En Anden Verden.

Adalena lever et tilsyneladende kedeligt liv. Hun har ingen venner, og hun bruger sin fritid på at læse og drømme. Men en dag ser hun noget der ændre hendes syn på verden! Alt hvad hun nogensinde har troet på har været en løgn, og hendes liv vil forandres for altid.

2Likes
1Kommentarer
721Visninger

1. Forevigt

  Jeg stod og kiggede fortabt ned i det dybe hul, hvor min far nu skulle ligge forevigt. Min bror holdte sig tæt ind til mig og jeg knyttede hans fedtede lille hånd i min. Hvad skulle der nu blive af os?  Alt virkede fortabt, det var som om der ikke rigtig var mere at leve for. Min far havde altid været der for mig, og han var den eneste der forstod mig fuldt ud. Det lyder nok mærkeligt at den eneste en 18-årig kunne betro sig til var sin far, men sandheden var og er, at jeg ikke bryder mig om andre mennesker. Jeg har ikke nogle venner. I skolen holder jeg mig mest til mig selv, og så længe andre ikke bemærker mig har jeg det fint. Tanken om, at jeg ingen venner havde fik mig til at kigge mig omkring på alle ansigtene, som var mødt op idag. Alle dem som respekterede min far. Hvordan kunne han få så mange folk til at kunne lide ham? Det var i sandheden et mirakel i sig selv. Jeg lagde mærke til at der faktisk var ret mange på min alder, men hvorfor? Det var folk fra min skole. Hvad fanden ville de her? De kunne da ikke finde på at møde op til min fars begravelse for at håne mig, så onde er der vel ikke nogen der er, eller er der? Måske havde de bare dårlig samvittighed, eller også var det noget lærerne havde fået dem til. Det ville være typisk mrs. Haligan at finde på noget, som ikke ville gøre andet end at pine mig.

Folk sang. Jeg stod bare og stirrede. Folk måtte egentlig tro, at jeg bare er mega kold og kynisk - i det jeg ikke havde fældet en tåre. Jeg kan bare ikke græde mere. Jeg har ikke mere vand tilbage at bruge. Alt er brugt op. Jeg kiggede ned på min lillebror han græd. Han har grædt uafbrudt i en uge. Hvordan kan han? Er der virkelig forskel på hvor meget vand en enkel person kan græde? Idet jeg kiggede på ham klemte han min hånd og jeg følte et lille tryk. Han kiggede mig dybt ind i øjnene, som læste han min sjæl. Hans brune øjne virkede helt røde. Jeg kiggede på ham og tænkte: "Du er grunden. Du er grunden til at livet stadig har en mening for mig." Jeg er nødt til at være stærk, for hans skyld.

Chris gav slip på min hånd og gik med tunge og fordybede skridt hen imod hullet i jorden, hvor far lå. Han tog en bunke jord og smed ned oven på kisten, hvorefter Chris nærmest løb over til mig for at holde fast i min arm. 

"Jeg går ingen steder Chris. Aldrig. Det lover jeg dig." det var ordende, der kom ud af min mund alt for højt, for folk kiggede på mig. Hvorfor kiggede de på mig som jeg lige havde begået en forbrydelse? Jeg er 18. Jeg er myndig og kan sagtens tage mig af Chris. 

Jeg lod ikke mærke til at alle havde været henne får at smide en håndfuld jord ned i hullet. Betød det at jeg skulle gøre det? Ærlig talt, det havde jeg ikke lyst til. Jeg blev bare stående med Chris klæbende til min arm. Mennesker gik. Endelig. 

Der stod jeg så, 18-årige Adalena med sin 14-årige lillebror Chris. Jeg tænkte tilbage på aftenen. Det var fredag og jeg var på vej hjem fra skole. Jeg fandt min egen far død midt på hans kontor. Lægerne sagde det var en blodprop, men min far var kun 40 år og i topform. Det gav ikke mening og jeg vidste det ikke var sandheden, for jeg havde set noget den dag. En skygge, en skikkelse, noget som ikke var menneskeligt og nærmere mindede mig om et monster. 

Jeg var sikker på 3 ting: Først: Jeg er nødt til at tage mig sammen og gøre mit bedste for at opfostre Chris. Andet: Min far døde ikke af en blodprop, men af et monster. Min far blev slået ihjel af noget. Tredje: Lige meget hvad det "noget" er vil jeg finde det og hævne min far.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...