Hjertesorg

Kærestesorger kan hun klare, men hun kender ingen kur på hjertesorg.

0Likes
0Kommentarer
1579Visninger

1. Hjertesorg

Hun kan mærke det kolde sand under sine fødder, da hun kommer gående henover stranden. Hendes blik spejder udover det mørke hav, hun ser de høje bølger for sig, der skyller indover strandbredden. Himlen er mørk af sorte skyer og alt synes kaos. Hun suger det til sig. Ethvert kaos er velkomment, hvis bare det kan overgå hendes eget.

For hendes indre er i oprør. Hendes hjerte vrider sig i smerte, hendes tanker er i konstant konflikt, hun kan knapt trække vejret, når hun tænker tilbage…

Nej, så hellere lade sig opsluge af naturens vilde luner. Vinden pisker omkring hende, den giver hende gåsehud og hendes hår flyver ind foran øjnene, så hun et kort sekund er blændet. Sandet bliver hvirvlet op omkring hendes bare ben, hun gisper efter vejret, imens hun flår sit hår væk fra øjnene.

Hun husker.

 

De kommer gående langs strandkanten, han med en arm omkring hendes skulder, og hun læner sig en smule ind imod ham, imens de går. Hun ler kærligt, da han siger noget til hende, og sammen skuer de udover det blå hav. Hun lader sig lulle ind i en hvis tryghed, ved lyden af det brusende hav, følelsen af hans arm omkring hende og det dæmpede mørke, der langsomt afløser lyset.

”Jeg vil være her altid,” siger han til hende, og hun ved, at det er et løfte. Hun svarer ham ikke, for de ved begge hvad de føler og hvor de står. Tavshed virker som det eneste rigtige lige i øjeblikket.

 

Et bittert smil kruser hendes tørre læber. Hvilken løgn, hvilket bedrag. Hun er vred. Hun er så vred, så såret, så trist, så ødelagt, at hun ikke længere har kræfter til at skrige, som hun før har gjort. Hun plejer at være så fuld af lyd, men nu er der ikke en eneste sætning eller et eneste ord tilbage. Hun kan simpelthen ikke sige noget. Det er som om, hun er blevet stum. Måske er hun stum?

Hun er i hvert fald døv, det ved hun. Hun er døv for omverdenen, døv for dem omkring hende. Hun plejer at være så opmærksom, men nu hører hun intet længere. Hendes venner har opgivet at få en sammenhængende samtale med hende. Men kan hun bebrejde dem, når…

 

…hun vender sit tomme blik imod brunetten ved siden af hende. ”Hvad?”

”Jeg spurgte om du ville med…”

Ordene drukner, de dør ud. Hun kan ikke høre det sidste, for pludseligt gør det så frygteligt ondt, at hun ikke kan bevæge sig. Hvis hun flytter sig nu, går hun i stykker. Som splintret glas på gulvet. Hun må bare sidde musestille.

”…fandme for meget. Du lytter aldrig til en skid jeg siger! Er jeg ikke god nok, eller hvad?”

Hun vil så gerne nikke, fortælle at hun sætter pris på, at brunetten er her, men hun må ikke bevæge sig. Og alligevel må hun ofre sig, for brunetten betyder noget for hende, så hun nikker en enkelt gang, for kun at opdage, at…

Brunetten er væk. Men hun vil ikke bebrejde nogen, hun forstår.

 

Hun undrer sig over, hvorfor det er så galt. Hun har da oplevet det før. Kærestesorger. Hun er vel blevet droppet før, hun har sågar selv droppet nogen, men alle er kommet videre i deres liv. Hun har ikke haft det sådan her før, hun har altid glemt og tilgivet, altid fundet en anden, altid slået det ud af hovedet. Så hvorfor kan hun ikke glemme denne gang? Hvorfor er det så svært?

Hun må lægge sig ned i sandet, da filmen starter forfra i hendes hoved, da hun ser ham…

 

…komme gående imod hende med et følelsesløst udtryk i ansigtet. Hun er bange nu, for hun ved, at der er et eller andet galt, hun kan bare ikke finde ud af, hvad det er. Da han åbner munden for at fortælle hende noget, frygter hun mere end nogensinde ord. Ord har så frygtelig kraft, langt stærkere end knive og pistoler og atombomber.

”Jeg kan ikke det her mere,” siger han til hende. Hun ser op på ham, forvirret, forbavset, fortvivlet.

”Hvad kan du ikke mere?” spørger hun svagt. Så dumt. Hun kunne slå sig selv. Hvorfor siger hun det? Hun ved jo godt, hvad han mener.

”Os. Jeg kan ikke mere.”

”Men du sagde…”

”Okay, men nu siger jeg noget andet. Det går ikke, det her. Jeg bliver ulykkelig, kan du ikke se det?”

Og selvfølgelig ser hun det. Hun har set det længe. Hun kan ikke give ham den lykke, han har brug for, selvom hun gør sit bedste. Hver dag prøver hun. Men hun får ham aldrig til at smile længere.

 

Pludselig ved hun, hvorfor hun ikke bare kan glemme. Det står klart for hende, her i sandet, med havet til den ene side, så salt som hendes tårer, der strømmer frit ned af hendes kinder. Sand klistrer sig til hende, omfavner hende, men hun ved, at intet knus eller kram eller kys kan redde hende længere. For nok kan hun overkomme kærestesorger, men det er ikke det, hun lider af. Det er noget meget værre, noget meget mere smertefuldt. Hun frygter, at hun aldrig kan blive rask igen.

 

Hun kender ingen kur på hjertesorg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...