Fadervor

En meget kort novelle som vi blev bedt om at skrive til skolen... jeg ved godt at jeg stinker til kommaer, men i må altså bære over med det :) Det var påkrævet at novellen skulle starte 'in media res' og så skulle der også være et 'flash back' et eller andet sted... Der er en lille smule fransk i novellen og da fransk aldrig har været min stærke side må i også bære over med det :P Håber i kan lide den:) vil altid gerne have både ris og ros <3

1Likes
5Kommentarer
1596Visninger

1. FADERVOR

   

 

    ”I kan ikke parkere den skrammelkasse her!” Parkeringspanseren slog ud mod vores ramponerede beboelsesvogn med sit bødehæfte. En side rev sig løs og dalede gennem luften for til sidst at lægge sig til rette i parkeringspladsens gule støv og småsten, panseren lod ikke til at bemærke det, han var en af de her ubehagelige typer der tror at bare fordi de har et politiskilt og en fin uniform og måske en peberspray gemt et eller andet sted skal vi andre kaste os for deres fødder og kysse deres støvlesnuder, jeg har aldrig haft for meget tilovers for den slags mennesker.     ”Træk følehornene ind lille parkeringspanser,” Drævede jeg. Han skulle ikke tro han var noget. ”Det er sgu mit hjem du taler om!”     Panseren så ikke ud som om jeg gjorde ham hverken dårligt tilpas eller forlegen, nu er det selvfølgelig også svært at blive bange for en syttenårs knægt når man er en fuldt udvokset panser, men han må alligevel have kunnet se at jeg mente hvad jeg sagde. Jeg har haft mange sammenstød med politiet, både nogle små fodgængersammenstød og et par større og mere alvorlige lastbilsammenstød og som det jo desværre næsten er ved sammenstød bliver den ene vogn smadret og den anden kommer uskadt derfra fordi den er bygget bedre, har skudsikre ruder og et tykkere panser… prøv lige at gætte hvem der plejer at blive smadret som et æg mod en mur, rigtig gættet… mig, men det har nu ikke gjort mig til en kryster jeg er ikke bange for pansere og det må denne her har bidt mærke i.     Cassie, min smukke storesøster, stak hovedet ud af det lille vindue i vores vogns forside. Hendes sorte, korte, krøllede hår stod om hendes smalle ansigt som en glorie og fik hende til at ligne en engel, dog en hævnende og sarkastisk en af slagsen. Hun havde åbenbart overhørt det sidste af vores højrøstede samtale og havde bestemt sig for at det nu var tid at blande sig.     ”Du kan jo prøve at flytte den, panser,” råbte hun fra vinduet. ”Men jeg må advare dig om, at den vejer omkring et ton!”     Panseren blev tomatrød i ansigtet. Det er sjovt, folk og især mænd tror altid Cassie er lige så sød som hun ser ud… de får sig altid en ubehagelig overraskelse. Jeg kunne se at panseren var i syv sind. Skulle han tilkalde forstærkninger og blive totalt til grin men så få kylet os ud eller skulle han bare lade os være, ignorere sigøjnerpakket og lade os parkere vores vogne og hestetrailere hvor vi ville.     Mit treårige skrighoved af en lillesøster Nana afgjorde sagen for ham. Marcus havde fået bakket Lucifer og Raziel ud af hestetraileren og Nana havde fået lov til at holde Raziel mens han trak hestens dækken af. ”Min far siger, at alle Pansere dumme og dårligt uddannet!” Sagde hun og fremviste stolt sit enorme mellemrum, jeg tvivlede stærkt på at hun anede hvad hun fyrede af, hun gentog bare hvad hun havde hørt min far sige så mange gange. Nana ryger frem og tilbage mellem min far og min storesøster. Min far er periodedranker og når han har en af sine ´perioder´ bor Nana her hos Cassie og hendes mand Nick. Jeg har opgivet at komme ud af det med min far, jeg er dødelig træt af ham, ham og hans humørsvingninger… og så siger de at vi teenagere er umulige! De skulle møde min far! Også ham har jeg haft ´sammenstød´ med, også her plejer jeg at ende som skrotmetal, enlig underligt at jeg bliver ved, man skulle vel tro at jeg blev ´klog af skade´ men enten har jeg indlæringsproblemer eller også har jeg bare voldelige tendenser og er blevet sat sammen med de forkerte mennesker her i livet, alle de mennesker som kan få mit pis i kog.     Hvilket mindede mig om panseren, idioten blev åbenbart enig med sig selv om, at en arrogant sigøjnerfamilie og deres to heste ikke var besværet værd og han snurrede rundt på hælen og skridtede igennem det knastørre støv på parkeringspladsen, undgik en hestepære fra Lucifer og fortsatte ind mod byens lergule huse mens han prøvede at bevare værdigheden. En typisk fransk by, tænkte jeg mens jeg så efter panseren, og enhver fransk by med respekt for sig selv holder marked mindst én gang om ugen, nogle gange flere, og det var selvfølgelig også derfor vi var her, på grund af markederne.       Jeg havde faktisk vendt mig for at trave ind til byen og spørge om hvornår de holdt marked, da Cassies gennemtrængende stemme skar sig gennem luften. Hendes stemme kan virkelig hugge mursten over bedre end nogen karatemester, jeg ved ikke hvordan hun gør, men selvfølgelig, når man er vokset op med seks mindre søskende er man nød til at kunne råbe højt, det er sikkert også derfor jeg hellere tyer til næverne end til diplomatiske diskussioner. Når man det meste af sit liv har været den mindste i en søskendeflok gælder det om at kunne slå fra sig. Min far fik først Nana med et eller andet kvindemenneske han havde mødt på en af sine foretrukne bare da jeg var fyldt tolv, så det har altid været mig der har måttet tage vores store søskendes tæv for da Nana kom til verden var vi alle sammen så store at vi næsten ikke kunne nænne at genere hende, hvilket helt sikkert er en fejl i hendes opdragelse, hun er sikker på at hele verden drejer omkring hende og hendes ultimative våben er det gennemtrængende skrig hun må have arvet fra Cassie.     Det frygtede Cassie-råb rev mig ud af mine tanker. ”JOSHVA!”     Jeg vendte mig irriteret om mod vores vogn. Hun stod med lille Myr i armene og en ske der dryppede af babymos i den anden.    ”Hvad?!? ” ”Hvor tror du lige at du skal hen?” Hendes mørkebrune øjne gnistrede af mistænksomhed.     Jeg vendte mig rundt igen og begyndte at gå. ”Ud og smadre forruden på et par biler og skrive min autograf hen over kølerdisken,” jeg slog ud med armen som om jeg skrev med en sprittusch. ”MADE BY JOSHVA, sigøjnervognen med de afblegede gardiner. Hvad tror du selv?”     Hun så irriteret på mig, ”hvis du skal ind til byen så tag Nana med, jeg har ikke tid til at holde øje med hende hele tiden, og jeg vil ikke lade hende rende rundt alene før vi kender området lidt bedre.”     Jer der selv har storesøstre eller brødre ved at det altid er fuldstændig umuligt at replicere imod noget de har sagt, på en eller anden måde ligger de inde med de bedste argumenter og får altid ret til sidst. Jeg prøvede. Vi diskuterede det i et helt kvarter, men som jeg vist allerede har fortalt er jeg ikke god til det med diplomatiske løsninger og det endte med at jeg uden et ord tog Nana i hånden og trak hende efter mig ind til byen.     Tredive– nul til Cassie.

Jeg har altid elsket Frankrig, og især Provence. Deres små middelalderbyer er virkelig hyggelige og jeg holder meget af alle fontænerne og skodderne for vinduerne og de brolagte torve og blomsterkasserne. Og markederne. Åh ja, især markederne. Dengang jeg stadig kunne holde min far ud, inden han begyndte at drikke for meget, rejste vi meget rundt i Provence og jeg har altid følt mig hjemme her. Den følelse er ikke forsvundet med tiden, men nu er den blandet med noget andet… en slags tristhed tror jeg, selvom man måske ikke skulle tro det savner jeg min far… også selvom han er en voldelig stodder der drikker for meget.     ”Jeg ska’ tisse!” Jeg vendte mig mod Nana. Hun stod og trippede så hendes sorte små fletninger hoppede og dansede fra hendes hovedbund.     Jeg sukkede, hvorfor skal små børn altid lade vandet på allermest ubelejlige tidspunkter? ”Kan du holde dig til vi kommer hjem til Cassie?” Spurgte jeg selvom jeg godt kendte svaret.     ”Nej, det ska’ være nu!” Selvfølgelig ikke. Som mangeårig storebror burde jeg vel have regnet det ud. ”Vi kan gå ind på en cafe og spørge om vi må låne deres toilet…” Jeg var allerede gået i gang med at vende mit rustne franske ordforråd i hovedet og trække de ord jeg skulle bruge, frem. Var det mon ikke noget i stil med ’excusez-moi, nous empruntons toilettes?’ hvorfor kunne franskmænd ikke bare lære engelsk ligesom resten af EU?      Vi kom hurtig til en cafe. I Provence har de næsten flere cafeer end de har mennesker, de ligger på alle gadehjørner og alle torve og pladser. Denne her var en lille hyggelig en med bolsjestribet baldakin og små vakkelvorne metalborde og de der plastikstole der bliver så forbandede varme i solen. Jeg trak Nana ind gennem den åbenstående glasdør, gennem lokalet og forbi alle de salat- og pastaspisende franskmænd. Der var en mørk trædør med et wc-skilt og ordet Toilettes med svungen skråskrift under.     ”Nu skynder du dig derind Nana, så bestiller jeg et eller andet så det ikke virker som om vi bare kommer efter et toilet.”     Hun nikkede og smuttede ind bag døren, og jeg satte kurs mod baren og fik på en eller anden måde bestilt et glas Menthe de L’eau og valgte at sætte mig ned på den eneste ledige stol, ved siden af en ung fyr, måske et års tid eller to ældre end mig. Han så surt på mig da jeg satte mig ned ved siden af ham. Jeg studerede ham i dække af min menthe lo da han tog en lille mobil frem og skrev en Sms. Han var høj og bredskuldret og havde åbenbart set sig sur på mig. Fyren havde mørke solbriller på og det gjorde mig nervøs, jeg kan ikke lide når jeg ikke kan se hvad der foregår i hovedet på folk, for det er sandt når poetiske mennesker siger at øjnene er sjælens spejl, man kan næsten altid se på folks øjne hvad de har tænkt sig at gøre. fyren fik åbenbart svar på sin Sms for den brummede i hans lomme og han rejste sig og gik ud bag den mørke dør med toiletskiltet sikkert for at holde samtalen privat. Jeg blev siddende og nippede videre til min menthe de l’eau.     Pludselig gjaldede det frygtede Cassie-hyl gennem lokalet og jeg blev så forskrækket at jeg spjættede i stolen. Det måtte være Nana der havde fået låst sig selv inde eller noget i den stil, hun skreg mit navn og jeg styrtede gennem lokalet og rev toiletdøren op.     ”NANA!?! Hvad er der galt? Har du låst dig selv inde?” ”JOSHVA! HJÆLP!” Hendes lyse barnestemme lød bag fra en dør på højre hånd med dametoiletskiltet på. Jeg tog desperat i håndtaget, men døren var selvfølgelig låst. Pis! ”NANA? Nana kan du høre mig? Hvad sker der?!?”     Der lød larm og håndgemæng bag døren. Hvad havde Nana gang i? Noget blev smadret derinde og jeg kastede mig mod døren og bandede og svovlede. ”Nana? Nana for helvede! HVAD SKER DER?”     Endelig talte hun, men da hun gjorde var det ikke til mig. ”Slip mig stodder! SLIP mig!” Og så en anden stemme. En dyb mandestemme.     ”Slå hende i hovedet for pokker, inden hele cafeen kommer rendende!” Nana skreg og jeg kastede mig mod toiletdøren, igen og igen. Døren knagede og gav sig i sine hængsler. Igen, kom så Joshva!     Toiletdøren ramte flisegulvet inde på dametoilettet med et brag og nogle skår fra det smadrede spejl der lå på gulvet fløj til alle sider. De to mænd der ellers havde haft deres mas med at holde Nana mast op mod en af toiletboksenes grønne døre vendte lynhurtigt hovederne mod braget fra den faldne toiletdør. Den ene var fyren inde fra cafeen, det var altså her han skulle ud.     ”Slip min lillesøster!”     ”Tag du dig af ham!” Hvæsede den anden mand til den unge fyr, manden havde gråsprængte skægstubbe der så ud til at være flere dage gamle på hagen og et blegnet ar over den ene kind.     Den unge fyr slap Nana og gik frem imod mig.     ”Lille sigøjnerdreng,” hvislede han, ”lille ven, kan du godt lide engle? Tror du overhovedet sådan nogle som dig kommer ind i Himmerige?”     ”Hold dig væk fra min søster!”      Han smilede. Ondt. ”Så må du lære din far at holde sig fra andres sager! Ellers kan din lillesøster slutte sig til dig i Himlen? Vil du hellere have hende med vinger og glorie?”     ”Hvad kender du til min far?” Jeg var virkelig forbløffet. Hvad f*** havde min far med det her at gøre?     Fyren stak en hånd i inderlommen. ”Ikke så lidt. Man stikker ikke ustraffet os til strisserne, medmindre man selvfølgelig har tegnet en rigtig god livsforsikring på hele ens familie. Nå, begynd på dit Fadervor min dreng, og beslut dig for hvad du vil sige til Sgt. Peter…”      Jeg stirrede på det han havde taget frem fra lommen og som han nu med langsomme øvede bevægelser trak ud.     EN KNIV!     Psykopaten havde en kniv! Jeg tumlede tilbage, gled i nogle af glasskårene på gulvet og måtte gribe efter bordet med håndvasken for ikke at falde. Av for SATAN! Jeg så uvilkårligt ned på min hånd, et langt glasskår, som havde ligget på bordet havde givet mig et langt snit tværs over håndfladen der straks fyldtes med blod og løb over. Et våben!     Jeg greb glasskåret, der næsten var på længde med min underarm, med venstre hånd og holdt det frem foran mig. Fyrens ansigt forvrængedes i en snerren da han så det og han sprang fremad mod mig med den skarptslebne kniv, jeg undveg og huggede ud efter ham med glasskåret og han bandede da det skarpe glas skar sig gennem hans jakke og lavede en lang flænge i den. Jeg lod ham ikke komme sig, men sparkede ham i knæhasen så hans ben knækkede sammen under ham. Mine mange slåskampe havde trods alt lært mig et par feje kneb.     Men fyren var åbenbart heller ikke helt ny i faget så da hans ben forsvandt under ham skød hans arm ud som en slange, fik fat i mit håndled og trak mig med i faldet. Pludselig lå jeg på gulvet oven på alle glas-skårene mens fyren prøvede at banke livet ud af mig. Han havde tabt kniven, men hans næver kunne nu også gøre rigelig skade. Jeg langede ud efter hans ansigt, han kastede sig tilbage for ikke at blive ramt af mit slag og slog baghovedet op i kanten af en af håndvaskene. Det gav mig lige tid til at komme fra liggende stilling op i knælende og videre op på hug. Der var et eller andet der gjorde forbandet ondt i siden, gad vide om han havde fået slået et ribben ind på mig… fyren gav mig ikke tid til at tænke nærmere over det, han var kommet sig nogenlunde over sin kollision med håndvasken og gjorde nu anstalter til at kaste sig over mig igen, men jeg var hurtigere. Min hånd skød ud og greb om skæftet på den kniv han havde tabt. Det var koldt og kniven var tung i min hånd, tiden syntes at gå i slowmotion da fyren med et brøl kastede sig frem.     Og blev spiddet på kniven. Nana skreg. Manden med arret og skægstubbene skubbede hende hårdt ind mod den grønne toiletdør, så hun knaldede hovedet mod det hårde træ og gik ud som et lys. Tingende omkring mig skete stadig i slowmotion. Den unge fyrs øjne var stadig spilet op i smerte og forbløffelse da lyset forlod dem og han gled ned på gulvet som en leddeløs dukke med en knivs metalskæfte stikkende ud af brystkassen og en blodplet omkring den der langsomt voksede. Men jeg lagde knapt nok mærke til fyren, min opmærksomhed var rettet mod Nana og svinet som havde slået hende ud. Mandens øjne var store af frygt og han bakkede væk fra mig mens han mumlede usammenhængende. Jeg opdagede at jeg på en eller anden måde havde fået glasskåret i hånden igen og at min arm næsten af sig selv havde hævet det, parat til at støde det ned i manden der havde slået Nana ud.     ”TENUE!”        Råbet kom fra et sted bag mig. Jeg ignorerede det fortsatte bare mod svinet der trykkede sig op mod væggen. Han skulle komme til at betale dyrt for det her! Man slår ikke min lillesøster ustraffet!     ”Soumission, vous garçon!” Hænder greb mig bagfra, vristede glasskåret ud af hånden på mig og vred hårdhændet armene om på ryggen af mig. Jeg rev og sled for at komme fri, men den person der holdt mig havde i hvert fald ikke tænkt sig at give slip igen, i stedet for slyngede personen mig inde over bordet med håndvaske og pressede mig ned, så min kind blev mast ned i glasskårene og bordkanten trykkede smertefuldt på mit skadede ribben.     Jeg vendte besværligt hovedet i håb om at få et glimt af den der holdt mig i det for mig gammelkendte politigreb, jeg kan ikke sige at jeg blev overrasket over at det var en panser. Tre andre pansere var trådt ind gennem den smadrede toiletdør. En af dem prøvede at berolige den ophidsede skægstub-mand mens hans kammerat havde sat sig på hug for at tage Nanas puls og undersøge hvor slemt det var fat med hende. Den sidste så forfærdet på den unge fyrs lig der lå på gulvet med kniven grotesk stikkende ud fra brystet.      ”Je pense que le gamin l'a tué!” Sagde panseren der havde sat sig ved den døde fyr. Det var som om sætningen oversatte sig selv inde i hovedet på mig. Jeg tror knægten har slået ham ihjel. Jo, det havde jeg, men… det var jo ikke som de troede! Jeg kunne pludselig høre og forstå alt hvad skægstub-manden sagde til panseren selvom det foregik på fransk med maskingeværsfart. Vi, min ven og jeg, hørte den lille pige græde, hun var blevet væk fra sine forældre, sagde hun, og vi forklarede at vi bare ville hjælpe hende, men så kom ham den sindssyge knægt ind med en kniv og…     Løgner, ville jeg sige. Han lyver! Det er ikke sandt! Men jeg holdt kæft. Smerten i mine ribben var næsten ikke til at holde ud og pludselig havde jeg glemt alt mit franske og jeg faldt og faldt gennem mørket og lod det opsluge mig.

Cellen var lille og meget varm, men heldigvis vidste jeg at den kun var midlertidig.     Efter at jeg var kommet til mig selv og efter at lægen havde tilset mine ribben, (den var god nok, stodderen havde brækket to af dem) og havde lagt en forbinding hele vejen rundt om min forslåede brystkasse, besluttede de franske pansere at jeg var rask nok til at blive låst af vejen her indtil jeg kunne få en advokat og komme for en domstol.     Jeg sad på den lille seng, med ryggen op ad muren og prøvede på ikke at trække vejret for dybt så mine ribben ikke gjorde alt for ondt. Bare Nana nu ikke havde slået hovedet alt for slemt. Tænk nu, hvis hendes hjerne havde taget skade af slaget og hun aldrig ville blive den samme igen, og hvad var det den unge fyr havde sagt om min far? Det kunne lyde som om han havde gjort dem alvorlig vrede og at de havde besluttet sig for at hævne sig på hans børn.     Hvilket jo i grunden var gået ganske godt.     Varmen og stilheden gjorde mig døsig og snart kunne end ikke mine brækkede ribben holde mig vågen mere, jeg kunne mærke hvordan mine øjenlåg langsom sank ned mod mine kinder…

En lille mørkhåret dreng, knapt seks år, ligger i sin køjeseng og græder lydløst ned i puden. Han kan høre sine forældre skændes på den anden side af den tynde bræddevæg i husvognen. Hans mor skriger ad hans far, at hun vil gå fra ham og tage lille Joshva med sig, og faderen svarer utydeligt på grund af sprutten at hun hverken har penge eller et sted at bo og hvis hun ikke snart holder kæft får hun heller ikke sønnen med hvis hun rejser. Den mørkhårede dreng stikker fingrene i ørene da en af tallerknerne fra aftensmåltidet smadres og stemmerne bliver endnu mere højrøstede.     Den samme dreng, ældre, måske omkring otte år på ryggen af en yngre og mindre svajrygget Lucifer, hylende af fryd og grinende over hele ansigtet, mens hans far leende løber ved siden af og hans mor hovedrystende smiler af dem henne fra husvognens blågrønne dør.     Drengen, ti år nu, lægger de blomster han har plukket på moderens nygravede grav. Han har stadig kirketøjet på og hans øjne er røde og ophovnede. Hans far står lidt i baggrunden sammen med resten af drengens søskende, men drengen vil ikke snakke med ham, han syntes at det på en eller anden måde må være faderens skyld at moderen valgte at tage en overdosis smertestillende piller efter et af deres skænderier.     Den samme spinkle dreng, tolv-tretten år, får tæsk af et par af klassekammeraterne mens de håner ham og råber SIGØJNERTIGGER OG FATTIGRØV for fuld hals.     Den mørkhårede dreng, fjorten nu, står med hænderne op mod en gul murstensmur mens to politifolk vender vrangen ud af hans lommer og tømmer dem for alt det han har stjålet i døgnkiosken.     Samme dreng, seksten år, kaster sten mod nogle pansere sammen med et par venner. De råber forbandelser og skældsord mod panserne der rykker frem mod dem med de gennemrigtige politiskjolde hævet for at beskytte politifolkene nedenunder mod stenregnen. Rundt om på den tørre mark står fem husvogne hvoraf den ene brænder, en hest galoperer ejerløst omkring og vrinsker skingert og stadig rykker de syv pansere bare frem og frem og frem indtil de kan slå til mod de vrede drenge, knokle dem ned på jorden og give dem håndjern på.

Jeg vågnede op i min lille celle stadig med billederne fra hele mit liv i hovedet. Ikke ligefrem noget muntert fotoalbum, men dog mit. Jeg var pludselig ikke bange mere, ikke bange for at de franske pansere skulle finde mig skyldig i mord, men overbevist om at vi nok skulle få forklaret dem at jeg dræbte i selvforsvar. Dræbte for at redde min lillesøster fra min far som jeg ikke kunne redde min mor, for dette var min fars skyld, det var det altid når der skete noget dårligt i mit liv. Hvis min far ikke havde stukket den unge fyr og skægstub-manden og hvem de ellers var i klub med til politiet var alt det her aldrig sket. Hvis han ikke havde drukket sig fra sans og samling hver aften var mor sikkert ikke blevet enig med sig selv om at selvmord var en god udvej.     Men en ting havde min far da lært mig. At overleve. Og når jeg har kunnet smyge mig ud af alt det, der er sket for mig indtil nu, kunne jeg også klare det her. Eller vi kunne, jeg og Cassie og Marcus og Nick og Lille Myr og Nana… og Mor.                 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...