Fri

http://www.youtube.com/watch?v=Zcps2fJKuAI

"If we don't end war, war will end us" H.G. Wells.

2Likes
4Kommentarer
2153Visninger
AA

8. Fri

Han var der, hvor hans adresse tilbage i lille Danmark nu var. Månederne gik igen hurtigt. De havde besluttet at han ville tage afsted en sidste gang - og kun i en enkelt måned -, og at han så til gengæld ville komme hjem og få et normalt job. Så han tog han ellers afsted. Han kyssede Isabella og hendes store mave det var blevet til. 

Endnu engang kom han frem til bomber, og en usikker lejr. Det var blevet hans hjem. Han følte sig tryg omkring sine kammerater som på ingen måder kunne erstattes. Han smilte. Han glædede sig til at komme hjem igen - men han nød sine sidste dage på lejren. 

Han fejrede sin sidste måned, og sidste uge med de andre soldater. Derefter hans sidste opgave. 

Ham og en ung knægt kaldet Sofus - som var blevet Sebastians bedste ven i løbet af få måneder - var blevet partnere og skulle ud et bestemt sted, med nogle andre soldater. Da de kom til zonen lagde de mærke til hvor mange skud der blev kørt igennem luften - dette var bestemt et af de steder der var allermest fare. De havde her så mange gange før. Deres fjender var kommet for lang frem til hvad obersten kunne lide, og det var drengenes job at få rykket dem tilbage. En aggressiv mission.

Skudende fløj frem og tilbage. Fokuseret, skød han igen og igen. Han beskyttede sine bedste venner så godt han kunne. Hvert sekund talte, så det var vigtigt at være fokuseret. 

"Vi skal længere frem!" råbte Sofus. Han kunne se at Sofus havde ret. De besluttede at de to skulle gå længere frem, mens de andre ville blive hvor de nu var for at fastholde positionen. Ham og Sofus gik langsomt. De trak vejret tungt, og hjerteslagene var høje og larmende. De gik. 

Pludselig kom et skud og ramte ham. Alt foregik i mili-sekunder, som alligevel føltes så uendelige lange. Han kunne høre Sebastians vrede udkomme i form af skud mod dens stakkels mand der havde skudt Sebastian. Sofus skreg derefter, og trak Sebastian tilbage. Sebastian smilte. Han følte sig lykkelig, i et rus af endorfiner. Han vidste det var for sent. Kuglen havde ramt for langt inde. Han følte sig ikke længere som en kujon, og han følte ikke længere at han var nød til at komme hjem. Så egoistisk som det endelig måtte lyde, følte Sebastian sig fri, mens han frigjorte sig fra det vi kalder virkeligheden - vores verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...