Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
317Kommentarer
265527Visninger
AA

246. Kap. 246

Jeg vågnede udmattet op med hovedpine og mavesmerter. Nu havde jeg jo også drukket mig ret stiv i går, så det var nok skylden. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt i værelset. Ingen Justin. Han var nok stået op. Jeg kiggede hen på uret. HALV FIRE??? Altså om eftermiddagen?! Wow, jeg har sovet længe!!! Jeg svingede langsomt benene ud over kanten på sengen og bevægede mig hen mod døren. Først tænkte jeg på mit dunkende hoved, men da hele min mave snurrede rundt, spurtede jeg ud på badeværelset. Gæt hvad der skete? Ja, jeg knækkede mig. Lækkert. Meget endda. Jeg sukkede og børstede tænder. Kunne jeg dog ikke bare holde mig fra den alkohol? Jeg tog en pondil fra skabet og slugte med lidt vand. Så åbnede jeg døren og gik langsomt nedenunder. Jeg gik ind i stuen. Justin sad ved siden bærbar ved spisebordet. Han så mig og smilede.
”God eftermiddag skat,” sagde han sødt. Jeg nikkede bare, men stoppede hurtigt på grund af hovedet. Hans smil forsvandt lidt.
”Er du okay?” spurgte han.
”Jeg har det fint...” mumlede jeg og gik hen og satte mig ved siden af ham.
”Var det sjovt i går?” smilede han. Jeg kneb øjnene sammen for sjov.
”Du vidste godt, hvad vi skulle, ikke?” spurgte jeg. Han smilede større.
”Måske...”
”Og du havde det godt med, at en stripper skulle danse klam stripdans foran mig, imens jeg var iført en kjole, hvor jeg lignede en billig l*der?” spurgte jeg. Hans smil forsvandt.
”De detaljer fik jeg så ikke...” mumlede han. Jeg smilede lidt.
”Det var en klam oplevelse,” sagde jeg for mig selv.
”Ahvad?” spurgte Justin. Jeg kiggede på ham.
”At se ham nøgen,” svarede jeg. Han løftede øjenbrynene.
”Tænker du også det, når du ser mig nøgen?” spurgte han usikkert. Jeg kiggede på ham lidt, indtil jeg begyndte at grine lidt. Han kiggede uforstående på mig.
”Justin...” begyndte jeg men stoppede, da det gjorde ondt hovedet. Jeg fortsatte langsomt;
”Justin, jeg vil ikke se andre drenge end dig nøgen. Hvorfor tror du, jeg synes, at det var klamt?” svarede jeg. Han smilede lidt.
”Jeg skulle jo lige være sikker,” sagde han. Jeg smilede lidt.
”Men på den anden side, hvis du har lyst til mig hele tiden, burde jeg ikke være bekymret.”
Jeg kunne mærke mine kinder blusse lidt. Jeg kiggede hurtigt væk.
”Jeg var fuld...” mumlede jeg. Han grinede lidt.
”Ja det var du! Men du sagde selv, at du var dig selv, og at du hele tiden har lyst til mig, så den kan du ikke løbe udenom unge dame,” sagde han. Jeg kiggede hen på ham med et ondt blik. Han så undskyldende på mig.
”Jeg hader dig,” sagde jeg.
”Jeg elsker også dig,” svarede han. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom det gjorde ondt i mit hoved.
”Har du det meget dårligt?” spurgte han og tog min hånd.
”Hvordan vidste du, jeg havde det dårligt?”
”Kat, jeg har kendt dig i mange år. Men vi kan godt sige, jeg kan læse tanker,” svarede han.
”Wow! Vampyr Justin? Troldmand Justin? Tankelæser Justin? Jeg tror bare, vi nøjes med almindelige, dejlige, smukke, Justin,” sagde jeg. Han smilede stort. Jeg smilede igen, men smilet forsvandt langsomt igen. Jeg havde det virkelig ikke særlig godt.
”Gå op og læg dig lidt. Jeg kommer om lidt,” sagde han. Okay, det var uhyggeligt. Måske er han tankelæser?
”Okay...” mumlede jeg. Jeg gik med sløve skridt ovenpå og lagde mig i sengen. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget andet, men mit hoved dunkede så sygt meget! Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset og fandt to panodiller og slugte dem. Jeg håbede, at jeg ville få det bedre! Jeg lagde mig ind i sengen igen og under dynen. Tre dage til jeg skal giftes, og nu ligger jeg med tømmermænd. Fedt! Heldigvis ikke så slemt, som det kunne være! Jeg kunne høre døren gå op. Af ren refleks kiggede jeg hen mod den, selvom jeg godt vidste, hvem der ville komme ind af den. Min vidunderlige kæreste kom ind og lukkede den efter sig. Han gik hen mod sengen og lagde sig ovenpå dynen og hen til mig. Han nussede ligeså stille mit hår. Jeg smilede lidt.
”Du er dejlig...” mumlede jeg. Han smilede sødt.
”Du er dejligst,” svarede han og lænede sig lidt frem. Han gav mig ligeså stille et kys på munden. Han skulle lige til at trække sig væk, men jeg tog fat i hans trøje og hev ham ned til mig igen.
Jeg kunne mærke, at han blev mere ivrig, specielt da han lagde sig ovenpå mig og begyndte at 'rage' på mig. Selvom jeg havde det så dårligt, ville jeg ikke stoppe ham. Jeg ville bare nyde det sidste stykke tid, jeg havde med ham, som en fri pige.

Jeg var i gang med at tage tøj på. Jeg havde lige været i bad og var blevet dejlig ren igen. Og ja, Justin og jeg havde gjort dét. Jeg havde fået det lidt bedre end før, men det var ikke noget at råbe hurra for. Kvalmen var væk og hovedpinen havde sænket sig. Så nu var der kun et par små dunk, hver gang jeg lavede en eller anden hurtigt bevægelse. Jeg tog et sort sæt undertøj, et par joggingbukser og en t-shirt på. Mere orkede jeg ikke at gøre ud af mig selv, da det kun var Justin og jeg der var hjemme. Jeg redte hurtigt mit hår ud og tørrede det med håndklædet, og så var jeg gået nedenunder. Justin stod og lavede mad. Jeg gik ud i køkkenet til ham og kyssede ham på kinden.
”Har du det bedre?” spurgte han og smilede frækt. Jeg himlede lidt med øjnene.
”Ja,” svarede jeg så.
”Det er nok min skyld,” sagde han. Jeg grinede lidt.
”Undskyld Justin, men jeg tror dog, at det er panodillernes skyld.”
Han fik et trist udtryk i ansigtet. Jeg smilede stort. Av! Pokkers hovedpine!!! Han smilede igen og tog fat om livet med den ene arm og trak mig ind til sig.
”Om tre dage er du min for evigt...” mumlede han drømmende. Jeg smilede lidt, selvom jeg ikke synes, det var særlig ægte. Det virkede så falskt. Jeg blev pludselig bare nervøs for den snak. At være gift... Jeg kan ikke gøre det! Jo, jeg kan! Jeg skal! Jeg bed mig hårdt i tungen, for at få tanken væk.
”Det skal nok blive hyggeligt!” sagde jeg dumt. Han kiggede mærkeligt på mig, men grinede så en smule. Jeg smilede stort.
”Hyggeligt? Skal det nok blive hyggeligt?” grinede han. Mit smil forsvandt.
”Ja. Og dejligt,” svarede jeg. Jeg løj ham direkte op i hovedet. Hvordan helvede kunne jeg gøre det??? Jeg forstår ærlig talt ikke mig selv. Det ene minut glæder jeg mig mega meget til brylluppet, det andet, vil jeg slet ikke. Jeg kan virkelig ikke finde ud af det. Det eneste der sejler rundt i mit blod lige nu, er tvivl. Jeg kan virkelig ikke.. ARGH! Gid det ikke var så svært.
”Hvad tænker du på?” afbrød Justin min tankegang. Jeg kiggede hen på ham. Lyv Katrine.
”Jeg er bare lidt bange for, at jeg laver nogle fejl, når vi skal sige ja...” svarede jeg. Han smilede lidt.
”Bare rolig. Alt det du gør, er meningen. Også dine fejl. Hvis det bringer os sammen for evigt, er jeg ligeglad med, hvor mange af dem du laver,” sagde han. Nå, hvor sødt sagt! Han smilede rigtig kærligt til mig.
”Justin du er den bedste kæreste i hele verden,” sagde jeg seriøst. Han bed sig lidt i læben.
”Forhåbentlig mere end det...” mumlede han. Hvor jeg dum! Han er jo min mand. Om tre dage.
”Om tre dage, er du den bedste mand i verden,” sagde jeg så. Han mødte mit blik og smilede stort med både mund og øjne. Jeg stillede mig lidt tættere på ham og gav ham et smækkys på kinden. Da jeg var ved at trække mig tilbage, tog han fat i mig, vendte hovedet og kyssede mig blidt på munden.

Jeg var i gang med at gøre hele huset klar til Karen og Marie kom. Jeg havde sommerfugle i maven, og var mega spændt. Det er så lang tid siden, jeg sidst så det, og så er det endda mit bryllup om to dage. Jeg redte hurtigt Justins og min seng og fjernede alt vores tøj som lå på gulvet. Rodehoveder vi er! Jeg smed tøjet til vask og gik ind på gæsteværelset og redte sengen pæn der. Det var også det eneste der skulle ordens derinde. Jeg gik ud på gangen og tjekkede om der var noget der skulle ordnes der. Intet.
”Kat, det er nok fint nu,” sagde Justin. Jeg kiggede over på ham. Han stod oppe for enden af trappen.
”Er det?” spurgte jeg dumt. Han nikkede.
”Du har haft rengøringsflip hele morgnen,” sagde han og kom hen til mig. Han smilede og tog mine hænder.
”To dage,” hviskede han. Jeg smilede og kunne mærke nervøsiteten i min mave stige. Jeg ignorerede følelsen og smilede endnu mere.
”Men nu skal jeg jo undvære dig i en dag. Faktisk en halvanden,” sagde jeg stille. Han grinede lidt.
”Det klarer du nok!”
Jeg rystede på hovedet. Han tog mit hoved mellem hans hænder og så alvorligt i mine øjne. Han sagde intet, men stirrede bare.
”Okay Justin, du gør mig bange,” hviskede jeg. Han fik et smil på læben og pressede så blidt læberne mod mine. Jeg kyssede ivrigt med. Orh, jeg skulle undvære ham i en halvanden dag. Og det er dagen før den største dag i hele mit liv. Han er her ikke en gang til at lade tvivlen stoppe. Jeg trak mig væk og trak vejret meget tungt og højt, på grund af iltmangel. En dag dør jeg, og så giver jeg Justin skylden. Jeg kunne lige forstille mig bladenes overskrift: Katrine Johansson død på grund af iltmangel, da kæresten Justin Bieber snavede hende. Grimt.
”Skal vi så ikke lige nyde det sidste tid vi har sammen?” spurgte han frækt og blinkede med det ene øje. Jeg hoppede op på ham og begyndte at kysse ham. Så gik han uelegant ind på værelset og lagde mig i sengen med ham ovenpå. Vi lå og kyssede/råsnavede og kælede lidt indtil det ringede på døren nedenunder. Jeg var hurtigt væk fra Justin. Jeg rettede hurtigt på min bh-strop og tog min trøje på igen. Justin tog sin trøje og sit bælte på.
”Er det dem?” spurgte jeg.
”Det ved jeg ikke,” svarede han lidt irriteret. Selvfølgelig var han irriteret over, at det afbrød os. Jeg gik nedenunder og ud til døren. Jeg hørte nogle drengestemmer.
”Åbner de ikke snart?”
Chris!! Jeg rev døren op. De så forskrækket på mig.
”Øh hej,” sagde jeg dumt. De grinede lidt.
”Jamen hej?” svarede Ryan. Jeg grinede og hørte skridt bag mig.
”Hey guys,” sagde Justin og smilede så godt han nu kunne. Det blev bare til et irriteret et. Suk. Ja okay, jeg forstår godt, at han gerne vil have lidt 'alene-tid' med mig, men han behøves da ikke at vise det.
”Hej,” svarede de.
De kom ind af huset og stillede deres sko og kufferter i gangen. Nu skulle de snart afsted til deres hotel, så de pakkede ikke ligefrem tingene ud. Vi satte os ind i sofaen og snakkede lidt.
”Er i så klar til den store dag?” spurgte Ryan glad. Justin nikkede ivrigt. Jeg smilede stort, og det vidste de godt var et ja. Selvom jeg faktisk ikke var klar. Overhovedet ikke. Jeg var nervøs. Men det er nok bare det hele med alteret, og alt det der kirke-halløj som gør mig nervøs. Jeg sukkede lydløst. Jeg sidder og lyver for mig selv. Jeg ved ikke, om jeg kan gå igennem det her. Jeg ved ikke, om jeg er moden nok til det. Jeg ved ingenting.
”Kat?”
Jeg kiggede opmærksomt op på de andre. Som sædvanlig havde jeg ikke hørt noget af det, de snakkede om. Jeg sad hele tiden i min egen lille verden.
”Hvad?” spurgte jeg.
”For tredje gang, må jeg se ringen?” spurgte Chris og smilede. Jeg nikkede og viste ham stolt min ring frem.
”Den er mega pæn,” sagde han til Justin.
”Så passer den til hende,” svarede Justin og lagde en arm rund om min nakke. Jeg smilede til ham. Han smilede igen og sendte et luftkys.
”Nå, klokken er halv tre. Det vil sige, at vi skal gå nu,” sagde Ryan. Nej ikke nu! Don't leave me Justin!!!
”Nu?” spurgte jeg højt. Han nikkede. Jeg så bedende på Justin. Han måtte ikke gå.
”Sorry skat,” sagde han og smilede undskyldende. Mit humør røg bare ned. Hvorfor skulle han gå nu? De rejste sig alle tre og gik ud i gangen og tog sko og jakker på. Justin lagde sin kuffert ud i hans bil. Imens sagde jeg farvel til de andre.
”Nå, men vi ses. Skuf nu ikke Justin ved alteret,” drillede Chris. Jeg smilede hurtigt til ham, selvom hans ord gjorde mig mere nervøs. Vi gav hurtigt hinanden et kram. Jeg gik over til Ryan bagefter.
”Vi ses,” sagde han roligt. Jeg smilede og nikkede.
”Held og lykke deroppe, hvis ikke vi ses før,” smilede han.
”Tak.”
Vi krammede hurtigt.
”Nå, så må i gerne gå ud i bilen, jeg skal sige farvel til min dejlige pige,” afbrød Justin. Jeg trak mig væk fra Ryan.
”Okay! Ses Kat,” sagde Chris.
”Ja, ses.”
Ryan og Chris gik ud af døren. Justin lukkede den efter dem. Jeg havde virkelig ikke lyst til at sige farvel til Justin...
”Er du okay?” spurgte han og kom hen til mig. Jeg rystede på hovedet.
”Hvad er det?”
”Jeg vil bare savne dig,” mumlede jeg.
”Det er kun en halvanden dag søde,” sagde han opmuntrende.
”Jeg ved det godt. Men jeg er bare nervøs,” svarede jeg og fik tårer i øjnene. Han trak mig ind til et lang kram. Jeg hadede mig selv lige nu. Ja, jeg var nervøs, men jeg var nervøs, fordi jeg var i tvivl, ikke fordi, at jeg var nervøs for at sige ja. Jeg begyndte for alvor at græde.
”Det skal nok gå. Du skal nok klare det.”
Hans stemme beroligede mig. Den gjorde mig varm og tryg.
”Justin kommer du?” råbte en stemme udefra.
”Lige om lidt,” råbte han tilbage.
”Kat, jeg er nødt...”
”Til at gå,” afsluttede jeg og trak mig væk fra ham. Han nikkede trist. Så tog han mine hænder.
”De her dage går hurtigere end du aner. Det lover jeg. Og så skal jeg nok ringe til dig. Og sms'e,” sagde han og smilede lidt. Jeg nikkede.
”Okay,” sagde jeg og krammede ham hurtigt. Han knugede mig tæt ind til sig og kyssede mig i håret.
”Næste gang jeg ser dig, er du iført en smuk hvid kjole gående op af gulvet ,” mumlede han. Jeg smilede lidt, da jeg fik nogle billeder i hovedet. Men det forsvandt, da han trak sig væk.
”Jeg må afsted...” mumlede han. Jeg nikkede. Hans ansigt nærmede sig mit. Han trykkede langsomt sine bløde læber mod mine og gav mig et kærligt kys. Som om vi skulle skilles ad. Han trak sig væk.
”Jeg elsker dig,” hviskede han. Jeg smilede lidt.
”I lige måde. Og det vil jeg altid gøre Justin,” svarede jeg lavt. Han smilede igen. Jeg følte, at det her var en afsked vi tog. En langt værre afsked, end dem vi tager, når vi skal på tourné. Han slap mine hænder, kyssede mig på kinden og vendte sig om. Han åbnede døren, men vendte sig om i døråbningen.
”Vi ses oppe ved alteret,” sagde han sjovt og gik. Jeg grinede lidt og tørrede mine øjne. Jeg lukkede og låste døren. Så gik jeg med sløve skridt ind i sofaen. Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg ved ikke, hvor jeg har mig selv. Jeg føler mig helt hjælpeløs. Halvdelen af mig vil gerne giftes med Justin, den anden halvdel er ikke moden nok. Jeg sank sammen på sofaen og græd voldsomt. Hvilket dårligt menneske er jeg ikke lige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...