På en knivsæg

"... Havde hun nu været klog var hun nok vendt om og begyndt at løbe mod motellet, men hendes eventyrlyst slog gnister og hun kunne mærke adrenalinen pumpe. Dumdristig! Det var hvad hendes mor havde kaldt hende! Hun hørte moderens stemme sige det igen og igen inde i sit hoved, da hun pludselig tog et skridt frem, så et til, og et til, indtil hun løb direkte mod fyrens ryg..."
>>
Deena er en eventyrlysten og lettere dumdristig pige, der ved et uheld lander i en lille fremmed by, langt væk fra hendes hjem. Her skal hun komme til at stå over for et eventyr der kan koste hende livet! Det hele starter da hun møder Alex...

4Likes
2Kommentarer
2441Visninger
AA

5. Alex

Hun vidste ikke hvor langt de var gået, men pludselig stoppede han. Hun havde nærmest fulgt ham i trance. De var gået længere ind i skoven, op ad bakke, ned i dale, hoppende over rødder og slingrende mellem unge træer. Han var let på foden, og hun havde ingen problemer i at følge med, men af grunde hun ikke vidste holdte hun alligevel en afstand på en 4-5 meter.
Hun så på hans høje skikkelse, på hans blonde hår og den løse hvide skjorte. Han mindede hende til forveksling om en engel hun havde set på et billede. Det karakteristiske lys der kredsede om engle, og ham her, der hvilede noget lys over ham. Som en eller anden aura! Eller var det mon det eventyragtige lys fra bøgetræskronerne? Hun vidste det ikke, men pludselig rev han hende ud af hendes tanker.
- Min far opfostrede mig fra da jeg var helt lille af. Han tog sig altid af mig når min mor ikke kunne. De arbejdede begge, men hun mest. Så passede han mig. Han legede med mig, læste historier for mig og var der altid når jeg var ked af det eller bange, og havde brug for trøst. Han var min bedste ven.
Mens han talte kom hun tættere og tættere på ham, indtil hun stod lige bag ved ham. Hun turde ikke stå foran ham. Hun var bange for at se ham ind i øjnene. Hun kunne ikke forklarer det, men de rummede en uhyggelig styrke som hun ikke brød sig om. Hun følte sig nøgen når han kiggede på ham. Psykisk nøgen, som om han kunne se helt ind i sjælen på hende, og det skræmte hende.
Han fortsatte uforstyrret.
- Så skete ulykken. Min far forsagede den. Han havde kørt bilen frontalt ind i en modkørende bil. Han overlevede på mirakuløs vis, men min mor klarede den ikke.
Deena havde næsten forventet at høre en sørgmodig stemme, men han forklarede bare med en tonløs dagligdages stemme.
- Da man fandt dem, måtte de skæres fri. Min far havde fået slemme kvæstelser, men var dog i live. Han havde et ubekymret glad smil på læben. Som når han var glad. Det var det smil som jeg plejede at se til juleaften, når han så mig pakke mine gaver op. Jeg tror ikke engang at han vidste at hans kone sad lige ved siden af og var død. Jeg har tit tænkt på om der mon havde siddet en engel i bilen og beskyttet ham, og givet ham styrke.
Deena lyttede intenst. Hun var nærmest hypnotiseret af hans monotone stemme. Hun så det hele ske for sit indre blik. Hun så en lille blond dreng sidde på gulvet foran juletræet og pakke sine gaver op, mens hans forældre sad i hver deres lænestol og betragtede deres lille søn med et smil. Hun så harmonikasammenstødet mellem de to biler, hvori Josef og hans kone sad i. Hun så manden blive båret ud af ambulancefolkene med et smil på læben. Hun gøs.
- Han blev indlagt. De sagde at han havde en svær psykose der gjorde ham farlig for sin omverden. Så de fjernede mig fra ham, og jeg kom i pleje hos en familie på landet. Senere blev han udskrevet, i den tro at han var helt rask. Og det var han.
Deena anede et smil lurer i hans stemme. Det gav hende selv lyst til at smile.
- han var rigtig rask, Deena.
Det gibbede i hende da han nævnt hendes navn på så fortrolig vis. Egentlig syntes hun at det var meget rart, men det var stadig underligt på en mærkelig måde.
- Og så døde han.
Historien endte så brat, hun kunne høre ham skifte toneleje. Hun følte det som blev hun revet ud af en drøm. Hun svajede lidt, men genfandt så balancen. Han vendte sig om og så længe på hende. Denne gang prøvede hun at holde blikket, men lykkedes ikke. Efter få sekunder måtte hun slå det ned igen. Hun følte stadig den ubehagelige nøgenhed når han så på hende, og hun prøvede at undgå det så meget hun kunne, uden at virke uhøflig eller afvisende.
- Kom med.
Han greb fat i hendes arm, og hev hende raskt igennem skoven igen. Hans greb var fast og lidt for hårdt, og hun skar en grimasse. Hun prøvede at gøre sig fri, men med mine til stadig at ville følge efter, men han gav ikke slip. Han hev hende igennem skoven, til de til sidst nåede ud i et område med høje bøge og birketræer. Her standsede han endelig, og Deena kunne ømme sig. Så fik hun øje på den. En lille træhytte der hang i en to, tre meters højde. Han kravlede op ad stigen og forsvandt ind i hytten, som havde han aldrig bestilt andet. Deena der var lidt bange for højder (og ikke mindst, også lidt for ham) værgede sig ved at klatre op, men så tog hun mod til sig og klatrede op. Hun blev overrasket over hvor hyggeligt der var deroppe. Gamle puder og hynder, et lille bord med stearinlys, en masse Anders and blade og gamle sodavandsflasker, og falmet slikpapir. Hun kunne straks fornemme på ham at her havde han hjemme. Og hun havde ret.
- Min far byggede den her til mig da jeg var 5 år gammel. Her havde vi vores hule. Så når muligheden var der, eller at vi bare havde brug for at komme væk, gemte vi os her. Hver for sig eller sammen. Vi kunne sidde og drikke cola og læse Andersand, eller vi kunne spille på min gameboy, eller bare snakke. Vi kunne gøre alt her! Det var vores sted!
Hans stemme fik en klang af vemod, og Deena følte pludselig en trang til at trøste ham. Der var noget barnligt og drenget over hans ansigt og hans stemme, og når han blev ked af det skar det nærmest i hendes hjerte. Det fascinerede hende at han havde den effekt på hende. Men så kom hun pludselig til sig selv igen. Han var psykisk syg, og psykisk syge personer kunne manipulere så let som ingen ting! Hun var kun en håndsbredde fra at være død! Hvis han nu fik en psykose lige nu, og fik lyst til at kvæle hende… Han havde musklerne til det, og hun ville ikke kunne flygte! Hun mærkede en skælven løbe gennem kroppen. Nej, det ville ikke ske. Den måde han var på nu, der vat overhovedet ingen tegn, ikke det mindste, på at sådan noget ville ske. Psykotisk eller ej! Men hun ville have nogle svar! Og hun ville starte fra en ende af.
- Hvorfor viser du mig alt det her? Hvorfor fortæller du mig om det?
Han trak på skuldrene.
- Det ved jeg ikke.
Deena tog ikke hans svar for gode vare.
- Hvorfor fulgte du efter mig? Jeg fik dig arresteret! Du burde hade mig!
Han trak igen på skuldrene.
- Jeg ved det ikke.
- Men hvorfra kender du så mit navn? Det må du da vide!
Et smil spillede i hans mundvige.
- Du er skrevet ind på motellet. Dit navn står i deres register.
Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen.
- Jamen hvad så med det dræberinstinkt? Hvor kommer det lige fra?
Ordene var røget ud af munden på hende, og hun fortrød allerede inden hun havde sagt dem. Hun stirrede chokeret på ham, og greb sin hånd idet den pr. Refleks fløj op til munden. Aldrig havde hun følt sig så dum og tankeløs!
Hun havde forventet at se vrede, måske endda en begyndende psykose, men nej. Faktisk så han lidt trist og tænksom ud. Han havde lagt sig på ryggen med armene samlet under nakken. Hun sad stadig på knæ og stirrede chokeret frem for sig.
Der gik et stykke tid, før han sagde noget.
- Jeg er syg, Deena. Det ved du vist godt. De siger at jeg har arvet det fra min far, at han har smittet mig og dyrket denne sindssyge i mig siden min barndom. Men de var der ikke da jeg var barn. Jeg havde det perfekt. Jeg havde min egen lille verden med en far og en mor der elskede mig. Jeg var et ønskebarn, og jeg manglede aldrig noget. Ikke før Meera døde, og tingene begyndte at gå skævt for min familie.
Deena så uforstående på ham.
- Meera?
- Min mor.
Deena mærkede igen en kuldegysen løbe over sine arme og lemmer. Denne gang af en ny grund. Så spurgte hun pludselig, ud af det blå, uden rigtig at vide hvorfor.
- Hvordan var hun?
Alex smilede. Det var et barnligt smil.
- Meera var alt det som en god mor skulle være. Hun holdte så utroligt meget af sit barn, og elskede sin mand højt. Hun var blid og vis i sine handlinger. Intet ondt havde nogen sinde boet i hende. Hun er min skytsengel.
I en rum tid lå han der, ubevægelig og stirrede op i loftet. Deena tænkte på Meera. På hvordan hun måtte have set ud, og hvad hun mon ville have syntes om hende.
Alex satte sig pludselig op, og vendte sig halvt rundt, for at gribe ud efter noget der stod på en hylde bag ham. Så rakte han det til hende.
Hun tog forbavset imod billedrammen og så på det lille fotografi der sad i det. Hun så Josef mørkhåret og mørke øjne, med et tilfreds smil på munden. Hun så Alex sidde der på sin fars arm, barnlig og drenget, ligesom nu, med det blonde hår og de store blå øjne. Men det var ingen af dem der fangede hendes blik, selvom Josef utvivlsomt havde været en flot mand, og Alex nok var det sødeste barn hun nogen sinde havde set. Lige som hun havde set ude i skoven, mens de gik, var der nærmest noget engleagtigt over det lille barn, der sad der på sin faders arm. Men det var alligevel ikke ham hun så først. Det var kvinden der stod ved siden af dem. Med blonde slangekrøller og lige så blå øjne som himlen, stod Meera ved siden af sin mand og sin søn, med et hjertevarmt smil og en engels blide træk, og Deena fornemmede at den glorie der sværmede om Alex nærmest kom fra hende af! Hun var selvlysende, nærmest gennemsigtig! Hun var en aura i sig selv, og Deena tænkte at smukkere menneske måtte ikke findes!
- Det er min mor, påpegede han tonløst, men Deena fornemmede en undertone der rummede ømhed. Uden at vide det kom hun til at smile.
- Du ligner hende, sagde hun uden at tænke. Så blev hun pludselig vagtsom igen. For anden gang den dag måtte hun erkende at hun havde ladet sin mund løbe af med sig.
Alex så på hende med dybe øjne. Deena var nu blevet så vant til hans bliks styrke så hun undgik helt at se på ham. Smilede bare lidt kejtet. Det var lidt pinligt at hun ikke kunne holde øjenkontakten, men nøgenheden ville hun helst undgå lige nu.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...