Jeg slipper dig nu

Efter 1 år og 54 dage er Frida stadig ikke kommet sig over sin søsters død. Hun savner hende så meget, at hun har svært ved at leve i nutiden. Men så en dag kommer chancen for at komme videre. Spørgsmålet er bare om hun tør?

1Likes
0Kommentarer
911Visninger
AA

1. Jeg slipper dig nu

Klodsen ved siden af mig ringer, råber og bipper til mig om nu er det tid til at stå op. Så studerer jeg klodsen – som altid. Et år og 54 dage siden. Siden... Jeg knuger den lille dukke ind til mig og lukker øjnene. Det gør ondt. … Tingene vender på hovedet, alt er galt, og intet kan jeg forstå. Hun ligger der, Simone min storesøster, og ser blegere ud end normalt. Faktisk ligner hun slet ikke min storesøster. Snarere end lille bitte pige – skrøbelig og svag - som hun ligger der, med blå hospitalsslanger der dækker hendes kønne ansigt, og dukken ved hendes side i det grå rum med det skarpe lys. Hun sover. Dæmpede vejrtrækninger kommer fra hendes halvåbne mund, og hendes kolde hånd hviler i mit selskab beskyttet af mine hænder… Nu tager sorgen form som dråber der pibler ned ad mine kinder, og ned på dukkens stof-mave. Jeg hører skridt på gangen, og gemmer mit ansigt i puden. Mor kommer ind: ”Er du oppe, skat?” ”Næsten”, siger jeg ned i puden der dæmper mit svar. Men selvfølgelig kommer hun ind. Ligesom de mange andre gange hvor hun har hørt mig tale ned i puden. ”Skat…” i det samme ved hun hvad der er galt. Hun sætter sig på sengen ved siden af mig, og jeg har stadig hovedet begravet i puden. ”Er det dét med Simone?” hun lægger en varm hånd på mit baghoved og drejer det blidt, så man kan se mit våde ansigt. ”Bare lad mig være! Jeg er syg”, hvæser jeg af hende. Det kommer ikke hende ved, at jeg er ked af det. Som så mange andre gange bliver mor vred: ”Jeg hopper ikke på, at du er syg igen, og du skal op alligevel. Hverdagen venter på dig, og man kan jo ikke bare ligge der i sengen hele dagen”. Hun rejser sig og lukker døren i efter sig. Jeg får mig sat op i sengen. Man kan da sagtens ligge i sengen hele dagen. Det kan jeg i hvert fald. Dukken, Simones dukke, lægger jeg midt på puden og dækker hendes ben med dynen. Det tager to minutter at få tøjet på - selvom jeg er tolv år og burde interessere mig for tøj, have tøjkriser og den slags. Dagen er grå, forudsiger jeg, inden jeg trækker rullegardinet op, ligesom alle de andre dage. Skolen viser sig, dens gule blokke, og børn der leger i skolegården. De ser glade ud, tænker jeg mut, for skolen siger mig ikke noget. Simone var god. Hun kunne løse alle opgaverne i timerne, og i frikvarteret spillede hun fodbold med drengene. Hvis bare… Jeg standser brat. Nej, du skal ikke tænke på Simone. Ikke nu. Det ville ikke være fedt at komme grædende i skole, hvad ville de andre ikke tænke? Hvad tænker de ikke allerede i forvejen? Stolen skraber hen ad trægulvet, og jeg kniber øjnene i. Bare de andre ikke lægger mærke til støjen. Men de er for langt væk, især når man sidder i det bagerste hjørne helt for sig selv. De står i flokke og snakker sikkert om tøj eller om en eller anden fodbold kamp. Klasselokalet er stort, og der hænger plakater om bøger og regnestykker på væggene. I lamperne er der kun én pære, selvom man skulle tro at der to, på grund af et spejl som reflekterer det skarpe lys. ...Ud ad vinduet kunne man se, flaget der stod på halvt. Lærerinden kiggede bekymret på mig og rettede så opmærksomheden på klassen. ”I dag har jeg sat alle timerne af til klassen på grund af Fridas storesøsters død. Jeg kunne mærke blikkene på mig, men ikke se dem. Mit blik var rettet mod bordet under mig. Alt snurrede rundt, det holdt mig vågen om natten, det lod tårerne trille, det forstenede mit ansigt. DET – der ikke skulle ske, DET – der ikke måtte ske. Så mange gange havde mor sagt: ”Det skal nok gå, hun bliver god igen”, men det var ikke en sandhed… Timen er allerede gået i gang. Dansk med Henning. Sorgen sidder i øjenkrogen, og jeg forsøger at distrahere mig selv, ved at tælle hvor mange brædder der sidder i loftet, og det virker faktisk lidt, lige indtil Henning sender mig et ondt blik bag brillerne og spørger mig: ”Nå, Frida. Du følger vidst ikke med i timerne, hva’?” Nu er det nok. Alle alarmerne ringer inde i mit hoved, jeg koger over, ser rødt. Det ender med at jeg vælter bordet med vilje, snupper min skoletaske og skrider. Igen. Tv’et kører, men jeg skænker det ikke en tanke. For mine tanker er et helt andet sted, et sted, hvor jeg er ligeglad med de stirrende blikke folk sender mig, når jeg bare skrider ud af timen, et sted, hvor der ikke findes nogen skole hvor man skal tvangsindlægges i sin stol hver dag, et sted hvor mor ikke græder i smug om natten, eller hvor far prøver at glemme. Et sted som kun jeg kender. Og Simone. Jeg henter dukken. Utroligt, at det er den eneste til at holde mig med selskab. Udover Anders fra den anden side af vejen. Dukkens ansigt er mildt med lange øjenvipper og lyst hår. Den har ingen tøj på, men maven og overkroppen er lavet af stof. Den minder mig om storesøster, og jeg husker stadig hendes ansigt. De smilende blå øjne, det lange lyse hår og den nysgerrige næse. Hun varmer mit hjerte, når jeg tænker på hende. Hun gør mig ked af det, når jeg tænker på hende. Det værste af det hele er, at jeg glemmer hende dag for dag, som tiden går. Hun må ikke bare forsvinde ud af mine hænder.

… Jeg drejede om hjørnet ind til vores vej, jeg havde lige været ovre ved en legekammerat. Mit ansigt stivnede, da jeg så en ambulance, der holdt uden for vores hus. Der var ikke blink på, men jeg så, at de bar på en båre… Simone! Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, hen til ambulancen, og skreg til mændene, der bar hende: ”Nej I må ikke tage hende, nej!” Mor og far stod og holdt hende i hånden. Far gav mig et stort knus, og lagde armen rundt om mine skuldre. Han bøjede sig ned, så vi kunne se hinanden i øjnene: ”Der sker ikke noget, skat, Simone bliver okay”. Men jeg så på mor, og hun græd stille. Far stillede sig op igen ved mors side, og han lagde også armen om hende, mens vi så ambulancen køre væk… Her er der ingen til at se mig, og jeg sørger. Jeg græder. Gråden tager til, og jeg hvisker ud i luften: ”Kom tilbage, Simone!” Hoveddøren går op og mor kommer ind med en masse indkøbsposer i favnen. Hun smækker døren hårdt i efter sig. Ikke et godt tegn, bare skolen ikke har ringet. Men selvfølgelig havde de det. Hun råber til mig ude fra gangen: ”Simone?” hendes stemme er skarp som en kniv, og i et strengt tonefald. ”J-jeg er lige her,” piber jeg inde fra stuen. Hun kommer ind og ser mig direkte i øjnene: ”Prøv at hør her! Det er tredje gang i denne måned, at du bare er gået fra skolen. Jeg finder mig simpelthen ikke i det!” jeg krymper mig ved hendes ord, de er hårde som piskesmæld. Dukken knuger jeg ind til mig, og kigger ned i gulvbrædderne. ”Se på mig, for fanden, Frida! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lige meget hvad jeg siger eller gør, så lytter du ikke. Jeg har sagt tusind gange til dig, at man ikke bare går fra skolen på den måde!” Hun venter på mig, på at jeg skal sige noget, som kan løse det her problem. Men jeg er tavs. Intet kan løse det her problem, jeg kan kun rejse hen til Simone i mine drømme, men vi får hende aldrig tilbage. Det gør ondt. Mor er rasende, så rasende, at hun ikke råber længere. Nej, nu er det meget værre, det er en dæmpet hvisken, og ordene bliver spyttet ud på en foragtelig måde. ”Er det Simone?” svaret hænger i luften mellem os. Jeg lukker øjnene og sukker: ”Ja, det er Simone”, nu græder jeg igen. ”Du ved godt, at Simone er død, vi kan ikke gøre noget ved det”, og så råber hun: ”Hun er død, så fat det dog!” Jeg græder højt, og mor er også ked af det. Men hun skal aldrig sige dét. Aldrig. ”Du er bare ligeglad med at hun er død! Jeg er den eneste, der savner hende, og det er åbenbart et problem?” ordene er hårde, men jeg får dem ud. Det er ligesom at kaste op. Mors øjne lyner: ”Det ved du ingenting om! Absolut ingenting! Vi savner hende alle sammen, ikke?”. Jeg kan godt se at hun har ret, men jeg gider ikke sige noget. Det er svært at forstå, hvordan mor og far er kommet over det, og jeg er ærligtalt rigtig ked af det, ligesom alle de andre dage. Mor er stadig sur, og jeg skal væk fra huset. Derfor går jeg ud mod døren og mumler til mor på forbi vejen: ”Anders”. Hun stopper mig ikke, hun lader mig gå. Anders bor få huse væk fra mig. Han er den eneste midaldrende som jeg bryder mig om. Min ene hånd tørrer mine våde kinder, og min anden hånd holder dukken. Anders smiler til mig, og lukker mig ind uden et ord. Hans værelse er velkendt. Det skrå loft gør næsten værelset til en lille hule, og han har altid det sorte rullegardin rullet ned. Computeren står på pause midt i et skydespil, og hans seng fylder næsten halvdelen af rummet. Jeg kommer her fordi Anders ikke tager tingene så tungt. Han lytter ikke til mine problemer – han undersøger dem. Jeg glemmer næsten Simone, når jeg er sammen med ham. Næsten. Han skæver til dukken under min arm og spørger mig: ”Har du dén med igen?” Han er ikke glad for mine rutiner, men jeg er ligeglad og griner: ”Det kan du da se, at jeg har”. Men grinet er kort, og han bemærker, at jeg bliver trist igen: ”Har du været oppe og skændes med din mor igen? Om Simone?” Jeg nikker bare. Hans brune øjne kigger op i loftet, som om han tænker, men så retter han opmærksomheden på mig og foreslår: ”Hey Frida. Vi to skal ud og rulle på bakkerne ved stranden! Du trænger til noget frisk luft. Dit ansigt er ligblegt!” Måske har Anders ret, men jeg har ikke lyst. Jeg har ikke været ude i naturen siden Simones død. Det gjorde mig bange. Jeg svarer ham: ”Nej, jeg tør ikke”. Han kigger vantro på mig: ”Tør ikke? Jeg ved godt, at du er bange for døden, men der sker altså ikke noget. Det lover jeg”. Han kigger mig lige i øjnene, men jeg sænker blikket. Ja, jeg er bange for døden. Det har jeg talt med ham om. Døden tog noget fra mig – noget som betød mere end mig selv – og erstattede det med den tomme ensomhed. Noget jeg aldrig er kommet mig over. Jeg sukker dybt, men Anders fortsætter: ”Du tør ikke give slip”, jeg ved ikke, om det var et spørgsmål, men han lader mig ikke svare, før han siger: ”Men du er nød til at give slip. Ellers kommer du aldrig til at leve dit liv”. Jeg får dårlig samvittighed, men et liv uden Simone forekommer mig umuligt. Hun er der, når ingen andre er, også selvom hun ikke er der rigtigt. Nu tager Anders en blyant i hånden, og jeg kigger nysgerrigt på, hvad han nu skal lave. ”Se her: en blyant! Den er ikke svær at give slip på”, han taber blyanten, og den rammer gulvtæppet lydløst. Jeg ler. Han rækker blyanten mod mig, og ser på mig med hævede øjenbryn. Jeg tager imod blyanten, hæver den over mit hoved. Der tøver jeg, hvor var det egentlig åndssvagt. Men jeg får alligevel sluppet blyanten, og den falder lydløst til jorden. Så ler vi sammen. Måske skulle vi alligevel tage en tur hen til bakkerne og stranden. Vinden er kraftig, når vi står ved vandkanten. For min egen skyld har jeg taget dukken med herhen. Man kan dufte det salte hav, stå på de store sten, og sparke til de små. En del af min krop havde længtes efter dette i lang tid, men den anden del var for træt og trist. Anders løber hen mod en af bakkerne og vinker som et tegn til, at jeg skal komme med. Frygtløs løber jeg i vinden, der blæser mit hår til siden. Vi står på toppen, ca. 20 meter over stranden. Det blæser endnu mere oppe på toppen af bakken, så vi stiller os med vinden lige i ansigtet og udspredte arme. Jeg kunne godt være bange, hvis jeg ville, men vinden blæser mine bekymringer væk. Et eller andet sted mod øst. Anders ligger sig ned på græsset og begynder at rulle. Han griner hele vejen ned, mens han ruller rundt og rundt. På bunden af bakken standser rulleturen – nu er det min tur. Mine ben er plantet i græsset. De har ikke lyst til at rulle hele vejen ned ad bakken. Jeg kan jo slå mig… og hvad med dukken? Det tager tid at overbevise sig selv. Det tager tid at komme sig over noget. Så tager jeg en dyb indånding, kaster dukken ned, ligger mig på jorden og ruller. Hele verden drejer rundt, alt inden i mig er i revolution, men jeg griner, og jeg har ikke haft det sådan her i ét år og 54 dage. Det kilder i maven, og jeg lægger tankerne væk. Alt er hulter til bulter, da jeg standser lige ved siden af Anders. Vi ligger blandt græsstrå og sand, solen skinner ikke, men vi smiler og ler. Jeg kommer i tanker om Simone og siger: ”Hvis bare Simone havde været her. Jeg savner hende”. Anders’ hår er uglet af vinden, mens han kigger på mig og smiler: ”Selvfølgelig savner du. Men nu har du givet slip”. Jeg rynker øjenbrynene for jeg forstår ikke hvad han mener. ”Du kastede dukken fra dig. Den ligger dérovre”, han peger over mod sandet. Ganske rigtigt ligger den lige så fint på sandet. Det føles mærkeligt, og alligevel godt. Men tvivlen nærmer mig: ”Hvordan kan jeg blive ved? Hvordan kan jeg blive ved med at give slip? Jeg vil ikke glemme Simone”. Han rejser sig, og jeg følger efter. Vi går over til det sted, hvor dukken ligger, og han samler den op: ”Når du er kommet over Simone, er når du ikke sørger. Men det betyder ikke, at du skal glemme hende. Ingen glemmer hende. Vi kan for eksempel huske hende fra de gode minder”. Pludselig forstår jeg hvad han mener. Jeg nikker langsomt, for jeg har fået en idé. Jeg tager dukken fra ham, og i et øjeblik ser han skuffet ud. Men jeg forklarer: ”Jeg er klar til at give slip, kom!” Jeg tager hans hånd og vi småløber ud mod stenene. Dette er et godt minde. Simone fortjener at blive tænkt på, snakket om, og give folk et smil på læben, derfor placerer jeg dukken på en stor sten. Selvfølgelig er det sørgmodigt, men Anders smiler til mig, og vi går hjem ad. Dukken ligger tilbage på stenen. Men jeg kigger ikke en eneste gang tilbage over skulderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...