Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
4124Visninger
AA

13. Midt I Kaos

    Maria var netop blevet færdig med at feje kirkegulvet, da Gamle Tore og hans utålelige datter Gudrun kom ud fra det lille Præsterum. Fader Pavel fulgte dem gennem kirken og hen til de store yderdøre. Kun et enkelt langt blik overbeviste hende om, at han overhovedet havde set hende. Gudrun og Tore ignorerede hende naturligvis bevidst. Hun var bare en urtesamler og en kirketjener, ikke noget de skulle spilde deres kostbare tid på. Maria fnøs hånligt for sig selv. Hvis jeg ikke havde været der i foråret da Gamle Tore fik lungebetændelse, kunne han ikke gå rundt og vigte sig sådan nu. I døren vendte Gudrun sig om og så Pavel lige ind i øjnene. ”Tak for informationen præst. Min far vil tænke nøje over, hvad De har sagt.”     Fader Pavel bøjede hovedet med den sædvanlige høflighed han altid udviste. ”Jeg er glad for, at De tager advarslen alvorligt, Miss.”     Gudrun smilede hovent og lagde en hånd på hans bryst. Maria kunne se Fader Pavel stivne og hun mærkede selv et stik at jalousi, men Gudrun greb bare det kors han havde om halsen, lukkede hånden om det og rystede det let med et hemmelighedsfuldt smil.     ”En sådan advarsel er svær at ignorerer.” Så lo hun og slap korset. ”Du er en underlig mand, præst. Du taler med Engle og lader aldrig den høflige maske falde, men alligevel…” Hun rystede på hovedet. ”Alligevel elsker du vist kun din Gud.” Så vendte hun sig om, greb faderen i armen og gik sammen med ham forbi de vindskårne gravsten og ned af den krogede vej til landsbyen.     Maria lod som om hun var meget optaget af at feje gulvet, men i virkeligheden holdt hun nøje øje med Fader Pavel. Han stod stadig i døråbningen. En høj, mørk silhuet med halvlangt, mørkt hår mod det skarpe formiddagsslys udenfor.     Pludselig vendte Fader Pavel sig om mod hende. Han var underlig tom i ansigtet og samtidig så han utrolig træt ud. De mørke øjne virkede som huler i hans smalle ansigt. ”Jeg troede jeg havde mistet min organist.” Han lo kort for sig selv. ”Og min kirkesanger og kirketjener.”     Hun smilede usikkert til ham og holdt inde med fejningen et øjeblik. ”Og din leverandør af duftende urtelys.”     ”Og min kirkegårdsblomsterpasser og min private præstekuttelapper. Hvorfor hjælper du mig enlig med så meget?”     Hun valgte at overhøre hans spørgsmål. I stedet lod hun som om hun rettede sin opmærksomhed mod kosten og gulvfejeriet igen. ”Allan vil forbyde mig at komme her i kirken. Vi havde et kæmpe skænderi om det i går aftes efter at du var gået hjem.”     Hans stemme var neutral og høflig da han svarede, men hun syntes alligevel han lød lidt anderledes end han plejede. ”Hvad kom i så frem til?”     Hun smilede hurtigt ned i gulvet. ”Han er måske nok min søstermand, men han bestemmer ikke over mig. Jeg styrer mit eget liv… og hvem jeg vil se.” Hun holdt vejret og fejede energisk videre. Hun havde vendt ryggen til ham og fejede skidtet under kirkebænkende væk.     ”Maria?”     Hun vendte sig hurtigt om. Lidt for hurtigt måske, men hun var fuldstændig ligeglad. Da hun svarede lød hun stakåndet og hendes hjerte bankede alt for hurtigt. ”Hvad?”     Han åbnede munden som for at sige et eller andet, men så lod det til at han ombestemte sig for han viftede med hånden i luften. ”Ikke noget… jeg ville bare sige at jeg er glad for, at jeg ikke har mistet min organist. Meget glad. Kirken ville ikke være det samme uden dig.”     Og så gik han ind i Præsterummet inden hun kunne nå at svare. Han gik, og efterlod hende stående med en glemt kost i hånden og en varm følelse i brystet som om hendes hjerte var smeltet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...