Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
4126Visninger
AA

5. Oppe Over Stjernerne

    Hun var så smuk. Det lange sorte hår bølgede ned over hendes ubrudte ryg og videre forbi hendes liv. Hun førte sig med en engels værdighed og stolthed og hendes klare øjne var levende spillende som om hun konstant lo bag dem.     ”Du ser tænksom ud Morgenstjerne.”     Han vristede blikket væk fra Himmelbrøndens klare vand der stadig viste kvinden han havde studeret og så op i den anden Ærkeengels storslåede ansigt.     Han smilede for sig selv. ”Jeg sad bare og spekulerede på hvorfor Herren ikke har givet sine nye skabninger vinger… jeg har svært ved at aflæse hendes sindsstemninger når jeg ikke har vingerne at forholde mig til…”Han vendte igen blikket mod brøndens visning af kvinden. Mikael svarede ikke, men kikkede en stund sammen med ham.      Hun sad på hug og kælede for en tigerunge mens moderen holdt øje med resten af kuldet der tumlede sig i det høje græs. Den lille forpjuskede unge slikkede hendes lysebrune fingre og hun lo, han syntes lyden var smukkere end nogen englelatter i Himlen.     Stadig med blikket rettet mod kvinden i Haven, sagde han: ”Jeg troede først at Herren begik en fejl da han lod menneskene leve i Haven.”     Selvom han ikke så på Mikael kunne han fornemme ham rynke panden.     ”Herren tager aldrig fejl – ”     ”Selvfølgelig ikke, og det ser jeg også nu, men – ”

    Et hvidt lys eksploderede bag hans øjenlåg og blændede hans huskebilleder så de falmede og blev til ingenting. Der fulgte igen smerte med lysglimtet, kun en behagelig varme der hurtigt spredte sig fra panden og nedefter og fik hans krop til at føltes varm og levende.     Han åbnede øjnene.     En skikkelse stod bøjet over ham. Først kunne han ikke se personen tydeligt fordi hans øjne stadig ikke havde vænnet sig til det halvmørke rum efter at han var blevet blindet af det hvide lys. Så, langsomt, trak hans propiller sig sammen og han kunne se, at det ikke var ham han først havde troet det var, men en mand med venlige nøddebrune øjne. Hans hår var brunt, ikke sort som det først havde set ud og han havde faktisk ingen lighed med Den Første Mand udover udtrykket i øjnene, det var det samme.     Han selv var tør i munden og hans stemme var sprukken da han talte.     ”Hvem er du?”    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...