Den evige venten.

Dette er fortællingen om en ung pige på 17 der mister sin kæreste.

4Likes
14Kommentarer
1263Visninger
AA

3. Venter.

Det skærer i mine øjne, jeg blinker utallige gange, men det hjælper ikke, langsomt vender mine øjne sig til lyset, det kridvide lys, jeg mærker smærten i benet, men den bliver overskygget, overskygget af noget andte, men hvad ved jeg ikke. pludselig slår det mig, "Der er noget galt!!" skriger jeg, og flere mennesker kommer hen til mig, først en person i almindeligt tøj, og så en masse folk i hvidt tøj, de måler, prikker og stikker til mig. jeg ved jeg har set personen før, i det almindelige tøj, et ellers andet sted, men hvor ved jeg ikke. jeg mærker smærten fra benet igen, denne gang værrer, det klør, jeg sætter mig op for at klø det, men jeg kan ikke finde det, jeg kan ikke finde mit eget ben. Jeg er meget forvirret og personen i det almindelige tøj, fortæller mig med tåre i øjnene, at de blev nød til at amputere mit ben, inde i hovedet på mig, giver det ingen mening, slet ikke, jeg husker ikke meget fra igår, det hele er sløret, og det sidste jeg husker er et blåt blink. Kvinden i det almindelige tøj, stryger mig over håret, og pludselig ved jeg hvem det er, ved hvem der græder for mig, med mig, det er min mor, først bliver jeg glad, men jeg har stadigvæk følelsen af at noget er galt, helt galt.

"mor..." forøsger jeg mig, men orderende svinder ind "jeg er lige her" lyder det fra kvinden. jeg forsøger igen, men det er som om ordrende sidder fast. jeg synker ned på puden igen, opgiver. Det giver et gib i mig, alle tankerne fra dagen før vender tilbage, træet, den knuste rude Casper. Casper... hva skete der med ham, mit hjerte begyner at slå hurtigere, hamre afsted, følelsen af at der er noget galt bliver større, jeg kæmper, kæmper for at få ordrende ud, stille det afgørende sprøgsmål, men jeg kan ikke, hvorfor ikke? er jeg bange for svaret? bange for at jeg har mistet ham, men inden i spirre et lille håb, og endelig for jeg sagt de vigtige ord "Hvor er..." mere når jeg ikke at sige, før min mor afbryder mig, "Så lille skat det skal du ikke bekymre dig om, du trænger til at sove" "Nej!!" siger jeg med en kraft, jeg ikke vidste jeg havde, "Hvor er Casper?" spørger jeg igen, meget mere surt end ment. og ved den arrige tone, træder min mor et skridt tilbage, hun bliver helt bleg, langsomt kommer ordrende ud, men jeg forstår dem ikke, hun kunne lige så godt havde sagt dem på rossisk, eller kinetisk for den sags skyld. jeg mærker tårende trille, jeg har bare lyst til at være alene,helt alene. Jeg mærker så stor en sorg i hjertet, mærker hvordan den æder mig, det gør så ondt, ordrene var værrer end jeg havde frygtet "Han blev begravet for en uge siden" fortsætter min mor, og dette giver endnu mindre mening, end noget andet før, det skete igår hvordan. Mit hovede sprænges snart. Man skulle tro en af personerne i hvidt, havde læst mine tanker "du har været i koma i 2 uger" siger hun roligt, faktisk helt beroligende, hun virker ikke som om, hun er påvirket af situiationen, men jeg kender heller ikke denne person, jeg syntes ikke jeg har set hende før, også går det op for mig, det er en sygeplejerske.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...