Fri

http://www.youtube.com/watch?v=Zcps2fJKuAI "If we don't end war, war will end us" H.G. Wells.

2Likes
4Kommentarer
2028Visninger
AA

1. Krig

Adrenalinet kørte rundt i Sebastians system. Han trak vejret tungt. Han holdte sit gevær tæt ind på sig, som sin største skat nogensinde. Lige nu var det hans eneste beskyttelse, den eneste måde han kunne overleve. Han sad op af et hjul, på en ødelagt bil. Skudende bag ham gentagede sig selv. Der var 5 kilometer til lejren - 5 kilometer til sikkerhed. Det virkede pludselig så langt i en krigszone. Han lukkede øjnene for en kort stund. Han hørte sit hjerte banke løs. Den pumpede afsted med ham. Han måtte bevare fatningen, han måtte holde fast i virkeligheden - for det her kunne ikke være virkeligheden.. Eller kunne det? Måske havde han altid været beskyttet som blommen i et æg uden at se realismen? Måske var det her virkeligheden. Han skubbede tanken væk, åbnede sine øjne og kiggede op fra bilen. Der var en mand der skød på en anden han ikke kunne se. Skudende gennemborede hans øre - hvem var det der blev skudt på? Han tog sit gevær og sigtede på ham der skød. Han trak vejret stille og roligt så han ikke bevægede sig for meget. Han gjorde sig klar til at skyde manden. Stille og roligt trykkede han på aftrækkeren, og et kraftigt bang lød fra geværet. Manden der skød blev kastet væk, med en kugle lige i panden. Sebastian tog geværet op og gennemsøgte området. Der var ingen, så han løb over til en af sine medarbejder - soldaten mande havde skudt på. Soldaten var stadig i live - forvirret og skadet, men i live. Sebastian undersøgte soldaten, for at finde en kugle i låret. Han vidste at hvis han lod ham ligge ville der gå en halv time til en time før en læge kom hen og tilså ham. 

-"Vi er nød til at tage til lejren." Sagde Sebastian til soldaten. Soldaten nikkede svagt. Sebastian tog fat i manden hårdt. Sebastian var veltrænet og kunne godt bære soldaten trods tungt udstyr, men ikke uden besvær. Soldaten holdt fast i Sebastians skulder. Der blev skudt et stykke væk fra dem, men de begyndte alligevel at kæmpe sig afsted. Sebastian kiggede rundt efter mennesker med pistoler eller geværer. Ingen mennesker var i syne lige i det øjeblik. En anden soldat så dem og løb hen til dem. 

-"Jeg dækker jer" Sagde han kort og begyndte at dække dem op. Igennem gåturen kom der et par skud fra soldaten der dækkede dem, men de blev ikke skudt på. De kom til lejren hvor flere soldater beskyttede dem. Der var læger og sygeplejerske på lejren, og den skadet soldat blev straks tilset. Sebastian tog sig til hovedet. Han havde hovedpine og ville ikke ud igen i krigszonen - men han skulle. Han tog sin hat af, og åbnede blusen op. Han gik hen til den øverstkommanderende, der stod og uddelte opgaver til soldater. Da han var færdig begyndte Sebastian at tale. 

-"Sir, jeg kan ikke mere. Jeg er nød til og komme hjem" sagde Sebastian til manden. Den øverstkommanderende kiggede alvorligt på ham. I lejren var der ikke en militærisk diktaturisk struktur som da de skulle oplæres. Det hele var lidt mere afslappede, folk jokede med hinanden, og selv den øverstkommanderende kom ind og spillede kort med sine soldater en gang imellem. 

-"Sebastian synes du ikke bare du skulle tale med Tobias lidt?" Spurgte den øverstkommanderende. Tobias var lejrens præst. Han virkede som en psykolog for dem alle sammen, en slags faderfigur for alle - til trods for han var samme alder. Han havde soldater tøj på som de andre soldater men opholdte sig altid ved lejren. Det var ham der sørgede for formelle begravelser samt - som nævnt - en slags psykolog for dem alle sammen. 

-"Nej. Jeg kan ikke mere. Jeg skal tilbage til virkeligheden. Jeg vil hjem" Sagde Sebastian kortåndet. 

-"Er du SIKKER Sebastian? Du kan ikke komme tilbage før om længere tid" sagde den øverstkommanderende. Sebastian nikkede. 

-"Ja sir, jeg er sikker. Jeg vil ikke mere" Sagde Sebastian skælvende. 

-"Der kommer et fly i overmorgen. Jeg får dig med det" Sagde den øverstkommanderende. Sebastian smilte. 

-"Tak sir" sagde han, og løb ind i sit militært telt. Det var et mørke-grønt telt med køjesenge overalt. Under hver køjeseng var to identiske tasker under. Det eneste unikke ved hver mørke-grønne taske var at der stod soldatens navn. Han fandt hurtigt sin taske frem hvor der stod 'Sebastian M. Johnson' Han havde ikke pakket ud, for hvor skulle han pakke ud henne? Han havde ikke så meget dernede, kun lidt rent undertøj. Han gravede længere ned for at finde et billede. Det var af hende. Det var hans virkelighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...