Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
3963Visninger
AA

1. Himlens Vrede

 

    Mødet med jorden var blidere end han havde forestillet sig. Hårdt, stadig, nok til at slå luften helt ud af lungerne på ham, men bestemt ikke så knogleknusende som han havde nået at forestille sig mens han susede gennem luften med vinden hylende i ørene. Han rullede gispende om på siden i det våde græs og stønnede da det jog af smerte i de store åbne sår på hans ryg. Regnen faldt tyst, men vedvarende i den mørke nat og fik hans hår til at klæbe til hans feberhede pande. En iskold vind blæste ubønhørligt regnen ind i hans ansigt og gennemblødte hans forrevne og blodige klæder så de klistrede til hans forslåede overkrop.     Det var ikke retfærdigt! Han befandt sig på en vindomsust bakketop. Den mørke himmel var i vildt oprør over ham, den piskende regn udviskede verden og gjorde landskabet gråt og utydeligt. Han kæmpede sig op på knæ, lagde nakken tilbage og vendte ansigtet op mod himlens mørke, hvirvlende skyer. Han råbte mod regnen, men vinden stjal hans ord ud af munden på ham og efterlod ham uendelig lille og forladt. Lille. Det var første gang han nogensinde havde følt sig lille. Han havde altid været den smukkeste og mest storslåede, og nu lå han her, såret og forbandet og følte sig lille. Vreden vældede op i ham. Vreden over at han havde stjålet hans stolthed, havde ydmyget ham, og værst af alt; havde taget hans elskede fra ham.     Tordenbuldren lød i det fjerne, og han drejede langsomt hovedet mod lyden. En dråbe regnvand løb ned langs hans næserod og over hans læber og han prustede for at holde vandet ude af sin mund, rystede hovedet og trak sig langsomt på benene.     Hans første skridt var vaklende og regnen piskede ind i de åbne sår på hans ryg. Han slæbte sig ned ad bakken, fulgte det lys han havde opdaget mellem bakkerne. Selvom regnsløret gjorde det utydeligt og uopnåeligt vidste han hvad det betød; mennesker. Han kunne pludselig høre hans bløde stemme sige: ”Du var for stolt til at hjælpe menneskene…”, og så en mindre blød stemme, stemmen der tilhørte hans værste rival og fjende, den lyshåredes stemme: ”… hvorfor tror du så, at de vil hjælpe dig?”     ”Det vil de.” Hans egen stemme var hæs og virkede sprukken. Han løftede igen ansigtet mod skyernes kaos over ham og lod for en stund regnvandet piske mod ansigtet inden han atter fortsatte fremad. Den lille landsby lå og puttede sig mellem bakkerne. Husene var lave og stråtækte med lukkede skodder og i de små hjemmelavede dyrefolde lå får og geder i deres fårehuse og sov. Ikke engang hundene opdagede ham, da han slæbte sig forbi indhegningerne og gennem skyggerne til det nærmeste hus. Regnen piskede stadig mod tage og husfacader og det stampede jordtorv i midten af landsbyen sejlede af pløre. Tordenvejret var blevet værre og knapt havde bulderet fra det sidste lynnedslag fortonet sig, før et nyt oplyste verdenen og skræmte skyggerne op i unaturlige faconer.     Han støttede sig tungt til husmuren og prøvede at trække vejret dybt. Udvidelsen af hans brystkasse fik sårene på hans ryg til at smerte endnu en gang og han gled væk et kort øjeblik. Hundeglam rev ham væk fra de guldbeskinnede skyer og tilbage til virkeligheden. Han halvt lå, halvt sad støttet op af husmuren og lige foran ham stod en enorm, snerrende og tændervisende hund. Han lå helt stille. Hunde var tit mere fintfølende end mennesker, og han var ikke helt sikker på hvordan dette rovdyr ville reagere på ham.     Negativt.     Hunden stod, med hovedet truende sænket og de skarpe, gule hjørnetænder blottet i en advarende snerren. Dens øjne var smalle og rovdyrgule og glødede af had og beslutsomhed. Du kommer ikke forbi her. Han var for omtumlet og svimmel af blodtab til at gøre andet end at lukke øjnene, da den rasende hund spændte musklerne og gjorde sig klar til at springe.     ”Falk! På plads! Væk derfra!”     Han åbnede langsomt øjnene. En lille bred mand med en lygte i hånden og en tyk fåreskindsvams på kom løbende hen mod dem. Hunden, Falk, holdt op med at knurre, men dens gennemborende, gule blik hvilede stadig på ham.     ”Væk med dig sagde jeg!” Manden, der nu var nået frem, tog fat i Falks rebhalsbånd, trak den væk og ignorerede den forurettede knurren hunden udstødte. Han løftede lygten og spærrede forbløffet øjnene op da han så, at det han først havde troet var et såret dyr, i virkeligheden var et menneske.     ”Sigrid!” Manden havde vendt hovedet og råbte gennem regnen om mod den åbne hoveddør. En ung kvinde kom frygtsomt om hjørnet mens hun knugede sit dådyrbrune sjal om sig. Hendes tykke blonde hår var samlet i en løs knold og hendes lysegrå øjne var store af frygt. Hendes hånd fløj op for munden da hun så den sammensunkne skikkelse der lå lænet op af husmuren.     ”Gud Fader i Himlen! Hvad er der dog sket?” Hendes mand rystede på hovedet og hun sank på knæ ved den sårede unge mand, greb hans håndled og søgte forsigtigt efter en puls.     ”Der er næsten ingen puls,” hviskede hun lidt efter. ”Hvad skal vi – ”     ”Hent Maria,” afbrød hendes mand og stak hende lygten i hånden. Hun greb dens kolde metalhank og knugede den. ”Jamen Allan – ”     ”Gør nu bare som jeg siger! Og hent også Fader Pavel nu du er derude…” Allan så sammenbidt ned på den mørkhårede unge mand for sine fødder. ”… noget siger mig, at vi får mere brug for en præst end en helbreder.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...