Som en bi uden vinger.

Avery, som sammen med sin bedste ven, Luke, meget diskret planlægger at overtage verdenen i matematik timerne, så de endelig kan få gjort en ende på de forfærdelige sportsnørder og de omvandrende dufteprøver fra matas, er en meget normal pige. Selvom popularitet, fester, kærester og veninder ikke er noget der fylder meget i hendes liv, så er hun tilfreds. Hun har jo både Luke og lyssværdene som skal bruges til nakke herskerne af Pavilur-skolen. Kan det blive meget bedre?

24Likes
89Kommentarer
5066Visninger
AA

7. Two people, one umbrella.

Lawrence P.O.V

Hvorfor var jeg blevet så oprevet? Jeg havde før set dem banke både piger og drenge, så hvorfor var det anderledes? Hvorfor var alt anderledes når det angik hende? Det irriterede mig at hun ændrede min synspunkter og holdninger så let, med kun få ord, og gang på gang overraskede mig med hendes handlinger. Hun var underholende. Nej, hun var ikke bare underholende, hun var interessant. Måden hun tacklede ting var helt anderledes end hvordan andre gjorde. Hendes syn på verdenen var anderledes. Selv måden hun talte på var anderledes. Alt ved hende var anderledes. Måske var det det der betog mig. Hun var anderledes end de andre kedelgie mennesker. 

Men det svarede altså ikke på hvorfor jeg var blevet så sur, så irriteret, da hun havde taget kampen op mod de drenge. Hvorfor havde jeg følt den trang til at beskytte hende, da jeg så at hun blev angrebet? Hun var et offer, intet andet. Hun måtte ikke blive andet. Hun skulle ikke være den første til at trænge ind i min verden. Jeg havde ikke brug for andre. Det var alt for meget arbejde at holde af andre. Der var for mange komplicerede følelser og problemer, som man blev nød til at tage sig af.

Måske skulle jeg bare droppe hele væddemåls-tingen. På den måde ville det ikke udvikle sig til mere. Vi ville gå hver til sit, og leve vores daglige liv. Hun ville sikkert også være gladere på den måde. Vent, hvad? Hvorfor i alverden tænkte jeg overhovedet på hvordan hun ville havde det? Jeg skulle tænke på hvad der gjorde mig glad, hvad der var nemmest for mig. Desværre var de tog ting i stor strid med hinanden. Hvad der gjorde mig glad, var overhovedet ikke hvad der var nemmest. Det vidste jeg. 

Regnen stod ned i stænger, og jeg havde selvfølgelig hverken regnjakke eller paraply med. Det var da kun tabere der gik med sådanne ting. Men det ville nu være rimlig rart på det tidspunkt. Jeg ville helt sikkert blive forkølet nu. Typisk. Men, det var altså ikke fordi jeg var sådan en svag dreng der blev syg hele tiden. Jeg var stor og stærk og...Ugh, jeg lød mere og mere som de fjolser der havde prøvet at smadre Avery. Jeg væmmedes ved tanken. Sådan nogle dumme idioter.

Der var lang vej hjem, og regnen stoppede ikke. Jeg nøs flere gange, og kulden var virkelig uudholdelig. Jeg overvejde at søge ly under et træ, men hvis jeg blev udenfor for længe, ville jeg bare blive endnu mere syg. Det var bedre at komme hjem hurtigt. Pludselig stoppede regnen, og en skygge bredte sig i stedet omkring mig. Var dette karma? Nej, det var det ikke. "Du ligner en druknet kar, at du ved det." Personen havde ret. Det gjorde jeg i den grad. Nej, vent. Hvem bildte sig ind at tale sådan til mig. Chokeret vendte jeg mig om, og mine øjne faldt på en velkendt person. Avery. Hun stod med en paraply hævet over os begge. Det overraskede mig ikke at det var et barnligt Star Wars print der var malet på den. Men jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvorfro hun dog hjalp mig? Hun hadede mig jo. Sikke en underlig pige.

Nej, nej. Jeg havde taget glæden på forskud. Hun begyndte at gå. Hun ville tydeligvis bare gi igen fra før. Og dog. Efter et lille stykke tid vendte hun sig om, og så tilbage på mig. "Hva' kommer du eller nyder du at gå rundt i regnen?" Jeg måtte ligne en lille dreng der lige var blevet tilbudt et stykke slik, for hun begyndte at grine lavt da hun så mit ansigtsudtryk. Med et skævt smil løb jeg hen til hende, og vi begyndte så igen at gå. Sammen, under en lille paraply. Jeg kunne ikke lade være med at indskyde en fræk kommentar. "Hva' er du ved at falde for mig?" Som forventet kiggede hun surt på mig, og satte så tempoet lidt op. "Man er lidt flink mod dig og straks tror du at man er faldet pladask for dig. Sikke en drengerøv du er." Mumlede hun, men grinte så lavt bagefter.

Det var tredje gang. Tredje gang at jeg havde set hende grine. Tre er jo et magisk tal, så det er måske ikke så underligt at det var på det tidspunkt, mine følelser for hende blev seriøse. Dog var det stadig ikke gået op for mig. Sikke et barn jeg dog var...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...