Du er min eneste, min eneste ene.

En kort beskrivelse, vil nok lyde sådan her;
Hvad gør man, hvis man virkelig elsker én, og er alt for ung til noget seriøst, men føler dybt i hjertet, at man er skabt for hinanden?
- Et ordsprog siger, "Hvis du virkelig elsker ham, så sæt ham fri."

0Likes
2Kommentarer
1304Visninger

1. Min eneste...

Jeg rakte ud efter billedet på mit natbord. Et billede min mor tog, af Fabian og jeg, på vores to årsdag. Tårende pressede sig frem, det var svært at jeg havde været så dum at give slip på ham, ham jeg elsker.

“Bedia, bestiller du en omgang isbjørne? Så tager jeg næste runde?” Vi var taget på byens bedste diskotek, havde alle sammen iført os flotte lårkorte kjoler. Opmærksomheden var stor. Hvergang en dreng smilte til mig, tænkte jeg på Fabian. Han var altid så glad. Jeg rejste mig fra den røde læderstol og pressede mig op til baren. “Hej flotte. Hvad kunne du tænkte dig?” Jeg undrede mig over at det så hurtigt blev min tur, stedet var proppet med alverdens mennesker. “Ehm, bare fire isbjørne. - Tak.” Bartenderen trak på smilebåndet, akkurat lige som Fabian også gjorde. “Fire isbjørne til frøkenen.” Jeg var egentligt ikke så vild med når nogle kaldte mig frøken, det lød så gammeldages og forkert at kalde en pige på nitten år. Bartenderen havde været sød at stille dem på en bakke. Min eneste udfordring nu, var at få dem transporteret tilbage på vores bord, uden at vælte dem udover det hele. Jeg snoede mig igennem folk, imens jeg gik med hovedet rettet imod bakken og i gulvet, hvor jeg kunne holde øje med andres ben. Vores bord stod i et hjørne lidt væk fra baren, men tæt på indgangen. Jeg kiggede op et sekund for at tjekke hvor langt der var til vores bord, og slog hurtigt blikket ned igen. Noget ramte min skulder, nogen havde gået ind i mig, uden at lægge mærke til mig, var jeg virkelig så lille og gennemsigtig? “Hov, det må du undskylde.” Jeg kiggede op på personen. Min hjerne koblede fra, mit hjerte hoppede så vildt, at man kunne se det på min kjole, hvis man kiggede ved mit bryst. “Det.. Det gør ingen ting.” jeg kiggede ned igen, og styrtede hen til bordet. Jeg prøvede at lade vær at kigge bagud. “Bedia.. “ kunne jeg høre en stemme bag mig. Jeg koncentrerede mig om at komme fremad. Jeg stillede bakken en smule henkastet på bordet. Mine veninder kiggede på mig, med et skævt blik. Jeg kiggede rundt til alle siderne. “Jeg... Jeg er ked af det. Jeg må hjem... NU!” jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Min veninde trak i min arm og fik mig til at sætte mig på en stol. og slappe lidt af i hovedet og kroppen. “Undskyld mig.” snerpede en barbiedukke til os. Vi kiggede på hende og ventede på, at hun ville sige mere. Hendes outfit var sat sammen med et par mikroshorts, en lille top, som kun lige dækkede brystpartiet, og et par stiletter  af de mest moderne. Hun havde glimmer over det hele. Hun kunne godt ligne en af de piger, som strippede på storscenen om lørdagen. “Er du ikke.. Bedia?” i det sekund hun sagde mit navn, havde jeg aller mest lyst til at kravle under bordet og blive der, til hun var væk igen. Men i stedet for nikkede jeg bare. “Hvorfor?” spurgte min veninde. Stripperen kiggede på mig et øjeblik, og trampede tilbage, hun var ved at falde et par gange. Hun gik ind i andre mennesker uden at undskylde og snublede næsten over de små skamler der stod på gulvet. “Hun er sikkert super jaloux, over at du er sådan en steg, Bedia.” sagde min veninde fnisende. “Jeg undrer mig bare over hvor hun kender mit navn fra?” Min veninde, som sad overfor mig, sparkede mig over benet og hviskede mit navn. “Hvorfor var det nødvendigt at sparke mig, når jeg sidder lige her?” “Lad vær at vende dig rundt!” “Det er ikke Fabian.. Vel?” hun nikkede til mig, med et bedrøvet ansigt. Jeg ville jo gerne i kontakt med ham igen, men jeg vidste bare ikke, hvordan man skulle starte, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg kunne mærke, at mit hjerte begyndte at galopere igen. “Jeg skal hjem nu.” De kunne godt forstå, hvorfor jeg ikke ville være der mere. Ved udgangen greb jeg min jakke og min taske, jeg måtte bare ud derfra. Jeg hev mobilen op af tasken, og skulle til at ringe for et lift. “Bedia?” sagde en stemme. Ikke en fremmeds stemme, jeg kendte denne stemme. Stemmen, rørte noget indeni mig, noget der ikke var blevet rørt ved længe. Stemmen var gendkendlig, og jeg vidste med det samme at det var Fabian.  Hjertet sad oppe i halsen på mig. Nu stod han her lige foran mig, det var bare at række ud efter chancen. En stemme inden i mig, blev ved at fortælle mig, at jeg skulle trække vejret dybt, og tage det roligt. Jeg vendte mig. Det var underligt at se ham igen. Han gik et skridt imod mig, jeg lukkede øjnene. Han omfavnede mig, det var som at være hjemme, hjemme her i hans arme, hvor jeg hører til. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle give slip på mig nogen sinde. Da jeg åbnede mine øjne igen, stod jeg alene, og overfor mig, stod Fabian. - Og den lille stripper, som spurgte efter mig. “Hvordan går det med dig, Bedia?” det måtte være hans kæreste. Hun stod og rørte ham over det hele. Det optog mig, at kigge på det. Jeg kunne se i hans øjne, at han ikke synes det var rart. Hvergang, hun lagde hånden på hans bryst, fjernede han hendes hånd. “Jo tak.” prøvede jeg at udstråle. “Det går fint nok. Jeg er lige blevet student, som du ved. Og skal til at flytte i lejlighed.” “JA! Det skal vi også... Ikke også skat?” sagde Fabians kæreste ivrigt. Han tøvede med at svare. “Jo, det skal vi...” Hun stak en albue i siden på ham. “Hvorfor er du så mopset nuller?” han rullede med øjne af hende. Han tog sin hånd til sig. “Jeg er bare lidt træt.” Han kneb øjnene sammen, og gabte falsk. “Ja, vi skal også giftes! ikke også skat?” En knude i maven havde vokset sig, mindst hundrede gange større, end nogensinde. Det var jo mig, der skulle tilbringe resten af mit liv sammen med ham, ikke hende. Jeg nikkede til hende, prøvede at lyde interesseret. “Ih, altså. Jeg går lige ind og ordne makeuppen, skat.” Hun stak hovedet op i mod ham, for at kysse ham. Hendes kys blev afbrudt af et mindre hosteanfald, han fik. “Jeg kommer ind om lidt.” han klemte hende i hånden. Jeg var alene med ham, ingen Gabi. Kun ham og jeg. Det hele var som den første dag vi snakkede sammen, en generthed, en tavshed og en kæmpe nysgerrighed. Jeg kendte ham, jeg vidste hvordan det var. Efter to år, hvor vi ingen kontakt havde haft. Jeg trippede, kiggede op på ham, og ned igen. “Det er.. Det er så min ehm.. Kæreste, Gabi.” han drejede armen imod døren og pegede. jeg prøvede at ignorere hvad han sagde, ved at nikke med hovedet, selvom det ikke hjalp spor. “Hvordan har du det?” Jeg kiggede på ham, men han kiggede lidt væk. “Jeg har det ganske glimrende. Eller...” han kløede sig tøvende i håret. Hans vejrtrækning var dyb. “Jeg savner dig bare.” “Men... Men, du har jo Gabi.” sagde jeg. Hans blik stirrede på mig. Lyset fra lygtepælende, lyste hans blå øjne op i nattens mørke. Hans krystalklare øjne, kunne lyse alt op. Vi satte os på en bænk. “Der er så mange ting, som jeg gerne ville sige dig... Men jeg har ikke kunne få fat i dig.” Sagde Fabian. Minutterne på bænken sammen med ham, føltes som flere timer, timer jeg ikke ville miste. Min venstre hånd lå i mit skød, flettet sammen med min højre hånd. Hver eneste gang, døren til diskoteket blev åbnet, kunne man høre larmen af musik og fulde mennesker. Han tog min venstre hånd, og knyttede den tæt på sit hjerte. “Kan du huske, alle de gange, vi lå og slappede af, hvor du lagde din hånd og hoved på mit bryst, for at lytte til mine hjerteslag?” Jeg var tom for ord, jeg kunne kun nikke. Hvis jeg brugte min mund, mine ord, og min stemme, ville der komme gråd og tårer ud. Med min hånd kærtegnede jeg hans kind, og strøg min hånd igennem hans brune og halvlange hår, som jeg så tit gjorde dengang vi var sammen. Jeg vidste godt, at han ikke var min. Jeg ville heller ikke gøre andet, end kærtegne ham og røre hans hår. “Hvad sker der for dig mand!” Gabis hånd var parat til at slå ud efter mig. Hun var ikke just glad. Fuldere end hun var før, var hun nu rød i hovedet og det havde lykkedes hende at tværet makeup udover det hele. Man kunne nærmest se hendes horn i hendes pande. Havde hun nu set, at jeg havde kærtegnet hans kind og rørt hans hår, var det, det hun var vred over? Jeg rejste mig op og ville gå. Jeg ville ikke rode mig ud i noget. Hun stod med en flaske i hånden. Jeg havde ingen anelse om, hvordan hun havde fået den med ud. Min far havde altid sagt til mig, at den eneste udvej fra en konflikt, var at gå sin vej. Jeg vendte mig rundt for at gå min vej. Gabi råbte alverdens grimme ting til mig. Fabian prøvede at få hende til at slappe af. Der var ikke sket noget, ikke noget at blive sur over. “Din fede nar, prøver du at stjæle min kæreste fra mig, hva’?!” jeg fortsatte min gå gang længere væk. Jeg blev ved at sige til mig selv at hun bare var for dum i hovedet. “Når, du stikker af hva’? Skal du hjem til din mor, og have bryst?” “Gabi, hør. Du er fuld. Vi snakker om det her imorgen. Du skal hjem og i seng nu.” hans stemme var blød og afslappende som altid. “Luk røven fister.” “Bedia...” han blev ved med at råbe. Jeg ville ikke vende mig. Jeg var nødt til at acceptere, at det var hendes Fabian. “Bedia.” han blev ved med at råbe mit navn. “Bedia, stop for faen!” Jeg reagerede ikke. Jeg mærkede en smerte, en underlig smerte. Det ramte mit baghoved. Noget varmt løb ned langs min nakke og min hals. Jeg satte mig på jorden og knyttede hænderne til hovedet.

“Godmorgen Bedia.” Jeg kiggede mig omkring. Det lignede et hospital, mine veninder var der, Fabian var der, hvad var der sket? “Hvad laver jeg her?” jeg var søvnig og mit hoved kunne have det bedre. Jeg kunne mærke en andens hånd i min. Den var blød og behagelig. Fabian nussede  sine finger over mine, og kørte forsigtigt sin pegefinger i min håndflade. En sygeplejerske kom til syne, hun kiggede på os alle sammen. “Bedia?” “Du har slået hul i hovedet, det er derfor du har ondt i det. Du må gerne tage hjem nu. Bare sørg for at hold noget køligt på hovedet, og få slappet af.” Jeg satte mig op i sengen. Jeg tænkte ikke så meget på mit hoved, men mere på Fabian og Gabi. Jeg nikkede til sygeplejersken, og vendte mit blik mod Fabian. “Gabi? .. Dig? .. Hvad laver du her?” Han trak på skuleden. “Det handler ikke om, at finde den kvinde du kan leve med, men den kvinde du ikke kan leve uden.” Jeg var ikke klar nok i hovedet, til at kunne se de realistiske ting lige nu. Jeg stirrede på ham, og hans mundbevægelser. Han lagde hans hoved mod mit øre, som om han ville viske mig noget. Han lagde mit hår bag mit øre. “Du er min eneste, min eneste ene.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...