Justin Bieber. Baby! <3 (N)

Hej :'D Før jeg begynder at lægge denne novelle ind, skal i lige vide at det IKKE er min. Hende der rigtig har skrevet den, har givet mig love til at lægge den ind.
Håber i kan lide den.. :')

Hovedpersoner:
Josefine: 15 år. (Jeg person) Mørke brunt hår, grønne øjne, normal krop
Nicoline: 15 år. Leverpostej farvet hår, grøn/blå øjne, slank.
Annette: Josefine's mor. 46 år.
Lars: Josefine's far. 47 år.
Magnus: Josefine's storebror. 20 år.
Rasmus: Josefine's storebror: 22 år.
Justin Bieber: 16 år. I ved hvordan han ser ud :)
Der kommer nok flere med efterhånden :)

23Likes
21Kommentarer
14547Visninger
AA

39. På Hospitalet Med Dylan

Jeg gik lige forbi ham. Han tog fat om livet på mig. ”Giv slip” sagde jeg i mit normale tonefald. Men han hørte ikke efter. ”Giv slip!” hvæsede jeg, og gik ud af hans arme. ”Hold nu op smukke!” sagde han. Jeg vendte mig om, så jeg kiggede lige ind i hans øjne. ”Nu hører du godt efter karlesmart! Jeg vil ikke, havde noget med dig at gøre! Så vil du ikke nok være sød, bare at gå din vej?!” sagde jeg, og vendte mig om. ”Her er din trøje, og vær venlig at gå din vej” sagde jeg, og gik hen til døren, og viste vejen ud. ”Skatter slå nu op med ham. Du ved jo godt du kan lide mig” sagde han, og holdte sine hænder på mine hofter. Han trak mig ind til ham. ”GIV SLIP!” råbte jeg. ”Hold nu op smukke” sagde han, og smilede sit charmerende smil, der havde fået mig til, at smelte derhjemme, men ikke nu! ”Giv slip” vrissede jeg, imens jeg prøvede at komme fri. ”CAITLIN!” råbte jeg, imens jeg stadig prøvede, at få hans arme væk. ”Ja’e… Hvad sker der lige her?” spurgte Caitlin. ”Han gider ikke at give slip!” sagde jeg, og prøvede stadig, at få ham væk fra mig. ”Hun kan jo godt lide mig. Bare gå Caitlin vi skal nok klare os” sagde han, og kyssede min kind. Han knugede mig endnu mere ind til ham. ”Dylan jeg synes du skal gå nu… Og det kan ikke gå for langsomt!” sagde Caitlin, og fik ham væk fra mig. ”Caitlin…” sagde han, men jeg afbrød ham. ”UD! Dylan ud nu! Og som hun sagde det kan ikke gå for langsomt!” sagde jeg, og skubbede ham ud. Jeg gav ham hans sko, og jakke i hånden, og skubbede ham ud af døren. ”Josefine søde. Hold nu op, du skal bare…” sagde han, også faldt han ned på jorden. ”Dylan?” spurgte jeg, og klappede ham på kinderne. ”Dylan det er altså ikke sjovt det her!” sagde jeg seriøst, og ruskede i ham. Normalt roder jeg ikke i folk lommer, men det her var noget andet. Jeg rodede rundt, og fandt en lille flaske, men alkohol i. Han havde 3 tomme flasker i hver jakkelomme, jeg tog hans mobil til en nødsituation. ”Caitlin ring til en ambulance!” råbte jeg. ”Er i gang!” råbte hun tilbage. Hans øjne var halvt åbne, og halvt lukkede, og hans mund stod helt åben. Jeg kan godt selv regne ud hvorfor han besvimede, men hvorfor havde han så meget alkohol? Jeg kunne høre en sirene længere nede af vejen. Jeg rejste mig op. ”Caitlin? Er du klar?” spurgte jeg. Hun stod lige bag mig, med sko og jakke på. ”Hvem af jer af drengens kæreste?” spurgte en mand. ”Øhm vi er ikke hans kærester. Vi er ikke engang venner? Han var på vej ud, også besvimede han. Jeg fandt 6 tomme flasker alkohol i hans lommer, men de var jo ikke så store” sagde jeg, og viste ham flaskerne. ”Okay ringer i til drengens forældre?” spurgte han. Jeg nikkede. Jeg tog hans mobil op af min lomme, og trykkede på hans kontakter, også hans mors nummer.
Dylan’s mor: ”Det er Tina” sagde hun på dansk.
Åh nej lang tid siden jeg havde talt dansk. Josefine: ”Øh hej Tina, det er Josefine. Dylan er kommet til skade, og har drukket for meget. Han er på vej på hospitalet nu, bare så du ved det” sagde jeg. Der var stille i røret. ”Øh vi er på vej” sagde hun og lagde på. ”Drengens forældre er på vej” sagde jeg til manden. De var ved, at få Dylan over på en af de der bårer. ”I må hellere tage med” sagde manden. Jeg luntede ind i huset, og råbte ”Far vi tager på hospitaler, vi er snart hjemme igen!” også gik jeg ud igen. ”Vi tager min bil” sagde Caitlin. Jeg nikkede. Vi kørte efter ambulancen hele vejen til hospitalet…
”Josefine Hansen og Caitlin Beadles i kan se ham nu. Han vågner snart” sagde en kvindelig doktor. Jeg gik tøvende med hende, og så Dylan, ligge ved siden af en masse ledninger. Jeg satte mig på en stol ved siden af ham. Jeg satte mine albuer ned i mine lår, og hvilede mit hoved i mine hænder. Jeg lukkede langsomt mine øjne, og var lige ved at falde søvn, da en rørte ved mig, og jeg fik et chok. Jeg kiggede op, og så Dylan ligge og kigge på mig. ”Undskyld” mumlede han. Jeg sagde ikke noget. Hvad skulle jeg sige? ”Det er okay Dylan vi kan snakke som om alt er okay?!” Nej! Det ville jeg ikke! ”Dine forældre kommer om lidt, så jeg tror jeg går nu. Hej hej!” sagde jeg meget hurtigt, og gik. ”Josefine?” spurgte han, da jeg skulle til, at åbne døren. ”Jeg undskylder for, at jeg har været sådan en idiot. Jeg tror bare, at jeg var blevet vild med dig, og ikke synes, at du skulle være sammen med Justin” sagde han. Jeg vendte mig om, og kiggede på ham. ”Kunne du ikke sige det i stedet? Hjemme i Danmark var du jo ligeglad med mig?” sagde jeg. ”Jamen når man er optaget, bliver personen på en måde mere vild efter personen” sagde han. ”Når, men jeg må gå nu” sagde jeg, og gik ud af døren, inden han nåede at sige noget. ”Caitlin skal vi skride?” spurgte jeg. Hun nikkede.
”Ses Caitlin” sagde jeg, da vi holdte ude foran mit hus. ”Ses” sagde hun, og kørte sin vej. Jeg gik indenfor, og tog mine sko af, og min jakke af. Jeg gik direkte op på mit værelse, og tog nattøj på, og fjernede make-up, også gik jeg direkte seng. Jeg drømte om Justin, og Dylan der skændtes om mig. Det var ikke meget søvn, jeg fik den nat!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...