Big girl's don't cry

Kira og Rico, var sikre på, at de skulle være de to, for evigt og altid. - Deres liv var allerede planlagt. Datoen for brylluppet var noteret og de var klar til at starte deres liv sammen. - Men en hurtig drejning, fik det hele til at stå på hovedet.

2Likes
4Kommentarer
1180Visninger
AA

1. Livet bliver aldrig, som man helt planlægger det til.

“Mit navn er Kira. Jeg er treogtyve år og har lige...,” jeg sukkede. Spejlet løj ikke. Jeg lignede den pige, jeg altid havde været. Bare uden ham. Ville jeg mon ændre mig? Spekulerede jeg på, imens jeg satte mit gyldenbrune hår op. Mine deller hang langt udover mine bukser. Følte jeg i hvert fald. Uret tikkede. Om lidt var det min første skoledag på gymnasiet. Igen. Jeg havde nerver på. Jeg havde på forhånd diskuteret med mig selv, at jeg måtte tage mig sammen og blive mere social. Lade være at gemme mig under dynen og gemme mig fra sollyset. Jeg trak maven ind, sukkede endnu engang og drømte ét øjeblik om, at jeg var helt tynd. Min vægt sagde i går 45 kg, og det var fem kg for meget for mig.   I mit tidligere liv var jeg forlovet. Vi havde sat datoen, vi skulle giftes. Vores liv var planlagt sammen. Vi skulle til at have børn sammen. I følge vores planer. På vejen til gymnasiet kom jeg forbi den lokale bager. Jeg gik med blodsprængte øjne og en chokoladebolle i hånden. Jeg tøvede med skridtene, sank min bolle langsomt og blinkede næsten ikke med mine øjne. Ritta blev ved at fortælle mig, at jeg skulle komme videre, og at alt nok skulle blive godt igen, men hvornår blev det? Ingen kunne trylle tiden tilbage og have forbudt ham i at spille fodbold i det vejr. Mit hoved kunne næsten ikke rumme mere.   Jeg begav mig rundt på gangen på gymnasiet. Ingen havde sagt noget, blot sendt mig din-stakkel-blikket, som jeg i øvrig ikke kunne bruge til meget mere end tørre røv i. Ingen forstod, hvordan jeg havde det. Jeg gik lidt i mine egne tanker på vej til klassen. Klokken havde lydt, nu var det bare at finde det rigtige lokale. Ritta greb fat i min arm. Jeg så hende ikke. Jeg havde ingen idé om, hvad der lige var sket.  Mit hjerte var lige ved at rende af med mig. Min mund stod åben, mit blik var tomt. Jeg måtte ligne en hjernedød, som var faret vildt. “Rolig nu, Kira. Det er bare mig,” prøvede hun at berolige mig med. Mine hjerteslag trappede ned, da jeg kunne genkende hendes stemme. “Træk lige vejret, Kira.” “Jaja,” mumlede jeg. “Altså, er du okay?” Hun betragtede mig med hovedet på skrå. “Tror du ikke bare, du skulle være blevet hjemme, Kira?” “Nej!” udbrød jeg. Jeg orkede ikke, at folk skulle pylre om mig. “Jeg har det fint, Ritta.” Mit kropssprog sagde det hele. Det var nok det eneste ved mig, som ikke løj. “Ved du forresten hvilket lokale, der bliver afholdt spansk i?” “Si,” blinkede hun med øjet, “lokale 13, smukke.”   Nu begyndte det hele. Det var nu, mit liv skulle starte på ny, igen. Ritta omfavnede mig og pist, så var hun væk. Jeg gik et par minutter med hovedet begravet i jorden og tænkte på ham og det hele nu. Tiden til at græde havde jeg ikke nu. Jeg havde heller ikke tid til at ligge hjemme i min seng og glo tv hele dagen, hvis jeg gerne ville have noget ud af mit liv. En hel flok mennesker gik ind i lokale 13. Jeg fulgte med dem og fik placeret mig på første række. “Hola,” startede læreren ud med at sige, “me llamo Kirsten.” Kirsten, tænke jeg. En klokke ringede oppe i mit hoved. Det var hans kusine. Jeg vidste, jeg havde set hende før! “Hola Kira.” Hun så afslappet ud i kroppen, men stresset i ansigtet. Jeg nikkede med hovedet og tænkte i mig selv, at det var en fortrydelse at tage i skole allerede. Jeg prøvede at følge med, men det hele endte med, at jeg kiggede ud af vinduet.   I dag for 4 år siden var det den første dag, jeg mødte Rico. Mit hjerte hoppede lykkeligt bare tanken om ham.  Min veninde Ritta, som åbenbart også var hans veninde, holdte pool party for hende nye klasse og lidt venner udover. Jeg var single, ung og smuk, men ikke eftertragtet af drengene. Jeg var noget for mig selv. Rittas have var fyldt op med havemøbler, en hjemmelavet bar og et kæmpe badebassin. Jeg havde for længst opgivet at hoppe i vandet, når der allerede var så mange i. En flok piger sad ved det ene bord sammen med en dreng. De prøvede at tiltrække ham. Deres push-up bh’er sad helt oppe under deres hager. Makeuppen sad op til ørene og piercinger i hele fjæset.  Den ene af pigerne, som i øvrig var blondine, sad med hendes piercede tunge og kørte den rundt på hendes læber. Han var lidt af en prettyboy, men for at falde for den blondine der, så skulle man være virkelig dum! Han klemte hende arm og så ud til at have det sjovt med det. Blondinen begyndte at skrige. “Av for helvede.” Hun hamrede ham en på skulderen. “Hovsa.” Hans ansigt så ikke bedrøvet ud. “Jeg skulle bare lige konstatere, om du var et menneske eller en Barbiedukke?” Deres samtale forgik på sådan et højt lydniveau, at man ikke kunne undgå at høre dem. Ritta stod og grinede, hun kunne næsten ikke stoppe igen. “Fed joke, Rico,” råbte hun efter ham. Blondinen så ikke just så glad ud.   Hans overkrop var wauw og nøgen. Han kom tættere på i sine pink shorts, og nu kunne man rigtig se hans sixpack.   “Hvem er hun?” Spurgte han og pegede på mig. “Det er min veninde, Kira.” Hun slog ham forsigtigt på skulderen og blinkede med øjet. “Jamen, hej hej Kira.” Rico lagde hovedet tæt til Rittas. “Hvorfor har jeg først hilst på hende nu,” hviskede han en smule højlydt. “Jeg gemte det bedste til sidst,” sagde Ritta og gik tullerende sin vej i en sød latter. “Kunne du tænke dig noget at drikke?” Jeg nikkede. Hans hår var blondt, kroppen var helt solbrun, og hans øjne var brune. Min mave killede. Det var som at køre i rutsjebane, hvor det går op og ned hele vejen.   En sommerfugl fløj forbi min næse. Den var smuk og helt hvid. Solstrålerne varmede dens vinger, og blomsterne gav den energi til at flyve videre. Mine øjne var dybt fokuseret på denne smukke sommerfugl. Det var svært at slippe synet af den, når jeg beundrede den så meget, som jeg gjorde. “En tequilasunrise til den smukke.” “Tak.” Jeg kiggede stadig efter sommerfuglen, men den var væk. “Hvad kigger du sådan efter,” spurgte Rico mig med en hjertevarmende stemme. “Der var en sommerfugl.” Rico havde et stykke græs i håret, som jeg fjernede. Han trak på smilebåndet. Vi havde øjenkontakt. “En smuk sommerfugl.” “Kan du godt lide sommerfugle?” Hans stemme var helt stille. “Lidt... Måske.” Jeg trak forsigtigt på skulderen. “Den var beundringsværdig... Og smuk.” Der sad vi, Rico og jeg. I 34 graders varme, holdte i hånden og snakkede om sommerfugle.   “Kira?” Læreren hamrede pegepinden ned i mit bord. “Undskyld,” jamrede jeg. “Timen er forbi.” Hun satte sig på knæ lige foran mit bord.  “Hvordan har du det?” Hun prøvede med øjenkontakt, men jeg kiggede væk. “Det går.” Det var svært at overbevise hende om, at det var sandheden. “Are you broken?” Hun tog fat i min hånd og tvang mine øjne til øjenkontakt. Én tåre trillede ned af min kind i samarbejde med, jeg nikkede med hovedet. “Tror du virkelig, at du allerede er klar til at komme i skole?” Jeg nikkede endnu engang og var i fuld færd med at pakke min taske. Hun betragtede mig og ville til at pylre om mig. Der gik min grænse, og jeg forlod lokalet. Folk måtte gerne have ondt af mig, de skulle bare ikke pylre om mig. Jeg var trods alt et voksent menneske. And big girls don’t cry. Mørket var faldet på i hende baghave. Rittas forældre havde tændt for ildfaklerne og lyset i baren, så vi stadig kunne svømme. Sikkert var det mørkt, men varmen havde ikke taget af. Ritta og jeg stod og sludrede om alle de sædvanlige pige ting, som vi så tit gjorde, når vi sås. Ét hoved begyndte at hvile på min skulder, og et par arme blev flettet omkring min mave. “Hvad så, smukke?” Han kildede mig i siden. “Står bare lige og chiller med Ritta.” Ritta blinkede til mig og vandrede videre op til baren. “Skal du en tur i vandet?” spurgte Rico på en halv flabet måde. “Ej, nej, nej. Det skal jeg ikke!” Jeg bakkede et par skridt tilbage. “Kan du ikke svømme, lille mus?” Han gik henimod mig og greb min hånd, og før jeg tænkt videre over det, lå jeg på hans skulder og sprællede. “NEJ, Rico. Du må ikke!” Festmenneskerne dannede sig en rundkreds omkring poolen og heppede på Rico. “Rico! Nej, sagde jeg!” “Men så siger jeg jo,” fniste han latterligt. “Siger i ikke også, at hun skal i vandet?” Folk råbte, heppede og piftede til ham. “Kom så Rico! Kom så Rico! Kom så Rico,” sagde “vores” tilskuere i kor. “Er du klar?” råbte han til mig. “NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!” Mine ben sprællede ustyrligt som en fisk, der ikke ville fanges. “1... 2...” Råbte Rico til alle. Jeg tænkte hundredvis af tanker på de få sekunder. Tænkte hele tiden på, om han ville hoppe i efter mig, og hvor meget til grin jeg ville blive, hvis de andre fandt ud af, at jeg ikke kunne svømme. “3...” Jeg kunne mærke suset i maven, selv om det kun var et par sekunder. Jeg kunne ikke finde op til overfladen og var lige ved at gå i panik. Han greb fat i mig. Jeg kunne mærke ham og mærke, at han passede på mig. Den kølige luft rørte mit hår og min varme krop, som ellers hurtigt blev afkølet af vinden igen.   “Bare en kyllingsandwich og en kildevand.” Damen i kantinen betragtede mig. “Gad vide om kildevand hedder k-i-l-d-e vand, fordi det skal kilde i maven, når man drikker det,” snakkede Ritta med sig selv om. Kantinedamen måtte mindst have lavet et par hundrede sandwichs med alle dem, der er blevet solgt. “35 kr, tak.” Hun skar ansigt. Hendes dag havde sikkert været lang, og blev endnu længere af at tænke på, at den først lige var begyndt. Et par fra mit spansk hold viftede armene højt i luften og gjorde tegn til, at der var frie pladser hos dem. “Du ser ikke helt OK ud, Kira,” sagde Michelle, som sad overfor mig. Jeg trak på skulderen. “Jeg klarer mig vel.” Jeg pillede forsigtigt folien af min ægge-sandwich og stoppede den op til munden. Jeg prøvede at trække på smilebåndet, men mit blik forblev koldt og tomt. Michelle sendte et smil gennem luften. Jeg tog ikke i mod. Jeg prøvede, men reagerede ikke på det. Tårerne pressede sig stille frem. Jeg kæmpede for at holde dem tilbage. Jeg havde en knude i maven. Brødet var tørt og kedeligt og ikke til at få ned. Hverken med eller uden vand.   Der var gået weekender siden Rittas fest blev holdt, og ikke det mindste havde jeg hørt fra ham. Jeg havde en dårlig smag i munden og kunne ikke finde ud af, hvorfor han var sådan overfor mig, hvis han alligevel ikke ville noget. I farten nåede vi ikke at udveksle numre med hinanden. Jeg lå i min seng og kiggede ud på vinduet, som jeg nu så tit gjorde. Kiggede på stjernerne imens jeg lå i mine helt egne tanker. Min mobil var som en trofast bamse for mig, og den lå i sengen ved siden af min pude. Jeg tænkte tit på ham, og om han bare var en lille “fest-flirt,” men alligevel fik jeg ét smil på læben af at tænke på ham. Mit hjerte slog et ekstra slag, og mine kinder blev røde. Jeg ville ikke indrømme det, når Ritta spurgte, men jeg havde aldrig syntes det var fair, at hun kendte ham og havde hans nummer, men ikke mig. Sikkert nok var der fest i nat. Jeg orkede bare ikke ovenpå en lang og hård skole dag. Langt om længe var jeg faldet i søvn med hovedet på skrå imod vinduet. Omkring klokken to ringede min mobil. Jeg vågnede op i et chok og kiggede stadig på stjernerne. Der gik længe, før jeg opdagede, det var min mobil, der ringede. Mine øjne var tåget, lidt som om de var limet sammen. Displayet på mobilen var sløret. Det var svært at tyde, hvad der stod. “Hallo?” Min stemme var rusten. “Kira? ... Er det dig?” Min hånd gnubbede min pande. “Jaaa...” Jeg tøvede. “Hvem er det?” Jeg åbnede mine øjne og fokuserede på en smuk stjerne. “Det er mig... Rico.” Mit hjerte galoperede. Jeg fik varme kinder og svedige finger. “Ehm... Hej... Hej Rico.” Jeg prøvede at gemme mit smil bag en pude, selv om jeg godt var klar over, ingen kunne se det. “Du må ikke tro, at jeg er sur på dig, fordi jeg ikke har kontaktet dig.” “Det..” Jeg tog min pegefinger i munden. “Jeg kan virkelig godt lide dig Kira,” afbrød han mig, før jeg nåede at tale færdig. “Tak..,” stammede jeg, imens jeg sank en klump i halsen. “Kira...,” sagde han stille. “Ja, Rico?” Jeg lagde min hånd på maven for at mærke efter, om jeg kunne mærke, når jeg grinte. “Jeg er fucking forelsket i dig.” Jeg tiede et par sekunder. Han lød ikke helt ædru, men kunne jeg stole på, hvad han sagde? “Jeg lyver ikke Kira,” råbte han i mobilen, “Du er min helt store kærlighed baby.” “Rico... Er du fuld?” Stjernen på himlen havde ikke rykket sig det mindste, siden sidst jeg kiggede på den. “Jo, nej... Måske lidt, men jeg ved hvad jeg siger!” Hans stemme var stadig ligeså blød og behagelig, som jeg huskede den. Hans stemme mindede mig om Rittas fest. Hans brune krop og smukke øjne. Og selvfølelig vores snak om sommerfugle. “Okay... men tak for komplimenten, du.” Bare det at høre hans stemme fik mig næsten til at komme. “Kira, undskyld. Undskyld, jeg ikke har kontaktet dig. Jeg elsker dig, skat.” Han begyndte at bøvse og lave underlige lyde i telefonen, hvilket jeg fandt ret underligt. “Tak, Rico. Den må så gå lige over,” sagde jeg med en stille stemme. Hans bøvsen havde forværret sig til en omgang opkast. “Skat, undskyld, at jeg brækker mig.” Blev han ved at jamre. “Det går nok, Rico... Jeg går i seng nu. Sov godt.” Han fik det hele til at krible indeni mig. Jeg havde det som en flaske sodavand med ekstra meget brus.   Jeg blev ved at mindes den aften... Vejret tegnede ikke godt. Lynene slog ned om ørene på os, men intet kunne komme i vejen for hans fodbold. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, for at få ham til at blive hjemme. Han blev ved at trække på skulderen og love intet skete med ham. Tre timer efter kampen sluttede, begyndte jeg at blive nervøs for, hvor han blev af. Hans mobil var slukket og var overhovedet ikke til at træffe. Der blev banket på døren. Jeg troede, det var ham, som bare ville drille. Jeg havde tændt stearinlys, spredt rosenblade i vores seng og på badeværelset, fyldt badekaret med duftesæbe og varmt vand. Jeg var iført en silkenatkjole, han elskede, når jeg gik i, og en flaske champagne i hånden. Vi havde været sammen i 3 år nu, og jeg ville overraske ham med noget, han ikke havde forventet. Men det var ikke ham, der stod foran døren, da jeg lukkede op. Der stod jeg helt nøgen under min badekåbe foran to fremmede mænd i uniformer. “Er du Kira?” Jeg nikkede. Den ene mand tog min hånd. Hans hånd var iskold og rød. “Wow, hvad sker der her?” Jeg sank en klump i halsen. “Din kæreste...,” sagde betjenten. Hans øjne var helt fyldte med tårer, et eller andet måtte være helt galt, tænkte jeg. “Min kæreste er på vej hjem,” svarede jeg ham stramt. “Frøken...,” mumlede den anden betjent, “der er sket en ulykke med din kæreste.” “En ulykke,” udbrød jeg. “Han mistede livet for en time siden... Det gør mig virkelig ondt.” Al ilten forsvandt lige pludseligt. Min verden blev sort. Jeg kunne intet se og ville bestemt heller ikke tro mine egne øre. “Men... Hvad...” “Ét lyn slog ned...” Betjenten var dybt berørt og kunne knap fuldføre sin opgave. Intet kunne jeg føle. Ikke engang tåren på min kind. Den dag døde en del af mig...   Af blomsterne i haven, Rico engang plantede til mig, fik jeg stablet en smuk buket blomster sammen. Der stod jeg foran hans gravsten. Det var lidt som om, han holdte om mig og kyssede min kind. Solen dansede rundt i det varme sommervejr. Én dag som denne, var den slags dag, Rico og jeg burde holde ferie sammen. Jeg satte mig ned foran hans gravsten. “Hej skat,” hviskede jeg “hvordan er himlen?” En tåre fra mit øje kæmpede sig ned af kinden. Jeg tændte et lys for ham. Han var den, jeg skulle tilbringe mit liv sammen med. Mon jeg nogen sinde ville stoppe med at savne ham. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...