DEFCON

Aldrig færdiggjort - tidligt projekt.
- Følg med bag kulisserne, når verden er på renden af atomkrig, og når alt brasser sammen. Børsen er krakeleret, og alt, hvad der før var sikkert, er nu enten forsvundet eller en trussel for den nationale sikkerhed. Hvordan kan verden styres, når den ikke eksisterer? Hvem skal reddes, hvem skal ofres, hvem er vigtigst. Kom tæt ved centrum, helt ind ved Ground Zero, dybt under jorden i en bunker. Location: Washington D.C.

///OBS - Dialog mangler mellemrum ved linjeskift grundet Word overførsels fejl///

0Likes
1Kommentarer
1798Visninger
AA

2. Kapitel 2

DAG 0
KL. 0731
DEFCON 5
DET HVIDE HUS, WASHINGTON D.C.

»Godmorgen, hr. præsident.« Det var den admiral, Jack McKaaber som stod foran præsidentens soveværelse med tre nye morgenaviser.
Præsidenten gengældte McKaabers godmorgen med et nik og et smil, hvorefter han glædeligt tog imod aviserne. »Noget nyt med hensyn til Kina?« spurgte han, egentligt ret uinteresseret, da søvnen stadig ikke var ude af han øjne.
»De var været stille derovre. Jeg har USS RONALD REAGAN på udkig, halvfems kilometer ud for deres kyst. Udover det har NATO givet os en hånd ved at være ekstra varsomme med det kinesiske luftrum,« kom det rutinemæssigt fra ham. »Morgenmaden er klar nedenunder. Din kone og børn er allerede dernede. De blev alle tre vækket endnu tidligere, fordi din datter havde mareridt.«
David så underligt og forundret på ham. »Hvordan kan jeg være sovet fra det?«
Admiralen trak på skuldrene. »Du har haft travlt på det seneste, arbejdet til langt ud på natten. Dit søvnunderskud gætter jeg på er rekord højt.« McKaaber var en rigtig skipper. En oprigtig sømand, kunne man kalde ham. Politik ragede ham en skid, som han ofte udtrykte. En dårlig vane af hans, var manglen på ordentlig tiltale til andre. »Du har ti minutter til at være i tøjet. Vi har en stram tidsplan.«
Præsidentens svar på det var en lukket dør, lige foran næsen på admiralen. Han nikkede til de to Secret Service agenter som stod på hver sin side af døren.
»Når han er klar, så sig at jeg er på vest-vingen.« De to agenter nikkede samtidig. McKaaber begav sig derefter hen mod vest-vingen i Det Hvide Hus.
Et kvarter efter admiralens besøg hos præsidentens rum, sad Jefferson nu i lokale sammen med de seks andre Joint Chiefs of Staff, samt Oberst Charles Hector. Til venstre for præsidenten sad General Alex Stone, som havde det sidste ord at skulle have sat. Han var formanden for JCF, og derfor præsidentens øverst militære rådgiver.
Ved Stones venstre side sad Admiral Fred Foley. En forbandet dygtig leder, som vidste hvordan man holdt hovedet koldt i selv de mest pressede situationer. Tjenesteområder strakte sig langt for ham, blandt andet på skibe som USS NIMITZ og USS ENTERPRISE.
Sidemakkeren for Foley var en velstående officer fra Flyvevåbnet, General Sam McThomas. Der var ikke meget at sige om den 91 kilo tunge, bredskuldrede mand, som tidligere havde fløjet de robuste A-10 kampfly.
McThomas’ venstre side var domineret af en af hærens generaler, Scott Ryan. Som tidligere sergent i den amerikanske hærs Special Forces, var han en hårdfør Ranger, der vidste hvad han ville.
Til venstre for Scott Ryan var Thomas Smith. En næsten to meter høj, og lige så bredskuldret, general i Marineinfanteriet. Forsvarsstaben kendte ham vel og mærket for at sige sin mening, uden filter på noget tidspunkt.
En armslængde fra Smith sad Admiral Jack McKaaber. Hans skæg viste mange slidsomme, hårde år på havet. Som gammel veteran fra Vietnam-krigen hørte han til en af de ældste medlemmer af staben.
Til sidst, og til højre for præsidenten, sad den loyale Oberst Charles Hector fra det amerikanske Marineinfanteri. Hurtigt med munden og lige så tjep med næverne var denne 1,86 høje amerikanske mandsperson en man ikke skulle spøge med. Derudover var hans rolle endnu mere besværlig, da Charles var den yngste af alle dem der sad i lokalet, på trods af at han var nogen og tredve.
»Velkommen til, De Herrer,« startede Stone med sin gammelmandsstemme. »Som I alle ved er vores nuværende situation med risgnas - «
Et host kom fra præsidenten, som derved afbrød generalen. »Mange tak hr. general,« afsluttede præsidenten, og observerede derefter generalen mumle noget lavmælt. Nok ikke noget høfligt, tænkte han. »Som sagt, vores situationen med kineserne,« fortsatte han og skævede over til Stone, »knap så god – hvis det da udtrykker det præcist nok.«
Alle var enige. Situationen havde udviklet sig fra overskuelig til potentielle dødstrusler fra begge parter. »Vi forventer dog ikke at hæve DEFCON niveauet, da det stadig er fredstid,« forklarede obersten. I hans hænder befandt sig otte gange tre rapporter. »Det jeg har her,« kom den uddybende forklaring, »er en rapport fra CIA. De har i samarbejde med det Nationale Sikkerhedsagentur indsat flere agenter i Kina. Ifølge dem er den højeste ledelse stærkt bekymret for, om vi vil igangsætte et snarligt angreb på deres jord.« Charles lod rapporterne gå på rundtur, så hver tog en og sendte bunken videre, startende med præsidenten.
Scott lod hurtigt øjnene løbe henover de tre sider, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. »De forventer simpelthen at vi sender et par missiler i knolden på dem?« gryntede han og rettede lidt på sine distinktioner.
Obersten nikkede. »Korrekt. Og vi ved alle, at hvis kineserne er bange, så vil de ikke tøve med at slå først.«
Smith gav ham ret. »Så derfor synes jeg at det er et rigeligt til at hæve vores Defense Readiness Condition til fire, så militæret er på det normale niveau, og vi kan få en god undskyldning til at forøge efterretningerne,« konstaterede han ud fra CIA rapporten.
»Det eneste der kræves er at informationen om vores stigning i DEFCON niveauet offentliggøres,« kommenterede Foley overflødigt.
»Bare rolig,« begyndte Stone. »Den del skal jeg nok tage mig af. Hr. præsident, har De nogen indvendinger?« Præsidenten rystede på hovedet.
Oberst Charles Hector havde i realiteten ikke så meget at skulle have sagt. Hans rang forhindrede ham i optagelse af Joint Chiefs of Staff, hvori de andre admiraler samt generaler ved dette bord havde stilling. General Alex Stone for formanden for det hele. Den fungerende næstformand var admiralen Jack McKaaber. Tilbage var Smith, Foley, McThomas og Ryan, som hver især fungerede som medlem fra henholdsvis Marinekorpset, Flåden, Luftvåbnet samt Hæren.
Præsidenten rystede på hovedet. »Nej, det virker som om, at I har styr på det. Jeg vil tage en snak med vores Hvide Hus’ kontakt til pressen. Alex, hvornår passer et pressemøde dig?«
Generalen trak på skuldrene. »I morgen ville være i tilpas tid. Fra det tidspunkt, hvor jeg offentliggøre vores stigning DEFCON niveau, vil CIA og NSA straks begynde på at skaffe mere personel til Kina. Militære installationer vil blive yderligere bemandet, så i tilfælde af et angreb er de klar. Vi kan, ved lejlighed, yderligere øge niveauet,« forklarede han.
McKaaber nikkede. »Vi må desuden beslutte om du, hr. præsident, skal gå ombord i din Boeing 747, eller søge dækning i bunkerkomplekset?«
Præsident lagde rapporten fra sig, og så forundret på admiralen. »Hvad skal det nu betyde?« undrede han sig.
»Den optrappende konflikt med Kina, vil ifølge alle vores efterretninger, med største sandsynlighed føre til en åben krig. Den diplomatiske del af vores regering er i gang med skrappe forhandlinger om at videresælge nogle af de enorme mængder olie, samt råstoffer, som Kina importere sammen. Om muligt ville de kunne købe yderligere ressourcer importeret, og derved videresælge det overskydende til os. Dog er det åbenlyst hvor dette føre hen, hvis det mindste går galt,« forklarede Ryan, og fortsatte: »Derfor er det vigtigt at De, hr. præsident, kommer i sikkerhed. Jeg vil derfor foreslå at vi diskuterer dette emne. Personligt ville jeg foretrække at De søgte sikkerhed, med Deres familie selvfølgelig, i det nybyggede bunkerkompleks. I sektionen under Pentagon - selvfølgelig.«
»Hvorfor dog det? Vi ved jo ikke om - «
»Hr. præsident,« afbrød Stone. »Tag nu at se på det sådan her: De forbandede risgnaskere er ikke bange for at gokke ethundredeogtusind missiler ned i krydderen på os. Jeg skal sige en ting forkert i pressemeddelelsen i morgen,« forsatte han med en strittende finger, »og de skævøjnes efterretningstjeneste vil tage det som en trussel. De vil så fortælle det til deres leder, som i al hans visdom fortolker det, som om at vi vil angribe. Og så er der ballade.«
David sad og tænkte. Hans tanker fløj rundt. Var dette nu også rigtigt? Var det umuligt at undgå en konflikt? Var bunkeren den eneste udvej? Det hele var svært at få svar på. »Fred. Hvad vil du foreslå?«
Admiralen trak på skuldrende. »Hvis det endelig er, så vil jeg foretrække bunkerkomplekset. Stone kan eventuelt - bemærk eventuelt - fortælle pressen at De er taget ombord på Deres Boeing 747, fordi De og Deres familie skal til Storbritannien for at diskutere den nuværende situation. Vi kan så få Flyvevåbnet til at sende Air Force One af sted, og lave en såkaldt decoy, for at få folk til at tro at De rent faktisk tager af sted. Men i virkeligheden opholder De dem i bunkerkomplekset, sammen med resten af staben og alt det der. Dog er dette blot en idé.«
»Så vi vil få alle landets politikere, embedsmænd og så videre, og så videre, til at søge ned i bunkerne allerede nu?« spurgte Smith og læste rapporten endnu engang.
»Det var blot et forslag. Men ja. Det er trods alt muligt at styre landet derfra. Udstyret er i orden.«
»Fremragende,« udbrød Stone. »Perfekt idé, hr. admiral. David, jeg syntes vi skal gøre det her.« General Stone tiltalte tit præsident ved fornavn, eller efternavn, i stedet for de sædvanlige tiltaler. Jefferson vidste at dette ofte hørte til hos generaler. Tit havde de lidt respekt for politikere, selvom han mente at de ikke var sådan mod ham. Han håbede på at de alle seks, syv med obersten, respekterede ham. Så vidt muligt forsøgte han at lytte til deres forslag og idéer. Og nogle gange gav det pote.
»Synes I alle at det her er en god idé?« spurgte præsidenten. Uden at se sig omkring, fornemmede han hvordan samtlige folk i lokalet nikkede. Selv Secret Service agenten, som diskret stod op ad væggen for at overvåge alle. »Hvad vil befolkningen ikke sige?«
»De vil ikke vide det,« svarede Alex kort og kontant. »Hvis det endeligt skete, at de opdagede det, hvad skulle de så gøre? Sprænge en fyrre centimeter tyk ståldør?« kom det gryntende fra ham. Præsidenten var dog stadigvæk ikke helt tryg med situationen. At forlade befolkningen, uden at give dem rigtig besked? Personligt syntes han at det virkede kujonagtigt. Men resten af dem virkede ikke til at have samme holdning.
»Jeg er stadig ikke tryg ved det,« mumlede præsidenten frustreret.
Oberst Hector rystede på hovedet. »Jeg synes at De skal gøre det. Chancerne for at kunne styre landet er bedre i en bunker, end i et fly. Flyet har alt for begrænset plads. Bunkeren er klart større, og desuden skal den ikke tankes op. Det eneste man skal være bange for, ved at bo i en bunker, er at forsyninger løber op. Men vi får bare nogle folk til at fylde samtlige bunkere op i landet med mad og drikke. De må desuden huske på, at systemet har en atomreaktor, til at forsyne det hele med strøm.«
Det var ikke løgn. Der var faktisk blevet bygget en underjordisk atomreaktor et sted i Mellemamerika, som forsynede hele det nordamerikanske bunkerkompleks med strøm. I nødstilfælde var der dog altid de gamle dieseldrevne generatorer. Men bare at fylde samtlige faciliteter op i landet med forsyninger var ikke bare lige til. Det krævede en koordineret indsats fra næsten hele landet, for at de skulle kunne lykkes med en så stram deadline. Men som man sagde: man kan, hvad man vil.
»Derudover,« startede Foley, »så synes jeg at vi skal reorganisere flåden, så vi får nogle ubåde ned omkring den kinesiske kyst. Vi kan, udover det, sende enkelte frigater og destroyere.«
»Det eneste problem i den plan er, at forsvarsministeren først skal godkende det. Vi besidder, desværre, ikke magten til at rykke rundt på enheder,« sagde Smith.
»Rolig folkens. Den del skal jeg nok tage mig af. Trods alt er jeg jo forsvarsministerens øverste militære rådgiver. Ellers kan De, hr. præsident, tage Dem af den tjans?« forsikrede Alex.
Joint Chiefs of Staff var en samling af seks admiraler og generaler fra de forskellige værn, med undladelse af Kystvagten. Formanden, som var præsidentens og forsvarsministerens øverste militær rådgiver, kunne komme fra hvilket værn det skulle være. For viceformanden gjaldt det samme. De fire sidste poster var fyldt ud af en general fra Hæren, Flyvevåbnet og Marinekorpset samt en admiral fra Flåden. De var dog ikke øverstkommanderende for deres værn, men fungerede alle seks som militære rådgivere for præsidenten og forsvarsministeren.
Desværre rådede JCS ikke over muligheder for kommando af operationer, da den ret blev taget fra dem i 1986. Oftest gik planlægning af operationer lige forbi næsen på dem. JCS’ opgave bestod derfor i at organisere træning, sikre beredskab samt planlægning af diverse ting med henblik på militæret. General Alex Stone havde dog kendt Præsident David Jefferson fra før han fik præsidentposten, hvilket førte til præsidentens ekstra opmærksomhed for rådet.
»Forsvarsministeren skal nok høre det. Jeg vil fremlægge det for ham senere i dag,« svarede David. Han følte at der pludselig skete mange ting. I morgen ville det hele blive væltet op og ned, når han indtog en plads i bunkerfaciliteten under Pentagon. Derfra skulle han så regere landet, sammen med alle andre politikere. »Militært personel skal eskortere mig ned i bunkeren, ikke?«
»Selvfølgelig. Marineinfanteriet og 82nd Airborne vil stå for din sikkerhed på vej derhen. Sikkerhedstjenesten vil derefter stå for din sikkerhed der,« forsikrede Jack McKaaber. Alex Stone nikkede bekræftende.
»Det virker bare ikke helt gennemtænkt,« udbrød Jefferson. »Hvad så når flyet lander i Storbritannien? Pressen vil med garanti være til stede, og hvis jeg ikke personligt kommer gående ud af flyets dør, hvad vil der så ske?« Hans øjne viste hvor bekymret han var for, at dette trick ville blive opdaget. Hvis det gjorde, ville befolkningen blive oprørt.
»Hvem fanden har sagt at flyet nogensinde lander?« svarede McThomas hurtigt. »Ellers kan det lande i en anden lufthavn, end lige Hethrow i London. Oplysningen om hvor De lander, kan blive offentliggjort til pressen, som så vil befinde sig i den forkerte lufthavn. Det kunne jo bare være en fejl fra pilotens side, eller vores,« smilede han selvsikkert.
Der var det igen. Bare. Ordet dukkede op igen og igen. Vi kunne bare gøre dit, bare gøre dat. Men præsidenten vidste, at det ikke bare var lige til. Det var ikke bare lige til at snyde samtlige vestlige lande, som ville have videokameraer på landingsbanen, og det var ikke bare lige til at snyde samtlige indbyggere i De Forenede Stater. »Er i virkelig så sikre på planen?« spurgte den bekymrede præsident.
McThomas nikkede. »Selvfølgelig.«
»Og hvis der så ikke er flere indvendinger, vil jeg nu sige at mødet er hævet,« annoncerede Stone.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...