Livet som stum

Efter Trisha's brors død er hun blevet stum. Hun er deprimeret og er i benægtelse, men da den nye dreng, Nate, kommer ind i klassen og redder hende fra Jack, skolens populære dreng, er de to uadskillelige. Det er endelig lykkedes Nate at få Trisha til at komme videre, men da endnu en tragisk nyhed kommer, kan Trisha så overkomme det eller vil hun bryde helt sammen?

15Likes
19Kommentarer
2411Visninger
AA

1. Begyndelsen

”Godmorgen Trisha” sagde min mor, da jeg kom ud i vores køkken. Jeg smilte til hende og satte mig ned. Siden min storebror, Cole, døde har jeg ikke kunne snakke. Han var ikke bare min storebror, men også min bedste ven. I den periode, hvor vi lige havde fået det at vide, havde jeg været som en zombie. Jeg nægtede at spise og drikke. Til sidst fik min kæreste nok af det og slog op. Dagen efter havde han allerede fundet en anden.  Jeg snakkede ikke med nogen, og til sidst blev det en vane for mig. Altså ikke at snakke. Jeg havde mistet min bror, min kæreste og man kan også godt sige min stemme. På et tidspunkt kunne jeg ikke rumme det hele, så jeg gik i depression. ”Du må hellere skynde dig at spise. Du skal snart være hos din psykolog!” råbte min far inde fra stuen.

”Godmorgen Trisha, hvordan har du haft det?” spurgte min psykolog, Marta. Jeg gav tommelfingeren op, og satte mig på min sædvanlige plads. Marta sukkede dybt. I alt den tid jeg var kommet her, har hun prøvet at få mig til at snakke. Jeg kunne mærke, at hun var ved at miste tålmodigheden med mig. Der var trods alt også gået over et år. Marta vidste godt, at hvis jeg selv ville, kunne jeg godt snakke. Til tider ville jeg godt ønske, at jeg kunne snakke, men hver gang jeg prøvede, var det lige som om, at jeg ikke kunne. Hun tog en blok og en blyant frem, så jeg kunne bruge det til at svare. ”Hvordan har du det med at din bror er død?” Han er ikke død. ”Trisha. Der er beviser på at din bror er død. Hans kammerater så ham blive dræbt!” Marta begyndte at hæve stemmen. Jeg kastede blokken og blyanten hårdt ned på bordet og stormede ud fra rummet. Marta kaldte efter mig, men jeg stoppede ikke. Cole er ikke død. Han lever. Han er bare forsvundet, men vender snart tilbage. Han kommer tilbage! De sætninger blev, jeg ved med at sige til mig selv. Jeg vidste, at når jeg kom hjem, ville jeg få en hel del skældt ud. 08:45. Jeg gad ikke i skole, hvor jeg ville blive mødt med onde kommentarer og hånende blikke. I stedet tog jeg bussen ud til kirkegården. Jeg havde ikke besøgt hans gravsted siden begravelsen.

Jeg satte mig på knæ foran Cole’s gravsten. Tårerne begyndte at presse på, jeg prøvede at holde dem inde, men til sidst kunne jeg ikke. Selvom jeg benægtede at han var død, vidste jeg det godt, men jeg nægtede bare at tro det. Hvordan kunne Gud lade sådan en god person dø? ”Jeg vidste du ville være, da du ikke kom i skole” hørte jeg én sige. Jeg vendte mig om og så Nate. Vi var bedste venner, men på en måde også mere end det. Jeg skyndte mig at tørre mine tårer væk. Han satte sig foran mig og omfavnede mig. ”Der er gået over et år nu. Det er på tide du kommer videre. Din bror ville ikke have, at du hele tiden skal være trist og lukke andre ude”

Jeg husker det, som om det var i går. Det var som en hver anden skoledag. En hel masse onde kommentarer og hånende blikke, men så skete der noget helt uventet. Skolens sportsidiot, Jack, var i gang med at smide grimme kommentarer om mig, da Nate kom. Han kom på hans nye sorte scooter og så virkelig ud som en badass type, som ingen kunne hundse med. Han kom gående hen i mod os og selv på lang afstand, kunne jeg se han var meget attraktiv. Hans mørkebrune strittende hår, velbygget krop og hans rock tøjstil. Alt ved ham råbte ’fare’, og han havde den mystiske energi omkring ham. Lige fra starten af hans ankomst på vores skole, var han allerede udnævnt som skolens nye hottie. Han stoppede op foran Jack og jeg. Jeg var ved at gøre mig klar til at blive mobbet af ham også, men i stedet tog han fat i Jack’s højre arm og skubbede ham bagud. Jeg, som ikke var vant til at blive hjulpet, stod chokeret og kiggede på scenen foran mig. Den nye dreng havde lige skubbet til skolens populære dreng. ”Er du okay?” Gid jeg kunne svare ham. Gid jeg kunne snakke med ham, men desværre vidste jeg at det aldrig ville ske. Det eneste jeg kunne gøre var at nikke. Fra der har vi været uadskillelige, selvom jeg flere gange havde prøvet at komme af med ham, men selvfølgelig ville han ikke af med mig. Vi havde de bedste tider sammen og lidt efter lidt, var jeg begyndt at få det bedre. Jeg troede at der ikke længere noget, som kunne få mig ned. Der tog jeg grueligt fejl. Lige om hjørnet stod endnu en forhindring i vejen for mig, som bare ventede på at slå mig ned igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...