For glem mig ej ☩

Jeg havde et helt igennem forfærdeligt mareridt, det var så realistisk at jeg kunne mærke alle følelserne - og stadig huske dem. Og at jeg undrede mig over - da jeg vågnede - at tingende ikke havde forandret sig som de plejer at gøre i drømme og mareridt. Jeg vidste at vi havde denne er konkurrence igang med 'at miste' og det beskrev denne drøm ret godt, så derfor har jeg valgt at den skal deltage. Det handler om en begravelse jeg var med til og det var min første kærligheds begravelse. Selvom at vi har slået op i dag, så er vi virkelig tætte stadigvæk, så derfor græd jeg også det meste af morgen da jeg vågnede, men også fordi at det var i fremtiden (omkring 3 år) så derfor troede jeg virkelig der, at det ville ske. Der er bygget noget mere på og jeg har rykket lidt rundt så i bedre kan forstå den .... Navnene er ikke det de hedder i virkeligheden.

5Likes
22Kommentarer
2638Visninger

3. II

Jeg kan mærke tårer som løber ned af mine kinder og de bliver bare ved og ved, så mit nye sorte tørklæde med  guld paritetter på, er helt vådt og snart gennemblødt. Men at sidde på anden række og se den store sorte kiste med blomster på, som gik hele vejen ned til indgangen, var hårdt. Og at vide at han, ham jeg havde nogen fantastiske og sorgelige minder med, lå der nede, i den store sorte kiste. 

Kasper prikkede til mig med hans skulder, som hentydede til at jeg kunne få lov til at gå der op og lægge en gave eller noget andet, hvis jeg ville. For den første række var færdige og nu var det anden række. Og selvfølgelig ville jeg det.

Jeg kommer der op og kigger på den sorte lak, overlåget er ikke taget af så man kan ikke se ham, kun vide at han er der. Jeg kan igen mærke tårerne i øjene, og jeg giver dem frit løb mens jeg finder et billed op af min bukselomme. På billedet holder vi om hinanden, Martin kigger forelsket på mig mens jeg smiler ind til kameraet. Det var taget til en klassefest i 6. - det var det år vi var kærester. Katharina havde taget det, hun er min bedste veninde, jeg kunne altid regne med hende. Vi er stadig bedste veninder idag, men jeg har ikke set hende eller ringet og fortalt noget om det. Hun vidste faktisk ikke noget omkring det her. Jeg følte mig som en virkelig dårlig veninde. 

Inden jeg lægger billedet på kisten, kysser jeg det og da jeg trækker det væk fra min mund, sidder der en stor rød mund der er formet som et par kysselæber, lige der hvor jeg har kysset billedet. Jeg lægger det forsigtigt på siden af kisten og hviskede de ord han engang romantisk sagde til mig:

"Du er min eneste ene. Min bedste ven. Mit et og alt. Min hverdag." Jeg får tårer i øjene da jeg tænker på den dag, da vi stadig var sammen.

 

Jeg sidder ude foran der hvor man parkere ens cykler, oppe på de bom der står fra hver sin side, så man ligner en spasser når man skal stå af sin cykel og vende den, når man enten skal  ind eller ud.

Jeg kigger til siden og ser Martin der også vender sit blik mod mig. Han hopper ned fra bommen og stiller sig foran mig, så han har mine ben om hans liv. Han lægger armene på min ryg og låser mig fast, mens jeg lægger mine arme på hans nakke og trække ham ind i et langt og vådt kys. Heldigvis har alle fri, så ingen vil kunne se os. Da han trækker sig ud, kigger han mig i øjene og siger noget så romantisk og sødt, at det tæt ligger på de 3 mest misbrugte, men dyreste ord indefor kærlighed. Men vi ved begge at vi ikke er kommet så langt at vi kan sige dem til hinanden, men alligevel vi føler det begge. Men de har sætninger der kommer ud af munden på min kæreste, er noget der fyldte mig med sådan en glæde, at jeg kunne græde. Jeg var kun 12 år og en smule naiv, men det passede.

"Du er min eneste ene. Min bedste ven. Mit et og alt. Min hverdag." 

 

Jeg går stille ned til min plads igen, eller stille og stille. Min hæle er da hvertfald ikke stille. Kasper var gået op til kisten nu. Og han græder lige som mig, jeg så han lagde en mini figur af en traktor. Men det var også rigtigt, for Kasper og Martin havde store planer om at blive landmand. Han kom ned igen og nu er det de andre, indtil at tjerde række er færdig...

Kisten bliver båret ud af hans far, bror, hans papsøsters kæreste og en anden mand jeg ikke kender. Vi går alle med, og da den er lagt ned i hullet, og vi har stillet os i en rundkreds rundt om hullet og gravstenen der skulle sættet på senere. Nu får alle lov til at kaste en rose ned. Men jeg har ikke taget nogen rose med ud som de andre, og nu kan jeg ikke kaste nogen ned til ham. Jeg blev nærvøs og ked af det, for det var jo en tradition og jeg skulle altid ødelægge dem. 

Det er min tur og jeg kiggede uskyldigt ned i jorden, men så så jeg en blomst. Som han havde skrevet efter han slå op. For glem mig ej. Jeg lægger mig ned på knæ og plukker den forsigtigt op og smider den ned på kisten, mens jeg denne gang hviskede:

"For glem mig ej, elskede." Jeg rejser mig igen og kunne se noget lys for enden af gården. Det kom tættere og til sidst. Vågnede jeg i min seng, med en våd hovedpude, solyset skinnede ind fra vinduet og uret der viste at den var syv. Jeg kunne mærke tårerne komme og det gik det meste af morgen med. Tårer der elegant løb ned af mine røde kinder, da jeg først havde prøvet og stoppe dem med at holde mine hænder på kinderne og bare pressede. Men det gjorde ondt, så nu fik de bare fritløb, indtil klokken  var halv ni og jeg stod op og gik i bad ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...