Skønne Ondskab

Evig regn var hverdag i Londons gader, og denne aften var bestemt ikke nogen undtagelse. Regnen drev ned ad vinduets yderside, og fortsatte ned af murværket. De nøgne bøgetræer svajede vildt i det kraftige blæsevejr, som prøvede de at advare én mod at begive sig udenfor. Himlen havde en faretruende mørkegrå farve, der ikke kunne betyde andet end tordenvejr. Og rigtigt nok gik der ikke mange minutter, før det første lynnedslag flængede himlen, efterfulgt af et højt brag. I de få øjeblikke lysglimtene varede, kunne man ikke undgå at lægge mærke til, hvor spøgelsesagtigt forladte gaderne så ud, men hvem ville også begive sig ud i sådan et vejr. Hmm. havde det været for en måned siden, ville jeg nok have begivet mig ud i dette vejr, men de oplevelser jeg havde haft det seneste stykke tid, havde gjort at jeg næsten aldrig begav mig udenfor længere. Førhen fik regnvejret mig ellers altid til at føle mig tryg, men det var anderledes nu. Alting var anderledes nu!