DEFCON

Aldrig færdiggjort - tidligt projekt. - Følg med bag kulisserne, når verden er på renden af atomkrig, og når alt brasser sammen. Børsen er krakeleret, og alt, hvad der før var sikkert, er nu enten forsvundet eller en trussel for den nationale sikkerhed. Hvordan kan verden styres, når den ikke eksisterer? Hvem skal reddes, hvem skal ofres, hvem er vigtigst. Kom tæt ved centrum, helt ind ved Ground Zero, dybt under jorden i en bunker. Location: Washington D.C. ///OBS - Dialog mangler mellemrum ved linjeskift grundet Word overførsels fejl///

0Likes
1Kommentarer
1730Visninger
AA

1. Kapitel 1

DAG 7
KL. 1137
DEFCON 1
PENTAGON, WASHINGTON D.C.

Først kom det skarpe, hvide, klare lys. Det blændede en for nogle få sekunder, men det var trods alt overskueligt. Så blev alt stille. Dog blev der ikke dødstille. I stedet hørtes der en mild, pibende lyd, som var man et uheldigt offer for tinnitus. Alle andre lyde for væk - sådan oplevedes det i hvert fald.
Alt efter hvor langt man befandt sig fra eksplosionen, kunne ankomsten af henholdsvis braget og trykbølgen variere. Befandt man sig længere væk, slap man for den hårrejsende oplevelse af det sønderdøvende brag. Hvis man derimod var forholdsvis tæt på kilden, kom både trykket og lyden kvassende på samme tid. Uanset hvad, så ville hårene på ens arme, i realiteten, aldrig nå at rejse sig.
Sådan oplevede de uheldige som overlevede, og de heldige som mistede livet, atombombens fald, den syvende dag inde i konflikten med Kina, eller »De Røde«, anno år 2013. Trykbølgen bragede, lydløst, forud for lyden, gennem Washingtons gader såvel som undergrund. Missilskjoldet i Polen havde allerede skudt to andre bomber, eller atommissiler som de rigtig var, ned over åbent hav, for at minimere skaden. Et nukleart nedfald var dog næsten umuligt at undgå, men det kunne reduceres betydeligt, ved at lade bomben blive skudt ned i midt luft.
Vinduer blev knust i samtlige bygninger indenfor en radius af 20 kilometer fra GROUND ZERO i løbet af under tyve sekunder. Enkelte konstruktioner helt tæt på væltede endda. Den voksende paddehat dominerede, indtil videre, himlen over De Forenedes Staters hovedstad, Washington D.C. Den varslede om flere århundreders mutationer samt misformninger hos mennesker og dyr i hele det østlige område, og muligvis et større areal, hvis vinden var imod dem.
En ensom landmand stod på sin mark, vest for hovedstaden, hans hund stående ved sin side, gøende. Han drejede det stråhat påklædte hoved ned mod hunden, for så at køre det tilbage mod synet af den sorte og grå, frygtindgydende paddehat. Der var det at hans øje spottede en næsten hvid, og dog gennemsigtig, mur af tryk komme bragende imod ham. Så fløj han bagover. Først brækkede han ryggen, senere nakken og til sidst samtlige knogler i hele den magre, underernærede krop. Indvoldene blev hevet fra hinanden af trykket. Braget levede han ikke til at opleve.
»Hva’ i helve - « blev General Alex Stone afbrudt af de voldsomme rystelser fra overfladen. Støv, betonstykker og jord væltede ned i små byger over ham, og de andre i bunkeren. Den store skærm på østmuren flimrede. Andre små skærme gav sig til at vise sne, radioer ligeså i lyd. Folk begyndte at løbe rundt, både kontorfolk og soldater. Faktisk alle i bunkeren, bortset fra de syv hårdføre højt-rangede officerer samt præsidenten for De Forenede Stater.
McKaaber hamrede en næve ned i det runde træbord. »Forhelvede da også! Kunne de forbistrede kommunister i det forba - « nåede han at udtrykke i vrede, før han blev afbrudt.
»Slap af. Vi ved alle at det her er forbandet, men prøv nu at falde ned,« udtrykte Admiral Fred Foley sig, mens han lavede en forsigtig håndbevægelse. Hele faciliteten rumlede stadigvæk. Det hele virkede som om et jordskælv på 7.0 på Richterskalaen havde terroriseret Washington. Men sådan var situationen absolut ikke – det her var værre.
Skærmen på væggen stoppede med at flimre, samtidig med at rystelserne stoppede. Eksplosionen var ovre. Det hele havde varet lidt under et minut. Nu vidste de alle otte, at det der var tilbage, var en hovedstad i ruiner, en enorm paddehat fra en 70 megaton atomeksplosion, som havde ramt lige midt i Capitol og massere af nukleart nedfald. Derved kunne de konkludere, at det primære mål for denne bombe ikke havde været militære faciliteter, men derimod civile og politiske. Præsidenten rejste sig fra sin brune læderstol og bevægede sig hen mod den enorme 120” LCD-fladskærm som hang på væggen, og viste et blåt-farvet taktisk verdenskort. Oberst Charles Hector fulgte efter ham. Straks bemærkede de begge, at der hvor der engang var en rød prik med teksten »Washington D.C.« var der nu et sort og gult radioaktivitets-logo med samme tekst ovenover, dog med en tilføjelse af hvor stor bomben var.
David rystede på hovedet. »Det var den første. Vi er i atomkrig nu,« mumlede han og rystede på hovedet. Charles holdt hånden foran sin mund, mens han stirrede intenst på det blå kort. Pludselig lød en høj, buzzende lyd, som gav et sæt i alle der befandt sig i lokalet. En gul tekst rullede ind øverst på skærmen. En advarende tekst, der bekræftede alles frygt. Der var mere end de tre missiler man havde opdaget, og to af dem skudt ned. Hvordan det her havde sluppet igennem samtlige radarer, vidste man ikke. Måske var det, eller de i tilfælde af at der var flere, blevet opdaget, men ingen havde videregivet informationen om dets tilstedeværelse i luftrummet.
»Jeg stemmer for at vi vædder om, hvor mange der rammer,« gryntede General Thomas Smith og skar en grimasse. McKaaber kunne ikke lade være med at grine lavmælt. Som en hardcore admiral, gennem snart tredive år, havde han efterhånden mistet enhver form for »passende« humor. Smith kunne heller ikke lade være med at smile forsigtigt, mens han øjne fulgte det gult optegnede atommissil på skærmen, som langsomt gled henover kortet af Nordamerika.
På nuværende tidspunkt burde præsident David Jefferson være ombord på en ombygget Boeing 747, og cirkle rundt oppe i himlen mens han holdte situationen i skak, sammen med resten var forsvarsledelsen. Den handling blev kaldt Operation Knæskal, men man valgte i stedet at få ham bosat i bunkeren, af forskellige årsager. Den ombyggede 747 stod stadig på Andrews Air Force, intakt eller ej vidste man ikke. Secret Service stod stadig for præsidentens sikkerhed, og hans families. Men at der skulle ske noget nu var ret utænkeligt, men man skulle altid være påpasselig, hvis nu en af medarbejdernes sikringer sprang.
En hvid plet dukkede glødende op ved vestkysten, for så at blive forvandlet til det frygtede hvide og sorte mærke. Bomben var af samme kaliber som den, der ramte Washington. Nu var målet dog Los Angeles. Om den havde ramt præcist nok, vidste man ikke, men der blev frygtet det værste. De håbede dog på snarlige rapporter, fra det nu katastroferamte, Los Angeles.
Præsidenten rystede på hovedet, og så på Charles som stod ved hans højre side. »Hvornår tror du, at vi kan få et modangreb på benene?«
Obersten lavede en 180º vending, for så at traske over til et brunt, nydeligt udsmykket skrivebord. Skuffen han prøvede at åbne, var solidt låst. Han fjernede sit blik fra skuffen og så over på Scott Ryan. »Scott, har du nøglen til PROJEKT RØD?«
Generalen rystede på hovedet, uden at fjerne blikket fra de dokumenter han læste, mens han stod foroverbøjet over bordet. »Spørg Foley,« var hans mumlende svar. Charles vendte blikket mod Fred, som stod og observerede en computerskærm, hvorved en sekretær sad og pegede på den.
»Foley! Nøgle!« råbte Hector. Distancen mellem de to var faktisk så stor, at det var nødvendigt at små råbe. Både for at overdøve den massive snak, men også fordi hele bunkerkompleksets sektioner var så enorme. Det hele var bygget sammen. Hele dette bunker system var nationalt, så teknisk set kunne de have taget den tilhørende undergrundsjernbane, og tjekket for mulige skader på LAs bunker. Men at først komme igennem de massive fyrre centimeter tykke ståldøre var et større projekt. Der skulle bruges kode efter kode for at gå adgang til det endelig styresystem. Desuden var der en vis fare forbundet med at åbne dørene. Hvis en anden bunker i komplekset var styrtet sammen, kunne radioaktivitet være sivet ind i bunkeren, og spredt sig i systemet. Det ville medføre, at hvis andre bunkeres døre blev åbne, ville radioaktivitet sive ind i dem og så var skaden sket.
Foley så væk fra sekretærens computerskærm og gik med hastige skridt overmod obersten. I hånden havde han et nøglebundt, hvori en af de cirka hundrede nøgler var den der skulle bruges. Skridtene kunne tydeligt høres på det tykke beton- og stålgulv, men efter en godt femten sekunders spadseretur stod Fred nu ved siden af Charles og fumlede med at finde den rigtige nøgle. Klik. Jackpot. Skuffen gled besværligt og lidt knirkende op. De måtte da også bruge lidt rå vold for at åbne den helt.
I den lå en brun mappe med et TOP HEMMELIGT stempel på. Midt på den stod skrevet med røde bogstaver: »PROJEKT RØD.«
»Sådan dér. Hvad skal du med den?« spurgte Foley forundret obersten, som hurtigt kiggede siderne igennem i mappen.
»Præsentere den for præsidenten.«
»Har han da planer om et muligt modangreb?«
»Altså hvis jeg var præsident, og det er jeg i øvrigt fuldt kvalificeret til,« forklarede han med et smil for at fremhæve ironien, »så ville jeg da helt klart give de forbandede risgnaskere igen. Du skal ikke regne med, at det her vil gå ubemærket hen.«
Generalen havde svært ved at skjule et smil, og nikkede derfor i stedet. »Gad vide hvordan NATO og FN reagere på det her? Hvis de to organisationer da stadig er noget værd,« mumlede han undrende, og kløede sig på kinden. I virkeligheden var der ikke meget galt med hans undring. NATO havde jo før været kendt som »No Action Talk Only.« Det fik de dog vendt op og ned på, ifølge nogen, under både de to Golfkrige og Krigen mod Terror, der i blandt Operation Iraqi Freedom samt Operation Enduring Freedom. Det var dog først senere i spillet af de to operationer, at der blev indsat ISAF, en »fredsbevarende styrke« som skulle opretholde ro og orden i landet, ved at hjælpe hæren, skaffe en ny regering og fremhæve behovet for demokrati i landet. De blev dog ikke specielt populære på det.
FN gik i tidens løb hen og mistede sin respekt. Israel-Gaza konflikten havde i de senere år haft en konsekvens for De Forenede Nationer, eller United Nations. Rygter havde gået om, at den øverste ledelse havde vendt det blinde øje til i flere situationer, blandt andet Israels kapring af en Tyrkisk-Palæstinensisk transport konvoj på internationalt farvand. Nu ville verdens befolkning gerne vide, hvad de egentligt havde tænkt sig at opnå. I 2012 besluttede FN sig derfor at indsætte »fyrene med de blå hatte« i Gaza, for at skaffe orden, og fred, til området og holde Israel ude. Det blev dog kun en midlertidig succes, da Israel havde valgt at ignorere De Forenede Nationers påbud om, at landet skulle lade Gaza-striben være.
Endvidere blev det hele forværret af mellemøstens desperate sidste handling, i håb om at fjerne de vestlige lande fra områder som Irak og Afghanistan, og senere presse dem til at bukke under for Allahs vilje. Den handling fik alvorlige konsekvenser, da den bestod af en betydelig reducering af den olie de valgte at eksportere til vestlige lande, og ville først åbne for strømmen igen, hvis de vestlige lande overgav sig til Islam. USA’s og Storbritanniens svar gjorde dem dog ikke tilfredse. Det var et klart og tydeligt nej. Derfor valgte man nu at tappe olie fra mere lokale kilder, henholdsvis Skandinavien og Canada. Det vidste man dog ikke kunne vare evigt, så derfor prøvede man ved hjælp af diplomati, at få Kina til at videresælge nogle af de råstoffer, de var herre over, selvom det ikke var skatten de vogtede over. Misforståelser i disse forhandlinger mellem Kina og USA førte så i 2013 til en politisk konflikt, som senere udviklede sig til fysisk vold. Storbritannien svor derfor at hjælpe USA, sammen med resten af de andre NATO lande, men det førte til at Kina drastisk opgraderede deres våben teknik og budget til de armerede styrker. To måneder inde i konflikten havde de derfor taktiske atommissiler i deres arsenal, og som det lige havde vist sig, var de ikke bange for at bruge dem.
Charles lukkede for mappen og gik over til præsidenten, som stadig betragtede skærmen. Eller det gjorde hans øjne i hvert fald. Hans tanker var hos de ofre og deres familier, der var de første til at lade livet i en nu stigende atomkonflikt.
»Hr. præside - « blev obersten afbrudt af endnu en høj, buzz lyd. Den, nogen kaldte, uhyggelige gule text of doom rullede endnu engang henover skærmen. Missilet kom frem på skærmen.
»Er der nogen der har kontakt med NATO?« udbrød Jefferson og vendte sig om med spredte arme. »Hvorfor kan AWACS flyene ikke spotte dem? Missilerne er jo i luftrummet!« Præsidenten lod vreden få frit løb, og det vidste folk. Derfor valgte de ikke at lade sig genere af det. Godt nok forlangte den amerikanske befolkning, at deres præsident var mere maskine end menneske, men hans stab vidste at han ikke var det. Og da den amerikanske befolkning lige var blevet et par millioner mennesker fattigere, og ingen af de resterende kunne se hvad der foregik i bunkeren, vurderede præsidenten at det godt kunne lade sig gøre at afreagere nu.
Obersten observerede det gult-optegnede missil på skærmen, mens det langsomt nærmede sig østkysten.
McKaaber gik over til en sergent, som var i besiddelse af en fastnettelefon ved sit skrivebord. »Sergent, skaf mig en forbindelse til Naval Base San Diego - ASAP,« brølede han, for så at se ned på de dokumenter han havde i hånden.
»Hr. præsident, jeg vil nu vise dem PROJEKT RØD,« forklarede Hector og rakte mappen frem til manden i det sorte jakkesæt. Præsidenten tog imod det, og lod øjnene glide hen over den matte, brune forside, hvorefter han forsigtigt åbnede kodelåsen. Det var kun de øverste af forsvars- og præsidentstaben der kendte denne firecifrede kode, som åbnede hemmelighederne projektets navn holdte.
At kalde det et projekt var måske en misfortolkning af hvad det var. Mappen indeholdte i virkeligheden en lang liste af operationer som kunne gennemføres, i tilfælde af at situationen blev, som den var nu. Udover listen medfulgte der, i tilføjelse af et register over nuværende brugbare atomvåben, flere kort over alverdens lande – dog primært lande som Irak, Iran, Afghanistan, Saudi Arabien, Rusland, Kina og Nordkorea – samt hvilken skade, en hvor stor megaton bombe kunne tilføre en by.
Præsidenten studerede nøje de første par sider. »Og de er klar til at blive igangsat?« spurgte han, selvom det var tydeligt, at svaret var lige til.
»Med et tryk på en knap,« nikkede obersten og vendte derefter blikket med den glødende plet på det strategiske kort. Det nyankomne missil havde ramt New York.
Præsidenten havde svært ved at styre sin vrede og frustration. »Fra hvor lang tid går der, når jeg godkender angrebet, til at det bliver udført?«
Charles tænkte sig kort om. »Mindre end en tyve minutter, kan jeg garantere. Sikkerheden omkring affyringen af et atommissil er jo enor - «
»Gør det,« afbrød præsident David Jefferson ham. »Nu skal vi vise kineserne, at vi ikke vil have fredsaftaler fremover,« fortsatte han og pegede på kortet. »Giv mig ti minutter til at gennemse vores optioner her. Bagefter giver jeg instruktionerne til General Alex Stone og Admiral Jack McKaaber. Efter påbud vil der så finde en sikkerhedsbriefing sted. Er det forstået?« understregede han.
Charles nikkede. »Det er forstået, Sir,« svarede han nikkende, skarpt efterfulgt af en stram honnør. »Jeg giver generalen besked,« fortsatte han og bevægede sig over mod det runde mødebord, placeret midt i bunkerens efterretnings- og forsvarsafdeling.
Bunkeren var opdelt i fire primære departementer: efterretnings- og forsvarsafdeling, opholds- og mødeafdeling, kantine- og hygiejneafdeling samt våben- og træningsafdeling. Det meste af personellet i faciliteterne var af militær eller politisk baggrund, dog havde enkelte civile arbejdere sneget sig ind via deres kontorjobs, bl.a. fra den private sektor, deriblandt privatejede banker.
Loftet, så at sige, bestod af metertykke beton- og stålsektioner som kunne, efter sigende, modstå uendelig mængder af enorme megaton eksplosioner. Det samme gjaldt væggene. Komplekset, som de befandt sig i, var konstrueret under Pentagon, det amerikanske militærs hovedkvarter. Hele projektet blev bygget i dybeste hemmelighed, og færdiggjort i år 2012. Rygter havde sivet ud omkring Operation Sikkert Miljø, som den blev kaldt, og flere grupper af troende omkring Jordens undergang i år 2012 mente, at det var for at beskytte regeringen mod de katastrofer som ville indfinde sig.
Regeringen afslog straks samtlige rygter, både om operationens eksistens og beskyttelse af regeringen. Der var dog, trods de stigende vanskeligheder med den atomarmerede nation Kina, ingen som kunne gennemskue det sande formål med byggeprojektet. Endnu engang i 2013 måtte den nyudvalgte præsident, David Jefferson, holde til tale til nationen, for igen at afslå de stadig stigende rygter. Først i midtåret offentliggjorde præsidenten kompleksets eksistens. Det skete til en pressekonference i Det Hvide Hus. En New York Times reporter spurgte ind til rygterne omkring projektet. Præsidenten svarede:
»Ja, vi har haft et projekt kørende omkring et bunkerkompleks, i samarbejde med de førende nationale og internationale ingeniører samt byggefirmaer. Formålet med bygningen af så komplekse faciliteter har været at beskytte regeringen og den amerikanske befolkning for eventuelle fremtidige konflikter. Dette indebærer blandt andet den nuværende stigende konflikt med Folkets Republik Kina. Det enorme projekt vil på national plan, hvilket vil sige at disse beskyttelsesfaciliteter eksisterer over hele landet, være let tilgængelige for hele befolkningen. Og for at sætte en streg over samtlige rygter, så har komplekset ikke været bygget for at beskytte os mod de, som vi kan se nu, ikke eksisterende katastrofer i år 2012.«
Det var dog kun den halve sandhed. Projektet skulle oprindeligt have været hemmeligholdt i forhåbentligt al evighed, satsede den amerikanske regering da på. Men det stigende pres fra medier såvel om resten af befolkningen, førte til at de var nødt til at fortælle resten af Amerika, og verden, om projektet. Derfor pyntede de dog også lidt på sandheden.
Systemet var aldrig på noget tidspunkt tilegnet civile. Det har aldrig skulle huse den normale amerikaner under en konflikt. Hele formålet har været beskyttelse af regeringen og andre højtstående personer, så det var muligt at viderebygge et fungerende samfund bagefter. Man havde derfor efterfølgende fundet det nødvendigt at overbevise befolkningen om projektets vigtighed. For at gøre det iværksatte regeringen en massiv strøm af propaganda kampagner, blandt andet det nu velkendte motto: »Du er fremtiden!«
Det var et motto som enhver amerikaner med glæde bar rundt på, i den selvsikkerhed at de var vigtige. At de skulle være med til at opbygge fremtidens samfund. Som en del af den massive propaganda havde man tv-reklamer, plakater, temasange, endda film. En måned efter præsidentens pressemøde, hvor projektet var blevet offentliggjort, modtog CNN en videooptagelse, som tydeligt viste en major fra Marineinfanteriet vise en flok civile, både mænd, kvinder og børn, rundt i en bunker og uddele pladser til dem. Folk hoppede i med begge ben ved dette trick. I virkeligheden var disse »civile« andet militært personel, og deres børn, som var blevet spurgt for assistance til at medvirke i denne optagelse.
Da konflikten med Kina tog til, offentliggjorde Alex Stone, formanden for Joint Cheifs of Staff, at præsidenten tog til England, for at diskutere situationen. To timer efter den udtagelse forsvandt hele forsvarsstaben samt guvernører og højtstående politikere landet over. Enkelte chefer og arbejder for private banker og lignende var også væk. En uge efter faldt den første bombe.
Sådan skete det. De enkelte dominobrikker væltede, for at føre til det, der i dag var en åben atomkonflikt. Ingen vidste hvornår det ville ende. Eller hvordan det ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...