Picture Perfect ~ JDB

Melanie Mary Parker er en 16 årig pige, som nyder den varme sol i sommeren. Men hun mangler penge, som de fleste andre teenagere og finder sig derfor et feriejob. En paparazzie er hvad det bliver til, og det giver Melanie mange nye muligheder. Men man kan nemt komme ud i ballade, hvis man får et helt perfekt billede af en stjerne, som denne specielle stjerne vil gøre alt for ikke kommer ud til hele verden. Men vil Melanie slette billedet, eller vil hun beholde det og offentliggøre det?

138Likes
430Kommentarer
11945Visninger
AA

13. Melanies Synsvinkel

”En ven,” sagde jeg og smilede stille. Jeg blev nød til at tænke på andre end mig selv. Justin havde vist sig som en rigtig sød en, og var kommet for at sige undskyld, selvom det var mig der burde sige undskyld til ham. Hvis jeg afleverede det billede, ville en masse besatte piger gå helt fra forstanden, og jeg ønskede jo på ingen måde Justin noget ondt.

”En ven? Hvem?” spurgte han,  men jeg kunne se på ham, at han godt vidste hvem jeg talte om. Jeg så det klart i hans øjne.

”Dig” sagde jeg en anelse genert, og kiggede lidt væk, for at undgå hans øjne. Han smilede stort til mig, og rakte sin hånd frem.

”Det er en aftale” sagde han sjovt, og trykkede min hånd, som om vi lige havde lavet en deal. Jeg tvivlede dog på, om han blot sagde det for at få mig til at slette det, og så bare afbryde kontakten til mig, men Justin virkede ikke som den type, der bare kunne finde på sådanne ting, så jeg stolede på ham. Jeg tog fat i kameraet jeg havde i min anden hånd med begge hænder, og vidste at jeg nu blev nød til at slette det billede, der kunne give mig det jeg var kommet efter fra starten af, men et venskab var trods alt vigtigere end penge. For penge ville man ikke kunne købe noget så betydningsfuldt som et venskab. Jeg tændte kameraet, og lod det starte op, mens Justin nysgerrigt så til. Han kiggede ned på den lille skærm hele tiden, for at være sikker på at det forsvandt. Jeg gik ind i ’gemte billeder’ og som det første, poppede billedet at Justin og fanen op. Han så knap så fornøjet ud, og stod helt stille.

”Jeg anede ikke at det så så overbevisende ud” sagde han lavt. Jeg sendte ham et lille smil og trykkede på skraldespanden, der var tegnet på en af knapperne. En sort tekstboks kom frem, og der stod: ’Ønsker du at slette dette billede?’ Jeg kiggede tvivlsomt Justin i øjnene, men han nikkede stille, som tegn til at jeg skulle trykke ’ja’ – hvilket jeg så gjorde. Frem kom det forrige billede, og jeg vidste, at jeg havde brugt så ufattelig lang tid på at skaffe, nu var væk for altid. Forsigtigt satte jeg kameraet ned på skrivebordet, og sukkede. Jeg vidste jo at det var det bedste, men det ærgrede mig, at det nu var væk. Hvis Justin nu ikke var løbet efter mig, den dag det skete, ville jeg bare gå ned med det billede og få det i aviserne, uden at tænke på hvilke konsekvenser det kunne få for Justin. Uden jeg lagde mærke til det, slog Justin sine arme om mig, og trak mig ind i et kram.

”Tusind tak. Du aner ikke hvor lettet jeg er nu” sagde han, men gav ikke slip. Jeg krammede med og mærkede hvor dejligt det egentlig var at stå i hans arme. Han virkede muskuløs, selvom det ikke så sådan ud ude fra.

”Det var .. så lidt” sagde jeg langsomt og trådte et skridt tilbage. Justin gik hjem en time senere, efter vi havde snakket en smule. Ikke om billedet – for en gangs skyld, men om ting som ’venner’ snakkede om. Det var befriende at kunne åbne mig lidt op for ham, og vise en side af mig selv jeg havde holdt skjult. Den ikke egoistiske side. Jeg havde vist mig som en egocentreret nar over for Justin, og jeg håbede inderligt at han havde fået et andet indtryk af mig nu.

Jeg stod foran døren til kontoret, hvor ham manden var, søndag formiddag. Jeg havde aldrig fået hans navn, men det kunne jo egentlig også være lige meget, eftersom jeg ikke havde fået det billede han bad om. Nervøst trak jeg ned i håndtaget med min frie hånd, der ikke bar kameraet og trådte indtil et frygtelig varmt lokale. Han sad bag sit skrivebord og løftede op i øjenbrynene, men jeg gik hen til ham.

”Fik du et billede?” spurgte han. Jeg lagde kameraet på bordet, og rystede på hovedet. Han grinede en anelse hånligt og trak det til sig.

”Det tænkte jeg nok. Du kan godt gå” sagde han så. Det undrede mig, at det var det eneste han ville sige. Han spurgte slet ikke ind til noget, men var egentlig kun interesseret i et dumt billede. Det fik også mig til at tænke, at det måske var meget godt at jeg ikke gav ham det. Skuffet gik jeg igen, og vidste at et sommerferie job nok ikke var det jeg ville komme til at bruge tid på denne sommer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...