Isprinsessen

Nittenårige Chris, er kendt som byens bad boy. Han har det ry, som de fleste piger ønsker at kende mere til. Derfor vækker det hans nysgerrighed, da den jævnaldrende Isabel, ikke så meget som værdiger ham et blik. En jagt på at lære denne Isabel bedre at kende er nu gået i gang, og Chris må tage alle sine metoder i brug. Han skruer op for charmen og gør sit yderst bedste for at imponere. Men hvad nu hvis det hele ender i én stor ulykke, som kan ende med at koste dem begge livet...?

529Likes
628Kommentarer
31639Visninger
AA

7. Del 6

Jeg husker hvor kølig hun igen var, da jeg mødte hende en morgen hun var på vej i skole. Jeg husker, hvor forlegen hun blev overfor sin veninde da jeg spurgte om de ville have et lift, og jeg husker, hvordan hun med næsen i sky, kiggede efter min gamle og rustne bil fra ’74. Hun så ikke selv, hvor meget det skadede min selvtillid og psykiske mentalitet, at hun så ofte afviste mig. Hun forstod ikke, hvilken plads hun allerede bar i mit hjerte. Og denne uvished, gjorde mig skør.

En morgen ikke så forskellig fra alle andre, udarter sig foran mig. Igen må jeg løbe rundt i hele lejligheden, bare trække i noget tilfældigt tøj og drikke juice fra kartonen. Det er nogenlunde sådan, hver morgen ser ud for mig. Jeg er alt andet end et morgenmenneske, og står altid op i sidste øjeblik. Det resulterer hyppigt i forsinkelser på arbejdet, som jeg ikke just bliver rost for. Ofte har chefen truet med at fyre mig og finde en anden hvis ikke jeg snart begyndte at oppe mig, men aldrig er det blevet til noget. Han og jeg ved vidst begge, at jeg er den perfekte til dette arbejde. Til dels fordi, jeg er så hurtig som jeg nu engang er.

Jeg griber mine bilnøgler og trækker min læderjakke over skulderen, inden jeg fræser ud af døren og videre ned af trapperne. Den kølige morgenvind bider i mine kinder, da jeg træder udenfor og krydser parkeringspladsen, for at nå over til min lille og rustne Toyota. Smuk, det er den ikke, men den kan køre. Og et eller andet sted, er det vel det vigtigste.

Inden ikke længe er jeg allerede nået ud på hovedvejen, og sidder endnu engang fast i den typiske morgentrafik der udarter sig, lige til indkørslen på motorvejen. Endnu værre ser det ud i den anden side, ved udkørslen. Jeg sukker, og lader min venstre arme hvile i vinduet. Det er utroligt, at det er samme rutine morgen efter morgen. Det vil rent faktisk undre mig, hvis der en morgen var frie vejbaner og ingen kø overhovedet. Samtidigt ved jeg også, det aldrig vil komme til at ske.

Netop som jeg langsomt skrider fremad og passerer et busstoppested, får jeg øje på Isabel. Hun er netop lige stået ud af den grønne bybus der holder foran mig, og svinger noget af sit lange og lyse hår ned langs brystet. Jeg smiler automatisk og sænker af egen fri vilje farten. Jeg er allerede fem minutter for sent på den indtil videre, så hvad gør et par minutter ekstra til eller fra?

”Godmorgen,” siger jeg smilende idet jeg ruller vinduet ned, og triller op på siden af hende og hendes veninde. Til at begynde med ligner det ikke at hun genkender mig, men som hun kigger længere og dybere ind i bilen, genkender hun mig. Det siger hendes blik mig.

Hun nikker kort på hovedet. ”Christopher.”Det er efterhånden hendes måde at hilse på mig på. Om jeg skal betragte det som en kompliment, tvivler jeg stadig en del på.

”Hvor er I på vej hen?” spørger jeg interesseret, og fornemmer hvor gerne hendes veninde vil i kontakt med mig. Hun er heller ikke helt dårlig. Måske er hendes næse en tand for stor og hendes patter er lidt for små, men i det store og hele er hun fin.

”Skole,” svarer Isabel køligt, idet hun fortsætter fremadrettet og i rask tempo. Hun virker mest af alt til at ønske, at jeg bare vil køre videre og aldrig opsøge hende igen. Men jeg har andre planer. For jeg har sat mig et mål, og det mål har jeg i sinde at gennemføre, indtil det synes umuligt.

”Vil I have et lift?” Jeg sender hendes veninde et smil, som næstfølgende ligner at falde i spåner. Jeg klemmer et grin inde, for ikke at gøre hende hel forlegen da hun samtidigt blusser op til en tomat.

”Ellers tak,” vrisser Isabel irriteret, samtidigt med jeg fornemmer hendes veninde sende hende spørgende blikke. Jeg forstår hende. Ikke Isabel, men veninden. Hvem vil ikke gerne have et lift til skole? Og så af mig, endda. Det må da kun være en ordentlig bonus.

”Fint nok,” siger jeg, fortsat i højt humør, på trods af de sure miner ved min højre side og de irriterende dyt lyde der lyder, fordi jeg spærrer vejbanen. ”Hvad siger du til at gå ud med mig i aften, Isabel?” afslutter jeg, stadig fuld af selvtillid.

Pludseligt kigger hun ind til mig igen. Hendes blik er stadig ligeså køligt, men igen føler jeg, at hendes blik prøver at fortælle mig noget. Til sidst ryster hun på hovedet, og igen ser jeg hendes veninde sende hende et dybt uforstående blik. Videre prøver jeg ikke. I stedet begynder jeg igen at køre, tydeligvis til stor tilfredshed hos de ventende biler bag mig. Jeg vender et blik imod bakspejlet, og ser bevidst tilbage på Isabel. Hendes gang, så stilfuld og så elegant, uden igen at virke al for forsigtig. Hendes blomstrede tunika samt hendes cowboyfarvede bukser, står perfekt til den måde hun har ladet hendes hår krølle her til morgen.

Efter mit gensyn med Isabel her til morgen, kunne selv ikke min chefs dårlige anskuelser ødelægge mit humør. Der var noget underligt og ligefrem mystisk over, at hun altid skulle opføre sig anderledes når man var alene med hende, frem for når hun samtidig var sammen med et par af hendes veninder. Om det var bevidst, vidste jeg ikke, men langsomt begyndte jeg at kunne danne mig et mønster. Jeg måtte altså opsøge hende når hun var alene, hvis jeg ville have noget af den kærlige Isabel at se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...