog hurtigt noget morgenmad og spiste det inde ved ham i stuen.
”Så det i dag,” sagde han og stillede sin tomme skål på sofabordet.
”Ja,” mumlede jeg og tog endnu en skefuld cornflakes ind i munden.
”Er du nervøs?” spurgte han. Jeg trak på skuldrende.
”Det skal vel nok gå,” svarede jeg og smilede svagt. Han smilede hurtigt – denne gang et ægte et. Jeg satte min skål på bordet og så igen hen på ham.
”Det går altid. Og desuden er det ikke dem, der skal være glade, men os,” sagde han og tog mine hænder. Jeg nikkede.
”Hvornår er det vi skal afsted?” spurgte jeg. Han så på sit armbåndsur.
”Om en halv time,” svarede han og smilede. Jeg nikkede. Han lænede sig lidt og frem og gav mig et hurtigt kys på munden. Så trak han sig væk og rejste sig.
”Jeg går lige ovenpå og ringer til Scooter,” sagde han. Jeg nikkede. Han gik ud i køkkenet med skålen og så ovenpå. Jeg lænede mig tungt tilbage i sofaen og sukkede.
Dejligt, at vi snart skal have den hemmelighed ud!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...