Right next 2 you {JDB}

Samanta har scoret sig en rolle i en musikvideo for en kunstner, hun ikke kender, da hendes manager ikke vil sige navnet. Da det vister sig at kunstneren er den verdensberømte sanger, Justin Bieber, kommer alle minderne tilbage, fra den tid hende og Justin var sammen..

9Likes
54Kommentarer
2853Visninger
AA

4. Skænderiget.. [Samantas synsvinkel]

Hans hovedet nærmede sig mit, og for hvert sekund kom det tættere og tættere. Han satte blidt sine læber mod mine og satte hånden på siden af mit hoved. Jeg kørte min hånd op for at kunne nusse ham i nakke, men kom så i tanke om hvorfor vi slog op, så det endte med jeg, så hårdt som jeg kunne, klaskede min hånd mod hans kind. Jeg kunne tydeligt se mine fingre på hans kind, da han endelig trak sig væk. "HVAD FANDEN LAVER DU?" råbte han og rejste mig hurtigt op. Jeg satte hånden i gulvet og kom op at stå. "Det kunne jeg sjovt nok spørge dig om" sagde jeg højt og sendte ham et dræberblik. Han trykkede på en tilfældig etage, og elevatoren begyndte igen et køre, bare op denne gang. Vi stod bare og sendte hinanden dræberblikke, da Justin trykkede på nødstop. "Hvad sker der for din hjerne? Vi har sku begge klaustrofobi!" skreg jeg panikslagen og slog ud til alle sider. "Der sker det at jeg kender dig, hvis jeg ikke havde gjort det var du bare skredet" råbte han og tog fat i mine arme, inden jeg ramte ham. "SLIP MIG" skreg jeg så højt jeg kunne og prøvede at trække mine arme til mig. Han holdt godt fast og tog den med ro, lige modsat mig. "Så lad være med at slå" sagde han og nussede beroligende min arm. "Jeg slår sku da kun, fordi du er syg i hovedet" skreg jeg og lod tårerne strømme ned af mine kinder, selvom de ellers var stoppet. Justin slap mig og igen gled jeg ned af vægen, da mine ben ikke ville bære mig mere. Jeg lagde hovedet op af vægen og slappede af, for ikke at frem provokerer klaustrofobien. "Kan vi snakke?" spurgte han og satte sig ved min side. Jeg kiggede hen på ham og sukkede. "Klart" sagde jeg totalt ligeglad og gloede direkte ind i vægen. ”Det jeg gjorde, jeg er virkelig ked af det, jeg var et stort fjols…” begyndte han. ”Ja, du var virkelig et fjols” sagde jeg og kiggede irriteret på ham. Han ignorerede mig og snakkede videre. ”Jeg ved virkelig ikke hvad der skete for mig, for jeg elskede dig, det gør jeg s…” Væggene bevægede sig tættere og tættere sammen, de nærmede sig stille og rolig, kunne de ikke bare få det overstået i stedet for at få mig til at flippe, dør de maste mig, før de klemte alle mine indvolde ud og før jeg overgav mig og begyndte at græde endnu mere. Jeg slog, bange, armene om mine ben og begyndte stille at vugge frem og tilbage, imens jeg nynnede. Jeg følte mig ret ynkelig, som model, og bare sidde op af væggen, og opfører sig, som en lille bange baby, men jeg kunne ikke gøre noget ved det, desværre. At sidde i en elevator sammen med Justin, der stadig sad og plabrede løs, bringer minder frem.

 

”Justin, jeg er bange” sagde jeg og kunne mærke tårerne glide ned af mine små, buttede kinder. Det var vinter og vi var på vej og til Justin, da vi skulle holde jul der. Vi var blevet sendt ned efter gaverne i bilen, og der var overraskende mange, så vi blev nød til at tage elevatoren. ”Bare rolig, jeg passer på dig” sagde han og slog hans små tynde arme om min lille krop. Jeg var lige fyldt 8 og Justin havde været det et stykke tid. ”Hvad nu hvis der sker noget?” spurgte jeg og blev ved med at holde om ham. ”Det gør der ikke” sagde han, og lige i det gik elevatoren i stå og lyset slukkede. Jeg skreg med min lille stemme og holdt Justin tættere end før, han nussede mig på ryggen og håret. En gentleman har han altid været, lige fra han var lille. Justin slap mig ikke før lyset kom og elevatoren kørte igen, ikke et eneste sekund. Jeg satte pris på at han gjorde så meget for mig, som han gjorde. Han bar så mange ting han kunne, holdt alle døre, kyssede min kind eller hånd og hvis vi legede krig, med de andre, beskyttede han mig. Lige da elevatoren kørte igen, gav Justin mig et klem og slap så da plinget lød. Han tog en størst del af gaverne og smilte stort til mig, så man kunne se han lige havde tabt en tand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...