Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
4138Visninger
AA

9. Under Moders Skarpe blik

   

    Lucas vågnede langsomt, men holdt øjnene lukkede og åndedraget fortsat roligt for ikke at forskrække pigen. I det behagelige mørke bag hans øjenlåg, koncentrerede han sig om den fremmede tilstedeværelse. Den lille pige fortsatte med at ae ham over håret og et øjeblik, bare et øjeblik, mindede det ham om…     Nej!     Han åbnede hurtigt øjnene. Den lille pige så forskrækket på ham og den hånd hun havde nulret hans hår med stivnede. Så steg rødmen op i hendes kinder og hendes forskræmte ansigtsudtryk forsvandt og hun så bare brødebetynget ud, som om han lige havde afsløret hende med fingrene i honningkrukken.     ”Hvad laver du?” Hans stemme var lav og søvnhæs. Han prøvede at fange hendes blik, men hun så ned i jorden, som om hun havde fundet noget interessant at stirre på nede på gulvets kolde planker.     ”Undskyld, det er bare – ” Hun smilede hurtigt og smilet oplyste hendes runde lillepigeansigt og fremviste hullet efter en tabt fortand. ”Dit hår er så blødt,” hun løftede blikket og så ham i øjnene, ”ligesom Falks ører.”     Han huskede hunden, Falk. Huskede det snerrende gab med de gulhvide tænder, de flammende øjne og de rejste børster hele vejen ned af hundens muskeløse ryg. Han kunne ikke lade være med at skutte sig lidt i de tykke tæpper. Så så han sig omkring i rummet. Bordet, han var vågnet op på dagen før, stod midt på gulvet i den anden ende af det lille rektangulære rum. Stolene, der sikkert plejede at stå omkring det, var blevet skubbet af vejen henne i hjørnet, sikkert da Allan kom slæbende med ham, og der var endnu ingen der havde stillet dem på plads endnu. Ved siden af den udspændte planke der gjorde det ud for køkkenbord var nogle træhylder fyldt med sylte – og marmeladekrukker stillet sirligt op i rækker.      ”Hvor er hunden nu?”     Hun så genert op på ham. Hun havde sat sig ned på det morgenkolde trægulv, ved siden af den slagbænk han havde sovet på. ”Far har lukket ham ud i stalden til Stjerne…” Han så uforstående på hende, og hun forklarede hurtigt. ”Det er vores malkeko. Falk var helt vild og ville ikke holde op med at gø, det var for resten det der vækkede mig. Hvorfor er dine øjne så blege?”     Hans overraskelse over det pludselige emneskift forhindrede ham i at svare med det samme. Den lille pige stirrede spændt op på ham og han var ved at drukne i brune barneøjne da døren, der formentlig førte ind i det rum som Sigrid og Allan sov i, gik op, og Sigrid kom, som en hvirvelvind, farende ind i stuen.     Hun var klædt i en simpel, men smuk, kjole af mørkebrunt uld. En tyk vinterkappe lå over hendes skuldre, og hendes skridt lød meget voldsomme mod gulvet. Hun var i gang med at binde håret op i en knold, da hun fik øje på pigen.     ”Adela! Kom op fra det gulv! Du bliver bare syg af at – ” Hendes lyse øjenbryn trak sig faretruende sammen. ”Er det din søndagskjole?” Hun skridtede hurtigt gennem stuen og trak Adela på benene. Kjolen havde fået grå strejf af støv som Sigrid irriteret børstede af, mens hun mumlende skændte på Adela.     Men Adela overhørte moderen. ”Mor, prøv lige at mærke det her.” Hun greb ivrigt Sigrid om håndleddet og ville åbenbart lade moderen mærke på Lucas’ hår, men Sigrid opdagede pludselig at Lucas var vågen og hun vristede sig blidt fri af sin datters små barnefingre.       ”Hvordan har du det?” Inden han kunne nå at svare var hun allerede gået videre. ”Jeg er ked af hvis Adela vækkede dig, jeg skal nok fortælle hende at – ”     ”Det gør ikke noget. Hun er et dejligt barn.”     Sigrid rødmede flygtigt og hev Adela op på hoften hvor den lille pige lagde armen bagom moderens nakke. Lucas fandt sig selv sammenligne mor og datter. Sigrid, høj, blond og slank. Forsigtig som en då, men med en glorie af styrke og bestemthed omkring sig. Adela, lille, mørkøjet og med en tyk, brun fletning der allerede gik hende til midt på ryggen. Nysgerrig og sulten på livet, impulsiv, modig…     ”Undskyld, Lucas? Det er i orden at jeg kalder dig for fornavn, ikke?”     Han vågnede af sine tanker og nikkede som svar på hendes spørgsmål. ”Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at i begge er i stadstøjet. Er der en bestemt anledning?”     Sigrid lo kort og satte Adela bedre til rette på hoften. ”Vi må jo se præsentable ud i kirken. Fader Pavel er ganske vist ligeglad, men jeg syntes nu – ”     Hun blev afbrudt af den harmoniske lyd af kirkeklokker der ringede til gudstjeneste. Klokkeslagene dansede gennem den dugfyldte morgenluft og borede sig ind i Lucas hoved. Han gispede, fordi det et øjeblik føltes, som om han ikke kunne få vejret. Lyden fyldte hans krop med ubehag og fik sårene i hans ryg til at dunke i takt med klokkeslagene.     ”Nå, vi må nok hellere gå. Prøv om du ikke kan sove lidt.” Sigrid satte forsigtigt Adela ned på gulvet, trak en lille kappe ned fra de hjemmelavede knager henne ved døren og bandt den hurtigt om halsen på hende. Så trak Sigrid en kyse over sin blonde hårknold, tog Adela ved hånden og skyndte sig ud af døren med et sidste nik til Lucas.     Adela vendte sig flygtigt i døråbningen og pigen og Lucas fik øjenkontakt i brøkdelen af et splitsekund. En usynlig forbindelse blev skabt, som to magneters tiltrækning eller frastødning af hinanden, eller som et lufttomt rum mellem to sole ude i universet.     Så lukkede den tunge dør sig, og efterlod Lucas alene på slagbænken.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...