Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
267441Visninger
AA

200. Kap. 200!! :*D

Vi gik stille tavshed. Det var helt mørkt udenfor. Bilerne larmede bare meget og der var stadigvæk mange mennesker. Heldigvis var det så mørkt at man skulle kigge en smule grundigere efter hvis man skulle kun se hvem vi var. Idet mindste kunne jeg godt gå i normalt tempo denne gang. Det var jeg ret så glad for! Jeg kiggede hen på Justin. Han gik bare og kiggede ned i jorden.
”Er der noget galt?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet og kiggede bare videre ned i jorden.
”Okay,” mumlede jeg og gik videre. Vi kom til McDonalds. Der var ikke så mange derinde. Så gik vi ind og fandt et bord helt i henne i hjørnet. Jeg tog min jakke af og lagde på sofaen ovenpå hans.
”Skal du bare have det du plejer?” spurgte han. Oh god! Han sagde noget!!!
”Ehm ja tak,” sagde jeg og smilede. Han nikkede og gik op og stillede sig i kø. Please, sig at han ikke bliver opdaget! Det ødelægger nok aftnen. Lige pludselig vrimlede det ind med skrigende piger.
”OH MY BIEBER, DET ER JUSTIN BIEBER!!” skreg de alle i munden på hinanden. Så var der en pige der vendte sig om mod mig.
”DET ER KATRINE!!!” skreg hun. Så løb der også en masse hen til mig. Jeg smilede hurtigt så godt jeg kunne, selvom jeg egentlig var lidt nede nu.
”Ud, ud, ud!” Råbte en McDonalds-medarbejder. Eller der var faktisk flere af dem. De skubbede alle pigerne ud og truede med at ringe til politiet. Jeg ved ikke hvorfor men det så sjovt ud så jeg begyndte at grine. Justin kiggede hen på mig, men kiggede straks væk igen. Han bestilte maden kunne jeg i hvert fald se. Jeg kunne også lige høre at han undskyldte for alle vores fans. Lidt efter kom han hen med en bakke, med vores mad på. Han satte sig ned igen ved siden af mig. Så tog han sin mad og begyndte at spise. Helt stille. Jeg sad bare og så på ham.
”Justin sig nu hvad der er galt,” sagde jeg så, lidt irriteret. Han rettede opmærksomheden mod mig.
”Der er ikke noget galt,” svarede han kort.
”Jo der er. Det kan jeg jo se på dig.”
”Katrine jeg orker ikke skændes med dig nu. Det er vores sidste aften. Please,” sagde han. Som om jeg havde lyst til at skændes? Tvært imod havde han bare ignoreret mig siden det billede.
”Fint. Men kan du så ikke være mere... i live?” mumlede jeg. Han kiggede hen på mig igen og smilede stort.
”Skal jeg nok.”
Jeg smilede igen. Gud hvor vil jeg dog savne ham.
”Så måske kan vi jo mødes nogle gange, du ved... Hvis vi er det samme sted, samme tid,” spurgte jeg. Han nikkede.
”Kan vi godt,” tyggede han. Jeg smilede igen og tog en slurk af min cola.
”Så skal jeg vel også til at lede efter en lejlighed,” mumlede jeg.
”En lejlighed?” spurgte han.
”Tja... Jeg synes at huse er ved at blive lidt for store. Jeg mener, jeg er kun mig,” svarede jeg og smilede. Han nikkede smilende.
”Men så må jeg få Tanya til at flytte ind så hun kan passe på mig når det er tordenvejr,” jokede jeg og grinede lidt. Hans smil forsvandt. Hvad er der galt med ham? Jeg kiggede ned i min mad. Det er helt klart mig der er besat af onde jokes ellers er det ham der er noget galt med. Det kunne også bare være mig der ødelægger alles humør? Jeg tog en bid af min burger.
”Må jeg godt tage med til lufthavnen i morgen?” spurgte han så. Jeg kiggede på ham.
”Selvfølgelig,” svarede jeg kort og smilede. Han nikkede. Jeg tænkte straks på hvordan tournéen ville blive. Jeg glæder mig virkelig meget! Det bliver så fedt. Jeg smilede lidt da jeg så mig selv omringet af en flot dreng. Bare ét problem. Drengen var Justin. Jeg smilede ikke mere.
”Hvad er der?” spurgte Justin. Jeg kiggede op på ham.
”Ehm ikke noget,” mumlede jeg. Han løftede det ene øjenbryn.
”Jeg glæder mig bare til at tage af sted, men jeg kommer til at savner.... dig,” sagde jeg. Han kiggede hurtigt væk. Jeg sukkede. Han ved jo godt at jeg er så ulykkeligt forelsket i ham.
”Jeg synes du sagde at vi skulle være glade?” sagde jeg.
”Undskyld, jeg... skal vi ikke gå?”
Jeg lavede store øjne. Ingen af os havde spist vores mad. Jeg nikkede og tog min jakke på. Så rejste jeg mig op og tog min mad og smed resten ud. Jeg var ikke særlig sulten. Vi gik ud i gågaden igen og begyndte at gå hjemad i tavshed.
”DER ER DE!”
Oh no! Det var de piger igen der kom. Jeg kiggede på Justin. Han tog hurtigt min hånd og begyndte at løbe. Og mig som *** løb bare efter. Og efter os kom de der piger. Skrigende. Og Justin strammede bare grebet om min hånd og løb hurtigere. Min hånd blev dejlig varm. Puha det var hårdt! Der blev heldigvis grønt for os ved et lyskryds, og rødt for dem. Og bilerne ville i hvert fald ikke lade dem komme forbi. Vi nåede indkørslen til huset og der stoppede løbet. Vi fortsatte gående, at gå hen mod døren. Det var først da vi gik forbi hans bil jeg lagde mærke til vi stadigvæk holdte i hånden. Gad vide om han overhovedet lagde mærke til det? Han gik op til hoveddøren og låste den op med den hånd han havde fri. Så vendte han sig om mod mig og kiggede ned på vores hænder.
”Undskyld,” mumlede han hurtigt og slap min. Den blev helt kold. Jeg gik indenfor og tog stille mine sko af. Jeg gik ovenpå og smed min jakke på gulvet og smed mig i sengen. Jeg troede at det her ville blive en god aften. Men et billede skulle absolut ødelægge den. Jeg lå lidt og tænkte ned i min hovedpude. Jeg har brug for en at tale om alt dette med. Bare en eller anden. En jeg kan dele det her med. Jeg ender med at blive totalt alene og ensom. Jeg fandt hurtigt min telefon og fandt Chris' nummer. Så ringede jeg hurtigt op. Jeg gik ud på altanen, hvis nu Justin skulle komme ind på værelset, selvom jeg ikke regner med at han gør det.
”Hallo?”
Jeg kunne næsten ikke høre noget, så jeg satte lyden på højtaler og skruede helt op for lyden.
”Hej,” sagde jeg stillede.
”Kat. Hvordan går det?” svarede han med et smil i stemmen.
”Af helvedes til,” mumlede jeg.
”Undskyld. Jeg troede det gik lidt bedre.”
”Det gjorde det også. Men så...”
Jeg fik tårer i øjnene.
”Men så?” spurgte han.
”Men så så han et billede af os. Også blev han bare helt... han siger intet næsten. Han er helt nede,” sagde jeg. Jeg tørrede hurtigt de små tårer, der var røget ned af kinderne, væk. Chris sukkede.
”Undskyld Kat. Jeg ved altså ikke hvad du skal gøre. Jeg er her for at hjælpe dig, men jeg vil gerne have at du selv snakker med Justin. Så det ikke bliver som sidst.”
”Jeg ved det godt. Jeg havde bare brug for en at snakke med,” græd jeg.
”Det er okay. Og jeg forstår godt at du har det på den måde... Men du skal bare huske at det er din egen skyld,” svarede han. Jeg græd lidt mere.
”Det ved jeg også,” hviskede jeg. Stilhed.
”Vi ses,” sagde jeg så og lagde på inden han sagde noget. Selv en af mine bedste venner kan ikke en gang lide mig mere. Måske fordi jeg dolkede hans bedste ven i ryggen. Eller min kæreste. Jeg kiggede ned over gaderne i byen. Bilerne kørte stadigvæk som sindssyge. Jeg hørte altandøren gå op og jeg vendte mig hurtigt om. Justin kom ud i mørket til mig og stillede sig i tavshed ved siden af mig og kiggede ud på bilerne. Jeg vendte mig om så jeg stod samme vej som ham.
”Kat, det billede...” begyndte han. Jeg kiggede på ham. Selvfølgelig havde han hørt vores samtale. Hvorfor satte jeg den også på højtaler?
”Jeg fik det dårligt... Jeg lovede dig noget, som jeg ikke holdte,” sagde han lavt. Jeg sank en klump.
”Jeg kommer virkelig til at savne dig her i hverdagen. Det gør jeg virkelig. Og jeg vil gerne indrømme at du er den bedste kæreste jeg har haft. Vi har haft det så godt sammen. Men det skal ikke være os to. Det er jeg virkelig også bare ked af. Men vi må begge bare komme videre. Jeg har Jasmine og du finder en fyr der er bedre end mig.”
”Men der er ingen der er bedre end dig,” græd jeg og så ned på mine hænder.
”Jo der er. Du skal bare finde den rette,” sagde han. Han sagde det bare med en stemme, som om han ikke selv troede på det.
”Justin. DU er den rette,” sagde jeg næsten hysterisk.
”Lad nu være Katrine. Jeg vil bare ha' det her afsluttet det her på en ordentlig måde.”
”Så skulle du nok ha' ladet være med at blive sådan over det fxcking billede,” sagde jeg surt. Han sagde ikke noget.
”Så jeg skal bare lade som om jeg hader dig? Så vil du måske ha' det nemmere med at forlade mig?” spurgte han lidt vredt. Jeg svarede ikke. Jeg vendte mig blot om og gik indenfor igen og gik ud på badeværelset hurtigt og børstede mine tænder. Så gik jeg bare ind på værelset og smed mit tøj og lagde mig i sengen. Jeg kunne høre at Justin kom indenfor igen. Og jeg kunne føle hans blik hvile på mig.
”Hvorfor går du altid bare når vi skændes?” spurgte han.
”Måske fordi jeg ikke gider skændes? Og desuden ville jeg ikke skændes,” svarede jeg surt.
”Du kan ikke bare flygte fra alting. Kat, når du kommer tilbage hertil om et år, vil alle dine problemer vælte ned over dig.”
”Jeg er ligeglad,” sagde jeg og krøb under dynen. Han kom hurtigt hen og trak dynen af mig.
”Justin stop!” halvråbte jeg og tog fat i dynen.
”Nej! Du stopper! Også holder du din kæft for en gangs skyld og lader mig tale ud!” råbte han. Jeg blev stille og stirrede vredt på ham. Han satte sig ned på sengen og jeg satte mig op ved siden af ham, så vi sad face2face.
”Det er ikke kun dét skide billede der betyder noget. Det er dig. Det er den måde du er på. Den måde du opfører dig på. Jeg elsker dig. Men nej det er ikke os to. Jeg vil savne dig, men... nu giver jeg slip på dig. Også håber jeg at du finder den rette, for JEG er ikke ham. Jeg er ikke den du drømmer om. Du har fortjent så meget bedre end mig,” sagde han lidt roligere. Jeg faldt også selv til ro. Jeg skulle lige til at sige noget, men han lukkede bare munden på mig.
”Jeg faldt virkelig for dig for de 2 år siden. Du har ændret dig på gode og dårlige måder... Vores forhold er blevet bedre.. Eller, det var blevet bedre. Men jeg tror bare at det her har ødelagt det.”
”Jacob?” spurgte jeg stille. Han nikkede. Jeg sagde intet.
”Må jeg godt få den dyne nu?” spurgte jeg så. Han gav mig den og smuttede ud af værelset. Jeg gætter på at han gik på toilettet nu. Jeg lagde mig ned og trak dynen op over mig og lagde mig ind mod væggen. Så kom Justin ind igen. Jeg kunne høre at han smed sit tøj. Han lagde sig ned til mig. Jeg havde ikke rigtig lyst til at sove med ham. Men jeg havde heller ikke lyst til at sove helt alene. Han sagde intet men slukkede bare lyset. Ikke så lang tid sov jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...