Som en bi uden vinger.

Avery, som sammen med sin bedste ven, Luke, meget diskret planlægger at overtage verdenen i matematik timerne, så de endelig kan få gjort en ende på de forfærdelige sportsnørder og de omvandrende dufteprøver fra matas, er en meget normal pige. Selvom popularitet, fester, kærester og veninder ikke er noget der fylder meget i hendes liv, så er hun tilfreds. Hun har jo både Luke og lyssværdene som skal bruges til nakke herskerne af Pavilur-skolen. Kan det blive meget bedre?

24Likes
89Kommentarer
5064Visninger
AA

11. It kills me to see you happy.

Lawrence's P.O.V

Han var vidst ret sur. Sådan så det ihvertfald ud da han stormede væk efter at havde set os. Han havde ikke sagt noget til hende. Efter hvad jeg havde hørt var de vidst også uvenner, og scenen han lige havde set havde vidst ikke hjulpet på det. Avery så ikke ud til at havde set ham. Jeg havde heller ikke tænkt mig at sige det til hende. Det ragede jo ikke mig om de var  uvenner eller ej. Jeg var fuldstændig ligeglad, så længe hun ikke var demprimeret. Altså, ikke fordi jeg var bekymret for hende, og ikke ville have hende til at være ked af det. Det var jeg da ligeglad med. Jeg gad bare ikke have at hun var endnu mere sur end hun plejede at være. 

Hun rejste sig op igen, og vi fik spist færdigt. Den næste time skulle vi også have sammen. Den gik som den anden havde gjort. Jeg irriterede hende, og hun fik skæld ud fordi hun flippede ud på mig. Hele dagen havde hun faktisk opført sig okay. Hun havde været åben, og opførst sig som hun sikkert også gjorde når hun var sammen med hendes venner. Eller ven. Nej, ham havde hun jo vidst også mistet. På grund af mig. For en uge siden ville tanken om, at jeg havde taget den eneste person, der rent faktisk kaldte sig hendes ven, fra hende, havde frydet mig. Men ikke nu. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvordan hun mon havde det. Og hvordan var hun så i stand til at holde sit dårlige humør væk, så det ikke påvirkede folk omkring hende. Hun var en pige, var hun ikke? Piger de var det svageste køn, hvad angik følelser. De overspillede dem næsten lige så meget som Jim Carrey. Tårer, grin. De viste det frem som var det et teaterstykke. Men ikke Avery. Selvfølgelig var hun ked af det. Men hvad gjorde det at hun viste det? Folk var jo ligeglade, var de ikke? Det var sikkert hvad hun tænkte. Eller..? Måske, kun måske, var hun en af de få mennesker der stilte andre i første række. Hun ville ikke være trist foran andre, for så ville de jo også blive triste, ikke? Måske, kun måske, havde hun opdaget hvor bekymret jeg havde set ud på vej til skole, da hun forklarede hvad der plagede hende. Og måske, kun måske, ville hun rent faktisk ikke bekymre mig? Det ville jo betød at hun, på en måde, bekymrede sig om mig. Vent! Hvorfor blev jeg helt fjollet af at tænke på det. Ad, hvor ulækkert. Jeg opførte mig jo som en klam teenager. 

Vi var endnu engang på vej til skole. Det var torsdag. Jeg havde igen hentet hende, så vi kunne følges til skolen. En uge var næsten gået, og jeg manglede kun 2, indtil hun skulle indrømme at hun ikke hadede mig, eller jeg skulle holde mig væk far hende. For altid. Jeg vidste selvfølgelig godt at jeg ville vinde. Seriøst, hvem ville kunne modstå min lækkerhed og charme? Det kunne Avery åbenbart. 

"Din perverse idiot! Det der kaldes seksuelt overgreb!" Jeg trak min arm tilbage, og kunne ikke lade være med at smile skævt over hendes knald røde ansigt. "Nej, det kaldes venskabelig arm om skuldrene." Jeg grinte lavt. Jeg havde jo gjort det på et utal af piger, og jeg vidste da godt at de, ligesom Avery, ikke havde set det som 'venskabeligt'. Men modsat Avery så havde gladeligt accepteret det. Avery slog blot løs på mig, imens jeg lod som om det rent faktisk gjorde ondt. 

Efter at havde angrebet mig, vendte hun blikket væk, og så ud til igen at vende tilabge til sit demprimeret jeg. Med et suk lagde jeg en hånd på hendes hoved. "Jeg ved ikke vad der er sket mellem dig og Luke, men hvis han er så cool som du siger han er, så skal han nok blive god igen." Det gjorde næsten ondt at sige det. Jeg komplimenterede lige den lille nørdede mide. Ad. Men det så ud til at gøre Avery galdere. Hun smilede bredt, og kiggede op på mig. "Jep! Det har du ret i!" Med et grin, satte hun tempoet lidt op, så hun overhalede mig. Efter lidt tid kiggede hun tilabeg på mig, som hun havde gjort den dag, i regnvejret, og smilede stort. "Kom nu!" Av, av, av, av. Shit, jeg tror squ jeg fik et hjerteanfald. Seriøst, det smadrede mit indre at se hende så glad. Jeg måtte virkelig hade hende. 

Endnu en dag gik. Vi så intet til Luke. Men vi havde det sjovt. Virkelig. Det var lang tid siden jeg sidst havde haft det så sjovt. Vi pjattede, åd en masse mad, og hun fik mig sågar til at synge på vej hjem. Hun var virkelig undelig. Virkelig, virkelig underlig. Den ene dag var hun totalt kold, og den anden dag smilede hun og grinede mere end nogen anden. Det var nu meget rart. Jeg mener underholdende. Det var meget underholdende. Og det ville blive endnu mere underholdende at dumpe hende. Eller noget...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...