Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
4124Visninger
AA

6. Under Husets Tag

   

Den unge mands stemme var hæs som hos en der har skreget mod vinden. Ved lyden af den vendte Sigrid sig om fra Allan som hun havde diskuteret med.     ”Er han vågnet!? Jamen det er jo fantastisk!” Hun rejste sig straks og skyndte sig hen ved siden af Fader Pavel der stod stivnet som en saltstøtte og stirrede på manden. Sigrid smilede fra øre til øre. Det der var sket her var et vaskeægte mirakel.     ”Adela? Kom her og se.”     Den lille pige kom tøvende hen til spisebordet og den sårede mand. Hendes øjne var store som kun barneøjne kan blive det når de står over for noget nyt og ukendt, men Sigrid løftede barnet op på hoften og lod hende se at der ikke var noget at være bange for.     ”Hvad gjorde de Fader?” Hun pludrede videre inden han nåede at svare. ”Det er helt utrolig! Jeg var sikker på at han ville sove ind, men din velsignelse bragte ham tilbage!”     Det fik Fader Pavel til at vågne op.     ”Det var ikke min velsignelse, men Guds vilje der bragte ham tilbage fra døden. Betvivl aldrig Guds barmhjertighed for den er større end man kan fatte. Men,” fortsatte han og vendte sin opmærksomhed mod manden der længe havde stirret på dem begge to, ”vi glemmer vores stakkels gæst. Hvordan har du det? Du har ikke problemer med vejrtrækningen? Hovedpine?”     Den mørkhårede unge mand stirrede videre en stund. Så lod det til at han tog sig sammen. ”Ja, hovedpine, men jeg kan sagtens trække vejret…” Hans øjne gled rundt i rummet over Allan, Maria og Sigrid, standsede og hvilede et øjeblik på lille Adela indtil de til sidst fandt sig til rette på Fader Pavel. ”Hvor er jeg? Hvem er i?”      Fader Pavel smilede beroligende. ”Mit navn er Pavel, jeg er præst her i byen. Dem du ser her er Allan, hans kone Sigrid, deres datter Adela og Sigrids søster Maria.” Han pegede på dem alle efter tur. ”Du befinder dig i Allan og Sigrids hus og her er fred og ingen fare. Må jeg være så fri at spørge om dit navn?”     ”Mit navn er Lu–” Det virkede som om den unge mand havde glemt det sidste af sit navn, for der gik et splitsekund inden han sagde den sidste stavelse. ” – cas.”     Lille Adela overvandt omsider sin nervøsitet og sagde højt: ”Ligesom evangelisten Lucas!”     Manden – Lucas stivnede et øjeblik og stirrede på den lille pige. Hun lagde sin tynde lille arm bedre om nakken på sin mor og stirrede frygtsomt tilbage.     Fader Pavel følte sig dårlig tilpas i den korte stilhed og skulle lige til at sige noget, da den unge mand kom ham i forkøbet. Lucas’ anspændte skuldre blev afslappede igen og han smilede svagt som om øjeblikket med stiv tavshed aldrig havde fundet sted.     ”Jeg går desværre ikke så meget op i religion.”     Stilheden lagde sig igen som jord over er grav i stuen, men denne gang vidste Fader Pavel præcis hvad han ville sige for at bryde den.     ”Vi er meget spændte på at høre, hvordan du har fået erhvervet dig de dybe flænger i din ryg?”     En mørk skygge gled over Lucas’ ansigt. ”De er væk…”     ”Væk?” Fader Pavel brød sig ikke om den indadvendte facon manden pludselig talte på, som om han ikke snakkede til dem alle, men kun til sig selv.     ”Ulvene.” Lucas’ så op på Fader Pavel med sine blege farveløse øjne. ”Jeg har rejst med en karavane med kurs mod London, men i uvejret gik min hest i panik og rendte af med mig, så vi blev væk fra karvanen. Da jeg endelig fik den stoppet og beroliget var vi allerede faret uhjælpsomt vild…” Her gled hans blik væk fra Fader Pavel og fortsatte videre til Sigrid og lille Adele. ”Jeg slog lejr for natten, men kunne ikke få gang i et bål på grund af styrtregnen. Jeg var knap faldet i søvn før jeg hørte min bundne hest skrige af angst. Det var en lille flok. Tre ulve i alt; en moderulv og to halvvoksne unger.     Jeg løb mens de dræbte min bundne hest, men hvad jeg ikke havde set var, at den ene af de halvvoksne unger fulgte efter mig. Den var selvfølgelig langt hurtigere end jeg, så den indhentede mig hurtigt og angreb mig bagfra ved at springe op på ryggen af mig og flænse. I faldet fik jeg fat i min jagtkniv og fik stukket den i ryggen på ulven så rygsøjlen blev kappet.” Lucas’ stemme var flad og ligegyldig som om det var en andens og ikke sin egen historie han fortalte. ”Jeg husker ikke så meget fra turen andet end regnen der sved i mine sår, men på en eller anden måde må jeg jo være endt her.”     Alle i stuen stirrede et øjeblik tavst på Lucas. Så vågnede Allan op. Han delte et hurtigt blik med Fader Pavel og han vidste at de tænkte det samme. Ulven har ingen unger om efteråret.     ”Tror du at vi kan flytte dig nu? Det vil nok gøre lidt ondt, men du må endelig ikke bevæge dig for så kan de sting jeg har syet dig med gå op…” Maria vinkede Allan hen til bordet for at han skulle hjælpe hende med at løfte.     Lucas så usikker ud. ”Hvorhen? Jeg ved ikke hvor langt jeg kan – ”     ”Vi skal bare have dig ned fra spisebordet og hen på slagbænken. Bare slap af og lad være med at røre dig.”     Allan greb forsigtigt Lucas under armene, men da Maria ville løfte hans ben ned fra bordet brød Fader Pavel ind. ”Lad mig.”     Maria gik forbløffet, men taknemmeligt til side og lod Fader Pavel overtage. Allan og Fader Pavel fik i fællesskab løftet Lucas hen på slagbænken. Han klarede turen fint uden at bevæge sig, men da de lagde ham på bænken og hans ryg strejfede træværket besvimede han.     Da Allan så dette, kastede han et enkelt blik hen på Maria før han greb Fader Pavel i kutteærmet. Han havde et underligt udtryk i ansigtet.    ”Fader? Må jeg lige tale med dig udenfor?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...