Picture Perfect ~ JDB

Melanie Mary Parker er en 16 årig pige, som nyder den varme sol i sommeren. Men hun mangler penge, som de fleste andre teenagere og finder sig derfor et feriejob. En paparazzie er hvad det bliver til, og det giver Melanie mange nye muligheder. Men man kan nemt komme ud i ballade, hvis man får et helt perfekt billede af en stjerne, som denne specielle stjerne vil gøre alt for ikke kommer ud til hele verden. Men vil Melanie slette billedet, eller vil hun beholde det og offentliggøre det?

138Likes
430Kommentarer
11933Visninger
AA

6. Melanies Synsvinkel

”Så gå da” sagde han irriteret. Jeg himlede med øjnene, og gik uden at kigge mig tilbage. Jeg holdte stramt omkring kameraet i mine hænder. Jeg var så lykkelig over at jeg havde fået taget det billede! Og jeg var dybt taknemmelig over at hende den skøre fan, havde haft modet til at løbe ind og kysse ham på kinden. Jeg var sikker på at ham jeg skulle afleverer billedet til, kunne bruge det, for man kunne jo finde på en masse gode overskrifter til sådan et billede. Nu glædede jeg mig bare til søndag, hvor jeg skulle aflevere det. Tænk at Justin Bieber havde snakket sådan til mig? Egentlig var jeg bedøvende ligeglad, men det var jo den perfekte dreng, alle gik og snakkede om. Ham der var så frygtelig sød. Jeg kunne hvert fald sige med det samme at jeg ikke kunne lide ham. Han var overfladisk, og jeg vidste ikke noget værre overfladiske typer, men på den anden side, følte jeg en lille smule forsåelse. Han ville jo ikke miste sin kæreste han snakkede om, men hvad ragede det mig? Jeg skulle bruge det billede. Det var min eneste chance. Det vidste han jo naturligvis ikke, men han ville aldrig få fingrene i det billede. Aldrig.

"Hvor har du været henne?" spurgte min mor, da jeg trådte ind ad døren derhjemme. Hun havde mel på sit tøj, og i håret. Min mor elskede at bage, og gjorde det derfor rigtig ofte. Det var altid dejlig med nybagte kager, men når hun eksperimenterde med nye opskrifter, endte det ofte med brændt kagebund og røg i køkkenet. Min mor var en meget smilende person, der ikke tog ting så nært. Det var befriende til tider, men nogengange undrede det mig at hun aldrig blev direkte sur hvis folk gjode noget man rent faktisk burde blive sur over. Der var jeg anderledes. Jeg blev tit meget sur, over ting jeg ikke burde blive sur over. Mit temperament var stort. Noget jeg havde arvet fra min far. Ham så jeg ikke så tit. Mine forældre var skilt, men det var nok bedst sådan. De kunne slet ikke sammen til sidst.

"Bare nede i centeret" svarede jeg. Hun nikkede med et smil på læben, og gik ud i køkkenet for at fortsætte med bagningen. Jeg gik op på mit værelse. Nu skulle jeg ikke tænke på det dumme billede mere, så jeg havde nu chancen for at nyde min sommerferie. Jeg tog min mobil, og en bog under armen, og gik ud på den altan jeg havde på mit værelse. Det var stadig utroligt varmt, så jeg besluttede at jeg ville sidde der og få læst lidt med udsigt til vores baghave. Hurtigt fik jeg slået op på en side, men jeg fik ikke læst mere end et par linjer, før at min mobil begyndte at ringe. Jeg lagde bogen på bordet ved siden af mig, med badsiden opad, og besvarede opkaldet.

"Det er Melanie" sagde jeg lidt forvirret, da nummeret var skjult. 

"Hej Melanie. Det er Justin" sagde en drengestemme. 

"Justin?" spurgte jeg forvirret, uden at tænke mig om. Jeg hørte ham grine lavt.

"Bieber" fik han sagt. Jeg lukkede irriteret mine øjne, og pustede ud. Irriteret på mig selv, fordi jeg ikke kunne genkende hans stemme, men også irriteret på ham, fordi at han ikke kunne lade mig være. Hvis han ville snakke om det billede, kunne han lige så godt droppe det! 

"Nåh.. men så hej" sagde jeg ret koldt, og ventede på at han ville komme til sagen. 

"Jeg tænkte på om vi kunne måske kunne mødes? Jeg vil gerne snakke med dig" sagde han. Jeg grinede lidt for mig selv, men lavt nok til at han ikke ville kunne høre det. Ville Justin Bieber mødes med mig? Efter at ha' snakket til mig tidligere som var jeg et insekt? Det skulle nok blive sjovt.

"Det kan vi vel godt.. " mumlede jeg. Måske ville det så være en god idé at tage kameraet med? Hvem ved om jeg kunne tage et billede mere? Måske burde jeg ikke.. Han ville sikkert bare tage det og slette det dyrebare billede jeg havde fået taget ved centeret så. 

"Godt. Kan jeg komme hjem til dig? Jeg stoler ikke nok på dig til at lade dig se mit hus" sagde han også ret kold. Hele sammentalen havde været ført under en  meget kold og irriteret tone fra os begge.

"Jojo.. " mumlede jeg og gav ham adressen. Sikke en nar. Jeg aflsuttede opkaldet, og satte mig til at læse igen. Så jeg skulle altså mødes med ham igen. Hvis han prøvede på at hugge mit kamera, vidste jeg slet ikke hvad jeg kunne finde på at gøre ved ham. Han skulle i hvert fald ikke prøve på noget! Jeg forstod egentlig ikke hvorfor jeg havde givet ham lov til at komme. Der var et eller andet over ham der ikke kunne få mig til at sige nej. Jeg forsøgt at finde det sted jeg var nået til i bogen, men jeg havde mistet tråden, og læste siden forfra. Det skadede jo heller ikke. En tanke strejfede mig: Hvor havde han mit nummer fra? Jeg vidste at jeg ikke havde lagt det ud på internettet, og han kendte jo heller ikke mit efternavn, men på den anden side. Han var jo Justin Bieber. Han kunne jo i princippet få alt han pegede på, inklusiv mit private telefon nummer.

"Skat, du har gæster!" kunne jeg høre min mor råbe. Jeg sukkede irriteret, og smækkede min bog sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...