En person kan ændre sig

Alex er en 17, snart 18 årig pige, som efter 3 år er vendt tilbage til sin barndomsby, men det er ikke smertefrit, og Alex må langsomt slippe sin fortid og se frem, men det er nemmere sagt end gjort.

3Likes
4Kommentarer
1649Visninger
AA

10. Damien - Engel eller djævel

Han begynder at bane sig vej hen imod vores bord med det samme udtryk - et sexet smirk - og jeg panikker fuldstændig! Jeg kan ikke holde til flere ting lige nu! Åh gud! Jeg håber ikke han kan kende mig! Mt hjerte gallopperer for fuld knald og jeg griber fat i Sean's arm, som er under bordet. Jeg vil ikke vise Damien hvor nervøs jeg er, selvom jeg ryster over hele kroppen. Sean kigger uroligt på mig og hvisker forsigtigt i mit øre "Jeg tror ikke han kan kende dig smukke" Jeg tør ikke at se om min stemme virker, men jeg håber virkelig at Sean har ret! Det ville være frygteligt hvis han kan genkende mig.

"Hey" Siger Damien med sin sexede stemme, jeg kigger forsigtigt op for at se om det er mig han taler til. Det var det fordi han kigger direkte på mig og skænker ikke nogen af de andre end tanke! "Hej" Siger jeg forsigtigt, jeg prøver ikke at give et ledetråd ud at det er mig, så jeg kigger ned i bordet igen. Det er heldigvis Sean der redder mig ud af situationen ved at spørge træt "Hvad vil du Damien?" Damien kigger surt mod Sean "Jeg vil da bare møde vores nye student, er det en forbrydelse?" Svarer Damien ham surt, men giver mig et blændende smil, det forvirrer mig lidt. Har det virkelig virket? Kan han ikke kende mig?

Jeg kigger op på om, og bliver nok lidt modig, da jeg rækker min hånd frem til ham og siger "Jeg fik ikke introduceret mig ordentligt. Hej, Jeg er Alex. Det pige du har pint stor set hele folkeskolen. Og nu må du gerne gå!" Damien kigger forskrækket på mig, nej glem det, de ser alle forskrækket på mig. De regner ikke med at jeg ville sige fra overfor ham. Damn det gjorde jeg jo ikke engang selv! Men tanken om at jeg lige gjorde, giver mig et smil på mine læber og jeg smiler op til Sean. Han ser stadig forskrækket ud, men hvisker til mig "Sådan søde, nu har han vist glemt hvordan man bevæger sig" Det sidste siger han lidt højt, så det får Damien ud af sin trance og svarer "Er du Alex? Buttede Alex? Jeg tror dig ikke!" Det får mig til at grine, hvorfor tror han mig ikke? "Kan du se det her ar?" "Ja" "Det gav du mig ude på legepladsen i 4. klasse, da du skubbede mig af gyngerne" Det fik lukket munden på ham, og han går langsomt væk, mens han mumler noget jeg ikke får fat i. Travis begynder at grine - højt! - Så jeg kigger over på ham med et undrende blik, Hvad var sjovt? "Hørte du hvad han sagde?" det må jeg ryste på hovedet af, jeg var for langt væk, men Damien gik lige forbi Travis, så det giver mening at han hørte det. "Hvad var det?" Spørger jeg nysgerrigt "At du er smukkere end han huskede dig!" Det fik mig til at grine hysterisk. Mig smuk? Mig som blev voldtaget og har været buttet det meste af livet? Nej han må tænke på en anden! Sean river mig ud af mine tanker. "Jamen forstår ham godt, hun er os blevet smuk" Vent? Hvad? "Hvad?" Siger jeg ret uintelligent, jeg kunne jo bare have hørt efter, men var så opslugt i mine tanker, at jeg ikke opdagede at de andre begyndte at snakke om det. "Så du ikke den måde han kiggede på dig?" Griner Jess og vrikker med hendes øjenbryn. Hvad er der dog galt med hende? "Nej, Han kiggede da helt normalt på mig?" "Hvor var du henne?!" Griner Tris og prikker til mig "Han kigger stadig intens på dig søde, se" Mit blik fanger hans nogle borde fremme, og rigtigt ja så kigger han. Og da han fanger mit blik, smiler han til mig. Hvad er der dog med den dreng?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...