Som en bi uden vinger.

Avery, som sammen med sin bedste ven, Luke, meget diskret planlægger at overtage verdenen i matematik timerne, så de endelig kan få gjort en ende på de forfærdelige sportsnørder og de omvandrende dufteprøver fra matas, er en meget normal pige. Selvom popularitet, fester, kærester og veninder ikke er noget der fylder meget i hendes liv, så er hun tilfreds. Hun har jo både Luke og lyssværdene som skal bruges til nakke herskerne af Pavilur-skolen. Kan det blive meget bedre?

24Likes
89Kommentarer
5063Visninger
AA

17. "Go die in a hole, buttface."

Lawrence's P.O.V

Jeg var skide sur. Hvorfor var hun bare gået uden mig? Sikke en tumpe. Og endda efter at jeg havde fortalt hende alt omkring mig og mine familie. Hun ville helt sikkert få at bestille når jeg engang fik hende at se, hvilket jeg håbede var snart, for jeg savnede hendes seriøst meget. 

Jeg gik rundt på gangene med et par af mine såkaldte ’venner’. Min såkaldte ’kæreste’ var der ikke. Hun var vidst sur. Fedest, det betød at jeg ikke behøvede at tænke på hende i et stykke tid. Personerne ved min side snakkede vidst om noget meget underholende, og jeg snakkede vidst også. Dog lod min hjerne ikke til at opfange det. Det var lidt ligesom en ud-af-kroppen oplevelse. Jeg lod blot min krop klare arbejdet, mens jeg gik i min egen verden.

”Hvordan går det så med væddemålet, Law?” Dette spørgsmål vakte min opmærksomhed, og jeg kiggede mod personen der havde stillet det. Ja, hvordan gik det egentligt med væddemålet? Det gik vel…fint? Eller gjorde det nu også det? Jeg havde jo ikke den fjerneste idé om hvad Avery syntes om mig. Hun tilbragte meget tid sammen med mig, men det var vel kun så jeg ikke kunne klage når hun vandt væddemålet, var det ikke? Det lod til at jeg ville tabe. Stort.

Jeg smilede blot skævt til personen, som havde stillet spørgsmål. ”Det går strygene. Selvfølgelig vinder jeg.” Ah, så meget selvtillid jeg havde, hva? Hvis bare selvtillid var hvad jeg behøvede for at vinde, så ville det være langt nemmere. Men hvorfor ville jeg egentlig vinde? Var det for at ydmyg Avery? Umuligt. Var det så for at bekræfte om hun kunne lide mig? Muligt. Men hvis jeg vandt, så ville hun jo blive ydmyget, lige meget hvad. Og min popularitet ville falde hvis jeg valgte Avery’s side. Men hvad skulle jeg så lige gøre? Det var jo umuligt at finde en fair løsning på dette problem. Hver gang jeg fandt et svar, så kom der et nyt spørgsmål. Den ligning ville aldrig går op, det vidste jeg.

Avery's P.O.V

”Avery, hvordan gå det så med væddemålet?” Jeg kiggede op på Luke, der stod ved min side, i køen til kantinen. Det føltes som flere århundrede siden jeg sidst havde set ham. Jeg havde jo haft så travlt med Lawrence, at jeg ikke havde haft tid til ham overhovedet. Vi havde glemt alt om vores lille ’konflikt’, og nu lod vi blot som havde det aldrig fundet sted.

Jeg smilede selvsikkert til Luke, før jeg svarede: ”Jeg vinder med garanti.” Ja, selvfølgelig ville jeg vinde. Det var jo ikke fordi at jeg var begyndt at kunne lide Lawrence. Næ nej. Bare fordi han havde været lidt flink, og opført sig som et normalt menneske, og ikke en arrogant nar, så var jeg bestemt ikke begyndt at kunne lide ham. Helt ærligt, hvem tror i jeg er? Jeg skifter ikke mening omkring en person efter sølle tre uger. I kan tro om, kan i. Jeg hadede ham stadig. Jeg hadede ham, så hvorfor glædede jeg mig ikke til på Fredag hvor alt dette skulle ende? Hvorfor ville jeg ikke indrømme overfor ham at jeg stadig hadede ham? Hvorfor var jeg bange for at han skulle ydmyge mig foran alle? Hvorfor ville jeg ikke have at vores tid som venner skulle være forbi? Argh, det var alt sammen så kompliceret.

Vi trippede ned til et ledigt bord, i enden af kantinen, og satte os så ned, overfor hinanden. Vi begyndte begge at spise vores mad, med største velbehag, mens vi snakkede om alt mellem Star Wars I til Star Wars III. Ah, hvor havde jeg savnet dette. Og så alligevel ikke. Jeg havde været for optaget af at tænke på hvordan jeg skulle fortælle Lawrence at jeg hadede ham. Efter alt hvad han havde sagt, om ham selv og hans familie, hvordan kunne jeg så bare sige at jeg stadig hadede ham? Var det ikke lidt for ondt? Nej, stop! Man skal ikke have medfølelse med samfundets afskum. Kom tilbage til virkeligheden Avery!

”Avery, jamen dog! Hvad laver du her?” Jeg kiggede op, hvor jeg så Lawrence. Lawrence og hans lille klub. Fedt. Luke så også temmelig begejstret ud da han fik øje på Lawrence. Som om. Han sendte ham simpelthen det ondeste dræberblik. Selv ikke mørkets fyrste ville kunne gøre det bedre. Jeg sukkede dybt og dramatisk før jeg endelig tog mig sammen til at svare ham. ”Jo, jeg bliver faktisk tvunget til at gå i skole her, sjovt nok.” Jeg fnøs af ham, og kiggede væk. Jo, jeg kunne skam godt opføre mig som en highclass bitch. Ingen problemer der.

En af hans venner trådte frem. ”Lawrence, det ser ikke ud til at du vil vinde det væddemål.” Hans grin spredte sig mellem den irriterende gruppe abehoveder, der stod ved siden af Lawrence. Den stoppede dog hurtigt da Lawrence kiggede på dem. ”Nu for vi at se. Jeg er rimelig sikker på at jeg nok skal vinde.” Han kiggede derefter over på mig, med et selvsikkert smil, hvorefter han blinkede. Jep, hvis en af de blonde babes havde siddet hvor jeg havde, og set hvad jeg havde, så var de lige nu i færd med tigge Lawrence om at gifte sig med dem. Jeg selv havde mest lyst til at brække mig, hvilket så ud til at more ham en hel del, idet han vendte sig om, og forlod os igen.

”Jeg hader ham virkelig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...