Task Force Sierra

Kapitel af romaen "Task Force Sierra", jeg aldrig blev færdig med.
- I kapitlet følger vi Smokee og Friday, to medlemmer af den amerikanske hærs elitekorps, 1st Special Forces Operational Detachment-Delta (1st SFOD-D) - også kendt som Delta Force. De opsætter en observationspost på en skråning, der er del af et afghansk bjerg, lokaliseret i provinsen Bamyan. Alt går efter planen, indtil de får øje på en "vensterling", og da de regner død over Taleban lejren med deres .50 cal M107 anti-materiel finskytte riffel, opdager de en mistænkelig hvid varevogn, som hurtigt forsvinder fra området, der er kendt for sin IED produktion.

1Likes
0Kommentarer
1543Visninger
AA

1. "Death from Afar"

///OBS - Dialogen blev wierd i opsætningen under flytning fra Word, så forvent ingen mellemrum///
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
”Hotel, Smokee. Vi passerer Checkpoint Delta. Gør klar til yderligere information.”
”Forstået, Smokee.”
”Kom så, Friday. Vi er der næsten,” knasede Smokee over radioen. Han kørte fire meter foran Friday på sin ATV. Sandet piskede op bag ham, så Friday næsten blev blændet, når sandet forstærkede solens stråler. Den røde aroma, som når man kiggede mod solen med lukkede øjne, var konstant lige foran hans øjne. Sandet blev adskilt fra øjnene af det par sandfarvede Oakley goggles, han bar. På ryggen af ham hang hans M4A1 karabin, som han havde modificeret til at tage præcisionsskud ud til 600 meter, i stedet for de normale 400.
”Venstre,” hørtes Smokee, som dernæst svingede skarpt. Friday fulgte. Underlaget blev nu udskiftet, så det bestod mere af sten end sand. De var på vej opad. Foran på sin ATV havde Friday en M107 spændt fast, sammen med et camouflagetæppe og en kikkert. Bag på ATVen havde han sit overlevelsesudstyr, såsom mad, drikke og bandager.
Smokee havde sin trofaste baseballkasket på. På fronten af den var et felt med velcro, hvorpå han havde sat et amerikansk flag. Udover kasketten bar han et Peltor ComTac headset, som var sluttet til radioen. For at beskytte sine øjne bar han et par ESS beskyttelsesbriller, hvor han havde skiftet det klare glas ud med et solbrilleglas. Over ryggen havde han sin M110 SASS og i sit lårhylster var den trofaste M1911 spændt fast. Han havde givet den sit eget lille personlige præg, ved at spraymale den sandfarvet og male et dødningehoved på slæden.
”Okay, Friday. Så er der ikke langt endnu. Sænk farten, vi skulle nødig have de opdagede os allerede,” beordrede Smokee og sagtnede farten på sin ATV. Friday lukkede mellemrummet mellem ham og Smokee, så der blot var en halv meters afstand. Solen skinnede højt fra den skyfrie himmel. De befandt sig i Bamyan provinsen, lokalitet det centrale Afghanistan. Temperaturen var omkring de 25 grader celsius og de svedte begge under deres udrustning.
”Stop her, Friday. Kløften er lige der,” sagde Smokee og stoppede sin ATV. Friday kørte op på siden af ham. Han førte sin hånd op til ansigtet og fjernede det oliven tørklæde fra munden. ”Vi fortsætter til fods herfra. Dæk ATVerne til, vi kommer tilbage.”
Friday nikkede og stod af sin ATV, for dernæst at løsne spænderne foran på den. Han lagde kort M107en på jorden og hev camouflagetæppet frem, foldede det ud og kastede det over de firhjulede motorcykler. Smokee hev sit partisaner tørklæde væk fra ansigtet og åbnede sidetasken, som sad bagpå hans ATV. Op ad den hev han en MP7A1 med et påmonteret EOTech. Den havde han også givet sit eget personlige præg: det foldbare vertikale nærkampshåndtag havde han fjernet og udskiftet det med et Magpul AFG2. Våbnet havde han malet sandfarvet, med oliven streger og placeret sit varemærke, dødningehovedet, på højre af det. En lyddæmper sad påmonteret ved løbets slutning, så de kunne holde lav profil, hvis der skulle ske noget.
Han hev sin M1911 op ad lårhylsteret og hev slæden lidt tilbage, tjekkede der var en kugle i kammeret og placerede den igen i hylsteret. Han tog sin MP7 over skulderen, men holdt den foran sig. På ryggen hang M110en med en 2-punkts rem. På den var et Leupold 3.5-10x optisk, dag tids kikkertsigte monteret. Under løbet havde han et sæt støtteben og, ligesom på MP7en, var en lyddæmper monteret på løbet. På højre side af geværet var det velkendte dødningehoved.
Friday hev sin M4A1 op i sit arbejdsfelt og tjekkede kammeret. Gudskelov at jeg gjorde det, tænkte han, da han fandt ud af at patronen lå skævt. Han trykkede på undersiden af bundstykkeudløseren og hev ladegrebet tilbage, så bundstykket var låst. Derefter rev han magasinet ud og lagde det hurtigt i sin lomme. Ladegrebet blev hevet tilbage tre gange, indtil patronen fløj ud. Så førte han magasinet fra lommen op i magasinbrønden og rev ladegrebet en gang tilbage. Han tjekkede kammeret for at være sikker. Denne gang lå kuglen rigtigt. Med et klik gled ladegrebet tilbage på plads.
Ligesom Smokee havde han tilpasset våbnet efter eget behov. Det faste frontsigte havde han skiftet ud med et foldbart et, og han havde skiftet det 14.5” løb ud med et 16.5”. Udover det havde han også påmonteret en AN/PEQ-2 infrarød lys/laser boks på venstre side af rail-systemet. På den nederste rail havde han et SureFire nærkampshåndtag med indbygget lommelygte-holder og lommelygte. Den normale 3-positions skydekolbe havde han skiftet ud med en 6-positions SOPMOD kolbe. Pistolgrebet var skiftet ud med et mere komfortabelt et, et med tydelige markeringer, revner, til fingre, så det lå bedre i hånden. I stedet for de udleverede metal magasiner, havde han skaffet sig nogle PMags fra Magpul. Disse var bedre til at fodre geværet, så der var mindre sandsynlighed for fejl, som eksempelvis dobbeltfodring. På alle magasiner var der Ranger Plates, så magasiner var nemmere at få op af den modulære vest.
I lårhylsteret havde han sin Glock 17, 9x19mm, og henover ryggen havde han den 12.9 kg tunge Barrett M107. På den var også monteret en lyddæmper og et Leupold 4.5-14x Mark 4 optisk kikkertsigte.
”Her ned,” sagde Smokee og kiggede på Friday. Smokee hoppede et kort stykke ned, kort efterfulgt af Friday, og pegede et længere stykke fremme, hvor der var en afsats. ”Det går ned ad bakke,” smilede han og begyndte at gå ned ad klippeskråningen. Langsomt satte han den ene sandfarvede støvle foran den anden, så det stødt og roligt gik fremad. Hver gang han tog et skridt, faldt små sten ned ved siden af ham. De løse sten trillede ned ad skråningen, indtil de røg udover kanten ved afsatsen og forsvandt ud af syne. Friday var cirka fem meter bag Smokee, da han pludseligt hørte et ”av for helvede.” Smokees støvle var smuttet under det løse underlag, og han lå nu på ryggen og hostede. Friday gled ned ved siden af ham og rakte ham sin vandflaske.
”Alt okay, makker?” spurgte Friday og børstede det værste sand og grus af Smokees tøj og udstyr. ”Vær du glad for, at du stoppede, hvor du gjorde. Femten meter til og du var måske røget endnu længere ned.”
Smokee tog en tår af vandet, gurglede og spyttede derefter over sin venstre skulder. ”Jaerp, det har du ret i,” svarede han og fik sig selv langsomt på benene. Han pustede det værste sand af sin MP7 og begyndte igen at bevæge sig mod afsatsen.
På de to Delta-folks venstre side stod de afghanske bjerge højt og solidt. På den højre side gik det i en stejl, men farbar, bakke opad.
De nåede den solide afsats og lagde sig ned. Smokee hev sin kikkert frem og klikkede den sammen med et trebenet stativ, så den stod stabilt. M110en foldede han støttebenene ud på og stillede den ved sin venstre side. MP7en smed han om på ryggen.
Friday satte sig på hug og stillede sin M107 foran sig. Karabinen lagde han ved sin højre side og kikkerten ved sin venstre. Dernæst lagde han sig ned og gjorde Barrett’en klar. Støttebenene blev foldet ud og han tjekkede at der var en kugle i kammeret.
”Hotel, Smokee. Vi er i position. Klar til observation,” meldte Smokee over radioen. Friday havde i sit venstre øre en øresnegl, og ved sin trøjes krave en strubemikrofon.
”Smokee, Hotel. Forstået. ’Fast Movers’ er klar til støtte, hvis det skulle blive nødvendigt. ETA 15 mikes.”
”Forstået, Hotel. Påbegynder observation,” afsluttede Smokee. ’Hotel’ var kodeordet for hovedkvarteret. Derfra fik de deres ordre og efterretninger. Det var også der de skulle anmode om flystøtte.
Smokee trak kikkerten hen til sit øje, og Friday gjorde Barrett’ens sigte klar. ”Okay Friday, lad os se hvad vi har. 900 meter ude, klokken 2 position. En lejr. Jeg tæller 7, 8, 9 tangoer. Har du dem?”
Friday rykkede den anti-materielle finskytteriffels løb en smule mod højre. ”Jeg har dem. 9 tangoer, 900 meter ude. Lille lejr. 2 køretøjer. En varevogn, en SUV.”
”Det er dem. Zoom ind.”
Friday drejede ovenpå sigtet, så zoomet skiftede fra 7x optisk til 15x optisk. ”Våben synlige.”
”Aktivitet. 10 grader venstre, garage åbner sig. Endnu et køretøj.”
”Hvid varevogn. Ford. Jeg havde engang sådan en, men den blev stjålet. Mon det er den,” lo Friday.
”Jeg tvivler, men det kunne være. Hotel, Smokee. Aktivitet i lejren. Våben synlige. Tilladelse til at åbne ild.”
”Smokee, Hotel. Tilladelse givet. Vi anbefaler i venter lidt og yderligere observerer aktiviteten.”
”Forstået, Hotel. Anbefaling godtaget.”
”Ha’ en god en,” afsluttede Hotel.
”Okay, Friday. Har du noget godt til mig?”
”Muligvis. De fylder i hvert fald et eller andet i den varevogn. Træ kasser. Har ingen anelse om hvad der er i, men lur mig om det ikke er nogle våben eller sprængstoffer.”
”Du har højst sandsynligt ret. Det er i hvert fald det mest sandsynlige, med mindre Taleban er begyndt at smugle legetøj,” lo Smokee.
Friday rystede på hovedet og smilte. ”Hvem ved.”
Smokee rodede i sin lille taske, monteret på brystet af hans olivenfarvede modulære vest. Frem hev han to chokoladebarer. Fyldt med sukker, fedt og kulhydrater. Alt hvad man behøver for at holde sig vågen. ”Kan jeg byde på en bar?”
”Jo tak,” svarede Friday. Uden at fjerne sigtet fra lejren, eller øjet fra sigtet, tog han chokoladen i sin hånd, åbnede indpakningen med munden og tog en bid af den. Det gik nemmere for Smokee, som havde begge hænder fri, men han fjernede dog heller ikke øjet fra kikkerten.
”Det ser ud til at være blevet stille,” sagde han smaskende. Friday nikkede enigt.
”Hold fast, nogen kommer ud af bygningen. En mand,” rapporterede Friday og rettede sigtet lidt. ”Andre mål?”
”Negativ. Hey, vent. 2 tangoer i vagttårnet, 5 meter fra center bygningen. Vestlig retning.”
”Har dem. 2 tangoer, vestlig retning, 5 meter fra center bygning.”
”Nyt mål. Under vagttårnet. 1 tango.”
”Hold øje med den garage, Smokee. Der er noget spændende derinde, 2 folk står og bevogter det.”
”Forstået. Gid vi havde nogle støvler på jorden dernede,” mumlede Smokee, mens han kløede sit skæg. ”Hovedet op, garagen åbner sig igen.”
”5 tangoer. Og en…. Vent, er det en vestling?”
”Det ligner det. Sort jakkesæt. De ser i hvert fald ud til at være gode venner. De udveksler håndtryk.”
”Ikke gode nok. Kan du se den pistol?”
”Pistol?” spurgte Smokee undrende.
”Manden til højre for jakkesættet.”
”Lad mig se. Jo, jeg ser den. Hotel, Smokee. ETA Fast Movers.”
”Smokee, Hotel. ETA 5 mikes. Status?”
”Lejr observeret, massere af våben og Taleban. Mistænksomme køretøjer med ukendt gods. Vi mangler støvler på jorden. Derudover ligger vi nu og kigger på en, der ligner en vestling.”
”En vestling?” Man kunne mærke hvordan folkene i Hotel udvekslede undrende blikke lige nu.
”Det er korrekt. Og Friday har stærkt på fornemmelsen, at han snart bliver skudt.”
”Og hvad er jeres begrundelse for den fornemmelse?” hørte de Hotel over radioen.
”At der står en 4-5 meter fra ham og sigter på hans baghoved med en pistol,” brød Friday ind.
”Okay, Smokee, Friday. Valget er jeres. Hotel slut.”
Smokee kiggede på Friday og dernæst gennem sin kikkert igen. ”Friday, alt klart?”
”Alt klar.”
”Vind, 28 meter sekundet fra østlig retning. Temperatur, 23 grader celsius og faldende. Afstand, 900 meter. Ram fyren med pistolen først. Klar. De er dine.”
Friday trak vejret i store, tunge åndedrag. Han lyttede til sin puls. Selv sine fingres udvidelse, når der løb blod igennem den, kunne have en effekt på skuddet. Alt omkring ham lukkede han ude. Der var kun ham, hans riffel og målet. Han flyttede fingeren ind i aftrækkerhuset og hvilede den på aftrækkeren. Langsomt blev aftrækkeren hevet tilbage, indtil et brag hørtes. På trods af den påmonterede lyddæmper, larmede sådan et 12.7x99mm projektil, når den brød lydmuren. Nu rettede han geværet lidt, da den voldsomme rekyl fik det til at rykke sig. Gennem sigtet kiggede han på målet, mens han rykkede våbnet. Pludselig faldt manden med pistolen død om, da en sky af blod sprang ud af brystet på ham.
”Center masse. Godt skudt. Fortsæt. Vinden er den samme,” meddelte Smokee.
Nede i lejren begyndte de alle at gå i panik, bortset fra vestlingen, som lige fandt ud af at nogen havde reddet hans liv. En talebaner nåede at pegede en AK47 mod manden, inden han faldt død om.
”Hovedskud. Respekt,” smilede Smokee.
De to vagtfolk i tårnet begyndte at skyde tilfældigt rundt. Den ene stoppede dog, da hans kammerat pludselig havde et hul i skulderen.
”3 nede. Fortsæt arbejdet.”
En mand, som kom løbende gennem lejren med en RPG, faldt pludselig om, da hans ene ben blev skudt af. Han lå på jorden og vred sig af smerte, inden et af Fridays skud til brystet færdiggjorde ham. Vestlingen begyndte at løbe mod udgangen af lejren.
”Friday, følg fyren i jakkesættet.”
Friday lod sigtet glide efter manden, indtil han opdagede, at to talebanere begyndte at skyde efter ham.
”2 tangoer, østlig retning, 30 meter fra vesteren, vinden er den samme, temperaturen faldet 1 grad. De er dine.”
To brag hørtes og de to mænd faldt livløse om på jorden, med blod pumpende fra deres brystkasser.
”Gode kills. Hov, den hvide varevogn kører. Der må virkeligt være noget vigtigt i den. Hotel, Smokee. ETA luftstøtte.”
”Smokee, Hotel. ETA 2 mikes. Markér mål med laser og kig på flammekuglen.”
”Forstået, Hotel. Friday, fortsæt det gode arbejde, jeg markerer med laser.” Smokee satte sig på knæ. Han brugte sin højre hånd til at lede i den rygsæk, der var sat på vesten, og frem blev der hevet en stor kikkert med indbygget lasermodul, så man kunne markere mål for fly. Han lagde sig ned igen og støttede kikkerten med albuerne. ”Markeret.”
Et ordentligt drøn lød da et F/A-18 jagerfly susede hen over dem. ”Vi kan se målet,” lød meldingen fra jagerflyet, der fløj ud i horisonten for at vende om. ”Bomberne er smidt. Tid til nedslag, 20 sekunder.”
Både Smokee og Friday holdt vejret, mens de talte sekunder. Lejren blev så forvandlet til en kæmpe flammekugle, og efter et par sekunder nåede braget hen til de to D-drenge.
”Sådan gør man det,” nikkede Friday anerkendende.
”Vi må også hellere til at smutte,” sagde Smokee og rejste sig. Han satte sig på hug og tog støttebenene af kikkerten og lagde dem på plads.
”Vent, den hvide varevogn, den kører lige der,” meddelte Friday. ”Hotel, Friday. Kan vi få noget UAV til at følge den hvide varevogn der forlader basen?”
”Friday, Hotel. Vi skal arbejde på det. Hotel slut.”
Smokee havde taget kikkerten op foran øjet og sat sig i knælende position for at følge varevognen.
”Den er Hotels arbejde nu,” mumlede Friday og foldede støttebenene sammen på sin finskytteriffel.
”Det er rigtigt,” svarede Smokee nikkende og stoppede kikkerten ned i brystlommen. Dernæst smed han sin M110 om på ryggen og lod MP7en hænge ned foran maven. Friday tog sin karabin op til klar position, smed den tunge præcisionsriffel om på ryggen, og nikkede til Smokee, som tegn på at han var klar. Turen gik igen op ad den stejle skråning. Temperaturen faldt hurtigt og solen bevægede sig længere ned mod horisonten. Når det blev mørkt i Afghanistan, blev det mørkt hurtigt.
Smokee satte sin højre støvle i det løse underlag, udstød et ”så går det op” og begyndte at trave op ad skråningen. Enkelte gange måtte han ned og bruge alle fire, for at kunne få ordentligt fat i underlaget. Friday fulgte efter, 2 meter fra Smokee, på hans venstre side. Pludselig rakte Smokee sin venstre arm ud og pegede på Friday.
”Stop,” hviskede han. Friday kiggede mistænksomt på sig og gav sig så til at lytte efter. Samtidig havde Smokee sat sig ned på knæ og hævet sin MP7s sigte op foran det højre øje. Hurtigt gjorde Friday det samme, da han hørte nogen tale ved toppen af skråningen. Præcis hvad der blev sagt, vidste han ikke, men dem der snakkede lød ikke specielt venlige. De to soldater nikkede til hinanden og begyndte at snige sig op, med våbnene hævet, klar til kamp. Begge havde slået deres sikring fra, men de holdt dog fingrene ude af aftrækkerhuset.
En svedperle faldt ned langs Fridays ryg. Dens lunke temperatur virkede kold og den fik ham til at spænde i ryggen. Lige foran den lave klippekant, som førte til toppen, stoppede de og satte sig ned på knæ. Begge kiggede på hinanden, indtil Smokee brød øjenkontakten og skimtede over den brunlige kant. Hans øjnene fangede tre afghanere, bevæbnede med stormrifler og raketpropellerede granater, der stod og undersøgte de to ATVer. Den ene stod med ryggen til kanten, og de to andre var stærkt optagede af at rode køretøjerne igennem. Friday kiggede på Smokee, som netop havde sænket hovedet igen. Smokee sad i et par tænksomme øjeblikke, inden han listede over til Friday.
”Hvis vi nu kan tage den første af dem stille,” hviskede han, ”så kan vi fjerne de andre uden for mange problemer.” Friday nikkede og tog en af de mange sten som lå på jorden. Smokee kiggede underligt på ham, inden det gik op for ham, hvad han havde i sinde. De to listede et stykke væk fra hinanden. Frem holdt Smokee tre fingre. Langsomt forsvandt de en efter en, indtil kun en knyttet næve var tilbage.
Friday lagde an til kast. Derefter svingede han sin højre arm frem for fuld kræft. Stenen fløj et godt stykke hen og ramte noget hårdt. Eller - det gættede de på det var, for det gav et ordentligt klonk. Man kunne høre hvordan afghanernes opmærksomhed blev vildledt, men inden de alle tre kunne nå at reagere, kastede Smokee sin massive overkrop over kanten og hev afghaneren ned. Ikke mange millisekunder efter havde han trukket sin kampkniv og kørte den ubesværet igennem halsen på manden. Den blodrøde kniv kom ud i den anden ende, hvorefter Smokee lagde den på plads i hylsteret. Kort efter løftede Friday sin overkrop over kanten og hævede sin riffel. Gennem sit Aimpoint fangede han den ene af de to. Langsomt pressede han aftrækkeren baglæns, indtil et skud gik af. Den ene faldt om på jorden. Et tryk til. Den anden faldt om. Hverken den ene eller anden nåede at reagere.
”Godt skudt,” klappede Smokee ham på skulderen. ”Kom så, vi må videre.” En nikkende Friday klatrede over kanten og løb hen til ATVen. Hurtigt smed han M107eren foran på den og kastede diverse ting om bag på. Karabinen svingede han om på ryggen og startede til sidst motoren. Smokee var også klar til afgang. ”Check, alt klar?”
”Ja, alt klar. Hvor skal vi hen?” Friday gjorde klar til at trykke nye koordinater ind på sin GPS, som sad monteret på styret, lige ved siden af gashåndtaget.
”Vi skal sydvestlig retning, mod Wardak provinsen. Bare følg efter mig, jeg har alle tingene lagret på min GPS,” afsluttede Smokee og tog sine briller på, gassede op og lavede et kraftigt u-sving, skarpt forfulgt af Friday.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...