Justin Bieber's lillesøster

Det omhandler Justin lillesøster Jazmin. Men i denne er hun 15 år, og Justin er 18.


13Likes
78Kommentarer
5188Visninger
AA

15. Justin " det her kan ikke gå værre"

"Justin? Hvor er hun?"  mumlede Nick, ligeså grædefærdig som jeg selv var. Dog prøvede han at være stærk, men det gik bare ikke særlig godt, især ikke hvis det ville påvirke mig mere. At blive påvirket er bare ikke den bedste ide, og ikke nu, ikke her. "Stue 6" Fremstammede jeg stillle og lavt, bare for ikke at få min stemme til at knække over, og bryde ud i grød. "så lad os gå" mumlede Nick, og skubbede mig blidt så jeg begyndte at bevæge mine ben.

 

"Nick hun er her inde" mumlede jeg stille, og vendte ham den anden vej så han kiggede på døren ind til stue. Men ikke det der fangdede min opmærksomhed, en dreng der stille snakkede med hende. Dog uden af få svar, så nok var det mere at tale med hende, i håb om at hun ville høre det, dog var det kun en uendelig drøm, jeg bare ville ønske ville gå i opfyldelse.  Jeg trak stille vejret dybt ind, og pustede det igen ud efter nogle sekunder. Nogle enkel sekunder til at sume mig, inden min verden falder sammen. Jeg bankede med en knytnæve, præcis 3 gange som jeg altid plejer at gøre, hvor jeg bare vil være høflig, selv om hun måske er død og en fremmede sider der inde. "Kom ind" råbte han imens jeg stille kunne høre hans hulken blive støre. Men når jeg ikke forstod ham, måtte jeg jo bare gætte. Right? 

 

Så jeg valgte den mest oplagte mulighed, at træde ind med Nick lige i hælenen, great. "Hvem er i?" råbte han surt, da han hurtig fik øje på mig og bagefter Nick. "Justin Bieber, hendes bror" smilede jeg stille imens der hurtig formede sig en glad smil på mit ansigt. At tænke på hun er min lillesøster, min talentfulde lillesøster. "ER DU HENDES BROR!" skreg han arrig, imens han rejste sig truende op og traskede med raske skridt mod mig, og tog hurtig sin ene hånd op der hurtig havde formede sig til en knytnæve, som jeg havde gætte hvad han ville bruge hvis jeg sagde noget forkert.  "rolig, Jeg kommer bare for at se til hende, og måske sige farvel for sidste gang" mumlede jeg stille, imens jeg mærkede tårene presse sig på, grøden stige og forme sig med fuld fart. "Skal jeg tage det rolig! Du smadret hendes hjerte, hun vil aldrig kunne tilgive sig selv, og ikke mist dig" råbte han igen arrig, imens han dog havde fået mere kontrol over hans temparmang. "Jeg har ikke gjort noget" mumlede jeg forvirret, imens mine ben stille trak mig hen mod døren og satte i forsvar stilling, så jeg kunne løbe hvis han blev mere sur. "Jo" mumlede han igen grædefærdig, og satte sig ned og holdte om, hendes ene hånd der var fri for alt det maskine værk.  Der var gået flere timer, og ham Jazmins kæreste jeg forørvig fandt ud af hed Austin. Havde hjulpet hende, da hun ikke havde noget sted at bo, og jeg kunne ikke være mere taknemlig overfor det. Dog var det ikke ligeså let med ham, han var sur over alt det jeg havde gjort, alt det jeg havde gjort mod hans kæreste. Men hvad skal man gøre, når man bo på den anden side af jorden.  "Jeg må bede dem der ikke er i familie med hende om at gå, da vi skal tale med den person, og tjekke hende" smilede de skævt imens de kiggede afventende på os. Men inden nogle havde noget at sige noget, havde Austin allerede flippet ud. "Hvorfor skal jeg gå? Han har intet gjort for hende!" skreg han arrig, imens han begyndte at fægte med både arme og ben, meget komisk alligevel. "Nej. Det skal være en af familien" sukkede de stille imens de kiggede afventeden på mig, imens jeg nikkede usikker.  "Det ser ikke godt ud, som jeg kan se er hendes hjerte begyndt at svigte mere og mere" mumlede en af de mange læger der var inde i det ellers lille rum. "Hvad?!" mumlede jeg, på nippet til at bryde sammen. At vide alt det hun havde været igennem og imens jeg ikke var der, imens jeg sad i et fly uden at vide noget om det. "det er jeg ked af" smilede en af de mange læger, uden en anelse medfølelse, bare noget de skal sige nærmeste.  Det kan da ikke gå være ind det gør nu, men det skulle jeg aldrig ha' sagt, for med det samme begyndte maskinen at skrige og lægeren kiggede nervøs på hende. "Hent en ...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...