Stationen

Jeg lukkede stille mine øjne i, i håb om jeg glemte alt. Din død, hvordan du skreg efter hjælp. Mig der bare var så egocentrisk, at kun tænke på mig selv.
Jeg såret dig, du mistede dit liv, det var en tidlig død. Men alligevel så ægte, så underlig at tænke på at du er væk.

Jeg dræbte dig, lod dig dø. Så er det kun ren ret at jeg gør med dig i døden.

1Likes
0Kommentarer
1023Visninger
AA

1. djævelske Carin

Jeg lukkede stille og stramt mine øjne i, og sukkede stille. Jeg kan stadige tydelig huske dit blik du sendte mig, inde alt stille sortene for dig. Dit så smukke ansigt, der forandret sig til et ukendelig udtryk. Den samme udtryk du havde brugt så meget, hele dit liv, dit kendetegn. Hvordan kunne jeg lade dig dø, og så lige foran mig, hvordan fanden kunne jeg overhoved finde på det. Jeg lod dig dø, og så på mine egen bekostninger, jeg var så egocentrisk. Tænkte kun på det bedste for mig, at jeg lod dig ligge og vride dig i vandet der stille sugede dig ned i døden for evigt. Alle de smerter du havde forvandlede at udtrykke, igennem vandets overflade.
Jeg husker stadige dit skrig, dit skrig om hjælp, selv om det var så utydelig. Men stadige ingen kunne høre dig du var så svag. At selv jeg skulle anstrenge mig for bare at høre dig sige et sidste ord. "hjælp" det var så utydelig med at det vand du fik ned i munden, så uvirkelig.


Du var min eneste søster, min søster jeg havde et unikt bånd til. Men alligevel ikke, jeg havde ikke modet til at rede dig, selvom jeg var livreder. Hvor jeg hader mig selv for det, hvorfor gjorde jeg intet, jeg viste der var strøm i vandet, men intet sagde. "Nicole, kan du nogle sinde tilgive mig" mumlede jeg stille, og lod nogle tåre få frit valg. Jeg havde valgt at traske hen til dig, til din fine grav. Som jeg havde troede var mig der skulle ligge der først, men nej det blev dig. Vores forældre er sønderknust, de arbejder 24/7. Men bare for at slippe for mig, jeg tog livet af dig. Deres lille engel basse, og jeg så bare på. Jeg er og var deres djævelske datter.

"Ja du dræbte mig, du er ikke min søster!" skreg en så bekendt stemme, en stemme jeg havde været så skræmt af. Bange for endelig at skulle indse at du ikke lever her mere, er ulidelig. Men jeg kunne have gjort noget, redet dig. "Jeg dræbte dig ikke, jeg viste ikke hvad der skete?" mumlede jeg forskrækket og satte mig hurtig op på hug. "LØGN!" råbte hun, ingen. Hendes stemme havde ikke forandret sig, du ville forblive i din krop, indtil du finder roen til at gå mod det smukke lys, jeg kun har drømt om.
"LØGN, DU ELSKEDE AT SE MIG DØ! Selv om vi havde et unikt bånd" halv råbte hun, men jeg viste det kun var noget jeg forstillet mig, det ville aldrig ske. "Stationen, du skal med i døden" smilede hun djævelsk. Jeg kunne fornemme det, dit pust i nakken fik mig til at rejse mig og løbe mod stationen med kun en ting i tankerne. Døden.



Jeg nåede skrækslagen frem til stationen, med svedet drive ned af mig. Svedet der var døden næste trak. "Ja rigtig. Der er to minutter til det næste tog" grinede hun stille, og djævelsk. "Du er kun mine drømme, du findes ikke mere" skreg jeg imens jeg kiggede febrilsk rundt. Og mødte nogle forvirret blikke fra folk der skulle et eller andet med et tog. "Hvorfor løb du så hen til stationen. Du er under min magt, sødeste Carin." grinede hun igen djævelsk, og puste en enkel gang.

Men nok til jeg tog skridtet ud, og faldt ned på skinnerne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...