Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
267454Visninger
AA

167. Kap. 167

Jeg vågnede noget efter. Klokken var kun 12. Det må da også tage lidt tid at gå derhen? Jeg kunne stadigvæk høre stemmer nede fra stuen af. Pís. Mit blik røg hen på vinduet. Jeg gik hen til vinduet. Møg, for langt ned! Så må jeg snige mig ud. Jeg kiggede i Justins taske og fandt den trøje jeg havde givet ham. Så tog jeg den på og for tredje gang, mine shorts. De skal vaskes! Jeg redte mit hår og lagde lidt make-up. Meget stille, så Ryan og Chris ikke hørte mig. Jeg slog hurtigt alarmtonen fra og åbnede døren stille. Der var stemmer nede fra stuen af. Jeg listede meget stille ned af trappen og hen til gangen og tog mine sko i hænderne. Pludselig begyndte drengene at grine. Yes! Jeg fik åbnet døren uden at de hørte det og smuttede hurtigt ud igen. Så tog jeg sko på og gik afsted. Det var ret koldt. Mine ben fik gåsehud. Jeg satte i løb og løb hen mod legepladsen. Klokken var kun 24.23, så han var der garanteret ikke. Jeg kom til svinget hvor legepladsen lå på højre side. Jeg satte tempoet ned til at gå og pustede lidt ud. Så gik jeg ind på græsset og længere hen. Vent lidt. Der sad en person med ryggen til mig og gyngede meget roligt og stille. Justin. Jeg blev stående og tøvede lidt med at gå hen til ham. Jeg er nødt til det! Jeg tog en dyb indånding og gik stille hen og satte mig på gyngen vedsiden af. Han kiggede forskrækket på mig.
”Du kom.” Sagde han overrasket. Jeg nikkede og kiggede op i den mørke himmel, men alligevel lyste op på grund af stjernerne. Der var lidt stilhed.
”Hvad var det du ville tale med mig om?” Spurgte jeg. Han sagde intet.
”Justin.” Spurgte jeg.
”Ja... Hvordan har du det?” Sagde han. Jeg kiggede hen på ham. Han kiggede også på mig.
”Fint...” Mumlede jeg. Stilhed.
”Var det bare det?” Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.
”Hvad var det så?” Spurgte jeg. Tavshed.
”Kat, synes du at jeg valgte forkert?” Sagde han så. Han så brændende på mig. Jeg kiggede væk.
”Det... det ved jeg ikke.” Svarede jeg lavt.
”Jo du gør. Det ved jeg at du gør.” Sagde han hårdt. Jeg vendte mig mod ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige...
”Det var dit eget valg... Du er lykkelig med Caitlin. Og jeg har Ryan nu.” Sagde jeg. Det sidste mumlede jeg. Han så ikke særlig overbevist ud.
”Er du lykkelig med Ryan?” Spurgte han. Jeg kiggede væk.
”Kat?”
”Ja. Ja, jeg elsker Ryan.” Sagde jeg stille. Det gjorde ondt at lyve om det. Især fordi jeg elsker ham så meget. Jeg kiggede hen på ham. Han så såret ud.
”Elsker du ikke Caitlin?” Spurgte jeg.
”Jo selvfølgelig.” Svarede han stille.
”Men jeg tvivler bare på om....” Sagde han, men stoppede sig selv.
”Tvivlede på hvad?” Spurgte jeg hurtigt.
”Ikke noget.” Mumlede han.
”Justin, sig det!” Befalede jeg.
”Nej.” Svarede han bare. Pludselig vibrerede min iphone. Jeg rejste mig op fra gyngen og tog den op af lommen og tog den.
”Hallo?” Spurgte jeg.
”KAT, HVOR ER DU HENNE?” Råbte Ryan.
”Ehmm, jeg er ude at gå en tur.” Svarede jeg nervøst og kiggede hen på Justin. Han kiggede bare på mig.
”Hvorfor sagde du ikke det???” Spurgte han.
”Det ved jeg ikke...” Mumlede jeg.
”Vi blev altså lige bange her!” Sagde han.
”Undskyld. Kommer snart.” Sagde jeg.
”Okay. Ses.” Sagde han og lagde på. Jeg kiggede på Justin.
”Hvem var det?” Spurgte han.
”Ryan.” Mumlede jeg. Han sagde intet.
”Ehmm Justin?” Spurgte jeg.
”Ja?” Svarede han.
”Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men jeg går rundt med dit tøj på?” Sagde jeg.
”Det har jeg skam lagt mærke til.” Sagde han og kiggede på hans trøje jeg havde på.
”Ehh, du tog tilfældigvis ikke min taske med til Canada?” Spurgte jeg.
”Jo. Men den står hos min mor, så enten er du nødt til at vente til i morgen, eller komme med mig hjem nu...” Sagde han.
”Vil du ikke være sø... venlig at komme hen med den i morgen?” Spurgte jeg.
”Skal jeg nok.” Svarede han.
”Tak.” Sagde jeg stille. Tavshed.
”Kat?” Spurgte han så.
”Ja?” Svarede jeg.
”Hvor vil du bo når vi kommer tilbage?” Spurgte han.
”Hvad mener du?” Spurgte jeg.
”Vi er ligesom ikke sammen mere... Hvor vil du bo?” Sagde han.
”Smider du mig bare ud?” Spurgte jeg.
”Det gør jeg vel...” Mumlede han. Jamen 1000 tak, Justin! Så bliver jeg sat på gaden af min ex?
”Hvor skal jeg så bo?” Spurgte jeg lidt ophidset.
”Har du ikke hende der Tanya?” Sagde han.
”Justin helt ærligt! Jeg solgte mit hus på grund af dig, for at vi to skulle flytte sammen.” Sagde jeg. Tårene kom snigene frem. Uden jeg vidste af det, røg de ned af kinderne. Han sagde ikke noget, men kiggede bare ned i jorden.
”Caitlin må også godt kunne komme på besøg...” Mumlede han.
”1000 tak!” Græd jeg og begyndte at gå.
”Kat, vent lidt.” Råbte han og løb efter mig.
”Lad mig være!” Råbte jeg.
”Nej!” Svarede han og tog fat i min arm og vendte mig om mod ham.
”Justin, slip mig!” Råbte jeg endnu højere.
”Katrine, hør nu efter for helvede!” Denne gang lød han lidt sur.
”Hvorfor det? Så kan du bare tale videre om din dejlige kæreste?” Svarede jeg. Han stoppede med et sæt og kiggede direkte på mig.
”Vil du ikke bare fortælle mig én enkelt ting? Bare én?” Spurgte han. Tårene løb ned af kinderne på mig.
”Hvad?” Spurgte jeg hårdt.
”Elsker du mig stadigvæk?” Sagde han. Jeg stod lidt.
”Nej.” Hviskede jeg. Han slap stadigvæk ikke min arm.
”Jo du gør! Jeg ved det! Du er ikke lykkelig sammen med Ryan, og det ved du! Og hvis det her kan trøste dig, så elsker jeg dig!” Råbte han. Jeg kiggede på ham.
”Du elsker Caitlin.” Sagde jeg nervøst.
”Og dig.” Sagde han.
”Og hvad så? Du har valgt Caitlin! Justin jeg gider ikke at tale med dig mere, farvel!” Sagde jeg og begyndte at løbe.
”Du går ikke!” Sagde han og løb foran mig.
”Det skal du ikke bestemme!” Råbte jeg og stoppede.
”Jo. Vi er ikke færdige med at tale.” Svarede han.
”Jo vi er!” Sagde jeg.
”Stop nu!” Råbte han og flettede vores fingre ind i hinandens, så jeg ikke kunne komme væk.
”Justin, slip mig nu!” Græd jeg.
”Nej, ikke før at du siger at du elsker mig!” Råbte han igen.
”Hvorfor skal jeg sige det, når det ikke passer?” Spurgte jeg.
”Katrine, jeg er ikke dum, okay! Jeg ved du elsker mig! Hvorfor græd du ellers så meget da jeg sagde at jeg valgte Caitlin?” Spurgte han. Jeg sagde intet men lukkede bare øjnene imens tårene trillede ned af kinderne. Jeg kan ikke lyve mig fra det her.
”Slip mig.” Sagde jeg.
”Nej.” Sagde han.
”Justin slip mig så!” Råbte jeg.
”Så svar mig for helvede!” Råbte han.
”Slip mig så!” Græd jeg.
”Sig det!” Sagde han.
”Nej!” Svarede jeg. Han sukkede. Vores hænder var stadigvæk flettet, men bare stramt.
”Hvorfor kan du ikke bare sige det?” Spurgte han. Jeg sagde intet.
”Svar mig!” Sagde han.
”Nej.” Svarede jeg.
”Jo! Katrine hvorfor helvede lyver du overfor mig? Det var dig der sagde at jeg skulle vælge?” Råbte han.
”Justin, jeg sagde at du skulle vælge, men jeg sagde ikke at du skulle spørge om vi skulle mødes, vel?” Forsvarede jeg mig selv. Han sagde intet.
”Slip mig så.” Sagde jeg.
”Så svar mig.” Svarede han.
”Justin! Jeg elsker dig IKKE! Jeg har Ryan og er kommet over dig!” Sagde jeg.
”Du er ikke kommet over mig på fxcking 2 dage!” Råbte han.
”Hvordan helvede ved du det?” Råbte jeg igen.
”Katrine! Vi har været kæreste i fxcking lang tid! Vi har haft s3x, vi har kysset, vi har haft de bedste tider sammen! Du har sagt så mange gange at du elsker mig overalt på jorden! Derfor tror jeg ikke at du bare er kommet over mig på 2 dage!” Sagde han.
”Det er jeg...” Mumlede jeg.
”Nej du er ej.” Sagde han.
”Det ved du ikke!” Råbte jeg.
”Jo jeg gør!” Råbte han igen.
”Hvorfor kan du ikke bare være ligeglad med mig?” Spurgte jeg.
”Det har jeg jo sagt! Jeg elsker dig.” Svarede han.
”Gå dog hen til Caitlin, og sig det til hende.” Sagde jeg.
”Nej.” Sagde han.
”Justin, slip mig så! Jeg vil gerne hjem.” Sagde jeg og prøvede at komme væk.
”Ikke før du svarer mig 100% ærligt!” Sagde han.
”Det har jeg jo gjort!” Råbte jeg.
”Nej du har ej! Katrine, du elsker mig, du vil bare ikke indrømme det! Du er ikke lykkelig med Ryan!” Råbte han.
”Jo jeg er!” Råbte jeg endnu højere.
”Nej du er ej! Jeg kan se det på dig!” Råbte han.
”Gu' kan du ***!” Råbte jeg igen. Han stoppede med at råbe og sagde intet.
”Du savner mig.” Sagde han så.
”Justin, stop nu! Jeg savner dig ikke! Lad mig så gå, eller jeg...” Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle true ham med.
”Eller du hvad?” Spurgte han.
”Slip mig nu bare!” Sagde jeg lidt roligere.
”Svar!” Sagde han.
”Justin, jeg har for helvede svaret. Jeg elsker dig ikke. Du valgte Caitlin.” Sagde jeg. Han sagde ikke noget i et stykke tid, men sukkede så og slap mine hænder. Jeg blev stadigvæk stående. Jeg kiggede hurtigt på ham.
”Skulle du ikke hjem?” Spurgte han. Jeg sagde intet, men begyndte at løbe hjemad. Jeg kom til huset og spurtede ind, med tårene løbene ned af kinderne. Ryan kom ud og så på mig.
”Hvad er der sket?” Spurgte han. Jeg løb hen og krammede ham.
”Kat, det er okay. Hvad er der sket?” Sagde han.
”Justin...” Hulkede jeg.
”Shít.” Mumlede han.
”Hvad er der sket?” Spurgte Chris og kom ud til os.
”Justin.” Svarede Ryan.
”Er du okay Kat?” Spurgte Ryan. Jeg nikkede.
”Hvorfor sagde du ikke at du gik?” Spurgte Chris.
”Jeg troede ikke at det var en god idé... Undskyld” Mumlede jeg lavt.
”Det er okay.” Sagde Ryan.
”Han elsker mig.” Sagde jeg stille til mig selv.
”Hvad?” Spurgte Chris.
”Justin. Han elsker mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...