Isprinsessen

Nittenårige Chris, er kendt som byens bad boy. Han har det ry, som de fleste piger ønsker at kende mere til. Derfor vækker det hans nysgerrighed, da den jævnaldrende Isabel, ikke så meget som værdiger ham et blik. En jagt på at lære denne Isabel bedre at kende er nu gået i gang, og Chris må tage alle sine metoder i brug. Han skruer op for charmen og gør sit yderst bedste for at imponere. Men hvad nu hvis det hele ender i én stor ulykke, som kan ende med at koste dem begge livet...?

529Likes
628Kommentarer
31799Visninger
AA

17. Del 16

Jeg husker hvor fri jeg følte mig den aften, hvor det hele skete. Jeg husker hvordan jeg tømte den ene øldåse efter den anden, og jeg husker hvordan Isabel forgæves prøvede at stoppe mig i at drikke. Det var vores første tur i byen sammen som et par, og oprigtigt nok var vi begge glade og smilende. Men hvad som skulle have været en hyggelig og uforglemmelig aften, endte i en tragedie, hvilke detaljer jeg aldrig nogensinde vil glemme. Jeg husker det skæbnesvangre skrig, som det allermest smertefulde.

Med Isabels’ lille hånd i min, indtager vi pladserne tættest på Marc og et par af hans venner. Det føles underligt igen at se ham, efter at have været adskilt fra ham i et par uger. Selvom det er til at tyde i hans øjne at han er misundelig over min fangst, ønsker han mig alligevel tillykke med hende og også omvendt. Dog ser det ikke ud som om, at Isabel genkender ham fra ”deres tid” sammen. Det morer mig ærligt talt lidt.

”Hvorfor kigger din ven sådan på mig?” hvisker Isabel til mig, og ligger en hånd på mit lår. Hun skæver over til Marc der bader sig i kvinder, mørke som lyse, og jeg smiler sjofelt til hende.

”Han er bare lidt skør,” svarer jeg, uden at henvise til at han engang prøvede at score hende. Jeg vil lade det forblive min lille hemmelighed, og aldrig om hun nogensinde vil få mig til at sige det til hende. Frygten for at hun så vil foretrække Marc frem for mig, er måske ikke så stor længere efter vi har været sammen rent fysisk, men tanken er der alligevel.

Aftenen skrider frem, og der bliver taget godt for sig af de våde varer. I hvert fald i mit tilfælde. Af hvad jeg selv opfanger, drikker Isabel ikke det helt store, men sidder i stedet og småsludrer med et par piger, jeg ikke synes at have set før. Af og til sender hun mig dristige blikke, laver kys-munde til mig og mimer ”Jeg savner dig”, og jeg bliver en anelse elastisk af det hele.

”Hvordan fik du hende løst op, mand?” Marc slår sig ned ved siden af mig, og giver mig en albue i siden. Jeg kigger uforstående på ham, imens jeg mærker alkoholen køre rundt i hele mit blodomløb. Han gør et kast med hovedet mod Isabel, og igen får jeg følelsen af at jeg er bedre, fordi jeg kunne score hende, og han ikke kunne. Tanken er forkert, det ved jeg, men den falder mig pludseligt ind.

”Charme,” svarer jeg kort, og sender ham et fornøjet smil. Jeg hører ham sukke, inden han igen rejser sig op og lader mig sidde alene tilbage. Men jeg har det hyggeligt bare at sidde for mig selv. Jeg bæller den ene øl efter den anden, blander det med lidt whisky og lidt Blå Ga-jol ind imellem, og selvom blandingerne ikke just er gode, går det an.

Jeg føler mig meget beruset og helt igennem svimmel, da jeg ser Isabel sætte sig ned ved siden af mig og muligvis også kører en hånd igennem mit hår. Selv, mærker jeg ingenting. Hendes stemme lyder også kun svagt, da hun spørger om jeg ikke har fået nok nu. Jeg ryster afvisende på hovedet. Nej Isabel, skat, jeg har ikke fået nok endnu, ellers ville jeg nok ikke blive ved med at drikke, vel? Ordene når ikke ud over mine læber, men jeg tænker dem hidsigt. Hvis hun ikke kan lide at jeg drikker, skal hun ikke kende til min fortid som alkoholiker og stofmisbruger.

Det føles ikke som der er gået mange timer, før Isabel meddeler mig at festen er slut og vi bør se at komme hjemad. Jeg når ikke at tage afsked med nogen, før hun allerede har trukket mig med ud af døren og med over til min parkerede bil.

”Lad mig køre,” siger hun stille, og griber ud efter bilnøglerne som hænger imellem mine fingre.

”A’hvad? Aldrig i livet.” Jeg sender hende et smalt smil der fortæller, at jeg uden problemer kan klare det her. Men det overbeviser hende ikke. I stedet stiller hun sig med korslagte arme og lader et bryn ligge højere oppe end det andet. Selvom hun er arrig, ser hun utrolig dejlig ud.

”Christopher, du er fuld. Du kan ikke køre!” Hun er ude af sig selv, det er til at høre, men alligevel bevarer hun roen over sit toneleje. En egenskab, jeg aldrig har haft.

”Vissevasse,” plaprer jeg flabet, og sætter mig ind på førersædet. Jeg sætter nøglen i tændingen og hører Isabel sukke, lige inden hun sætter sig ind ved siden af mig. Jeg ved, at hun udelukkende tager med mig for at passe på, at jeg ikke gør noget dumt.

Jeg føler mig ikke tilpas foran rattet, i den kølige bil på den mørke og øde motorvej. Det flimrer for mit blik og mine hænder ryster. Alligevel smiler jeg til Isabel, når vores blikke mødes.

”Du skal ikke smile til mig,” mumler hun mopset, og jeg ser hende ud af øjenkrogen, ligge armene over kors.

”Er du nu sur igen?” spørger jeg irriteret, og sætter mig ordentligt tilbage i sædet. Dén kommentar, viser sig at være stikordet til at hun tænder fuldstændigt af. Hun sætter sig lynhurtigt op i sædet, griber fat om selve sædet og kigger på mig med et anstrengt udtryk.

”Om jeg er sur? Spørger du mig, om jeg er sur?” Hun snakker hurtigt. Næsten så hurtigt, at jeg kun opfatter hvert andet ord. Hun bør vide, at man aldrig skal snakke hurtigt til en beruset. ”Ser jeg måske sur ud? Nej, vel? Du drikker dig hammer lam til en fest hvor jeg ikke kender en eneste, du lader din ven sende mig dirty blikke og så vil du samtidigt køre hjem. Og så tror du, at jeg er sur?!” Hun skriger den sidste sætning. Det går direkte ind i min øregang, skønt den lukker det halve af volumen af.

”Isprinsesse, mand,” siger jeg lavmælt, og indrømmer overfor mig selv, at det kun var henvendt til mig selv. Uheldigvis viser det sig at Isabel har nogle ekstremt gode ører, for heller ikke dén bemærkning overgår hun at høre.

”Jeg hader dig, Christopher, okay? Jeg hader, hader, hader, hader, hader, hader diiii…” Hendes stemme dør ud af et uendelig langt skrig, og pludseligt opfatter jeg at jeg har mistet kontrollen over bilen. Jeg fræser direkte ind i autoværnet, og det sidste jeg hører inden jeg bliver slynget tilbage af airbaggen, er Isabels’ endeløse skrig. Dernæst sortner det for mine øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...